tirsdag den 8. marts 2016

Min søn har jo ADHD.

Siden min søn var 2 år, har hans far og jeg gjort opmærksom på, at noget ikke var som det skulle være.
Han havde motorisk uro. Kunne ikke sove. Var bange for mange ting osv.
Vi blev afvist gang på gang, med ordene
" Han er intelligent og bare dreng med stort D".
Sidenhen er han blevet bortvist fra skole efter skole. Er blevet kaldt alt muligt fra uopdragen til hysterisk.
Han har udviklet angst og lider af ekstremt dårligt selvværd.
Kommunen har lænet sig op af, at jeg som forælder havde fejlet i alle forhold omkring min søn.
I går fik vi endelig svar på den udredning vi, jeg og hans plejefamilie, samt nogle få
andre i hans netværk, har skreget på i årevis.
Min søn har ADHD. Angsten er stadig en del af hans diagnose, men er blevet voldsomt forværret grundet alt for mange nederlag skolemæssigt. Fordi INGEN forstod ham. Og INGEN hørte på det vi sagde.
Jeg er taknemmelig for at have en plejefamilie, der bakker op om det jeg ser. De ser jo det samme. Jeg er taknemmelig for min søns voksenven/aflastningsfamilie, som også
ser min dreng, som det han er.
Et barn med udfordringer.
Jeg er taknemmelig for min datter,
Sabine, som til hver en tid bakker sin lillebror op, uden at synes han er uopdragen og "for meget".
Jeg er taknemmelig for alle i mit netværk som har lyttet og troet på, at han ikke er uopdragen og ikke er ødelagt af mig. Eller af sin far.
Der har været masser af udfordringer. Men alle der havde stået i vores sted, og bare fik skudt i skoene at de havde fejlet, ville nok på et tidspunkt knække.
Det gjorde jeg i hvert fald.
Nu er en diagnose sat på ham.
Jeg jubler ikke over diagnosen.
Men jeg jubler over at vi nu ved HVORFOR, at han har det som han har.

Nu bliver vi endelig hørt.
Nu kan han måske, forhåbentligt, få den rette hjælp.

Og helt ærligt.
Hvis skoler, psykologer og kommunen havde været deres ansvar voksent, så havde alt set anderledes ud for flere år siden.
Men de ville ikke samarbejde. De ville ikke lytte.
De pegede bare fingre af "det uopdragne barn og hans umulige  og hysteriske mor".
Hvis de havde kunnet deres fag, så havde alt set anderledes ud i dag.
Og min søn havde ikke, som de ynder at sige, været kommunes dyreste barn.
De fejlede.


mandag den 7. marts 2016

Tankerne om min nedtur..... Del 1. Skottegårdsskolen.

...er pænt tunge. Er virkelig svære, at deale med. Men også en opvågning af de helt store.

Da jeg måtte kaste håndklædet i ringen, og sende min søn i plejefamilie, var jeg helt nede.
Det er ingen i tvivl om.
Jeg græd i ugevis.
Jeg hadede mig selv for, at måtte give op.
Jeg fordømte mig selv, og min opfattelse af min egen manglende evne som mor, var altopædende.

I dag ved jeg, at da jeg kastede det håndklæde i ringen, dér var jeg helt nede. Men det er det sejeste, jeg nogensinde i mit liv har gjort.
Efter over et år med massiv psykologisk behandling, kan jeg nu se mig selv i øjnene, og ærligt sige, at det værste man kan gøre er, IKKE at turde tage imod hjælp.
I dag tror jeg, at havde jeg ikke gjort det, så havde jeg været en af de forældre der opgav, og måske endda havde opgivet livet, for mig selv. Måske også for mit barn.



________________________________________________________________________________

I 2008 begyndte nedturen. Jeg blev syg.
Lægerne havde fundet en cyste af ubestemmelig art i min livmoder. Jeg havde henvendt mig, da jeg ikke kunne ligge på maven, eller siden, uden at voldsomme smerter jog igennem mit underliv.
Jeg skulle opereres, og have fjernet min livmoder, sammen med cysten, som derefter skulle undersøges for om den var ondartet.
Operationen var slem. Jeg fik en reaktion på bedøvelsen, som gjorde, at jeg nærmest var i en comatilstand i et halvt døgn. Jeg husker kun glimt, fra disse timer, hvor jeg kom tilbage på min stue på Slagelse sygehus.
Dagen efter var jeg atter ved mig selv, men huskede intet af de beskeder lægerne, der havde opereret mig, havde givet mig dagen før. Faktisk var jeg sikker på, at de havde fjernet min livmoder, hvilket jeg flere år efter, blev klar over, at de ikke havde. De havde kun taget toppen, og cysten.
Cysten var ubestemmelig, men heldigvis ikke ondartet.
Tre dage efter operationen, sprang min bughinde, og en ny operation var nødvendig.
De næste 5 år, var forfærdelige sygdomsmæssigt.
Endometriose, som det viste sig jeg led af, voldte mig de sygeste problemer helbredsmæssigt, og kostede mig et hav af operationer.


