torsdag den 4. maj 2017

Michael. Nullerdrønets opfinder.

UPS. Jeg mødte lige et menneske, som jeg ikke gennemskuede med det  samme.
Tværtimod.

Her kommer historien om Michael.

Jeg har arbejdet mig ud af et 9 år langt forhold, og føler mig klar til at se ud i verden igen.
Jeg begynder, at opsøge steder, hvor man kan møde andre menesker, der som jeg, er midt i livet.
Og der møder jeg ham. Michael.

Han kontakter mig. Fortæller at han som jeg er skilt, for 3 år siden. At han har et supergodt forhold til sin eks, som har deres datter på 10 år boende. Selv har han sin søn på 15 år boende, som han har fra sit første ægteskab. Han har haft sin søn boende, siden han blev skilt, da sønnen var 3 år.
Vi skriver lidt frem og tilbage. På et meget neutralt plan.
Han er yderst opmærksom.
Sender sms og spørger hvad jeg laver. Jeg svarer, at jeg hygger med min søn. Undskyld, svarer han, så skal jeg ikke forstyrre.
Han spørger efter vi har skrevet sammen en uges tid, om jeg vil mødes. På en cafe. Vi bor meget tæt på hinanden, har han set på nettet. Faktisk under en kilometer.
Jeg takker ja til kaffe.
Vi aftaler tid og sted dagen efter. Jeg arbejder aften. Han nat. Så vi kan ses kl 14, hvor han har sovet, og jeg ikke er kørt på job endnu.
Om morgenen, skriver jeg, at jeg stadig gerne vil drikke kaffe. Men at jeg gerne vil gøre det hos mig. Føler mig bedst tilpas på hjemmebane. Helt ok med ham.
Jeg er nervøs inden han dukker op.
På slaget 14 ringer han på dørtlf.
Jeg åbner, og foran mig står en mand på 192 cm, med det dejligste smil, som når øjnene. Han er i cowboybukser og nike-sko. Lige sådan en mand jeg synes om. Afslappet og glad.
Vi sætter os i stuen med kaffe. Han i sofaen- jeg i lænestolen. Og vi snakker og snakker og griner helt vildt meget. Hans humor er sort som min, og vores samtale løber så let, og den underforståede humor, fanges med det samme af os begge.
Den 1 ½ time vi har, flyver afsted.
Jeg skal på job.
Vi bærer hver især vores kaffekop ud i køkkenet. Derude giver han mig et knus, som er varmt, og kærligt, og uden antydningen af andet, end et venskabeligt knus.
Vi følges ud, Han til sin cykel. Jeg til min bil. Da vi står derude siger han, -Jeg har sgu aldrig før mødt en kvinde med en Saab. Kvinder plejer at køre i bitte små biler.
Vi ses.. Hej hej.

Jeg er helt rundt på gulvet. Hvis ham der er ægte, så er jeg solgt.
Han skriver, mens jeg er på vej på job. At han ikke havde lyst til at gå. At jeg var lige sådan en han kunne falde for, pga mit smil, min humor, mit glade grin, mit kønne ansigt osv osv. Om han må komme forbi samme tid i morgen?
Jaaa- det må du Michael.
Han kommer præcis kl 14 dagen efter. Giver mig et kram. Vi drikker kaffe, og snakker, og er ved at trimle om på taget af grin.
Tiden løber igen med lynets hast.
Kopperne bæres i køkkenet. Han krammer mig. Kysser mig. Vil ikke slippe mig. Det hele er som en meget let leg, hvor vi begge kender dagsordenen.
På vej ud, spørger han, om han må komme forbi direkte fra job dagen efter. Altså kl 8 om morgenen.
Ja det må du da.
Hele aftenen på mit job, tikker beskederne ind i en lind strøm. Han tænker på mig. Han er helt rundt på gulvet. Jeg har taget ham med storm. Han kan slet ikke vente på, at tale med mig igen. Glæder sig bare til det bliver morgen.
Han skriver, at jeg må love ikke, at sove hele natten, Så kan vi sove sammen, når han kommer fra job.
Han fortsætter hele natten med at skrive.
Han kommer præcis til tiden. Vi drikker kaffe. Vi griner. Vi taler om alverdens ting. Vores livssyn er meget ens.
Vi kravler i seng, og ligger der og griner, fjoller, falder i søvn, og vågner efter et par timer. Vi giver os hen til hinanden. Det er også fantastisk. Som en leg, vi har leget før. Med hinanden.
Sover lidt igen.
Jeg vågner ved, at han kysser mig.
Charlotte, siger han, jeg ved godt, at dette lyder helt fjollet. men jeg vil være din kæreste. Fordi så kan du ikke bare løbe uden, at gøre det forbi med mig først.
Vi griner lidt af det, Taler om, at forelskelse er livsfarligt, og man sælger sin sjæl.
Han forsikrer mig om, at dette er så særligt for ham. Hans datter har faktisk aldrig set ham med andre end hendes mor, og hans søn har ikke set ham med andre i årevis.
Jeg fortæller lidt om min søn, som ikke er vant til, at voksne er nogen man kan stole på.
Michael lytter, er så forstående, og fortæller at hans søns mor, ikke er en mor man kan stole på. Så det kender han rigtig godt.
Du bestemmer Charlotte, hvornår det er det rigtige tidspunkt, at møde din søn. Vi har ikke travlt.
Vi er nu kærester. Aftaler vi.

Michael fortæller en masse om sit liv. Hans forældres alt for tidlige død. Om skilsmisse fra sønnens mor, om hans forhold til sin sidste eks, som var præget af jalousi, men at de har fundet hinanden, som de aller bedste venner i verden nu.
Om en super god veninde, som var hans bedste vens kone, og som vennen, brændte fuldstændig af. Nu er det hende, ham og hans eks begge ser. Vennen er droppet. Om jeg er okay med, at han har en pige-ven? Ja da. Jeg har flere meget nære drengevenner.
Han fortæller om sit job, sine venner som han hygger med hver fredag aften i sin bolig. Fredagsbar, kalder de det. Et sted hvor der er fri mandehygge, da han ingen kone har.
Jeg går i bad, og gør klar til at gå på job. Jeg kører ham hjem. Vi sidder i bilen og fletter fingre, og griner, og er som to teenagere,

På jobbet bimler beskederne ind.
-Jeg ved min kæreste ringer, når hun har fri. -Jeg tænkte igen på dig. -Du har lavet rod i mine tanker. På den gode måde. -Du er alt det jeg har ledt efter. -Nu tænkte jeg på dig igen. Cyklede lige forbi din lejlighed, var du hjemme, var jeg dumpet ind osv osv osv

Jeg er taget med bukserne nede. Han har fuldstændig overtaget mine tanker. Jeg er glad, og forvirret, og pissebange, i en pærevælling.

Vi ses igen dagen efter, Han kommer og kravler ned i min seng, direkte fra job.
Hans weekend starter fredag morgen, og slutter søndag aften. Min starter fredag aften, og slutter mandag eftermiddag.
Vi har derfor kun en friaften sammen, og det er lørdag.
Vi aftaler, at han kommer og sover denne lørdag. Han skal til fødselsdag hos nogle venner, og kommer derfra, Min søn kommer ikke hjem denne weekend.
Han sms'er hele aftenen. Ringer derfra og er helt høj. Savner dig, Vil ikke sidde her med disse keeeeeeedelige venner. Vil hellere være hos dig. De griner i baggrunden og driller ham. Han sender en sms, om han lige kan låne min bil, når han kommer. Han skal lige hente noget, og aflevere til sin søn, som sover hos en kammerat..
Jo det kan han godt.
Han kommer kl 23 og er så sjov.
Fortæller at hans venner har inviteret mig til sommerfest i deres kolonihave. Jeg undrer mig lidt over, at han allerede har involveret vennerne. Men vi er jo kærester, fastslår han.
Han kører efter det han skal- og er tilbage efter 20 min.
Han sover her. Vi har en fantastisk nat, og formiddag. Han skal hjem til middag, da han har vasketid.

Da han går, er det som om noget inden i mig, fortæller mig, at dette er for godt til, at være sandt. Jeg har ikke haft de bedste oplevelser med de mænd jeg har mødt.
Jeg taler med en veninde, og fortæller om denne vilde uge. Jeg siger, at jeg har mødt et fatamorgana.
Hun siger, at hun synes jeg skal slappe af, fordi der faktisk findes gode mænd derude. Det lyder til, at jeg har mødt en af dem.

De næste dage fortsætter på samme måde. Han kommer her efter job. Nogle dage kører jeg ham hjem, så han kan sove. Jeg ser hans lejlighed, og vi ender med at være intime, i stedet for det han skulle- nemlig sove.
Jeg svæver på en sky det ene øjeblik, og rammes af frygt det næste.

Vi taler om, at jeg har haft to mænd med misbrug. En alkoholiker. En hashmisbruger.
Det kommer aldrig ind for mine døre mere. Det forstår han godt. Hans søns mor er hashmisbruger.

