lørdag den 18. august 2018

Størst af alt er kærligheden.

Jeg elsker. Som jeg aldrig har elsket. Jeg elsker store mennesker i mit liv. Og små mennesker.
Der er kommet nye store mennesker i mit liv. Dem elsker jeg så højt, at mit hjerte jubler af glæde.
Men der er også kommet små mennesker.
Milaz og Kenna. Mine to små nye familiemedlemmer. Mine børnebørn.
Jeg vidste ikke at det at blive mormor var så stort.
Jeg svimler af glæde når små arme krammer om min hals. Når små læber kysser mig. Når små stemmer taler til mig. Når små ansigter lyser op i glæde og genkendelse når de ser mig.
Jeg elsker så højt. Så dybt. Så stort.
Disse to små mennesker fylder mig med så meget kærlighed.

For få år siden lå mit liv i ruiner. Jeg var drænet af at have dårlige mennesker i mit liv. Drænet af sygdom. Misbrug.

I dag fyldes jeg af glæde over at være ude på den anden side. Mit liv er så fyldt med alt det bedste.

Jeg er lykkelig.  Endelig.

onsdag den 14. marts 2018

Ann-Sofie's tyvende fødselsdag.

Det er i dag 20 år siden,at jeg mistede en drøm. Drømmen om at få et nyt lille levende barn.
Ann-Sofie kom, som et lille menneske, der ikke magtede livet på denne jord.
Min verden blev slået i stykker den dag.
Jeg sørger ikke mere over Ann-Sofie. Det har jeg ikke gjort i mange år.
Jeg mindes hende blot.

Men forleden tog jeg mig i at fælde en tårer i forbindelse med mit tab, af et lille bitte barn.
Jeg sad i min bil, på vej på job, og i radioen talte de om Ubådssagen. Jeg tænkte på forældrene til Kim Wall. Tænkte på hvad de skal leve med. Hvad sorg de har fået pådraget. Hvad tanker de må gøre sig om hendes sidste timer.
Deres liv går videre. Men smerten, tankerne, drømmene, og måske også vreden til gerningsmanden, skal de deale med for evigt.
Jeg tænkte på Ann-Sofie. På mit tab af et spædbarn. Hvor meget det ændrede mit liv. Hvor meget det i en periode knækkede mig. Hvordan det har præget mine andre børn gennem livet, at jeg mistede et barn. Et spædbarn.
For det har præget dem. Sabine har gennem livet haft Ann-Sofie tæt på sig. Hun mistede også en drøm den dag i 1998. Hun skulle være storesøster. Det var så stort og så spændende. Og det forsvandt på et sekund.
Det har præget hendes voksenliv, da hun blev gravid første gang. Da terminen nærmede sig. Frygten var til at tage at føle på. Fordi hun vidste det kunne ske.. Det sker ikke kun for naboen.
Det har præget denne graviditet, som krydser Ann-Sofie's mærkedage.
Vi talte om det forleden. -Tænk hvis jeg føder på hendes dødsdag, sagde Sabine. Ved du hvad dulle, sagde jeg, så får den dag en lykkelig krølle på halen.
Vi talte om, at skulle det ske, så skulle den dag fremover være hendes datters fødselsdag.. Ikke en mærkedag for Ann-Sofie.
Hun fødte ikke på Ann-Sofie's dødsdag. For det var i går.
I dag er det hendes 20 års fødselsdag.

Sebastians liv har været præget af min angst for at miste. Lige fra jeg var gravid med ham, hvor de endte med, at lave kejsersnit tre uger for tidligt, fordi jeg ikke kunne holde ud, at være gravid mere. Frygten åd mig.
Men også efter han kom til. Jeg sov ikke meget de første år. Jeg lyttede konstant efter vejrtrækning.
For fanden hvor var jeg bange. Min angst smittede ham. Sebastian er et angst barn, på mange måder.
Sabine fik ikke lov at gå alene nogen steder. Det har vi ofte grinet af efterfølgende. Men det var ikke sjovt for hverken hende eller mig.
Før hun fik en mobiltlf, fik hun en walkie-talkie. Og jeg vogtede hvert et skridt hun tog.

Fuck hvor var jeg bange for at miste.


Ann-Sofie har lært mig meget. Om livets skrøbelighed.
Men det tog 15 år fra hendes død, til en psykolog hjalp mig til, at få hende på plads i mit system. Før jeg holdt op med at sørge over tabet af hende. Før jeg lagde skyldfølelsen over hendes død fra mig. Før jeg accepterede, at jeg havde ret til at leve, uden at føle skyld og skam.