Linket herunder fortæller om mit sygdomsforløb.

http://charlottedeleuran.blogspot.dk/2014/10/endometriose-en-sygdom-der-lagde-en.html


Ved siden af dette helvede, havde jeg min søn, som skreg på hjælp. Han begyndte stille og roligt, fra 2. klasse, at blive udadreagerende.
Efter vores år i Sverige, var han startet på Skottegårdsskolen i Kastrup, og jeg kan kun betegne den periode i hans liv, og mit, som starten på et ulideligt mareridt.
Sebastian udviklede pludselig voldsomme reaktioner, når voksne gav ham en besked, eller korrigerede ham i skolen. Han løb skrigende af raseri, ud af sin klasse. Smed med sine ting, i klassen. Råbte de værste gloser efter lærere, pædagoger og andet personale i skolen, og endte gang på gang på inspektørens kontor.
Jeg stod konstant til samtaler med lærere og pædagoger, som ikke forstod hvad der skete. Jeg forstod det lige så lidt.
Han begyndte også, at slås med børn, der var lidt ældre end ham selv. Den mindste provokation, sendte ham op i det røde felt, og han gik til angreb.
Han blev fravalgt når klassen skulle på ekskursioner og sad hele dage, på inspektørens kontor, uden at jeg var informeret om det i forvejen.
Ved henvendelse på kontoret, blev jeg mødt af en overlegen skoleinspektør, som kaldte min søn for, "et barn udenfor pædagogisk rækkevidde", "øgleyngel", og andre mindre flatterende udtalelser.
Jeg havde store sammenstød med skolen, omkring deres måde at tackle min søn på, og det udløste, at de indberettede, til kommunen, at der var mistrivsel i hjemmet.
Jeg fik familiebehandling til min søn, og min mand og jeg. Endelig var der nogen der hørte på os, og talte med Sebastian om de ting der skete på skolen. To psykologer, talte i timevis med ham og os.
Men intet hjalp i skolen.
Sideløbende virkede det mystisk, at Sebastian gik på fritidsklub, på skolen, uden at de oplevede de store problemer med ham.
Han var dreng med stort D, og kunne slås med andre drenge, men hurtigt være tilbage i drengeflokken, som alle andre. Intet der virkede anderledes end de andre børn.
En dag på fritidshjemmet, skete der det, at han kom i slåskamp, faktisk med sin rigtig gode ven.
Det eskalerede, og det blev et voldsomt udbrud fra Sebastian, hvor fritidshjemmets leder, valgte, at indkalde Sebastian til en samtale på sit kontor, og meddele ham, at den følgende uge, måtte hans tid i fritten, foregå på hendes kontor. En slags straf for den voldsomme adfærd, der havde været samme dag.

Jeg fik meddelelsen da jeg hentede ham, og kunne kun sige, at det var ok, og fair nok, at han fik en konsekvens af sin handling.
Da jeg nåede hjem fra skolen, blev jeg ringet op, af skolens inspektør, som nu meddelte, at Sebastian var bortvist helt, i den følgende uge, grundet det skete.
Jeg spurgte om hvad grunden var, da det ikke var det lederen af fritidshjemmet havde besluttet, og fik svaret
-" Det her er MIN skole, og jeg har besluttet dette".
Den dag tror jeg min søn mistede sin sidste tro på voksne.
Uanset hvad der blev sagt til ham, ville denne skoleinspektør, gøre hvad det passede ham, for at genere ham. Jeg kunne kun føle det samme.
Min søn passede ikke ind i målgruppen, af børn der gled med strømmen, og opførte sig som flertallet. Hans temperament steg til uanede højder.

Nu var det stort set dagligt, at der var udfald fra Sebastians side.
Hans klasselærer virkede helt urimelig overfor ham, og på et tidspunkt, påtalte jeg til psykologerne der kom hos os, at det lignede voksenmobning.
Alt der ikke gik efter bogen i klassen, i dansktimerne, blev henvist til min søns adfærd, uanset hvilket barn det  handlede om. Han var simpelthen blevet dansklærerens offer.
Jeg blev kaldt til en samtale på skolens kontor, sammen med viceinspektøren, dansklæreren, og en psykolog. Til den samtale, sad psykologen, som jeg syntes virkede bekendt, og blev ved at udtale, at TOBIAS jo ikke fungerede, og at TOBIAS virkede stresset osv. Da jeg påtalte at min søn ikke hed TOBIAS, svarede hun, at navnet ikke var relevant, og at hun iøvrigt aldrig havde mødt mit barn.
Enden på mødet blev, at de sendte en bekymringsmail til kommunen.
Få dage efter blev jeg mindet om, hvorfor denne psykolog virkede bekendt, for da hun tronede frem på tv, hvor hun, fortalte om sin erfaring og interesse som ABE-Terapeut. Om hun har interesse og viden om børn, skal jeg ikke bedømme. Men min søn kendte hun altså ikke. Kun lærerens beskrivelse af ham. En lærer som ikke lagde skjul på, at hun hadede mit barn.
Jeg startede i en familieklasse med min søn, og var med ham i skole en dag om ugen. Jeg kunne ikke se hvad det skulle gøre af forandring for min søn, da det mest handlede om, at lave sine skoleting, med sin mor ved siden af sig. Derudover drak vi kakao, og hyggede, sammen med to lærere og 4-5 andre børn med forældre.
Der måtte ikke blive talt ind i børnenes problemer.
Min søn er dygtig i skolen, og det var ligesom ikke det der var problemet, så det virkede helt fjollet at sidde i den klasse.
I december 2012 kom Sebastian hjem med en seddel om, at hans klasse, de næste 4 onsdage, skulle på tur ud til spejderlejren i Dragør. De skulle lave bål, og flække brænde, og være ude, som er det bedste min søn ved.
Han glædede sig helt vildt.
Da den første onsdag oprandt, hvor de skulle afsted, havde vi pakket madpakke, varmt tøj, drikkelse og alt hvad de skulle have med. Han tog lykkelig i skole.
Da jeg kom og hentede ham om eftermiddagen på skolens fritidshjem, sagde han til mig...
-Mor, jeg måtte ikke komme med på spejderlejren!
-Hvorfor dog ikke. Spurgte jeg.
-Jeg ved det ikke. Jeg skulle gå ned til skolens kontor, og har siddet der hele skoledagen.