Da jeg har kendt ham en uge, sidder han her i min sofa. Min datter ringer på facetime, så jeg kan snakke med hende, og kigge på lille Milaz samtidig.
Mens vi taler, rejser Michael sig, og stikker hovedet ind foran kameraet, og siger HEJ. Min datter bliver noget overrasket, og spørger, - Hvem var det?
Michael svarer prompte, -Din mors kæreste... og stikker hovedet ind foran skærmen igen.
Min datter griner og siger, -Ok  Min kæreste, jeg og Milaz kommer på lørdag. Vi forventer at møde dig.
Det aftales, at han vil komme og hilse på dem.
Det gør han såmænd. De synes også, at han virker helt fantastisk, og vi griner rigtig meget alle fire.

De næste dage går alt stærkt. Jeg opdager, at det faktisk ikke er helt sandt, at han ikke ryger hash. Han kan godt finde på at ryge en joint, altså 2-4 gange om måneden . Nogle måneder ryger han dog slet ikke. Om det er et problem? Nej sgu da ikke i det omfang. Det gør mange her på Amager.
Fredag aftaler vi, at han skal komme, når jeg kommer fra job.
Han kommer ikke. Og giver ikke lyd. Jeg undres.
Næste morgen, ligger der sms'er fra ham, som er kommet i en lind strøm om natten. Han var faldet i søvn, da han ikke havde sovet efter sin nattevagt.
Han ringer, undskylder mange gange.
Nullerdrøn, siger han, jeg er tosset med dig.

Lørdag ser jeg ham ikke. Søndag er han tavs.
Alle mine alarmklokker ringer. Han må være det jeg frygtede. Et fatamorgana.

Jeg skriver til ham, at jeg ikke har det godt i maven, med det der foregår mellem os. At det er gået for stærkt, og at jeg gerne vil trække mig. Det har været skønt, at kende ham, men det med, at han ryger hash, og hans ustabilitet efter 14 dages bekendtskab, får mig til at se de tegn, som jeg kender alt for godt i mine tidligere forhold. Pas på dig Michael- det var så dejligt at møde dig. Knus.

Svaret kommer prompte. -SERIØST???
Jeg kommer med det samme i tvivl.
Ringer ham op. Han virker helt lamslået. Charlotte for fanden- Jeg vil dig så meget. Hvad sker der? Jeg er bare træt efter en hård arbejdsuge, og får for lidt søvn, fordi jeg har brugt tiden, hvor jeg skulle sove, med at være sammen med dig.
Charlotte- Jeg kan ikke snakke nu. Må tænke.

Han lægger røret på.
Jeg sidder med min tlf og tænker- Nej nej, Michael. Sådan leger vi ikke. Jeg skal ikke druknes i tavshed mere. Det er det mine eksmænd har budt mig.. Aldrig mere tavshed til mig,

Jeg skriver til ham, at jeg gerne vil fortsætte. At jeg også vil ham rigtig meget. Men det går for stærkt.
Han skriver tilbage, at han nu er bange for, at jeg gør det forbi hver anden uge.
Jeg skriver, at jeg har brug for, at det ikke går så stærkt.
Han skriver- hvis det er det du vil, og det du føler, så lad os fortsætte, stille og roligt.

Jeg fanges af ordene. "Det du vil og det du føler".... en rigtig følsom mand.

To timer efter skriver han, at han har brug for at tænke. At det måske ikke er godt vi fortsætter, fordi jeg er i tvivl, og bange, hvilket jo ikke er godt for mig,

Jeg spørger, hvorfor han nu skriver det, efter vi havde kommunikeret frem og tilbage, og var enige om, at starte ved status quo, og tage det stille og roligt.
Han svarer- "Fordi mit hjerte talte, før min hjerne".
Følebamsen scorer høje point lige nu.
Han kommer forbi, er ked af det. Vi får ikke rigtig snakket, men sidder imin stue et par timer og ser tv og taler om alt muligt andet. Griner som sædvanlig meget

Dagen efter ringer han ved 18 tiden.
Hej Nullerdrøn. Jeg er lige på vej ned til min veninde, som har inviteret på aftensmad, og film, og jeg har fået lov, at vaske en maskine tøj. Det kan man jo ikke sige nej til.
Må jeg komme hjem til dig i morgen aften, så kan vi snakke om hvad vi gør fremover ?
Ja da.... Vi ses i morgen sødeste Michael.

I mellemtiden har jeg præcenteret nogle venner, omkring mine forbehold vedr. Michael.
De siger, at jeg er alt for bange. At jeg er præget af min fortid med dumme mænd.
Kun Nicoline siger ordene- LYT TIL DIN MAVEFORNEMMELSE OG LØB.

Næste aften, kl præcis 21, som aftalt,kommer han. Krammer mig, sætter sig i sofaen, og jeg holder mig på behørig afstand i lænestolen.. Venter på hans næste træk.
Vi taler om det der lige nu kører i tv-avisen.
Pludselig strækker han sig frem imod mig, og tager fat i mit lår. Charlotte- siger han- Jeg vil dig rigtig meget. Men at du har puttet mig i en kasse, med dårlige mænd/kærester, er jeg rigtig ked af. Jeg vil gerne fortsætte, men så lad os tage kæreste-titlen af, og tage en dag af gangen, så jeg kan vise dig, at mig kan du stole 100 % på.
Jeg synes, at det er en rigtig god plan. -MEN, siger jeg til ham. Hvis en af os får behov for, at gå i seng med en anden, så skal det meldes ud. Jeg vil have valget, om jeg går i seng med en der har flere partnere.
Han erklærer sig fuldstændig enig. Han hader one-night-stands. Det er meget sjovere, at være sammen med en man kender.
Jeg sidder der i min lænestol, han i sofaen, og vi snakker og griner.
Han klapper på sofaen, og siger jeg skal komme over og sidde hos ham, inden han skal på job kl 24.
Vi fletter os ind i hinanden.
-Slap af Charlotte, siger han smilende ind i mit ansigt. Vi skal nok finde ud af det- Vi er ment-to-be.

Omkring kl 23 spørger han, om han må tage min bil på job, så har han lidt mere tid i min sofa, Så kan han komme og sove om morgenen. Selvfølgelig må han det.
Han kører lidt før kl 01.

De næste uger byder på en masse uro, inden i mit hoved.
Han tager stort set min bil på job hver aften. Men kommer ikke direkte om morgenen mere. Så bliver den 10- eller 12. Nogle dage kommer han først ved 15 tiden, kører mig på job, og henter mig igen kl 23, når jeg har fri.
Når han er her, bekræfter han mig i hoved og røv. Når han går ud af døren, er jeg usikker på ham.

Så er det, at hans lejlighed en nat brænder.
Det er lørdag, og jeg har vasketid. I min vaskekælder har der været problemer med tørretumbleren, og jeg står nu atter med 14 dages vask, og ingen tumbler at tørre tøj i. Damn.
Nå, men vaske skal jeg. Så må jeg tørre på anden vis.
Mens jeg vasker ringer Michael. Jeg beklager mig over tumbler og tørreriet. -Kom herover med det, så tørrer vi det i min vaskekælder, siger han.
Nahhhh- jeg ved ikke rigtigt. Min søn er her.
-Tag ham med, siger han. Han behøver ikke vide andet, end jeg er en ven du har. Køb et brød med på vejen, så laver jeg brunch.
Vi kører derover, og Michael møder min søn, på den mest perfekte måde. Det ender med de både taler om politik i USA og Mexico, mens jeg i den samtale er hægtet helt af.
Michael spørger min søn, om han har lyst til, at komme med ham på job i lufthavnen, hvor han bl.a flytter fly om natten.
Min søn er helt vild...

Da vi skal afsted, spørger Michael om han kan låne bilen en times tid. Jo sagtens. Min søn og jeg skal bare hjem.
Han kører os hjem.
Kl er omkring 13. Han vil være tilbage i løbet af en time, så må jeg gerne have kaffen klar, og senere smutte ham hjem.
Han dukker først op kl 17.30.
Sætter selv kaffen over, og spørger om jeg vil kører ham hjem, når vi har drukket en kop sammen.
Da jeg bare slapper af, og intet skal, foreslår jeg, at han tager bilen hjem, og kommer retur næste dag, hvor vi har aftalt, at han vil kører med på min søns kostskole, så han kan møde pædagogerne, og vi efterfølgende har mulighed for, at Michael kan hente min søn fredag aften, inden han henter mig på job kl 23.
God deal, synes han.
Han smutter ud af døren en lille time efter. Synes han trænger til at sove, og her holder min søn og jeg vores private hyggeaften.
Kl 00.30 ringer han for at sige godnat. Vi snakker et godt stykke tid, og han pludselig spørger han om han lige kan låne 100 kr, da han først får løn i morgen. Det er ikke første gang han beder om disse smålån, og hver gang med undskyldninger om, at han har glemt sin pung på job, ell. lign. Sidste gang skulle jeg overfører beløbet til hans søns konto, så han kunne hæve dem derfra.
Jeg overfører beløbet, og kort efter får jeg en besked, hvor han skriver, at jeg er et lyspunkt i hans liv.

Jeg går i seng, og det næste jeg hører fra ham, er en meget frustreret Michael, der den efterfølgende formiddag ringer, og fortæller at han har haft brand i sin lejlighed.
Han er virkelig rystet. Fortæller at han havde lagt sig på sofaen, efter han havde hentet smøger, og var faldet i søvn fra et stearinlys. Han var vågnet ved, at røgen som var tyk i hele lejligheden, havde fået ham til at hoste.
Vi taler om hvor meget der er brændt, et stykke af gulvet er helt væk, og ilden har haft fat i væggen og et møbel. Han har virkelig været heldig, at han vågnede.
Hele lejligheden er sort, og alt skal desinficeres.
Alt er røgskadet.
Vi aftaler,at han vil komme med min bil senere. Jeg tilbyder, at komme efter den, men det afviser han. Han har brug for, at komme væk derfra, efter at have været i gang med rengøring siden midt om natten.
Midt på eftermiddagen ringer han, at han er på vej, og om jeg bare vil komme ud og smutte ham hjem.
Det gør jeg.

