fredag den 17. juli 2015

Far......

Fandt et skriv fra april måned i år. Om min far.
Av mit hjerte.
Det lyder således.... mit skriveri.... som jeg var gået i gang med....
___________________________________________________________________
Jeg har fået min far igen.
Jeg føler, jeg er kommet hjem ved, at træde ind i hans liv igen.
Vi er mødtes med en gensidig forståelse, og med vores begges uforbeholdne kærlighed til hinanden.
Han har lært en masse pga. vores ti år lange brud. Det har jeg også.
Han er blevet voksen i sit forældreskab. Jeg er blevet voksen i mit far/barn-forhold.
Vores grænser er trukket skarpt op.
Vi griner og græder sammen. Vi mindes et langt liv, hvor vi var to forvirrede mennesker. Han som den voksne. Jeg som barnet, der krævede at han skulle være voksen. Tage ansvar.
Det kunne han bare ikke finde ud af.
Jeg elsker, at træde ind af hans dør i dag. Høre ham sige, Hej Stump.
Jeg har altid været fars stump.
Vi sidder sammen og taler i timevis. Ti års tavshed er væk.
Vi har stadig fælles humor.
Vi har stadig en fælles fortid.
Fælles minder... Vi frisker op.... Det jeg ikke kan huske, fortæller han om... Minder som dukker op, midt i en samtale om et eller andet, som rusker op i noget andet...
Jeg elsker min far. Højt. Ellers kunne jeg heller ikke have kommet til, at hade han så voldsomt, som jeg gjorde.
Nu er det lige meget.
Vi er bare sammen igen.. Far og Stumpen.
______________________________________________________

Ja av mit hjerte.
Jeg nåede at have ham tilbage i 5 mdr. og 2 dag. Så døde han.
Jeg var slet ikke klar. Slet ikke forberedt på at han var så syg.
Slet ikke i stand til at deale med, at han nu ikke er derude et sted.
I alle de år, jeg ikke så ham, tog den ene dag den anden. Den ene måned efter den anden ligeså. År gik. Jeg kæmpede med så meget i mit liv.
Da alt var bombet ned, og bygget op på ny, valgte jeg min far til igen.
-Og så døde han.

Sabine var primus motor for at det kom i værk.
”Du har ikke uendelig tid til at komme tilbage til morfar”, sagde hun.
Mit hjerte snørede sig sammen.
Jeg tog tyren ved hornene, og ringede ham op. Efter ti år.

Fra vores første møde, gik det stærkt. Han var indlagt tre gange i de fem mdr. på lungeafdelingen i Slagelse.
Men jeg var enten blind eller døv, for jeg vidste ikke han var så syg.

Sabine siger til mig, at hun tror, at morfar nu ikke havde mere at opnå. Nu var jeg kommet hjem. Han kunne ikke mere, og vi var forenet.
En smuk tanke, som jeg hager mig fast i.
Min far talte hele tiden om sine tre børnebørn. Men kun Sabine kendte han rigtig godt.
Deres jargon var god. Deres humor lige sort.
Måske havde han nu ro til, at forlade denne verden.
Med sin Stump, og lille Cirkeline, som han kaldte Sabine, tilbage tæt ved sit hjerte igen.

(Tak Sabine fordi du var voksen og så vidunderlig ærlig, og kunne se at dette var vigtigt. Både for moffe og for mig og dig  <3 ).....

Far for fanden. Jeg savner dig så voldsomt.
Men jeg har svært ved, at reagere på din død.
Jeg er stadig i massiv medicinsk behandling. Jeg kan ikke føle sorg og glæde ordentligt.
Jeg fik fortalt dig, hvor meget det betød for mig, at vi var forenet. Hvor meget du betød for mig. Havde gjort det i hele mit liv.
Men jeg havde meget mere jeg skulle nå, at tale med dig om.
Nu havde du endelig lukket op, ind til det inderste i dit liv.
Fortalte mig om dit skrøbelige sind, og din angst hele livet. Om dine fem ægteskaber. Om hvorfor det gik så galt hver gang. Du skånede ikke dig selv i skylden for nogen af dem.
Du var møg ærlig, og meget konstruktiv..
Ikke som førhen, hvor du syntes, at alt var så uretfærdigt i forhold til dig.
Du fortalte om din barndom. Som var hård, men med meget kærlighed på trods.