Denne dag, vil altid åbne op for tanker om hende. Jeg kan fornemme dufte fra sygehuset. Fra kirken til hendes begravelse. Blomsternes farve på gravstedet står tydelig for mig, for det er dem der nu er i butikkerne. Forårets blomster.
Jeg mindes sætninger fra andre. Pæne kærlige ord. Men også mindre pæne ord.
Præstens tale. Om det man ikke forstår, at en Gud kan lade en gå igennem.
Denne dag rummer så mange minder fra et limbo, jeg slet ikke magtede at stå i.
Jeg kan huske da jeg skreg så meget på sygehuset, i afmagt. Og jeg husker det helt tydeligt, fordi jeg aldrig før eller siden har prøvet, at skrige og i et splitsekund, ikke vidste det var mig der skreg.
Jeg nåede at tænke, at det var dog et forfærdeligt malplaceret skrig.
De kræfter der rev i mig, i det sekund, da det blev konstateret, at jeg skulle føde et dødt barn, kan ikke beskrives.
Derfor kommer alle tankerne, om dem der mister børn i ulykker, eller ved kort eller langvarig sygdom ofte til mig. Mit lille barn var ikke bevidst om det der skete. Hun lå trygt og godt i sin mors mave, og sov ind. Ingen frygt. Ingen smerte. Intet farvel. Ingen forvoldte hendes død.
Men min sorg var ubeskrivelig.
Mit liv, og mine børns liv er præget af det.
Fordi vi ikke skal miste børn. Vi er ikke gearet til det, som forældre. Uanset tid eller omstændigheder.


Jeg sørger ikke. Men jeg mindes.

Fordi min drøm sluttede med, at begrave et lille menneske, som jeg så gerne ville have levet sammen med.



onsdag den 28. december 2016

Endelig fri.

Mit hoved har vidst i over 4 år, at jeg psykisk blev kørt ned i mit forhold.
Min søn ligeså. Men mit hjerte ville bare ikke samarbejde.
Så var det at jeg stødte på en bog 😉
" Forelsket i en drøm."
Den åbnede mine øjne.
Kvinder der elsker for meget har hårde vilkår, når de render ind
i de forkerte mænd.
Men nu er jeg færdig.
Jeg er lettet. Lykkelig. Og helt i ro.
Nu har jeg også været ked af det i ni lange år.

Jeg er klar til at elske og blive elsket. Ligeværdigt.
😘😘😘😘


mandag den 7. marts 2016

Tankerne om min nedtur..... Del 1. Skottegårdsskolen.

...er pænt tunge. Er virkelig svære, at deale med. Men også en opvågning af de helt store.

Da jeg måtte kaste håndklædet i ringen, og sende min søn i plejefamilie, var jeg helt nede.
Det er ingen i tvivl om.
Jeg græd i ugevis.
Jeg hadede mig selv for, at måtte give op.
Jeg fordømte mig selv, og min opfattelse af min egen manglende evne som mor, var altopædende.

I dag ved jeg, at da jeg kastede det håndklæde i ringen, dér var jeg helt nede. Men det er det sejeste, jeg nogensinde i mit liv har gjort.
Efter over et år med massiv psykologisk behandling, kan jeg nu se mig selv i øjnene, og ærligt sige, at det værste man kan gøre er, IKKE at turde tage imod hjælp.
I dag tror jeg, at havde jeg ikke gjort det, så havde jeg været en af de forældre der opgav, og måske endda havde opgivet livet, for mig selv. Måske også for mit barn.



________________________________________________________________________________

I 2008 begyndte nedturen. Jeg blev syg.
Lægerne havde fundet en cyste af ubestemmelig art i min livmoder. Jeg havde henvendt mig, da jeg ikke kunne ligge på maven, eller siden, uden at voldsomme smerter jog igennem mit underliv.
Jeg skulle opereres, og have fjernet min livmoder, sammen med cysten, som derefter skulle undersøges for om den var ondartet.
Operationen var slem. Jeg fik en reaktion på bedøvelsen, som gjorde, at jeg nærmest var i en comatilstand i et halvt døgn. Jeg husker kun glimt, fra disse timer, hvor jeg kom tilbage på min stue på Slagelse sygehus.
Dagen efter var jeg atter ved mig selv, men huskede intet af de beskeder lægerne, der havde opereret mig, havde givet mig dagen før. Faktisk var jeg sikker på, at de havde fjernet min livmoder, hvilket jeg flere år efter, blev klar over, at de ikke havde. De havde kun taget toppen, og cysten.
Cysten var ubestemmelig, men heldigvis ikke ondartet.
Tre dage efter operationen, sprang min bughinde, og en ny operation var nødvendig.
De næste 5 år, var forfærdelige sygdomsmæssigt.
Endometriose, som det viste sig jeg led af, voldte mig de sygeste problemer helbredsmæssigt, og kostede mig et hav af operationer.