Ugen efter har han taget akut ferie fra sit job, da han skal i gang med, at tømme bolig, som skal gennem renoveres.
Han får stort set frit slag til, at have min bil i processen, bare han sørger for, at hente og bringe mig til mit job. Han får også en nøgle til min lejlighed, så han kan gå herover og tage bad, når han har gået i sin bolig og ryddet, pakket, rykket møbler etc.
Onsdag kommer han om formiddagen, og spørger om jeg vil køre med på Shuregard, og se på et rum han skal leje derude, til at opmagasinere sine ting i. Han har ringet og bestilt, fået pris og skal nu hente nøglen, og lige se om rummet har den rette størrelse.
Vi kører derud, og ser rummet. Han får nøgler, og udfylder papirer etc. Da han skal betale, er beløbet højere end det de har oplyst, da man også skal betale dispositum for nøglen.
Han spørger henkastet om jeg lige kan overfører 300 kr, til hans konto.
Det gør jeg. Overfører faktisk 400 kr, for at han er sikker på, at der er nok.
Han betaler, og står drillende og skubber til mig imens, mens han sender luftkys. Som om vi er et indforstået par, der står og joker kærligt.
Da vi kommer ud brokker han sig over, at han ikke har fået oplyst det reelle beløb.

Vi kører derfra, og beslutter at vi vil kører tur i det gode vejr.
Vi runder Christianshavn, da han lige skal købe noget røg! Alarmklokkerne bimler- men den slags røg er jo også med til at man slapper af. Derfra kører vi langs stranden, udover lufthavnen, af kystvejen mod Dragør, hvor han viser mig præcis hvor i lufthavnen han arbejder hver nat, og videre ud over Dragør, Kongelunden, om på den anden side af lufthavnen, hvor vi gør holdt og står i solen, og ser flyene lande hen over hovedet på os.
Vi taler om, at jeg ikke tør flyve, og Michael siger, at han vil flyve med mig, holde mig i hånden hele vejen, og sørge for, at det bliver en god oplevelse.
Vi kører efterfølgende hjem til mig og drikker kaffe og nyder solen på altanen.

Senere kører han mig på job, og vi aftaler, at vi om aftenen vil sove sammen.
Han henter mig på jobbet, og fortæller at han er nødt til at sætte mig af hjemme, og kører på job, da de har ringet, at de har sindsyg travlt, og må inddrage hans akutte feriedag den aften. Fair nok. Job er job. Lad os sove sammen i morgen, siger han.
Næste morgen kommer han og vækker mig. Jeg skal bruge bilen, da jeg skal til 50 års fødselsdag i Sorø.  Min veninde er handicaphjælper, i samme byggeri, hvor Michaels ekskone bor. Det kommer vi til at tale om, og hans siger, at hvis min veninde i Sorø har en datter på ca. ti år, så ved han faktisk hvem hun er, da hans datter leger med hende. Den mand min veninde arbejder hos, er underbo til hans ekskone. Ret pudsigt. Hils hende, siger han
Vi drikker kaffe, og jeg kører Michael til en adresse ved Amagerbrogade, hvor han fortæller, at han har fået lov, at leje en bolig i en måned af en kollega, mens hans bolig renoveres.
Jeg studser kort over, at han i samme hus, har fortalt mig, at hans pigeven bor.
Men ikke mere, end at jeg lægger det fra mig igen.
Vi står på hjørnet ved det hus, hvor han har lånt en lejlighed i, og tager afsked med kys og kram.
Om aftenen ringer Michael til mig på jobbet. - Hej søde skat. Ligger og flyder på din sofa og hygger med Liam.
Vi snakker et stykke tid, og pludselig siger Michael, at han ikke er i min lejlighed når jeg kommer. Han er atter nødt til, at tage på job, og en kollega vil komme og hente ham.
-Øv siger jeg, havde lige glædet mig til ikke, at komme hjem til en tom lejlighed. Men job er jo job.
Da jeg kommer hjem, skriver han at han vil komme næste morgen efter bilen, hvis det er okay. Nu skal han have tømt det sidste i lejligheden.
Han kommer og vækker mig ved 9 tiden. Han laver kaffe mens jeg står op. Vi snakker og griner som altid, og sidder og får kaffen, hvorefter han skal afsted.
Da han er begyndt at være møg irriterende med at overholde tider, siger jeg flere gange til ham, at det er vigtigt at han kommer til tiden, da jeg skal på job, og jeg hader at komme for sent.
Han lover at være her præcis kl. 15, så jeg har en time til at komme på job. Det er fredagstrafik, og min vej til jobbet, er den udgående motorvej fra Amager, som på det tidspunkt er proppet med hjemadkørende biler, og der er ofte kø.
Han ringer ved middagstid, og er i super humør, omend han er lidt stresset. Skal lige sikre sig, at det var kl 15 han skulle være her. Jeg bekræfter det, og siger igen, at jeg ikke vil komme for sent.
-Jeg er der kl 15 sharp, siger han.
Af en eller anden grund, har jeg uro hele dagen. Er bange for, at han ikke kommer. Så da kl. er 15.05 og han ikke er dukket op, ringer jeg til ham. Tlf ringer to gange, og går så på tlf-svare.
Jeg bliver rasende, da jeg er sikker på han trykkede mig ud.

Kl 15.20 ringer jeg til min kollega, og siger, at jeg skynder mig at hoppe på en bus, og at jeg kommer så hurtigt jeg kan.
Jeg har delt mine begyndende bekymringer omkring Michael med netop hende, og jeg fortæller, at han ikke er kommet med min bil, og at jeg er rasende.
Jeg er i gang med, at finde ud af hvordan jeg hurtigst kommer til Hvidovre, da det ringer på dørtlf .
Jeg åbner hoveddøren, og trykker samtidig så gadedøren åbner. Dernede står han og smiler skævt, op mod mig.
Jeg er rasende som en tyr, og spørger hvorfor fanden han ringer på, når han har nøgle.
-Jeg turde ikke gå ind Nullerdrøn, siger han, skynd dig at komme, så skal jeg sørge for, at du kommer på job til tiden.
Jeg flyver ud, og er klar til at give den helt store skideballe, men opdager, at han har taget sin søn med, som jeg ikke lige vil involvere i mit temperament, anden gang jeg hilser på ham.
Jeg sætter mig ind på passagersædet, og spørger om han kører mig, eller om de skal køres på Amagerbrogade. Ligeledes spørger jeg hans søn, om hans far altid er sådan en klovn til, at overholde tider. Den stakkels dreng svarer undvigende.

De kører mig på job. Da vi er derude, står Michael ud og ryger en smøg sammen med mig. Han undskylder, at han var forsinket, og fortæller om hvor stresset han er over sin brændte lejlighed. Jeg forstår udmærket dilemmaet, men pointerer igen, at kører han i min bil, så betyder det, at han også sørger for, at være hos mig til tiden, da jeg ikke vil komme for sent. Og slet ikke pga ham.
Mens vi står og taler, trykker flere af mine kolleger næsen flad mod ruden, for at se ham den der Michael, som jeg har mødt. Vi kysser farvel, og han holder mig fast og siger atter undskyld.
Vi ses i aften nullerdrøn, siger han og jeg går ind på job.

I løbet af aftenen, siger min kollega, at hun vil gå med ud og hilse på Michael når han kommer. Hun vil se hvem der kan gøre mig så rasende.
Jeg skriver det til ham, så han er forberedt. Han skriver tilbage, at han glæder sig til, at møde hende.
Han kommer 10 min før jeg har fri. Første gang han er før tid, og det glæder mig.
Min kollega går med ud. Hun åbner passagerdøren og kigger på ham. Hej siger han, og smiler. Hej siger hun, og kvitterer, - Jeg skulle lige se hvem der kan gøre Charlotte så rasende.
Michael svarer- Jeg gør hende altså også glad.
Han står ud og hilser pænt på hende, og giver mig kys og kram.
Vi snakker lidt om branden i hans lejlighed, og hun pointerer for ham, at det er vigtigt, at han får tjekket sine lunger, da der kan komme senskader på røgforgiftning.
Han siger, at det vil han selvfølgelig få gjort, hvilket han også flere gange har lovet mig.


Da vi kører fra mit arbejde, kører vi ind gennem Kbh centrum, og kigger på byens liv. På et tidspunkt siger Michael at han er rigtig ked af, at vi ikke har tid nok sammen. Han er stresset over at hans lejlighed er sodskadet. Men i morgen, siger han, der bliver den tømt, og så kan jeg slappe af, og vi får meget mere tid sammen.
Vi aftaler at han kører mig hjem, og så vil han hente mig næste morgen kl. 7.30. Jeg skal besøge min familie på Vestsjælland, og han skal hente en bil han har lejet, så han kan tømme sin lejlighed.