Jeg savner at sidde i dit køkken, og bare være tavse sammen. Lytte på radioen, og kigge på dem der går forbi.
Savner at tage dit fotoalbum frem og sammen se på minder fra dit og mit liv.

Far for fanden. Jeg er måske 47 år.
Men jeg savner dig så ubeskriveligt. Som et barn kan jeg ikke forstå det. At det er endeligt. 
Savner at du er et sted derude.
Har pakket dit hjem sammen, og gemt det der skal gemmes. Smidt det ud, som ikke skal være mere. Givet til Mission Afrika, hvad der kan genbruges af møbler. Dit tøj er sendt til Kofoed skole. 
Jeg forbereder stadig en sætning i mit hoved, hvor jeg undskylder, at det hele er væk... den dag du kommer hjem, og jeg opdager at det er en misforståelse. 
Undskylder i mit hoved, at jeg bliver nødt til at kasserer ting, som du fandt vigtige at gemme. 
Din pung ligger her i min stue. Med dit kørekort, bankkort, falck-kort og sygesikringskort, og din stålkam.   
Jeg kan da ikke bare smide den pung ud, som fulgte dig hvor end du gik. Tegnebogen som var det vigtigste, og det sidste du mærkede efter i baglommen, når du gik ud af døren. 
Den hellige ting, som var dit private, og som man end ikke overvejede at rode i. Den bliver her. I tilfælde af at det hele viser sig at være en fejl... og du dukker op... 
Barnligt. Ja måske... 
Men jeg forstår det fanme ikke. 

Jeg savner bare at ringe og høre dig sige;

 "Hej stump....... "



fredag den 5. juni 2015

Fars dag.

I dag er det fars dag.
Jeg bisatte min far i forgårs.

Pludselig virker dagen som en rød klud for mine øjne.
Min far er død, og det er i dag jeg kunne fortælle ham, at han var det vigtigste i min barndomshistorie.
Fordi jeg havde fået ham tilbage, efter selv at have afskåret vores forbindelse i 10 år.
Fordi jeg følte på alle andre fars dage, at han var derude et sted. Jeg skulle bare lige finde hjem.
Nu havde jeg fundet hjem. Og to før fars dag, bisætter jeg ham.
Han døde 5 mdr. og to dage efter vi så hinanden igen.
Jeg er ikke klar. Jeg var totalt uforberedt, trods det at han havde tre lungebetændelser på 5 mdr. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville klare det. Rejse sig igen.
Fordi han var min store stærke far. Som kunne knokle, og flytte store tunge sten, med de bare næver. Som gravede store arealer, for at anlægge en græsplæne. Som borede huller, og hang hylder op for mig. Som stod der når jeg ringede, og skreg min frustration ind i hovedet på ham.
Altså for 10 år siden.
De 10 år jeg ikke så ham, ændrede ham fra at være stor og stærk, til at være gammel og svag.
Han støttede sig til en rollator, når han bevægede sig rundt. Han havde mistet 9 cm i sin fysiske højde. Han vejede omkring 40 kg mindre. Han faldt, og lå hjælpeløs på gulvet i timevis, før hjemmeplejen fandt ham.
Han var bare 70 år.
Vi skulle nu samle op på de 10 mistede år.

Da vi skiltes, trængte jeg til at rydde op i min fortid. Far blev den første jeg tog opgøret med. De næste 10 år, rykkede jeg på alt i mit liv.
Min familie er flyttet fra, at være en stor del af mit liv til, at være yderst i min omgangskreds. Fordi de var en stor del af mit liv, på en hel forkert måde.
Jeg skreg på accept. Jeg fik den aldrig.
Jeg har skiftet hele min omgangskreds ud. Kun ganske få fra førhen, er en del af mit liv i dag.
Mit liv er ryddet op, vendt og drejet.
Flere som jeg havde skubbet langt væk fra mig, viste sig, at være dem jeg havde det aller tætteste forhold til.
En af dem var min far.