Mit mål var fyldt. Jeg tog min søn i hånden, og sammen gik vi ned på skolens kontor.
Der mødte jeg en sekretær, som smilende kunne fortælle mig, at dansklæreren ikke turde have ham med. Da jeg blev vred, over denne udmelding, kom skoleinspektøren til, og efter lidt snak frem og tilbage, om hvordan en lærer havde den magt, endte han med at råbe til mig,
-Fjern dog din øgleyngel fra min skole!!!!!!

Sebastian vendte sig om og løb ud af kontoret.
Jeg bagefter.
Vi tog hjem, og snakkede lidt om dagens underlige hændelser.
En time efter vi var kommet hjem, ringede min tlf. Det var skolens inspektør, der ville høre mig hvorfor jeg havde truet Sebastians dansklærer.
Jeg måtte næsten styre mig for ikke at grine, da det snart virkede helt vanvittigt.
- Jeg har ikke talt med hende, og aner ikke hvad du mener, svarede jeg.
-Du har truet hende på din facebookprofil, med at Sebastian skal filme hende i klassen, var svaret.
- Nej, sagde jeg, jeg aner ikke hvad du mener.
Han forklarede nu, at på min facebook, lå et link, hvor en 15 årig autistisk dreng, i USA filmer en lærer der mobber ham voldsomt, og gør ham til grin. Det så han som en opfordring til at min søn skulle filme sin dansklærer.
Jeg svarede ham, at det link lå der, ja, men at det intet havde med min søn at gøre, som iøvrigt slet ikke havde facebookprofil. Men da jeg iøvrigt har en facebookprofil, som kun mine venner kan se, ville jeg gerne vide hvordan han havde adgang til min profil.
Til det svarede han, "at han havde folk til den slags".

Jeg lagde røret på, og ringede min søns psykolog på kommunen op, og meddelte hende, at jeg dags dato udmeldte min søn fra skottegårdsskolen.

Nu startede et cirkus uden lige. Der skulle straks findes en anden skole, som kunne tage ham, og som magtede at få ham ind, med alle hans parader oppe, efter dette år på en skole, der havde pillet ham fra hinanden psykisk.
Skoleinspektøren blev ved at prøve at blande sig. Bl.a forlangte han at få at vide, hvor min søn skulle hen i skole, så han kunne dele sin viden om ham, med det nye sted.
Det forlangte jeg ikke kom til at ske.
En forælder fra hans klasse ringede mig op en aften, og fortalte, at hendes barn var kommet hjem og fortalt, at de julegaver Sebastian havde produceret i tiden op mod den jul, der lå lige foran os, havde klasselæreren samlet sammen, og foran børnene smidt i skraldespanden, med ordene,
-"Dem har vi vist ikke noget at bruge til".
Da skoleinspektøren et par dage efter, ringede mig op, for at sige, at Sebastian havde en af skolens biblioteksbøger, og at jeg ville modtage en regning for den, hvis den ikke blev leveret, svarede jeg ham, at jeg ville komme med bogen, når han havde de gaver klar, Sebastian havde produceret i klassen, og som han skulle give til sin søster, sin far og UT i julegave.
Jeg har aldrig hørt mere om den biblioteksbog, og tænker at han ikke kunne fremskaffe de gaver der var smidt ud.




Nu var min søn fysisk ude af Skottegårdsskolen.
Psykisk havde den ikke sluppet.












tirsdag den 3. november 2015

I want my life back.....

Jeg har de sidste tre år brugt al min tid på at arbejde med mig selv. Sideløbende har jeg stået i alle de orkaner, som min søn har stået i.
Imens mistede jeg kontakten til min datter i 1½ år. Hun er tilbage, og vores forhold er styrket, og bedre end nogensinde. Det værste i verden var at miste hende. At få hende tilbage, er en gave der ikke kan beskrives.
Jeg fik i samme periode kontakt til min far igen. Åh det var vidunderligt. Ti års tavshed fra vores begge side var slut. Vi mødtes som to voksne.
Også døde han. Blot 5 mdr. og 2 dage efter genforeningen.

Jeg er et helt andet menneske i dag, end da mit liv væltede for tre år siden.
Jeg var før et udadvendt menneske, med alverdens projekter i gang altid. Jeg var et menneske med en kæmpe omgangskreds. Jeg passede mit job i den sociale hjemmepleje, og var meget engageret i mine borgeres ve og vel. Jeg var aktiv i min søn forboldklub, og afsted til træning 2 gange pr. uge, og til kamp mindst en gang hver weekend.