Linket herunder fortæller om mit sygdomsforløb.

http://charlottedeleuran.blogspot.dk/2014/10/endometriose-en-sygdom-der-lagde-en.html


Ved siden af dette helvede, havde jeg min søn, som skreg på hjælp. Han begyndte stille og roligt, fra 2. klasse, at blive udadreagerende.
Efter vores år i Sverige, var han startet på Skottegårdsskolen i Kastrup, og jeg kan kun betegne den periode i hans liv, og mit, som starten på et ulideligt mareridt.
Sebastian udviklede pludselig voldsomme reaktioner, når voksne gav ham en besked, eller korrigerede ham i skolen. Han løb skrigende af raseri, ud af sin klasse. Smed med sine ting, i klassen. Råbte de værste gloser efter lærere, pædagoger og andet personale i skolen, og endte gang på gang på inspektørens kontor.
Jeg stod konstant til samtaler med lærere og pædagoger, som ikke forstod hvad der skete. Jeg forstod det lige så lidt.
Han begyndte også, at slås med børn, der var lidt ældre end ham selv. Den mindste provokation, sendte ham op i det røde felt, og han gik til angreb.
Han blev fravalgt når klassen skulle på ekskursioner og sad hele dage, på inspektørens kontor, uden at jeg var informeret om det i forvejen.
Ved henvendelse på kontoret, blev jeg mødt af en overlegen skoleinspektør, som kaldte min søn for, "et barn udenfor pædagogisk rækkevidde", "øgleyngel", og andre mindre flatterende udtalelser.
Jeg havde store sammenstød med skolen, omkring deres måde at tackle min søn på, og det udløste, at de indberettede, til kommunen, at der var mistrivsel i hjemmet.
Jeg fik familiebehandling til min søn, og min mand og jeg. Endelig var der nogen der hørte på os, og talte med Sebastian om de ting der skete på skolen. To psykologer, talte i timevis med ham og os.
Men intet hjalp i skolen.
Sideløbende virkede det mystisk, at Sebastian gik på fritidsklub, på skolen, uden at de oplevede de store problemer med ham.
Han var dreng med stort D, og kunne slås med andre drenge, men hurtigt være tilbage i drengeflokken, som alle andre. Intet der virkede anderledes end de andre børn.
En dag på fritidshjemmet, skete der det, at han kom i slåskamp, faktisk med sin rigtig gode ven.
Det eskalerede, og det blev et voldsomt udbrud fra Sebastian, hvor fritidshjemmets leder, valgte, at indkalde Sebastian til en samtale på sit kontor, og meddele ham, at den følgende uge, måtte hans tid i fritten, foregå på hendes kontor. En slags straf for den voldsomme adfærd, der havde været samme dag.

Jeg fik meddelelsen da jeg hentede ham, og kunne kun sige, at det var ok, og fair nok, at han fik en konsekvens af sin handling.
Da jeg nåede hjem fra skolen, blev jeg ringet op, af skolens inspektør, som nu meddelte, at Sebastian var bortvist helt, i den følgende uge, grundet det skete.
Jeg spurgte om hvad grunden var, da det ikke var det lederen af fritidshjemmet havde besluttet, og fik svaret
-" Det her er MIN skole, og jeg har besluttet dette".
Den dag tror jeg min søn mistede sin sidste tro på voksne.
Uanset hvad der blev sagt til ham, ville denne skoleinspektør, gøre hvad det passede ham, for at genere ham. Jeg kunne kun føle det samme.
Min søn passede ikke ind i målgruppen, af børn der gled med strømmen, og opførte sig som flertallet. Hans temperament steg til uanede højder.