Da jeg så ham efter 10 år, sprang mit hjerte et slag over. Fordi jeg havde gjort ham så ondt.
Men jeg havde brug for at sætte vores relation på plads. Jeg var såret. Jeg var ikke i stand til at få min barndoms traumer på plads. Jeg var blevet mor, for min far. Den position kunne jeg slet ikke magte.

Da jeg den 26. december 2014 trådte ind af min fars dør igen, var relationen mellem os tætterre end nogensinde.
Vi var to voksne som mødtes. Men også far og datter.
Han var oprigtigt interesseret i mit liv. I mine børn. I min fremtid. I mit velbefindende.

Han fortalte mig så mange ting de sidste 5 mdr. af sit liv, som satte alverdens forestillinger, og forkerte opfattelser af min fortid på plads.
Vi ryddede op.
Han havde lidt under mit fravalg af ham.
Helt fysisk havde han med en kniv, skåret den tatovering af sit håndled, med mit navn. Et rigtig grimt ar vidnede om det. Det gjorde mig så ondt.
Både tanken om den psykiske smerte, jeg havde påført ham. Ligeledes også tanken om den fysiske, da han med en kniv fjernede mit navn.
Men også en smerte indeni mig over, at mit navn var væk på min fars arm. Der hvor jeg havde været et fysisk tegn på, at jeg betød alverden for ham, hele mit liv. Jeg kan ikke huske, den ikke har været der.
Vi talte om det. Han kunne ikke holde ud, at blive mindet om mig, hver gang han så mit navn på armen. Men arret havde gjort det værre for ham.
Nu havde han et fysisk tegn på kroppen også, om min manglende tilstedeværelse i hans liv.

Jeg er så lykkelig for, at jeg kom tilbage. At han lukkede mig ind, og vi blev forenet.
Jeg vidste faktisk ikke hvor meget jeg havde savnet ham.

Det er fars dag i dag.
Min far er død. Jeg føler mig forladt.

" Pludselig nemmes den tunge lære, at intet kan blive ved at være "...
















søndag den 31. maj 2015

Tak for alt far.


https://carousel.dropbox.com/photos/cc/DKqo1O9w6sk0IAa




Den 28/5 2015 sov min far stille ind i sit hjem.
Jeg ringede til ham aftenen før, kl 22.39. Jeg talte med ham i 12 minutter. Det bevidner min tlf.
Vi talte om næste dag, hvor min far skulle afsted, på et tre ugers aflastningsophold på plejehjemmet.
Han havde ikke lyst. Han ville helst tusse rundt derhjemme.
Men efter tre gange lungebetændelse, på bare 5 mdr. og nu udstyret med iltapparat hele døgnet, trængte han til, at komme på dupperne igen. Han havde ingen appetit, og sov alt for mange timer i døgnet.

Da vi havde talt sammen, i de tolv minutter, blev vi enige om, at han skulle ringe dagen efter, når han var kommet hen på plejehjemmet.
"Sov nu godt far" sagde jeg.
"I lige måde Stump" svarede han.

Næste formiddag ringede de fra hjemmeplejen og meddelte, at de havde fundet min far død i sin seng, ved morgenbesøget.
Sovet stille ind.

Jeg skal bisætte min far i den kommende uge.
Jeg var bare slet ikke klar. Ikke forberedt. Vi havde så meget vi skulle nå at tale om endnu. Vi havde lige aftalt, at vi skulle sætte os med fotoalbummet, og skrive navne bagpå billederne. Hvem der var hvem. Fordi jeg ikke kunne huske navnene på alle fra gamle dage.
I søndags sad vi i hans stue, og grinede og spiste grillede pølser med ham. Han fortalte om episoder fra hans soldatertid. Vi skrald grinede. Far var en god fortæller.
Natten til torsdag døde han...

Min fars liv har været turbulent på mange måder... Han har levet livet fuldt ud.  Men han har også levet et hårdt liv, med mange nederlag.
Hans humor var heldigvis intakt til det sidste. Det samme var hans glimt i øjet.

Da jeg sad ved min fars seng i torsdags, og han lå der, fint gjort i stand i det tøj han havde ønsket, så han så lille bitte og træt ud. Hans krop var slidt op.
Men han så også fredfyldt ud.
Jeg kunne lige ane hans lyseblå øjne, bag de næsten lukkede øjenlåg.
"Far, hviskede jeg, "tak fordi du lukkede mig ind i dit liv, da jeg ringede til dig, efter alle disse år. Tak for at du stadig var den samme overfor mig. Jeg havde brug for at trække mig væk. Men endnu mere brug for at komme tilbage. Jeg elsker dig så højt".