Jeg vågner næste morgen ved at han kysser mig. Han har låst sig ind, sat kaffe over, og sidder nu på sengekanten og nusser mig.
Det er hyggeligt, og vi nyder kaffen, og kører derefter mod Christianshavn, hvor han har lejet en bil.
Vi tager afsked, og aftaler at tales ved senere. Han er sød og kærlig.
Han når lige at låne 500 kr inden jeg kører. Åg altså hvor den brand dog har været dyr, sukker han.


Han ringer mens jeg spiser aftensmad med mine unger. Han er træt, og fortæller at nu er lejligheden tømt, og det er befriende. Nu kan håndværkerne komme i gang.
Han spørger om det er okay, at han tager hjem til mig senere, for at få et bad.
Selvfølgelig er det det. Det er jo derfor han har fået en nøgle.


Da jeg kommer hjem sent om aftenen, ser det ikke ud til at han har været der.
Han skriver en sms midt på natten, at han er ved sin kammerat, og at han vil komme forbi næste eftermiddag.


Næste dag skal jeg kører min søn til den skole han bor på. Michael havde igen sagt, at han ville køre med. Men da han ikke andre gange har formået, at overholde det, har jeg ikke nævnt det for Sebastian.
Han kommer dog forbi om eftermiddagen, og vi sidder og hygger på terressen, inden jeg skal afsted. Michael er træt, efter en uge med kaos omkring hans hjem.
Jeg kører Michael til Amager Brogade, hvor han fortæller at han skal besøge en kollega, som han muligvis kan låne en lejlighed af, indtil hans egen bolig er klar til beboelse igen.
Han ringer om aftenen, og fortæller, at han har fået lov at bruge boligen, mod at betale 4000 kr. pr. mdr. Så nu har ham og hans søn et sted at opholde sig.
Samtidig spørger han, om han kan låne bilen, da hans cykel er i stykker.
Jeg afslår, da jeg dagen efter skal have den på værksted, hvor min nieces mand skal skifte udstødning.
Da han aldrig tanker bilen, men kører meget benzin op, er jeg lidt træt af at han låner den.
De næste dage har jeg travlt pga kursus. Vi taler kun i tlf sammen om aftenen, hvor han fortæller at han savner mig så forfærdeligt meget.
Jeg siger til ham, at hvis det var så slemt, så kom han nok lidt mere forbi. Han undskyldte sig med arbejde, og manglende søvn. og fortalte at hans kolleger havde drillet ham med, at han ikke lignede en der havde holdt ferie ugen før. Jeg undrede mig over den udmelding, da han havde fortalt at han var kaldt på job onsdag og torsdag aften. Det måtte kollegerne nødvendigvis vide.


Jeg havde på det tidspunkt besluttet, at jeg ikke gad dette mere. Jeg havde taget ham i flere småløgne.
Desuden var Michael var svingende med, at overholde tider, og jeg kan slet ikke være i nærheden af folk, der ikke overholder det de aftaler. Det stresser mig vildt at vente, når man har en aftale.


Michael skyldte mig nogle penge efterhånden. Havde lånt små-beløb, og jeg skrev til ham, at jeg havde brug for, at han betalte dem til mig. Han svarede, at han ville overfører dem dagen efter, når han fik løn. Tidligere havde han skyldt mig 800 kr., som jeg i stedet for at få penge, havde købt en brugt iphone af ham, og givet 700 kr. oveni, så jeg havde betalt 1500 kr. for den.  Jeg manglede bare lige, at få koden til den, som hans søn skulle give ham.


Onsdag skrev han til mig, om jeg snart skulle have morgenvækning. Det var alt for længe siden at han havde set mig.
Vi aftalte, at han kom dagen efter, når han fik fri fra job.
Han kom og vækkede mig, og vi hyggede sammen hele dagen, til jeg skulle på job.
Jeg havde fået min bil hjem igen, så han kørte mig på job, og lånte bilen, da han skulle til Greve og aflevere sin søn hos sin bror.


Torsdag ringede han kl. 10, om jeg skulle bruge bilen. Det skulle jeg ikke, så vi aftalte at han kom og kørte mig på job om eftermiddagen. Han kom ved 14 tiden, og vi drak kaffe og nød solen på altanen, og han kørte mig efterfølgende på arbejde.
Han hentede mig præcis til tiden, og vi kørte hjem til mig, hvor vi hyggede et par timer, inden han skulle på job. Han plejede at møde kl 24.00, men havde denne nat, bedt om at kunne møde senere fortalte han, da han ville have noget tid med mig.
Han kom igen næste morgen, hvor jeg skulle bruge bilen. Han stod på altanen og røg, inden han skulle cykle hjem. Jeg råbte ud til ham, om han ikke lige kunne overfører de penge han skyldte mig via mobilepay.
Jo da.  Det kunne han sagtens.
Da han havde overført dem, smuttede han, og vi aftalte at han ville komme igen over middag, og så senere køre mig på job.


Det gjorde han, og vi kørte en tur ud over Christianshavn og gennem Kbh, og videre til mit arbejde i Hvidovre.
Vi holdt foran mit arbejde og snakkede en halv times tid, før han kørte hjemad, for at få sovet lidt.


Først på arbejdet tjekker jeg min konto, og kan se at han kun har betalt en meget lille del, af det beløb han skyldte mig.


Han kommer kl. 23.00 og henter mig. Han står ud og hilser pænt på min kollega, som jeg står og ryger en smøg sammen med. Han kysser og krammer mig, og er glad og smilende.
Vi kører, og atter tager vi turen ind over byen, hvor vi kigger på nattens byliv.
Vi snakker om alverdens ting. Bl.a at han vil lease en bil. En Toyota. Jeg siger til ham, om ikke det er lidt af en mundfuld, når han nu er så presset økonomisk.
Men han fortæller, at han har søgt et ekstra job hos en vognmand.


Pludselig siger han, at han skal sættes af på Elbagade, da han skal drikke en øl med en kollega og dennes kammerat. Han gider ellers ikke, men nu har han jo lovet det.
Fint med mig. Jeg er træt, og skal tidligt op næste morgen og hente min søn i Tisvildeleje. 
Da vi holder på Elbagade, spørger han, hvad tid jeg skal hente min søn. Jeg siger, at jeg ikke ved helt hvornår.
- Ring når du er hjemme igen nullerdrøn, siger han, så kommer jeg og tømmer dit hus for kaffe.
Jeg svarer ham, at jeg ikke gider ringe, da han aldrig tager sin tlf.
- Aiii siger han, Nu må du ikke være så hård ved mig. Vi pjatter lidt omkring hans manglede evne til at holde aftaler, og vi bliver enige om, at jeg skal købe ham et bornholmerur, som han skal slæbe rundt på.


Da jeg kører derfra, kan jeg mærke at jeg er færdig med Michael.
Jeg kan ikke finde ud af ham, og det dræner min energi.


Næste dag kører jeg op efter min søn kl. 12. Er hjemme kl. 14, og gider ikke ringe til Michael, men sender bare en sms, at jeg er hjemme.
Han svarer med en masse kysse smileyer, og skriver "Dejligt Nullerdrøn".
Mere sker der ikke.
Om aftenen skriver jeg til ham, om ikke aftalen var, at han kom forbi, og om han ville overføre de sidste penge han skyldte mig.
Intet svar.


Næste morgen, var der stadig intet fra Michael.
Jeg var nu helt done. Gad ikke mere bruge energi på ham.


Jeg skrev til ham, at jeg syntes, at han var det mest respektløse menneske, jeg nogen siden havde mødt. Takkede ham for de hyggelige stunder vi havde haft, og bad ham aflevere min nøgle, samt de sidste penge han skyldte mig, i min postkasse i dag.
Han svarede prompte- "Ok- det gør jeg!
Jeg skrev tilbage, og spurgte, hvad det egentlig var han ville fra start af.
Han svarede- Ikke rigtigt noget, synes bare at du er sød og sjov, at være sammen med.


Jeg rasede. Magen til idiot.
Nå men jeg afventede nu at min nøgle, ville være i min postkasse i løbet af dagen. Besluttede at han fik til kl. 24.00 hvor han ville køre forbi alligevel, når han skulle på arbejde.


Kl. 24.15 tjekkede jeg postkassen.
Ingen nøgle, og ingen penge.
Jeg havde blokeret ham alle vegne, men åbnede op for sms, og skrev til ham, hvad det var han ikke forstod. Den nøgle og pengene skulle være i min postkasse næste morgen.


Nøglen var der. Men ingen penge.
Jeg var dog lettet over, at have fået min nøgle.
Nu var han ude af mit liv.
Troede jeg.