I dag.... kan jeg ikke holde ud, at forlade min lejlighed ret længe af gange. Faktisk er en tur ind i et Rema 1000, som er min nabo, noget jeg tager mig sammen til i timevis. Ofte, meget ofte endda, udskydes det til dagen efter. I hvert fald, hvis jeg ikke mangler cigaretter.
Jeg har sjældent gæster. Bliver så møg træt, og får lyst til at sove midt i det hele. Så gæster i  mit hjem, skal kunne leve med, at jeg har brug for, at trække mig ind i mig selv uden at tro, at det betyder, at jeg er sur. Min hjerne trænger bare til et afbræk. Jeg elsker jo, at have mine venner omkring mig.

Jeg bliver aldrig mere den samme. Aldrig mere hende der lige inviterer mennesker til spisning spontant, eller som byder uventede gæster på et kæmpe aftensmåltid.
Det skal planlægges, det der med gæster. Jeg kan godt modtage uventede gæster. Men det bliver højst til en kop kaffe og en hygge sludder. Skal der arrangeres mad eller overnatning, er det et fællesprojekt.

Det er svært at forklare. Jeg er ikke sur. Jeg er ikke blevet eremit. Men jeg er blevet en anden, og meget mere sprød udgave af mig selv.

Men hold da kæft hvor jeg savner, at få mit liv tilbage. Savner at have et voksenliv, hvor tankerne omkring de helt basale hverdagsting, for en stund lægges væk i hovedet.
Et liv hvor jeg er i centrum, som en helt almindelig kvinde på 47 år.
Det har jeg ikke oplevet i mange mange år.
Bekymringer har stået i kø konstant i baghovedet. Uroen har luret under huden i døgndrift, i de sidste 25 år.
Jeg bor alene nu. Har ikke en kæreste, og tanken om, at en kæreste vil betyde nye ting, man skal forholde sig til gør, at en kæreste er et projekt jeg slet ikke tør tænke på.
Jeg savner at have en sparringspartner. Men en sparringspartner har også forventninger til mig. Eller vil kunne sætte dagsordenen i form af et humørskift, som jeg ikke kan forholde mig til.

Jeg savner at turde give slip. Jeg savner at være fri og uafhængig.
Det er jeg nemlig ikke. Trods fraværet af en kæreste. Trods det at min søn bor i plejefamilie. At han gør det, er nok den værste sorg i mit liv. Trods det, at det er frivilligt han er i den plejefamilie.
For jeg er overvåget i alt hvad jeg gør.
Min søn bor i plejefamilie. Han går på en behandlingsskole. Han er udadreagerende og selvskadende. Så bliver man overvåget af systemet.

Jeg sidder hver uge til møde med henholdsvis;
 En mentor omkring min søn, ofte ses hun og jeg to gange pr. uge.
 En mentor fra jobcentret.
 En sygeplejerske i psykiatrien, fordi jeg væltede psykisk.
 En behandler i Kaps.
 I en samtalegruppe.
 Til gruppetræning hos en fys. for at få mig mere ud af døren.

Hver anden uge står den oveni på;
 Netværksmøde på min søns skole.

 Hver tredje uge er jeg så også lige hos;
 En læge i Kaps.
 En sygeplejerske samme sted.
 Til psykiater.

Udover disse faste ting, er der opringninger omkring min søns udfald. Ofte flere gange ugentligt er der mail omkring magtanvendelser, som skal læses, og bearbejdes. Smerten omkring det min søn går igennem æder al min energi.
Opringninger fra min søn, når han er ked af det, vred eller har hjemve, hvor jeg yderst professionelt skal være i det rigtige pædagogiske mood, uventet og lige præcis i det øjeblik han er i røret. Samtidig med at mit moderhjerte har lyst til at flå ham hjem, gemme ham under min dyne, sige en trylleformular, og give ham hans trygge liv tilbage, som en helt almindelig dreng uden udfordringer.

Hvis nogen som helst tror, at det er en dans på roser, at gå herhjemme, med PSTD, udbrændt og stadig i behandling for depression, så skulle de prøve en dag i mine sko.
Hvis nogen tror, at jeg i morgen er klar til at varetage et job, så er det fordi de ikke aner, hvor hårdt det er, når psyken har væltet en.
Hvis nogen tror, at livet med en dreng, så hårdt ramt som min, er let og noget man bare lige som mor, klarer med et snuptag, så er de uvidende.

Jeg savner mit gamle jeg. Jeg savner ikke de mennesker jeg omgav mig med dengang.
Men jeg savner, at kunne stå op på mine ben, uden at føle trang til at sove.
Jeg savner at min søn løber ud og ind af dørene med vennerne, råbende og hujende.
Min søn er socialt afskåret, og tør ikke bevæge sig ud i sociale sammenhænge.

Jeg er bare mor. Ikke behandler. Ikke pædagog. Ikke psykolog.
Bare mor. Jeg kan give ham al min kærlighed. Men jeg kan ikke behandle ham.
Som min læge sagde, så kan han som læge heller ikke operere sine børn for blindtarmsbetændelse.
Det eneste jeg kan, er at give ham al min kærlighed og omsorg.
Det gør jeg så gerne. Elsker mine børn over alt på denne jord.