Nu var det stort set dagligt, at der var udfald fra Sebastians side.
Hans klasselærer virkede helt urimelig overfor ham, og på et tidspunkt, påtalte jeg til psykologerne der kom hos os, at det lignede voksenmobning.
Alt der ikke gik efter bogen i klassen, i dansktimerne, blev henvist til min søns adfærd, uanset hvilket barn det  handlede om. Han var simpelthen blevet dansklærerens offer.
Jeg blev kaldt til en samtale på skolens kontor, sammen med viceinspektøren, dansklæreren, og en psykolog. Til den samtale, sad psykologen, som jeg syntes virkede bekendt, og blev ved at udtale, at TOBIAS jo ikke fungerede, og at TOBIAS virkede stresset osv. Da jeg påtalte at min søn ikke hed TOBIAS, svarede hun, at navnet ikke var relevant, og at hun iøvrigt aldrig havde mødt mit barn.
Enden på mødet blev, at de sendte en bekymringsmail til kommunen.
Få dage efter blev jeg mindet om, hvorfor denne psykolog virkede bekendt, for da hun tronede frem på tv, hvor hun, fortalte om sin erfaring og interesse som ABE-Terapeut. Om hun har interesse og viden om børn, skal jeg ikke bedømme. Men min søn kendte hun altså ikke. Kun lærerens beskrivelse af ham. En lærer som ikke lagde skjul på, at hun hadede mit barn.
Jeg startede i en familieklasse med min søn, og var med ham i skole en dag om ugen. Jeg kunne ikke se hvad det skulle gøre af forandring for min søn, da det mest handlede om, at lave sine skoleting, med sin mor ved siden af sig. Derudover drak vi kakao, og hyggede, sammen med to lærere og 4-5 andre børn med forældre.
Der måtte ikke blive talt ind i børnenes problemer.
Min søn er dygtig i skolen, og det var ligesom ikke det der var problemet, så det virkede helt fjollet at sidde i den klasse.
I december 2012 kom Sebastian hjem med en seddel om, at hans klasse, de næste 4 onsdage, skulle på tur ud til spejderlejren i Dragør. De skulle lave bål, og flække brænde, og være ude, som er det bedste min søn ved.
Han glædede sig helt vildt.
Da den første onsdag oprandt, hvor de skulle afsted, havde vi pakket madpakke, varmt tøj, drikkelse og alt hvad de skulle have med. Han tog lykkelig i skole.
Da jeg kom og hentede ham om eftermiddagen på skolens fritidshjem, sagde han til mig...
-Mor, jeg måtte ikke komme med på spejderlejren!
-Hvorfor dog ikke. Spurgte jeg.
-Jeg ved det ikke. Jeg skulle gå ned til skolens kontor, og har siddet der hele skoledagen.

Mit mål var fyldt. Jeg tog min søn i hånden, og sammen gik vi ned på skolens kontor.
Der mødte jeg en sekretær, som smilende kunne fortælle mig, at dansklæreren ikke turde have ham med. Da jeg blev vred, over denne udmelding, kom skoleinspektøren til, og efter lidt snak frem og tilbage, om hvordan en lærer havde den magt, endte han med at råbe til mig,
-Fjern dog din øgleyngel fra min skole!!!!!!

Sebastian vendte sig om og løb ud af kontoret.
Jeg bagefter.
Vi tog hjem, og snakkede lidt om dagens underlige hændelser.
En time efter vi var kommet hjem, ringede min tlf. Det var skolens inspektør, der ville høre mig hvorfor jeg havde truet Sebastians dansklærer.
Jeg måtte næsten styre mig for ikke at grine, da det snart virkede helt vanvittigt.
- Jeg har ikke talt med hende, og aner ikke hvad du mener, svarede jeg.
-Du har truet hende på din facebookprofil, med at Sebastian skal filme hende i klassen, var svaret.
- Nej, sagde jeg, jeg aner ikke hvad du mener.
Han forklarede nu, at på min facebook, lå et link, hvor en 15 årig autistisk dreng, i USA filmer en lærer der mobber ham voldsomt, og gør ham til grin. Det så han som en opfordring til at min søn skulle filme sin dansklærer.
Jeg svarede ham, at det link lå der, ja, men at det intet havde med min søn at gøre, som iøvrigt slet ikke havde facebookprofil. Men da jeg iøvrigt har en facebookprofil, som kun mine venner kan se, ville jeg gerne vide hvordan han havde adgang til min profil.
Til det svarede han, "at han havde folk til den slags".

Jeg lagde røret på, og ringede min søns psykolog på kommunen op, og meddelte hende, at jeg dags dato udmeldte min søn fra skottegårdsskolen.