Der gik tre dage. Så modtog jeg en besked i Messenger fra Sussi.
Sussi skrev, at hun havde en fornemmelse af, at hun og jeg kendte den samme Michael.
Hun ville gerne i kontakt med mig, da hun havde været kæreste med ham i 1 ½ år, og altså også i de  mdr. jeg havde kendt ham.
Jeg blev simpelthen så vred. Men allermest på hendes vegne. Hvad fanden bildte han sig ind.
Og hvad bildte han sig ind, at drage mig ind i hans liv, møde mine børn, opføre sig som om, vi skulle lære hinanden at kende, og være en del af hinandens liv.
Jeg snakkede næsten en hel nat med Sussi. Det var som at samle et puslespil, når hun fortalte, hvornår de sås, og jeg nogenlunde kunne regne ud, at han så kom her, når hun tog på job, eller før han mødte på job.
Han mødte nemlig ikke kl. 24, som han havde fortalt mig, men kl. 4 om morgen.
Desuden kunne hun fortælle, at han kørte rundt i min bil, med bl.a. hende som passager, og at han havde fortalt, at jeg, Charlotte, boede sammen med en der hed Allan, som var nabo til hans ekskone.
Allan og Charlotte (!) havde en datter, der var rejst til Australien, og denne datter havde et handicappet barn, som de så passede, og der fulgte invalidebil med. Når de holdt fri, så var der en handicaphjælper hos barnet, og de dage skulle Michael så hente dem, Allan og Charlotte, i Hvidovre og køre dem hjem.
Smart fundet på, da det så var den måde han kunne hente og bringe mig til og fra job, uden at det blev fundet mærkeligt.
Så kørte han mig hjem, kørte ned til Sussi og sov de fire timer til han skulle på job om morgenen. Hjem fra job, og drikke morgenkaffe med Sussi, og så kører ned til mig, når hun kørte.


Mig havde han fortalt om Sussi, som den der tidligere kammerats kone, som nu var blevet hans bedste veninde.
Men jeg havde jo studset over, at han pludselig boede hos en kollega, præcis i det hus, hun også boede i.
Ret vildt, så har jeg hentet og bragt ham, til hendes adresse. Kysset og krammet ham farvel uden foran hvor hun bor, uden han har virket beklemt ved det.


Sussi var rystet. 1½ års løgn og bedrag, var svært at tage og føle på.
Men det stoppede slet ikke der.
For der dukkede sørme også en Anette op.
Hende havde han mødt efter mig. Besøgt hende i min bil, og fortalt at bilen såmænd var hans.
Rent faktisk den nat hans lejlighed brændte, var han hos Anette i min bil.
Jeg var der og spise brunch om formiddagen, sammen med min søn.
Sussi var der om aftenen og spise sammen med sin datter.
Han ringede kl. 00.30 og sagde godnat til mig, og skulle lige låne 100 kr.
Så kørte han ud til Anette i Rødovre, og kom hjem til et tændt stearinlys, der havde lavet brand.
Dét kaldes vist karma.


Når men så skete der det, at også en Majbritt dukkede op. Hun havde kendt ham i 4 mdr. frem til omkring den tid, hvor jeg mødte ham. Altså mens han også var kæreste med Sussi.
I den periode så han også en kort periode, en pige jeg kender, som meget hurtigt vippede ham ud i julen.
Men det var ikke den sidste, for nu dukkede en Karina op.
Og rygtet siger, at han i hele perioden også har ses med sin ekskone.




Jeg har hørt de vildeste løgnehistorier, som han har fortalt for, at få sit liv til at hænge sammen, med den ene og den anden og den tredje.
Han kaldte os alle for Skat og Nullerdrøn. Skide smart, så roder man ikke rundt i navnene.
Sussi er blevet forklaret til en af de andre piger, som hans kollegas kæreste.
Han har planlagt, at skulle rejse med den ene og den anden og den tredje. Han har inviteret os med til de samme fester i fremtiden.
Jeg er inviteret til hans fødselsdag i Grøften i Tivoli i sommer, når han bliver halvtreds. Sjovt nok skulle den fest holdes i Sussi's have.
Vi er alle inviteret på Bakken på lørdag, sammen med hans kolleger.
I stedet for at tage med ham derind alle sammen, holder vi vores egen lille bakketur.
På lørdag mødes vi, os der var kæreste med Michael, på kryds og tværs og samtidig med hinanden.
Så får vi sikkert redt flere tråde ud. Får sikkert grinet lidt af fjolset.
Men som Sussi sagde, så føler man sig en lille smule mentalt voldtaget.




Jeg er blevet ført bag lyset. Jeg har hørt de sødeste ord. Fået de fineste sms'er. Har fået ros, og komplimenter, mens han snød og løj og udnyttede en.


Men det der gør mig allermest gal er, at han har tilladt sig, at møde mine børn.
Det næste er, at alle vi kvinder, som jeg ved har været sammen med ham, er blevet præsenteret for hans stakkels 15-årige søn, nogle af os med få dages mellemrum.


Jeg er så glad for, at jeg gennemskuede ham, og havde droppet ham, før Sussi skrev.
Så heldig var Anette ikke.


Den mand er bimlende skør. Syg er han vel.
En stor charmør. Pisse sjov, og kærlig.
Og meget farlig for kvinder.
Jeg ville faktisk ønske, at jeg bare havde været hans ven, som man ikke skulle deale med  følelsesmæssigt.
For han er virkelig et dejligt og sjovt menneske, at være i stue med. Men empati, ejer han godt nok ikke.


På trods af, at han er busted, og fanget i sine løgne, så nægter han det meste.
Og jeg er sikker på, at Michael er i gang med, at drage nye kvinder ind i sit net af løgne, kun for at han kan udnytte dem, til egen fordel.

























































































onsdag den 28. december 2016

Endelig fri.

Mit hoved har vidst i over 4 år, at jeg psykisk blev kørt ned i mit forhold.
Min søn ligeså. Men mit hjerte ville bare ikke samarbejde.
Så var det at jeg stødte på en bog 😉
" Forelsket i en drøm."
Den åbnede mine øjne.
Kvinder der elsker for meget har hårde vilkår, når de render ind
i de forkerte mænd.
Men nu er jeg færdig.
Jeg er lettet. Lykkelig. Og helt i ro.
Nu har jeg også været ked af det i ni lange år.

Jeg er klar til at elske og blive elsket. Ligeværdigt.
😘😘😘😘


mandag den 7. marts 2016

Tankerne om min nedtur..... Del 1. Skottegårdsskolen.

...er pænt tunge. Er virkelig svære, at deale med. Men også en opvågning af de helt store.

Da jeg måtte kaste håndklædet i ringen, og sende min søn i plejefamilie, var jeg helt nede.
Det er ingen i tvivl om.
Jeg græd i ugevis.
Jeg hadede mig selv for, at måtte give op.
Jeg fordømte mig selv, og min opfattelse af min egen manglende evne som mor, var altopædende.

I dag ved jeg, at da jeg kastede det håndklæde i ringen, dér var jeg helt nede. Men det er det sejeste, jeg nogensinde i mit liv har gjort.
Efter over et år med massiv psykologisk behandling, kan jeg nu se mig selv i øjnene, og ærligt sige, at det værste man kan gøre er, IKKE at turde tage imod hjælp.
I dag tror jeg, at havde jeg ikke gjort det, så havde jeg været en af de forældre der opgav, og måske endda havde opgivet livet, for mig selv. Måske også for mit barn.



________________________________________________________________________________

I 2008 begyndte nedturen. Jeg blev syg.
Lægerne havde fundet en cyste af ubestemmelig art i min livmoder. Jeg havde henvendt mig, da jeg ikke kunne ligge på maven, eller siden, uden at voldsomme smerter jog igennem mit underliv.
Jeg skulle opereres, og have fjernet min livmoder, sammen med cysten, som derefter skulle undersøges for om den var ondartet.
Operationen var slem. Jeg fik en reaktion på bedøvelsen, som gjorde, at jeg nærmest var i en comatilstand i et halvt døgn. Jeg husker kun glimt, fra disse timer, hvor jeg kom tilbage på min stue på Slagelse sygehus.
Dagen efter var jeg atter ved mig selv, men huskede intet af de beskeder lægerne, der havde opereret mig, havde givet mig dagen før. Faktisk var jeg sikker på, at de havde fjernet min livmoder, hvilket jeg flere år efter, blev klar over, at de ikke havde. De havde kun taget toppen, og cysten.
Cysten var ubestemmelig, men heldigvis ikke ondartet.
Tre dage efter operationen, sprang min bughinde, og en ny operation var nødvendig.
De næste 5 år, var forfærdelige sygdomsmæssigt.
Endometriose, som det viste sig jeg led af, voldte mig de sygeste problemer helbredsmæssigt, og kostede mig et hav af operationer.