Men man kan ikke trække mere ud af mig nu. Jeg har kun kræfter til det der er i gang. Møder ud af huset, gange mange hver uge.


Jeg savner mit liv. Som en helt almindelig mor, med overskud og plads til uforudsete hændelser.
Men hun kommer aldrig tilbage.
Jeg er stadig på hårdt arbejde for at samle stumperne omkring mit kludsejlede liv.

Så lad være med at døm mig.
Ingen forstår hvad jeg har stået igennem.. Og hvad jeg fortsat står i.


Det eneste jeg virkelig ønsker mig, er at få mig selv og mit liv tilbage.











onsdag den 7. oktober 2015

Små mennesker

Endelig sprang ballonen. Jeg har været i dødvande i månedsvis. 
Vist endda i årevis.
Jeg har gået rundt i det mest stressede liv, siden min søn kom i familiepleje. 
# Samvittighed som åd mig. 
# Kampen ud af mit misbrug. 
# Psykiske spark fra min fortid, omkring deres helt uhyrlige mening om min søns tilstand. 
Som de mente jeg var skyld i. 
# Deres opførsel, som har ramt mig som piskeslag gang på gang. 
# Min ensomhed i kampen for min søn. Virkelig en alt-opædende ensomhed, da jeg som forælder kæmper alene. På trods af, at vi er to forældre. Omkring min søn som har skreget på hjælp. Og som stadig skriger. Den skuffelse kan ingen fjerne. Ingen kan få mig til at synes, at den måde jeg og Sebastian lades alene i dette, er rimeligt. Skilsmissebarn eller ej. 
# Mit savn til min datter. Min frygt for, at dem omkring hende, ville holde hende væk fra mig for evigt. Jeg burde have vidst, at ingen kan få min datter til at gøre noget sådan. Fordi hun er stærk og bestemmer selv. Men jeg frygtede det. Fordi mit hjerte skreg på hende. 
# Min overgangsalder som har ændret mig, først til en furie. Sidenhen til et meget mere roligt menneske, end jeg nogensinde har været. 
# Jobcentret som jagter mig, trods det at jeg er sygemeldt, med pstd, med angst som stadig æder min psyke. Med komplikationer efter en aggressiv endometriose. 
# Mennesker omkring min søn, som har jokket løs på ham. 
# Angst for, at det personale der skulle passe på ham, endte med at gøre mere skade på ham, når magtanvendelser endte i vold mod ham. 
# Angst for at han ville gøre så meget skade på sig selv, så han ville få kroniske følger af det.
# Sorgen over min fars død, da jeg endelig fik bearbejdet vores fortid, og vores issues. Da jeg endelig fik den far tilbage, som jeg savnede. Renset for fortidens skygger. 

Da jeg blev sendt i behandling for mit hashmisbrug, blev et helt livs traumer lukket op. Taget frem i lyset. 
Min morbrors misbrug af mig. Min fars alkoholmisbrug, som gjorde, at han var en helt forskruet far. En barndom, hvor angst styrede mig. Angst for mørke. Angst for at blive forladt. Dårligt selvværd. En gammeldags skole, hvor man blev udstillet og peget fingre af, af de lærere som skulle være der for en. 
En barndom som jeg husker tilbage på, med alt for meget mørke. Alt for kolde rum. Fysisk og psykisk. 
Et voksenliv, med en alkoholisk mand. Som stadig i mine drømme dukker op, nat efter nat. Med følelsen af, at blive svigtet, når han forsvandt på druk. Når vores venner omkring os, løj om hvor han opholdt sig. Når mennesker jeg skulle omgås, konstant fortalte mig, at jeg skulle forlade ham, men som , da jeg gjorde det, vendte mig ryggen, og sammen med ham, pegede fingre af mig. Som var helt enige i, at JEG ødelagde vores børn. Den mand som jeg fik børn med, fordi jeg elskede ham alt for højt, han ødelagde det sidste i mig, og han har i den grad ødelagt meget i mine børn. Ligesom han væltede min psyke. 
Jeg har så meget had. Men stadig kan jeg ikke hade ham helt. 


I dag sprang den skide ballon. I månedsvis har jeg intet følt.  Glæde, sorg, smerte, uro, angst, ensomhed og en ubændig vrede. 
Den kom i dag. 
Midt i en SMS til et menneske, som ærligt er god ved mig. Som ærligt siger ting jeg har savnet at høre. En som får mig til at grine. Og åbenbart også til at græde. 
Det var skønt. Og forløsende.  

Og straks var vidunderlige Nicoline klar med en skulder, og med lyttende ører.  Fordi hun også har bekymret sig om mig. Min manglende evne til at føle andet end stress. 

Til dem fra min fortid, som synes jeg har ødelagt min søn, kan jeg kun sige.... Kig indad kære venner.  Se hvem der er der for ham, i alt der omhandler hans liv. Altid.  

Forleden blev der holdt en vidunderlig fødselsdag for ham. Dér så jeg, de mennesker der ærligt vil ham. Med hjertet. 
Det er faktisk ikke dem der er født til, at skulle være tættest på ham. 