Nu startede et cirkus uden lige. Der skulle straks findes en anden skole, som kunne tage ham, og som magtede at få ham ind, med alle hans parader oppe, efter dette år på en skole, der havde pillet ham fra hinanden psykisk.
Skoleinspektøren blev ved at prøve at blande sig. Bl.a forlangte han at få at vide, hvor min søn skulle hen i skole, så han kunne dele sin viden om ham, med det nye sted.
Det forlangte jeg ikke kom til at ske.
En forælder fra hans klasse ringede mig op en aften, og fortalte, at hendes barn var kommet hjem og fortalt, at de julegaver Sebastian havde produceret i tiden op mod den jul, der lå lige foran os, havde klasselæreren samlet sammen, og foran børnene smidt i skraldespanden, med ordene,
-"Dem har vi vist ikke noget at bruge til".
Da skoleinspektøren et par dage efter, ringede mig op, for at sige, at Sebastian havde en af skolens biblioteksbøger, og at jeg ville modtage en regning for den, hvis den ikke blev leveret, svarede jeg ham, at jeg ville komme med bogen, når han havde de gaver klar, Sebastian havde produceret i klassen, og som han skulle give til sin søster, sin far og UT i julegave.
Jeg har aldrig hørt mere om den biblioteksbog, og tænker at han ikke kunne fremskaffe de gaver der var smidt ud.




Nu var min søn fysisk ude af Skottegårdsskolen.
Psykisk havde den ikke sluppet.












onsdag den 7. oktober 2015

Små mennesker

Endelig sprang ballonen. Jeg har været i dødvande i månedsvis. 
Vist endda i årevis.
Jeg har gået rundt i det mest stressede liv, siden min søn kom i familiepleje. 
# Samvittighed som åd mig. 
# Kampen ud af mit misbrug. 
# Psykiske spark fra min fortid, omkring deres helt uhyrlige mening om min søns tilstand. 
Som de mente jeg var skyld i. 
# Deres opførsel, som har ramt mig som piskeslag gang på gang. 
# Min ensomhed i kampen for min søn. Virkelig en alt-opædende ensomhed, da jeg som forælder kæmper alene. På trods af, at vi er to forældre. Omkring min søn som har skreget på hjælp. Og som stadig skriger. Den skuffelse kan ingen fjerne. Ingen kan få mig til at synes, at den måde jeg og Sebastian lades alene i dette, er rimeligt. Skilsmissebarn eller ej. 
# Mit savn til min datter. Min frygt for, at dem omkring hende, ville holde hende væk fra mig for evigt. Jeg burde have vidst, at ingen kan få min datter til at gøre noget sådan. Fordi hun er stærk og bestemmer selv. Men jeg frygtede det. Fordi mit hjerte skreg på hende. 
# Min overgangsalder som har ændret mig, først til en furie. Sidenhen til et meget mere roligt menneske, end jeg nogensinde har været. 
# Jobcentret som jagter mig, trods det at jeg er sygemeldt, med pstd, med angst som stadig æder min psyke. Med komplikationer efter en aggressiv endometriose. 
# Mennesker omkring min søn, som har jokket løs på ham. 
# Angst for, at det personale der skulle passe på ham, endte med at gøre mere skade på ham, når magtanvendelser endte i vold mod ham. 
# Angst for at han ville gøre så meget skade på sig selv, så han ville få kroniske følger af det.
# Sorgen over min fars død, da jeg endelig fik bearbejdet vores fortid, og vores issues. Da jeg endelig fik den far tilbage, som jeg savnede. Renset for fortidens skygger. 

Da jeg blev sendt i behandling for mit hashmisbrug, blev et helt livs traumer lukket op. Taget frem i lyset. 
Min morbrors misbrug af mig. Min fars alkoholmisbrug, som gjorde, at han var en helt forskruet far. En barndom, hvor angst styrede mig. Angst for mørke. Angst for at blive forladt. Dårligt selvværd. En gammeldags skole, hvor man blev udstillet og peget fingre af, af de lærere som skulle være der for en. 
En barndom som jeg husker tilbage på, med alt for meget mørke. Alt for kolde rum. Fysisk og psykisk. 
Et voksenliv, med en alkoholisk mand. Som stadig i mine drømme dukker op, nat efter nat. Med følelsen af, at blive svigtet, når han forsvandt på druk. Når vores venner omkring os, løj om hvor han opholdt sig. Når mennesker jeg skulle omgås, konstant fortalte mig, at jeg skulle forlade ham, men som , da jeg gjorde det, vendte mig ryggen, og sammen med ham, pegede fingre af mig. Som var helt enige i, at JEG ødelagde vores børn. Den mand som jeg fik børn med, fordi jeg elskede ham alt for højt, han ødelagde det sidste i mig, og han har i den grad ødelagt meget i mine børn. Ligesom han væltede min psyke. 
Jeg har så meget had. Men stadig kan jeg ikke hade ham helt. 