Linket herunder fortæller om mit sygdomsforløb.

http://charlottedeleuran.blogspot.dk/2014/10/endometriose-en-sygdom-der-lagde-en.html


Ved siden af dette helvede, havde jeg min søn, som skreg på hjælp. Han begyndte stille og roligt, fra 2. klasse, at blive udadreagerende.
Efter vores år i Sverige, var han startet på Skottegårdsskolen i Kastrup, og jeg kan kun betegne den periode i hans liv, og mit, som starten på et ulideligt mareridt.
Sebastian udviklede pludselig voldsomme reaktioner, når voksne gav ham en besked, eller korrigerede ham i skolen. Han løb skrigende af raseri, ud af sin klasse. Smed med sine ting, i klassen. Råbte de værste gloser efter lærere, pædagoger og andet personale i skolen, og endte gang på gang på inspektørens kontor.
Jeg stod konstant til samtaler med lærere og pædagoger, som ikke forstod hvad der skete. Jeg forstod det lige så lidt.
Han begyndte også, at slås med børn, der var lidt ældre end ham selv. Den mindste provokation, sendte ham op i det røde felt, og han gik til angreb.
Han blev fravalgt når klassen skulle på ekskursioner og sad hele dage, på inspektørens kontor, uden at jeg var informeret om det i forvejen.
Ved henvendelse på kontoret, blev jeg mødt af en overlegen skoleinspektør, som kaldte min søn for, "et barn udenfor pædagogisk rækkevidde", "øgleyngel", og andre mindre flatterende udtalelser.
Jeg havde store sammenstød med skolen, omkring deres måde at tackle min søn på, og det udløste, at de indberettede, til kommunen, at der var mistrivsel i hjemmet.
Jeg fik familiebehandling til min søn, og min mand og jeg. Endelig var der nogen der hørte på os, og talte med Sebastian om de ting der skete på skolen. To psykologer, talte i timevis med ham og os.
Men intet hjalp i skolen.
Sideløbende virkede det mystisk, at Sebastian gik på fritidsklub, på skolen, uden at de oplevede de store problemer med ham.
Han var dreng med stort D, og kunne slås med andre drenge, men hurtigt være tilbage i drengeflokken, som alle andre. Intet der virkede anderledes end de andre børn.
En dag på fritidshjemmet, skete der det, at han kom i slåskamp, faktisk med sin rigtig gode ven.
Det eskalerede, og det blev et voldsomt udbrud fra Sebastian, hvor fritidshjemmets leder, valgte, at indkalde Sebastian til en samtale på sit kontor, og meddele ham, at den følgende uge, måtte hans tid i fritten, foregå på hendes kontor. En slags straf for den voldsomme adfærd, der havde været samme dag.

Jeg fik meddelelsen da jeg hentede ham, og kunne kun sige, at det var ok, og fair nok, at han fik en konsekvens af sin handling.
Da jeg nåede hjem fra skolen, blev jeg ringet op, af skolens inspektør, som nu meddelte, at Sebastian var bortvist helt, i den følgende uge, grundet det skete.
Jeg spurgte om hvad grunden var, da det ikke var det lederen af fritidshjemmet havde besluttet, og fik svaret
-" Det her er MIN skole, og jeg har besluttet dette".
Den dag tror jeg min søn mistede sin sidste tro på voksne.
Uanset hvad der blev sagt til ham, ville denne skoleinspektør, gøre hvad det passede ham, for at genere ham. Jeg kunne kun føle det samme.
Min søn passede ikke ind i målgruppen, af børn der gled med strømmen, og opførte sig som flertallet. Hans temperament steg til uanede højder.

Nu var det stort set dagligt, at der var udfald fra Sebastians side.
Hans klasselærer virkede helt urimelig overfor ham, og på et tidspunkt, påtalte jeg til psykologerne der kom hos os, at det lignede voksenmobning.
Alt der ikke gik efter bogen i klassen, i dansktimerne, blev henvist til min søns adfærd, uanset hvilket barn det  handlede om. Han var simpelthen blevet dansklærerens offer.
Jeg blev kaldt til en samtale på skolens kontor, sammen med viceinspektøren, dansklæreren, og en psykolog. Til den samtale, sad psykologen, som jeg syntes virkede bekendt, og blev ved at udtale, at TOBIAS jo ikke fungerede, og at TOBIAS virkede stresset osv. Da jeg påtalte at min søn ikke hed TOBIAS, svarede hun, at navnet ikke var relevant, og at hun iøvrigt aldrig havde mødt mit barn.
Enden på mødet blev, at de sendte en bekymringsmail til kommunen.
Få dage efter blev jeg mindet om, hvorfor denne psykolog virkede bekendt, for da hun tronede frem på tv, hvor hun, fortalte om sin erfaring og interesse som ABE-Terapeut. Om hun har interesse og viden om børn, skal jeg ikke bedømme. Men min søn kendte hun altså ikke. Kun lærerens beskrivelse af ham. En lærer som ikke lagde skjul på, at hun hadede mit barn.
Jeg startede i en familieklasse med min søn, og var med ham i skole en dag om ugen. Jeg kunne ikke se hvad det skulle gøre af forandring for min søn, da det mest handlede om, at lave sine skoleting, med sin mor ved siden af sig. Derudover drak vi kakao, og hyggede, sammen med to lærere og 4-5 andre børn med forældre.
Der måtte ikke blive talt ind i børnenes problemer.
Min søn er dygtig i skolen, og det var ligesom ikke det der var problemet, så det virkede helt fjollet at sidde i den klasse.
I december 2012 kom Sebastian hjem med en seddel om, at hans klasse, de næste 4 onsdage, skulle på tur ud til spejderlejren i Dragør. De skulle lave bål, og flække brænde, og være ude, som er det bedste min søn ved.
Han glædede sig helt vildt.
Da den første onsdag oprandt, hvor de skulle afsted, havde vi pakket madpakke, varmt tøj, drikkelse og alt hvad de skulle have med. Han tog lykkelig i skole.
Da jeg kom og hentede ham om eftermiddagen på skolens fritidshjem, sagde han til mig...
-Mor, jeg måtte ikke komme med på spejderlejren!
-Hvorfor dog ikke. Spurgte jeg.
-Jeg ved det ikke. Jeg skulle gå ned til skolens kontor, og har siddet der hele skoledagen.

Mit mål var fyldt. Jeg tog min søn i hånden, og sammen gik vi ned på skolens kontor.
Der mødte jeg en sekretær, som smilende kunne fortælle mig, at dansklæreren ikke turde have ham med. Da jeg blev vred, over denne udmelding, kom skoleinspektøren til, og efter lidt snak frem og tilbage, om hvordan en lærer havde den magt, endte han med at råbe til mig,
-Fjern dog din øgleyngel fra min skole!!!!!!

Sebastian vendte sig om og løb ud af kontoret.
Jeg bagefter.
Vi tog hjem, og snakkede lidt om dagens underlige hændelser.
En time efter vi var kommet hjem, ringede min tlf. Det var skolens inspektør, der ville høre mig hvorfor jeg havde truet Sebastians dansklærer.
Jeg måtte næsten styre mig for ikke at grine, da det snart virkede helt vanvittigt.
- Jeg har ikke talt med hende, og aner ikke hvad du mener, svarede jeg.
-Du har truet hende på din facebookprofil, med at Sebastian skal filme hende i klassen, var svaret.
- Nej, sagde jeg, jeg aner ikke hvad du mener.
Han forklarede nu, at på min facebook, lå et link, hvor en 15 årig autistisk dreng, i USA filmer en lærer der mobber ham voldsomt, og gør ham til grin. Det så han som en opfordring til at min søn skulle filme sin dansklærer.
Jeg svarede ham, at det link lå der, ja, men at det intet havde med min søn at gøre, som iøvrigt slet ikke havde facebookprofil. Men da jeg iøvrigt har en facebookprofil, som kun mine venner kan se, ville jeg gerne vide hvordan han havde adgang til min profil.
Til det svarede han, "at han havde folk til den slags".

Jeg lagde røret på, og ringede min søns psykolog på kommunen op, og meddelte hende, at jeg dags dato udmeldte min søn fra skottegårdsskolen.

Nu startede et cirkus uden lige. Der skulle straks findes en anden skole, som kunne tage ham, og som magtede at få ham ind, med alle hans parader oppe, efter dette år på en skole, der havde pillet ham fra hinanden psykisk.
Skoleinspektøren blev ved at prøve at blande sig. Bl.a forlangte han at få at vide, hvor min søn skulle hen i skole, så han kunne dele sin viden om ham, med det nye sted.
Det forlangte jeg ikke kom til at ske.
En forælder fra hans klasse ringede mig op en aften, og fortalte, at hendes barn var kommet hjem og fortalt, at de julegaver Sebastian havde produceret i tiden op mod den jul, der lå lige foran os, havde klasselæreren samlet sammen, og foran børnene smidt i skraldespanden, med ordene,
-"Dem har vi vist ikke noget at bruge til".
Da skoleinspektøren et par dage efter, ringede mig op, for at sige, at Sebastian havde en af skolens biblioteksbøger, og at jeg ville modtage en regning for den, hvis den ikke blev leveret, svarede jeg ham, at jeg ville komme med bogen, når han havde de gaver klar, Sebastian havde produceret i klassen, og som han skulle give til sin søster, sin far og UT i julegave.
Jeg har aldrig hørt mere om den biblioteksbog, og tænker at han ikke kunne fremskaffe de gaver der var smidt ud.