De der er der, er ærlige uselviske kærlige mennesker. Mennesker der ser ham. Rummer ham. Elsker ham... Uden at sidde og lege dommere over hvem der gjorde hvad.  

Dem der ødelagde hans selvværd, det er jer.... Der er fraværende i hans liv...
I er ikke andet end små mennesker. For I har gjort skade nok på mit barn og på mig. 


Tak for dig der i dag fik åbnet for mit indebrændte hjerte.... 
Hold kæft hvor er tårer gode.... Når de har været fraværende i alt for lang tid... 

En dag vil min søn nå samme sted hen.  Hvor ballonen springer. 
Det vil give ham en forløsning, som ingen vil kunne forstå vigtigheden af, hvis de ikke har prøvet det selv... 

Jeg kan ærligt sige, at jeg er der for mine børn. Altid. Jeg har ikke en økonomi der kan sikre dem i alt i livet. For mit liv er endt på bunden af en økonomisk ruin. Bistandshjælp er fandme ikke der hvor man bliver rig. 

Men kærlighedsmæssigt, der har jeg tonsvis, og uendeligt at give dem. 
For mig er en kæreste aldrig vigtigere end dem. 
Eller et misbrug. For jeg rejste mig og kan stå ved mig selv. 
Det har satme været hårdt.  Men jeg står lige her. Og jeg bliver stående. Og det er jeg stolt af. 

Egoistiske mennesker når aldrig dertil....  
Den lektie lærer vi alle hen af vejen. 

Jeg har kun foragt tilovers for jer. 



lørdag den 3. oktober 2015

Min teenager

Det er lørdag... lørdagen før min den mindste bliver teenager. 
Det gik dælme stærkt. 
Min lille dreng, med det store hjerte, og så mange udfordringer i livet, går nu ind i en tid, hvor puberteten står for døren. 

Han har mødt så mange udfordringer i sit korte liv. 
Men hvor har han dog også mødt mange skønne mennesker. Fået alverdens fede oplevelser. 
Han har Dick, Sarah og Viola i sit liv. Fantastiske mennesker. Som rummer ham. Som helt ind i hjertet bekymrer sig om ham. Som ikke svigter og melder fra i tide og utide. Tværtimod. De møder op. De tager ham med. Til Frankrig. Til Silkeborg. Til Nordsjælland. Til familien de tre steder. De går i biografen og til frisør med ham. 
De har taget ham ind som deres egen. 
Han har Tine og Bjørn. Verdens bedste plejefamilie. Virkelig. Verdens bedste. De rummer, de krammer, de sætter grænser, de forkæler, de udfordrer, de passer på ham. De har i den grad stået i alle hans storme. Når han har været selvdestruerende, eller udadreagerende. Så har de stået der. 
Deres familie og venner lige så. Han er en del af deres familie og omgangskreds. Helt naturligt. 
De bærer aldrig nag til ham. Eller skubber ham væk.. De rummer og holder uendeligt af ham. 
Så har han Grant. Den udvekslingsstuderende fra USA, der rykkede ind i deres hjem, og som tog alle, og især Sebastian, med storm. Grant som rummede og krammede og grinede og hyggede. Holdt af og holdt om Sebastian. En ung mand med så meget hjerte og modenhed. Som kalder ham for hans soulmate.. Som skyper og snapchatter i en uendelighed med ham. Fordi han har lyst til det. 
Der er Sabine. Hans elskede storesøster. Som bare knuselsker sin bror. Som rummer alle hans frygtelige timer. Som bekymrer sig om ham. Som aldrig bærer nag, når han kommer til at være, som han ikke har lyst til at være. Sabine og hendes kæreste, som er så søde ved lille Sebastian. 
Fordi han ER lille, inde i en krop der er ved at gå i puberteten. 
Et lille skrøbeligt menneske, med alt for meget rod i hovedet. 
Et lille menneske som er blevet fravalgt, både af skoler, venner og nære relationer. 
Som ikke forstår hvorfor hans hoved ikke gør det han ønsker. 
Han har også Caroline. Og hendes forældre. Caroline som ser voldsomt op til ham, med sine bare fire år. Han ville bære hende tværs gennem en ildebrand, hvis det blev nødvendigt. Og hendes forældre taler til ham. Taler om hans liv og hvad der rør sig omkring ham. Uden fordomme. Uden at betvivle, at deres lille prinsesse må være i stue med ham, trods det at de har hørt om hans voldsomme nedsmeltninger.
Så er der Tim. Sebastians ven fra skottegårdsskolen. Han har været igennem fire skoler siden. Tim og Sebastian har noget ganske særligt. Tim rummer, udfordrer, leger, griner og er bare som en ven skal være. Han formår at stoppe Seb. hvis noget begynder at rumle i ham, ved at aflede ham og finde på noget andet at lave. 

Han har fætre og kusiner, som trods afstanden i dagligdagen, møder ham og lytter til ham, og opfører sig fantastisk overfor ham, ved de ganske få og sjældne møder. Som han har på sin facebook, og selv om Seb. bruger sin facebook sjældnere end sjældent, så svare de og reflektere, hvis han kontakter en af dem. 



Alt det gør mig lykkelig. 
Der mangler ved gud nogen i hans lille liv. 
Men det opvejes af at dem der er, er ægte. Ikke svigter. Ikke melder fra. Ikke glemmer ham.