I dag sprang den skide ballon. I månedsvis har jeg intet følt.  Glæde, sorg, smerte, uro, angst, ensomhed og en ubændig vrede. 
Den kom i dag. 
Midt i en SMS til et menneske, som ærligt er god ved mig. Som ærligt siger ting jeg har savnet at høre. En som får mig til at grine. Og åbenbart også til at græde. 
Det var skønt. Og forløsende.  

Og straks var vidunderlige Nicoline klar med en skulder, og med lyttende ører.  Fordi hun også har bekymret sig om mig. Min manglende evne til at føle andet end stress. 

Til dem fra min fortid, som synes jeg har ødelagt min søn, kan jeg kun sige.... Kig indad kære venner.  Se hvem der er der for ham, i alt der omhandler hans liv. Altid.  

Forleden blev der holdt en vidunderlig fødselsdag for ham. Dér så jeg, de mennesker der ærligt vil ham. Med hjertet. 
Det er faktisk ikke dem der er født til, at skulle være tættest på ham. 

De der er der, er ærlige uselviske kærlige mennesker. Mennesker der ser ham. Rummer ham. Elsker ham... Uden at sidde og lege dommere over hvem der gjorde hvad.  

Dem der ødelagde hans selvværd, det er jer.... Der er fraværende i hans liv...
I er ikke andet end små mennesker. For I har gjort skade nok på mit barn og på mig. 


Tak for dig der i dag fik åbnet for mit indebrændte hjerte.... 
Hold kæft hvor er tårer gode.... Når de har været fraværende i alt for lang tid... 

En dag vil min søn nå samme sted hen.  Hvor ballonen springer. 
Det vil give ham en forløsning, som ingen vil kunne forstå vigtigheden af, hvis de ikke har prøvet det selv... 

Jeg kan ærligt sige, at jeg er der for mine børn. Altid. Jeg har ikke en økonomi der kan sikre dem i alt i livet. For mit liv er endt på bunden af en økonomisk ruin. Bistandshjælp er fandme ikke der hvor man bliver rig. 

Men kærlighedsmæssigt, der har jeg tonsvis, og uendeligt at give dem. 
For mig er en kæreste aldrig vigtigere end dem. 
Eller et misbrug. For jeg rejste mig og kan stå ved mig selv. 
Det har satme været hårdt.  Men jeg står lige her. Og jeg bliver stående. Og det er jeg stolt af. 

Egoistiske mennesker når aldrig dertil....  
Den lektie lærer vi alle hen af vejen. 

Jeg har kun foragt tilovers for jer. 



fredag den 17. juli 2015

Far......

Fandt et skriv fra april måned i år. Om min far.
Av mit hjerte.
Det lyder således.... mit skriveri.... som jeg var gået i gang med....
___________________________________________________________________
Jeg har fået min far igen.
Jeg føler, jeg er kommet hjem ved, at træde ind i hans liv igen.
Vi er mødtes med en gensidig forståelse, og med vores begges uforbeholdne kærlighed til hinanden.
Han har lært en masse pga. vores ti år lange brud. Det har jeg også.
Han er blevet voksen i sit forældreskab. Jeg er blevet voksen i mit far/barn-forhold.
Vores grænser er trukket skarpt op.
Vi griner og græder sammen. Vi mindes et langt liv, hvor vi var to forvirrede mennesker. Han som den voksne. Jeg som barnet, der krævede at han skulle være voksen. Tage ansvar.
Det kunne han bare ikke finde ud af.
Jeg elsker, at træde ind af hans dør i dag. Høre ham sige, Hej Stump.
Jeg har altid været fars stump.
Vi sidder sammen og taler i timevis. Ti års tavshed er væk.
Vi har stadig fælles humor.
Vi har stadig en fælles fortid.
Fælles minder... Vi frisker op.... Det jeg ikke kan huske, fortæller han om... Minder som dukker op, midt i en samtale om et eller andet, som rusker op i noget andet...
Jeg elsker min far. Højt. Ellers kunne jeg heller ikke have kommet til, at hade han så voldsomt, som jeg gjorde.
Nu er det lige meget.
Vi er bare sammen igen.. Far og Stumpen.
______________________________________________________