Nu var min søn fysisk ude af Skottegårdsskolen.
Psykisk havde den ikke sluppet.












onsdag den 7. oktober 2015

Små mennesker

Endelig sprang ballonen. Jeg har været i dødvande i månedsvis. 
Vist endda i årevis.
Jeg har gået rundt i det mest stressede liv, siden min søn kom i familiepleje. 
# Samvittighed som åd mig. 
# Kampen ud af mit misbrug. 
# Psykiske spark fra min fortid, omkring deres helt uhyrlige mening om min søns tilstand. 
Som de mente jeg var skyld i. 
# Deres opførsel, som har ramt mig som piskeslag gang på gang. 
# Min ensomhed i kampen for min søn. Virkelig en alt-opædende ensomhed, da jeg som forælder kæmper alene. På trods af, at vi er to forældre. Omkring min søn som har skreget på hjælp. Og som stadig skriger. Den skuffelse kan ingen fjerne. Ingen kan få mig til at synes, at den måde jeg og Sebastian lades alene i dette, er rimeligt. Skilsmissebarn eller ej. 
# Mit savn til min datter. Min frygt for, at dem omkring hende, ville holde hende væk fra mig for evigt. Jeg burde have vidst, at ingen kan få min datter til at gøre noget sådan. Fordi hun er stærk og bestemmer selv. Men jeg frygtede det. Fordi mit hjerte skreg på hende. 
# Min overgangsalder som har ændret mig, først til en furie. Sidenhen til et meget mere roligt menneske, end jeg nogensinde har været. 
# Jobcentret som jagter mig, trods det at jeg er sygemeldt, med pstd, med angst som stadig æder min psyke. Med komplikationer efter en aggressiv endometriose. 
# Mennesker omkring min søn, som har jokket løs på ham. 
# Angst for, at det personale der skulle passe på ham, endte med at gøre mere skade på ham, når magtanvendelser endte i vold mod ham. 
# Angst for at han ville gøre så meget skade på sig selv, så han ville få kroniske følger af det.
# Sorgen over min fars død, da jeg endelig fik bearbejdet vores fortid, og vores issues. Da jeg endelig fik den far tilbage, som jeg savnede. Renset for fortidens skygger. 

Da jeg blev sendt i behandling for mit hashmisbrug, blev et helt livs traumer lukket op. Taget frem i lyset. 
Min morbrors misbrug af mig. Min fars alkoholmisbrug, som gjorde, at han var en helt forskruet far. En barndom, hvor angst styrede mig. Angst for mørke. Angst for at blive forladt. Dårligt selvværd. En gammeldags skole, hvor man blev udstillet og peget fingre af, af de lærere som skulle være der for en. 
En barndom som jeg husker tilbage på, med alt for meget mørke. Alt for kolde rum. Fysisk og psykisk. 
Et voksenliv, med en alkoholisk mand. Som stadig i mine drømme dukker op, nat efter nat. Med følelsen af, at blive svigtet, når han forsvandt på druk. Når vores venner omkring os, løj om hvor han opholdt sig. Når mennesker jeg skulle omgås, konstant fortalte mig, at jeg skulle forlade ham, men som , da jeg gjorde det, vendte mig ryggen, og sammen med ham, pegede fingre af mig. Som var helt enige i, at JEG ødelagde vores børn. Den mand som jeg fik børn med, fordi jeg elskede ham alt for højt, han ødelagde det sidste i mig, og han har i den grad ødelagt meget i mine børn. Ligesom han væltede min psyke. 
Jeg har så meget had. Men stadig kan jeg ikke hade ham helt. 


I dag sprang den skide ballon. I månedsvis har jeg intet følt.  Glæde, sorg, smerte, uro, angst, ensomhed og en ubændig vrede. 
Den kom i dag. 
Midt i en SMS til et menneske, som ærligt er god ved mig. Som ærligt siger ting jeg har savnet at høre. En som får mig til at grine. Og åbenbart også til at græde. 
Det var skønt. Og forløsende.  

Og straks var vidunderlige Nicoline klar med en skulder, og med lyttende ører.  Fordi hun også har bekymret sig om mig. Min manglende evne til at føle andet end stress. 

Til dem fra min fortid, som synes jeg har ødelagt min søn, kan jeg kun sige.... Kig indad kære venner.  Se hvem der er der for ham, i alt der omhandler hans liv. Altid.  

Forleden blev der holdt en vidunderlig fødselsdag for ham. Dér så jeg, de mennesker der ærligt vil ham. Med hjertet. 
Det er faktisk ikke dem der er født til, at skulle være tættest på ham. 

De der er der, er ærlige uselviske kærlige mennesker. Mennesker der ser ham. Rummer ham. Elsker ham... Uden at sidde og lege dommere over hvem der gjorde hvad.  

Dem der ødelagde hans selvværd, det er jer.... Der er fraværende i hans liv...
I er ikke andet end små mennesker. For I har gjort skade nok på mit barn og på mig. 


Tak for dig der i dag fik åbnet for mit indebrændte hjerte.... 
Hold kæft hvor er tårer gode.... Når de har været fraværende i alt for lang tid... 

En dag vil min søn nå samme sted hen.  Hvor ballonen springer. 
Det vil give ham en forløsning, som ingen vil kunne forstå vigtigheden af, hvis de ikke har prøvet det selv... 

Jeg kan ærligt sige, at jeg er der for mine børn. Altid. Jeg har ikke en økonomi der kan sikre dem i alt i livet. For mit liv er endt på bunden af en økonomisk ruin. Bistandshjælp er fandme ikke der hvor man bliver rig. 

Men kærlighedsmæssigt, der har jeg tonsvis, og uendeligt at give dem. 
For mig er en kæreste aldrig vigtigere end dem. 
Eller et misbrug. For jeg rejste mig og kan stå ved mig selv. 
Det har satme været hårdt.  Men jeg står lige her. Og jeg bliver stående. Og det er jeg stolt af. 

Egoistiske mennesker når aldrig dertil....  
Den lektie lærer vi alle hen af vejen. 

Jeg har kun foragt tilovers for jer. 



fredag den 17. juli 2015

Far......

Fandt et skriv fra april måned i år. Om min far.
Av mit hjerte.
Det lyder således.... mit skriveri.... som jeg var gået i gang med....
___________________________________________________________________
Jeg har fået min far igen.
Jeg føler, jeg er kommet hjem ved, at træde ind i hans liv igen.
Vi er mødtes med en gensidig forståelse, og med vores begges uforbeholdne kærlighed til hinanden.
Han har lært en masse pga. vores ti år lange brud. Det har jeg også.
Han er blevet voksen i sit forældreskab. Jeg er blevet voksen i mit far/barn-forhold.
Vores grænser er trukket skarpt op.
Vi griner og græder sammen. Vi mindes et langt liv, hvor vi var to forvirrede mennesker. Han som den voksne. Jeg som barnet, der krævede at han skulle være voksen. Tage ansvar.
Det kunne han bare ikke finde ud af.
Jeg elsker, at træde ind af hans dør i dag. Høre ham sige, Hej Stump.
Jeg har altid været fars stump.
Vi sidder sammen og taler i timevis. Ti års tavshed er væk.
Vi har stadig fælles humor.
Vi har stadig en fælles fortid.
Fælles minder... Vi frisker op.... Det jeg ikke kan huske, fortæller han om... Minder som dukker op, midt i en samtale om et eller andet, som rusker op i noget andet...
Jeg elsker min far. Højt. Ellers kunne jeg heller ikke have kommet til, at hade han så voldsomt, som jeg gjorde.
Nu er det lige meget.
Vi er bare sammen igen.. Far og Stumpen.
______________________________________________________

Ja av mit hjerte.
Jeg nåede at have ham tilbage i 5 mdr. og 2 dag. Så døde han.
Jeg var slet ikke klar. Slet ikke forberedt på at han var så syg.
Slet ikke i stand til at deale med, at han nu ikke er derude et sted.
I alle de år, jeg ikke så ham, tog den ene dag den anden. Den ene måned efter den anden ligeså. År gik. Jeg kæmpede med så meget i mit liv.
Da alt var bombet ned, og bygget op på ny, valgte jeg min far til igen.
-Og så døde han.

Sabine var primus motor for at det kom i værk.
”Du har ikke uendelig tid til at komme tilbage til morfar”, sagde hun.
Mit hjerte snørede sig sammen.
Jeg tog tyren ved hornene, og ringede ham op. Efter ti år.

Fra vores første møde, gik det stærkt. Han var indlagt tre gange i de fem mdr. på lungeafdelingen i Slagelse.
Men jeg var enten blind eller døv, for jeg vidste ikke han var så syg.

Sabine siger til mig, at hun tror, at morfar nu ikke havde mere at opnå. Nu var jeg kommet hjem. Han kunne ikke mere, og vi var forenet.
En smuk tanke, som jeg hager mig fast i.
Min far talte hele tiden om sine tre børnebørn. Men kun Sabine kendte han rigtig godt.
Deres jargon var god. Deres humor lige sort.
Måske havde han nu ro til, at forlade denne verden.
Med sin Stump, og lille Cirkeline, som han kaldte Sabine, tilbage tæt ved sit hjerte igen.

(Tak Sabine fordi du var voksen og så vidunderlig ærlig, og kunne se at dette var vigtigt. Både for moffe og for mig og dig  <3 ).....

Far for fanden. Jeg savner dig så voldsomt.
Men jeg har svært ved, at reagere på din død.
Jeg er stadig i massiv medicinsk behandling. Jeg kan ikke føle sorg og glæde ordentligt.
Jeg fik fortalt dig, hvor meget det betød for mig, at vi var forenet. Hvor meget du betød for mig. Havde gjort det i hele mit liv.
Men jeg havde meget mere jeg skulle nå, at tale med dig om.
Nu havde du endelig lukket op, ind til det inderste i dit liv.
Fortalte mig om dit skrøbelige sind, og din angst hele livet. Om dine fem ægteskaber. Om hvorfor det gik så galt hver gang. Du skånede ikke dig selv i skylden for nogen af dem.
Du var møg ærlig, og meget konstruktiv..
Ikke som førhen, hvor du syntes, at alt var så uretfærdigt i forhold til dig.
Du fortalte om din barndom. Som var hård, men med meget kærlighed på trods.