Det betyder alt i min verden. Og i hans. 
Det lægger han ikke skjul på. 

Han er nemlig en klog og tænkende lille fyr. En vidunderlig dreng, med et hjerte så stort, en empati så fantastisk. Men med udfordringer.

Dem der gennem tiden har gjort ham ondt, dem glemmer han ikke. Han sørger over det. Vi taler ofte om det. Han får psykologhjælp til at bearbejde oplevelserne, omkring alle dem der har svigtet. 
Men samtidig fremhæver han disse mennesker... 
Som er der for ham. 

Tusind tak for det.... 

søndag den 27. september 2015

Min datters bankkort er blevet misbrugt....

.... Foreløbigt har hun på en uge opdaget, at der er åbnet et telefonabonnement hos Telenor, og en konto på boligportalen.
Penge trækkes på hendes kort.
Hun har talt med begge instanser... Hendes kort er er spærret...

Men tro mig.... Jeg er ikke i tvivl om hvem der er synderen... Hvem har styr på alle min datters økonomiske forehavender....

Den lille lede blondine....
Hun stopper ALDRIG....

lørdag den 18. juli 2015

Tanker er toldfri.

Jeg sad i dag sammen med nogle søde mennesker, som jeg ikke kender super godt, men dog godt nok til, at man kan diskutere ting som er lidt mere private, end bare lige vind og vejr.

Vi var både mænd og kvinder.
Talen kom ind på elsker/elskerinder....

Nu er jeg jo single. Og jeg nyder det i fulde drag. Så jeg har intet i klemme, omkring at blive udsat for utroskab..

Det ene par, fortalte at de i deres vennekreds havde et par, som levede meget frit. (Måske var det dem selv, men for tæt på at sige dét højt).
Men altså, det her par havde fri adgang til, at dyrke sex uden for parforholdet. Det skulle bare ikke holdes hemmeligt.
Hvordan styrer man det? Ville en vide.
Ved at være ærlige og åbne. Var svaret.
Hvad hvis nu det pludselig var en der var tæt på dem, og også i forhold, som ikke ønskede, at det blev delt hjemme?
Jamen så holdt man sig i skindet, og valgte en anden sexpartner....

Jeg tror den må være svær at deale med.
Enten må man have sex uden for forholdet. Ellers må man ikke. Begynde med regler om, at indvie partneren i sexeskapaderne, eller i alt fald i hvem det blev udført med, lyder lige lovlig besværligt for mig.

Nå! Men jeg har jo altså heller aldrig levet i et forhold, hvor den slags var en deal man kunne leve med. Jeg ville blive ondskabsfuld og meget lidt konstruktiv hvis det skete. I alt fald fra min partners side.

Der røg mange forskellige meninger over bordet.
Utroskab var aldeles uacceptabelt for flere. Andre var lidt i tvivl. Måske. De par der var tilstede, mente det var aldeles uacceptabelt.
Men måske hellere noget man som par, så gjorde sammen. i f.eks svingerklub.

Nu var vi i en anden boldgade.
Svingerklub var der meget nysgerrighed på.
Ikke for mig. Min generthed ville forbyde, at det kunne blive aktuelt.

En mand i selskabet, også single, fortalte pludselig, at han havde haft mange one-night-stand, med kvinder i faste forhold.
At de fleste kvinder var ret nemme, at nedlægge ude i byen, var hans erfaring.
De tilstedeværende, var meget uenige.
De kendte ingen kvinder, der kunne finde på at være sådan.

Nu blev jeg simpelthen nødt til, at deltage lidt mere aktivt i snakken.
-Jeg har været nogle af mine faste partnere utro, konstaterede jeg.
Der blev helt stille.
Det var egentligt aldrig noget, jeg havde tænkt over, at dele med nogen.
Men lige pludselig var det som om, at min status som single gjorde, at jeg godt kunne slippe den oplysning om mit privatliv ud.
-Hvorfor? Blev jeg spurgt.
- Fordi jeg måske kedede mig. eller bare blev tiltrukket af en anden. Jeg ved det ikke. Svarede jeg.

Sandheden er faktisk, at jeg ikke ved det. Jeg har tænkt over det mange gange. Jeg har ikke haft grund til det. Men det er alligevel sket.
Måske når jeg følte mig ensom, og u-elsket. Måske når jeg bare i den grad syntes, at livet var lidt for kedeligt og banalt.

-Fortalte du dine mænd det? Blev jeg spurgt.
-Næ. Faktisk ikke. Havde ikke lyst til at dele noget, som egentlig ikke betød en skid, og som kunne ødelægge et helt familieliv. Og ikke kunne bære at få samme besked fra dem........
-Var det med mænd der også var i forhold?
-Nej faktisk ikke... Men det var vist tilfældigt.....
-Betød det ikke en skid??? Spurgte en.
-Nej. Det var ren begær. Ingen følelser. Ingenting. Bare sex.....

Jeg trak mig lidt ud af samtalen. Havde ikke lyst til, at dele mere omkring det.
Det er min fortid. Mit liv. Og der er nogle ekser, som jeg har snydt.
Tror også der er nogle af dem, der har snydt mig.
Det er jo evig ligegyldigt i dag.