Ja av mit hjerte.
Jeg nåede at have ham tilbage i 5 mdr. og 2 dag. Så døde han.
Jeg var slet ikke klar. Slet ikke forberedt på at han var så syg.
Slet ikke i stand til at deale med, at han nu ikke er derude et sted.
I alle de år, jeg ikke så ham, tog den ene dag den anden. Den ene måned efter den anden ligeså. År gik. Jeg kæmpede med så meget i mit liv.
Da alt var bombet ned, og bygget op på ny, valgte jeg min far til igen.
-Og så døde han.

Sabine var primus motor for at det kom i værk.
”Du har ikke uendelig tid til at komme tilbage til morfar”, sagde hun.
Mit hjerte snørede sig sammen.
Jeg tog tyren ved hornene, og ringede ham op. Efter ti år.

Fra vores første møde, gik det stærkt. Han var indlagt tre gange i de fem mdr. på lungeafdelingen i Slagelse.
Men jeg var enten blind eller døv, for jeg vidste ikke han var så syg.

Sabine siger til mig, at hun tror, at morfar nu ikke havde mere at opnå. Nu var jeg kommet hjem. Han kunne ikke mere, og vi var forenet.
En smuk tanke, som jeg hager mig fast i.
Min far talte hele tiden om sine tre børnebørn. Men kun Sabine kendte han rigtig godt.
Deres jargon var god. Deres humor lige sort.
Måske havde han nu ro til, at forlade denne verden.
Med sin Stump, og lille Cirkeline, som han kaldte Sabine, tilbage tæt ved sit hjerte igen.

(Tak Sabine fordi du var voksen og så vidunderlig ærlig, og kunne se at dette var vigtigt. Både for moffe og for mig og dig  <3 ).....

Far for fanden. Jeg savner dig så voldsomt.
Men jeg har svært ved, at reagere på din død.
Jeg er stadig i massiv medicinsk behandling. Jeg kan ikke føle sorg og glæde ordentligt.
Jeg fik fortalt dig, hvor meget det betød for mig, at vi var forenet. Hvor meget du betød for mig. Havde gjort det i hele mit liv.
Men jeg havde meget mere jeg skulle nå, at tale med dig om.
Nu havde du endelig lukket op, ind til det inderste i dit liv.
Fortalte mig om dit skrøbelige sind, og din angst hele livet. Om dine fem ægteskaber. Om hvorfor det gik så galt hver gang. Du skånede ikke dig selv i skylden for nogen af dem.
Du var møg ærlig, og meget konstruktiv..
Ikke som førhen, hvor du syntes, at alt var så uretfærdigt i forhold til dig.
Du fortalte om din barndom. Som var hård, men med meget kærlighed på trods.

Jeg savner at sidde i dit køkken, og bare være tavse sammen. Lytte på radioen, og kigge på dem der går forbi.
Savner at tage dit fotoalbum frem og sammen se på minder fra dit og mit liv.

Far for fanden. Jeg er måske 47 år.
Men jeg savner dig så ubeskriveligt. Som et barn kan jeg ikke forstå det. At det er endeligt. 
Savner at du er et sted derude.
Har pakket dit hjem sammen, og gemt det der skal gemmes. Smidt det ud, som ikke skal være mere. Givet til Mission Afrika, hvad der kan genbruges af møbler. Dit tøj er sendt til Kofoed skole. 
Jeg forbereder stadig en sætning i mit hoved, hvor jeg undskylder, at det hele er væk... den dag du kommer hjem, og jeg opdager at det er en misforståelse. 
Undskylder i mit hoved, at jeg bliver nødt til at kasserer ting, som du fandt vigtige at gemme. 
Din pung ligger her i min stue. Med dit kørekort, bankkort, falck-kort og sygesikringskort, og din stålkam.   
Jeg kan da ikke bare smide den pung ud, som fulgte dig hvor end du gik. Tegnebogen som var det vigtigste, og det sidste du mærkede efter i baglommen, når du gik ud af døren. 
Den hellige ting, som var dit private, og som man end ikke overvejede at rode i. Den bliver her. I tilfælde af at det hele viser sig at være en fejl... og du dukker op... 
Barnligt. Ja måske... 
Men jeg forstår det fanme ikke. 