Jeg savner at sidde i dit køkken, og bare være tavse sammen. Lytte på radioen, og kigge på dem der går forbi.
Savner at tage dit fotoalbum frem og sammen se på minder fra dit og mit liv.

Far for fanden. Jeg er måske 47 år.
Men jeg savner dig så ubeskriveligt. Som et barn kan jeg ikke forstå det. At det er endeligt. 
Savner at du er et sted derude.
Har pakket dit hjem sammen, og gemt det der skal gemmes. Smidt det ud, som ikke skal være mere. Givet til Mission Afrika, hvad der kan genbruges af møbler. Dit tøj er sendt til Kofoed skole. 
Jeg forbereder stadig en sætning i mit hoved, hvor jeg undskylder, at det hele er væk... den dag du kommer hjem, og jeg opdager at det er en misforståelse. 
Undskylder i mit hoved, at jeg bliver nødt til at kasserer ting, som du fandt vigtige at gemme. 
Din pung ligger her i min stue. Med dit kørekort, bankkort, falck-kort og sygesikringskort, og din stålkam.   
Jeg kan da ikke bare smide den pung ud, som fulgte dig hvor end du gik. Tegnebogen som var det vigtigste, og det sidste du mærkede efter i baglommen, når du gik ud af døren. 
Den hellige ting, som var dit private, og som man end ikke overvejede at rode i. Den bliver her. I tilfælde af at det hele viser sig at være en fejl... og du dukker op... 
Barnligt. Ja måske... 
Men jeg forstår det fanme ikke. 

Jeg savner bare at ringe og høre dig sige;

 "Hej stump....... "



fredag den 5. juni 2015

Fars dag.

I dag er det fars dag.
Jeg bisatte min far i forgårs.

Pludselig virker dagen som en rød klud for mine øjne.
Min far er død, og det er i dag jeg kunne fortælle ham, at han var det vigtigste i min barndomshistorie.
Fordi jeg havde fået ham tilbage, efter selv at have afskåret vores forbindelse i 10 år.
Fordi jeg følte på alle andre fars dage, at han var derude et sted. Jeg skulle bare lige finde hjem.
Nu havde jeg fundet hjem. Og to før fars dag, bisætter jeg ham.
Han døde 5 mdr. og to dage efter vi så hinanden igen.
Jeg er ikke klar. Jeg var totalt uforberedt, trods det at han havde tre lungebetændelser på 5 mdr. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville klare det. Rejse sig igen.
Fordi han var min store stærke far. Som kunne knokle, og flytte store tunge sten, med de bare næver. Som gravede store arealer, for at anlægge en græsplæne. Som borede huller, og hang hylder op for mig. Som stod der når jeg ringede, og skreg min frustration ind i hovedet på ham.
Altså for 10 år siden.
De 10 år jeg ikke så ham, ændrede ham fra at være stor og stærk, til at være gammel og svag.
Han støttede sig til en rollator, når han bevægede sig rundt. Han havde mistet 9 cm i sin fysiske højde. Han vejede omkring 40 kg mindre. Han faldt, og lå hjælpeløs på gulvet i timevis, før hjemmeplejen fandt ham.
Han var bare 70 år.
Vi skulle nu samle op på de 10 mistede år.

Da vi skiltes, trængte jeg til at rydde op i min fortid. Far blev den første jeg tog opgøret med. De næste 10 år, rykkede jeg på alt i mit liv.
Min familie er flyttet fra, at være en stor del af mit liv til, at være yderst i min omgangskreds. Fordi de var en stor del af mit liv, på en hel forkert måde.
Jeg skreg på accept. Jeg fik den aldrig.
Jeg har skiftet hele min omgangskreds ud. Kun ganske få fra førhen, er en del af mit liv i dag.
Mit liv er ryddet op, vendt og drejet.
Flere som jeg havde skubbet langt væk fra mig, viste sig, at være dem jeg havde det aller tætteste forhold til.
En af dem var min far.

Da jeg så ham efter 10 år, sprang mit hjerte et slag over. Fordi jeg havde gjort ham så ondt.
Men jeg havde brug for at sætte vores relation på plads. Jeg var såret. Jeg var ikke i stand til at få min barndoms traumer på plads. Jeg var blevet mor, for min far. Den position kunne jeg slet ikke magte.

Da jeg den 26. december 2014 trådte ind af min fars dør igen, var relationen mellem os tætterre end nogensinde.
Vi var to voksne som mødtes. Men også far og datter.
Han var oprigtigt interesseret i mit liv. I mine børn. I min fremtid. I mit velbefindende.

Han fortalte mig så mange ting de sidste 5 mdr. af sit liv, som satte alverdens forestillinger, og forkerte opfattelser af min fortid på plads.
Vi ryddede op.
Han havde lidt under mit fravalg af ham.
Helt fysisk havde han med en kniv, skåret den tatovering af sit håndled, med mit navn. Et rigtig grimt ar vidnede om det. Det gjorde mig så ondt.
Både tanken om den psykiske smerte, jeg havde påført ham. Ligeledes også tanken om den fysiske, da han med en kniv fjernede mit navn.
Men også en smerte indeni mig over, at mit navn var væk på min fars arm. Der hvor jeg havde været et fysisk tegn på, at jeg betød alverden for ham, hele mit liv. Jeg kan ikke huske, den ikke har været der.
Vi talte om det. Han kunne ikke holde ud, at blive mindet om mig, hver gang han så mit navn på armen. Men arret havde gjort det værre for ham.
Nu havde han et fysisk tegn på kroppen også, om min manglende tilstedeværelse i hans liv.

Jeg er så lykkelig for, at jeg kom tilbage. At han lukkede mig ind, og vi blev forenet.
Jeg vidste faktisk ikke hvor meget jeg havde savnet ham.

Det er fars dag i dag.
Min far er død. Jeg føler mig forladt.

" Pludselig nemmes den tunge lære, at intet kan blive ved at være "...
















søndag den 31. maj 2015

Tak for alt far.


https://carousel.dropbox.com/photos/cc/DKqo1O9w6sk0IAa




Den 28/5 2015 sov min far stille ind i sit hjem.
Jeg ringede til ham aftenen før, kl 22.39. Jeg talte med ham i 12 minutter. Det bevidner min tlf.
Vi talte om næste dag, hvor min far skulle afsted, på et tre ugers aflastningsophold på plejehjemmet.
Han havde ikke lyst. Han ville helst tusse rundt derhjemme.
Men efter tre gange lungebetændelse, på bare 5 mdr. og nu udstyret med iltapparat hele døgnet, trængte han til, at komme på dupperne igen. Han havde ingen appetit, og sov alt for mange timer i døgnet.

Da vi havde talt sammen, i de tolv minutter, blev vi enige om, at han skulle ringe dagen efter, når han var kommet hen på plejehjemmet.
"Sov nu godt far" sagde jeg.
"I lige måde Stump" svarede han.

Næste formiddag ringede de fra hjemmeplejen og meddelte, at de havde fundet min far død i sin seng, ved morgenbesøget.
Sovet stille ind.

Jeg skal bisætte min far i den kommende uge.
Jeg var bare slet ikke klar. Ikke forberedt. Vi havde så meget vi skulle nå at tale om endnu. Vi havde lige aftalt, at vi skulle sætte os med fotoalbummet, og skrive navne bagpå billederne. Hvem der var hvem. Fordi jeg ikke kunne huske navnene på alle fra gamle dage.
I søndags sad vi i hans stue, og grinede og spiste grillede pølser med ham. Han fortalte om episoder fra hans soldatertid. Vi skrald grinede. Far var en god fortæller.
Natten til torsdag døde han...

Min fars liv har været turbulent på mange måder... Han har levet livet fuldt ud.  Men han har også levet et hårdt liv, med mange nederlag.
Hans humor var heldigvis intakt til det sidste. Det samme var hans glimt i øjet.

Da jeg sad ved min fars seng i torsdags, og han lå der, fint gjort i stand i det tøj han havde ønsket, så han så lille bitte og træt ud. Hans krop var slidt op.
Men han så også fredfyldt ud.
Jeg kunne lige ane hans lyseblå øjne, bag de næsten lukkede øjenlåg.
"Far, hviskede jeg, "tak fordi du lukkede mig ind i dit liv, da jeg ringede til dig, efter alle disse år. Tak for at du stadig var den samme overfor mig. Jeg havde brug for at trække mig væk. Men endnu mere brug for at komme tilbage. Jeg elsker dig så højt".

Jeg sad lidt og aede hans hånd. Den var så kold. Sabine kom ind til os. Jeg lagde min hånd på min fars hånd, og Sabine og jeg talte lidt om, at min hånd var magen til hans. Det har den altid været. Sabine lagde sin hånd ovenpå min, og vi konstaterede at hendes lignede, men var mere spinkel.
Tre generationers hænder ovenpå hinanden.
Din hånd. Din lille Stump's hånd. Og din lille Cirkeline's hånd.
Det må være det der er " det evige liv". Du lever videre i os.

Du kan aldrig forlade mig far. Du lever videre i mit hjerte. På trods af alt. Fordi jeg elsker dig. Og fordi jeg ved, at du elskede mig.  Det har jeg aldrig nogensinde tvivlet på. Jeg var jo dit kærlighedsbarn, som du sagde.

Sov nu godt lille far.
Vi ses på den anden side.
Der hvor græsset er grønt og himlen er blå.......

Kram fra Stumpen.....