Men det gav mig grobund til, at fordybe mig i mine tanker efterfølgende.
For i dag er jeg single.
Og jeg er hende den anden!

Jeg er jo ikke lavet af sten. Jeg er 47 år.
Og ja, jeg ser en mand.
Som er gift.
Som er ung, og har små børn.
Som begærer mig, og jeg er vild med ham.

Jeg kender ikke hans familie. Ved bare de er derude et sted.
Vi taler om alt muligt. Om dagligdagen her. Om hans job. Om livet i et ægteskab, hvor børnene kom, uden den store planlægning, men som er mere end ønskede, og hele hans og konens liv.
De er hinandens bedste venner. Men også et lykkeligt par.
De har været gået fra hinanden, endda mens jeg har kendt ham.
De gik fra hinanden i enighed. Men det gik ikke.
Familielivet trak.
Vi brød op. Og fandt sammen igen.

Nogle gange dukker han uventet op, for at snakke, grine, spise og glo tv.
Andre gange dukker han op, ja, af andre grunde.
Vi har det fantastisk.
Det mærkelige er, at jeg ikke ønsker andet end det. Intet forhold. Intet fast.
Bare det vi har nu.
Det er fint og fantastisk. Trods aldersforskellen på mere end 13 år, så ser vi meget ens på alt muligt. Lige fra politik til sex mellem to voksne.
Vi har det sjovt. Vi er tætte. Vi ved en masse om hinanden.
Men der er også en masse han ikke ved. Og sikkert lige så meget jeg ikke ved.

Jeg gider ikke høre om, hvis han er træt af sin kone. Eller at de nu har skændtes om dit eller dat. Har fået ny bil, eller ikea-sofa.  Jeg ved faktisk han ikke er træt af hende. Hans liv er mig uvedkomment. Jo mindre jeg ved, jo bedre.
Det har vi talt om.
Jeg tror, at rigtig mange mænd i den alder, har brug for mere end deres kone giver dem. Opmæksomhedsmæssigt, når der er små børn.
Jeg ved også, at han ikke er den eneste der lever sådan.
Man får andre ting at vide, når man som jeg er single.
Både af veninder, og af venner.


Jeg har ikke dårlig samvittighed.
Fordi jeg faktisk i starten ikke anede, at han havde en kone. På det tidspunkt kun et barn. Et til er kommet til. Jeg anede intet om det.
Da han lod bomben springe, blev jeg forarget på ham. Og på mig selv over, at være ligeglad.
Fordi det egentlig var så skide banalt.

Noget der bare udviklede sig. Som stadig var fint og rart.
Noget som jeg følte kun vedkom mig.

Hvem han synes det vedkommer, eller ikke vedkommer, blander jeg mig ikke i.
Men jeg ved godt, at hvis en kvinde stod på sidelinien i mit forhold, var jeg blevet meget meget vred på hende.

Egentlig kunne jeg stadig være uvidende om hans dobbeltliv. Men sådan er det bare ikke.
Vi taler om alt muligt.
På det tidspunkt hvor de gik fra hinanden, talte vi om at blive et par.
Men jeg kunne med det samme mærke, at det havde jeg ikke lyst til. For jeg ville aldrig nogensinde stole på ham.
Jeg var jo hende den anden. Han kunne gøre det igen og igen.
Det nægter han til stadighed.
Men jeg er sikker på, at hans liv er sådan nu.
Spændingen ved at leve sådan giver ham også et kick.
Desuden vil jeg aldrig give afkald på mit frie liv. Som single. Jeg nyder at være mig selv, i min bolig.
Ene-bestemmende.

Måske er jeg ikke den eneste i hans liv, som er hende den anden.
Og jeg er fløjtende ligeglad.

For det jeg har med ham er jeg glad for.
Vi har det supersjovt.
Jeg vil ikke have en fast kæreste.
Det passer mig noget så fantastisk godt det her.....

Og hvis nogen tænker, hvor jeg dog har støvet ham op henne, så er det også ret banalt....

Vi spillede wordfeud sammen i over et år, hvor vi også skrev lidt sammen. Først med "et tak for spillet". Så med flere og flere ord på. Politik kom ind over. Min sygdom og operationer. Dem fulgte han nemlig også med i.
Så det er, som nogen kan regne ud, jo ikke helt nyt.
Fortællinger om hans job, som er lidt anderledes end så mange andres. Og ret spændende..
Første gang jeg så ham, var på Riget, hvor jeg var dopet af morfin, og han dukkede op, med blomster og søde ord. Holdt i hånd og hentede kaffe og saft.
Han læste gamle krøllede ugeblade, mens jeg faldt lidt i søvn, og var der stadig, når jeg igen vågnede.

Han har virkelig givet mig, så meget fantastisk.
En ung mand, som jeg nogen gange synes lever i en alt for moden verden.

En mand som elsker sin familie. Men som ikke magter, at sige farvel til mig.

Det er gengældt.

Jeg ville savne ham... Fordi det ikke bare er ligegyldigt. Lidt som et venskab der udviklede sig, og som nu er helt fantastisk.
Hvis han dog bare ikke var så ung. Og gift. Og utro..


Måske dømmer du mig, når du læser dette.
Måske tror du det er fri fantasi.
Måske er det præcis det....

Ingen kender dagen...
Eller ved hvem man spiller Wordfeud med...