Jeg savner bare at ringe og høre dig sige;

 "Hej stump....... "



fredag den 5. juni 2015

Fars dag.

I dag er det fars dag.
Jeg bisatte min far i forgårs.

Pludselig virker dagen som en rød klud for mine øjne.
Min far er død, og det er i dag jeg kunne fortælle ham, at han var det vigtigste i min barndomshistorie.
Fordi jeg havde fået ham tilbage, efter selv at have afskåret vores forbindelse i 10 år.
Fordi jeg følte på alle andre fars dage, at han var derude et sted. Jeg skulle bare lige finde hjem.
Nu havde jeg fundet hjem. Og to før fars dag, bisætter jeg ham.
Han døde 5 mdr. og to dage efter vi så hinanden igen.
Jeg er ikke klar. Jeg var totalt uforberedt, trods det at han havde tre lungebetændelser på 5 mdr. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville klare det. Rejse sig igen.
Fordi han var min store stærke far. Som kunne knokle, og flytte store tunge sten, med de bare næver. Som gravede store arealer, for at anlægge en græsplæne. Som borede huller, og hang hylder op for mig. Som stod der når jeg ringede, og skreg min frustration ind i hovedet på ham.
Altså for 10 år siden.
De 10 år jeg ikke så ham, ændrede ham fra at være stor og stærk, til at være gammel og svag.
Han støttede sig til en rollator, når han bevægede sig rundt. Han havde mistet 9 cm i sin fysiske højde. Han vejede omkring 40 kg mindre. Han faldt, og lå hjælpeløs på gulvet i timevis, før hjemmeplejen fandt ham.
Han var bare 70 år.
Vi skulle nu samle op på de 10 mistede år.

Da vi skiltes, trængte jeg til at rydde op i min fortid. Far blev den første jeg tog opgøret med. De næste 10 år, rykkede jeg på alt i mit liv.
Min familie er flyttet fra, at være en stor del af mit liv til, at være yderst i min omgangskreds. Fordi de var en stor del af mit liv, på en hel forkert måde.
Jeg skreg på accept. Jeg fik den aldrig.
Jeg har skiftet hele min omgangskreds ud. Kun ganske få fra førhen, er en del af mit liv i dag.
Mit liv er ryddet op, vendt og drejet.
Flere som jeg havde skubbet langt væk fra mig, viste sig, at være dem jeg havde det aller tætteste forhold til.
En af dem var min far.

Da jeg så ham efter 10 år, sprang mit hjerte et slag over. Fordi jeg havde gjort ham så ondt.
Men jeg havde brug for at sætte vores relation på plads. Jeg var såret. Jeg var ikke i stand til at få min barndoms traumer på plads. Jeg var blevet mor, for min far. Den position kunne jeg slet ikke magte.

Da jeg den 26. december 2014 trådte ind af min fars dør igen, var relationen mellem os tætterre end nogensinde.
Vi var to voksne som mødtes. Men også far og datter.
Han var oprigtigt interesseret i mit liv. I mine børn. I min fremtid. I mit velbefindende.

Han fortalte mig så mange ting de sidste 5 mdr. af sit liv, som satte alverdens forestillinger, og forkerte opfattelser af min fortid på plads.
Vi ryddede op.
Han havde lidt under mit fravalg af ham.
Helt fysisk havde han med en kniv, skåret den tatovering af sit håndled, med mit navn. Et rigtig grimt ar vidnede om det. Det gjorde mig så ondt.
Både tanken om den psykiske smerte, jeg havde påført ham. Ligeledes også tanken om den fysiske, da han med en kniv fjernede mit navn.
Men også en smerte indeni mig over, at mit navn var væk på min fars arm. Der hvor jeg havde været et fysisk tegn på, at jeg betød alverden for ham, hele mit liv. Jeg kan ikke huske, den ikke har været der.
Vi talte om det. Han kunne ikke holde ud, at blive mindet om mig, hver gang han så mit navn på armen. Men arret havde gjort det værre for ham.
Nu havde han et fysisk tegn på kroppen også, om min manglende tilstedeværelse i hans liv.

Jeg er så lykkelig for, at jeg kom tilbage. At han lukkede mig ind, og vi blev forenet.
Jeg vidste faktisk ikke hvor meget jeg havde savnet ham.

Det er fars dag i dag.
Min far er død. Jeg føler mig forladt.

" Pludselig nemmes den tunge lære, at intet kan blive ved at være "...