Jeg sad lidt og aede hans hånd. Den var så kold. Sabine kom ind til os. Jeg lagde min hånd på min fars hånd, og Sabine og jeg talte lidt om, at min hånd var magen til hans. Det har den altid været. Sabine lagde sin hånd ovenpå min, og vi konstaterede at hendes lignede, men var mere spinkel.
Tre generationers hænder ovenpå hinanden.
Din hånd. Din lille Stump's hånd. Og din lille Cirkeline's hånd.
Det må være det der er " det evige liv". Du lever videre i os.

Du kan aldrig forlade mig far. Du lever videre i mit hjerte. På trods af alt. Fordi jeg elsker dig. Og fordi jeg ved, at du elskede mig.  Det har jeg aldrig nogensinde tvivlet på. Jeg var jo dit kærlighedsbarn, som du sagde.

Sov nu godt lille far.
Vi ses på den anden side.
Der hvor græsset er grønt og himlen er blå.......

Kram fra Stumpen.....




søndag den 3. maj 2015

Der er kommet et lille bitte menneske, for at møde en stor stor kærlighed.

Sebastians voksenven gennem tre år, er blevet far til sit eget lille barn. En ægte prinsesse blev forsigtigt leveret.
To fantastiske voksne er nu forældre, og en "masse god far går ikke mere til spilde" i voksenvennens liv. Som Sebastian siger.
Vi måtte straks derud. Med det samme de var hjemme, var vi inviteret til at se vidunderet. Sebastian havde glædet sig voldsomt.
Nyheden på hans tlf om, at hun var arriveret, med en flot vægt på 3900 og 53 cm, trak vand i hans øjne. Glæden var tydelig.
Vi kørte derud, med blomster og gaver.
Sebastian gik bag ved mig op af trappen, og hviskede, - " Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige mor, jeg er nervøs ?"
Da vi kom ind, blev vi modtaget af den nybagte mor. Hun strålede og så fantastisk ud, her to dage efter fødslen.
Sebastian gemte sig bag mig.
Vi kom ind i lejligheden, og der stod han. Hans voksenven, som Sebastian elsker over alt på jorden, med den lille, pakket ind i en dyne.
Sebastian stod helt omme bag mig og var tydeligt beklemt og nervøs.
- "Hey chef, sagde voksenvennen, hvad laver du? Skal du ikke se prinsessen? Kom herover, så sætter vi os, så du kan holde hende".
-"Dét tør jeg altså ikke, hun er godt nok lille", svarede sebber.

De satte sig ved siden af hinanden, og beundrede sammen den lille nyfødte pige. -" Nøj hvor er hun lille" konstaterede Sebastian.
Efter de havde set hende an sammen, blev den sovende baby overladt til sin mors arme.
-"Chef, henter du sodavand?"
Sebastian, som er den der lyder navnet chef, i dette hjem, hentede sodavand, og satte sig hjemmevant ved spisebordet, og fiskede sin tlf frem. Det værste var overstået. Han havde set, at de to nybagte forældre, stadig rummede ham.
De fik deres gaver, og vi fik beretningen om forløbet, og hvor skønt det hele var, og hvor trætte de var. Men hjemme og lykkelige.
Samtidig fulgte voksenvennen med i min søns gøren og laden på hans tlf.
-" Har du købt flere våben? Har du nået den destination, og den udfordring osv" ?
Deres verden og venskab står uberørt.

Da vi efter en lille time, takkede af og begyndte at gøre klar til at de hjemkomne forældre kunne få en lur, kommer denne sætning fra voksenvennen.
-" Hva' Chef, skal din mor ikke se dit værelse" ?
Det skulle jeg da.

I lejlighedens eneste værelse, er der indrettet værelse til min søn, sammen med den nyankomne prinsesse. I stuen er forældrene rykket ind med deres seng. Spisestuen er nu samlingsstedet for gæster.

Og lige der, da jeg stod og så min søns hyggelige krog i værelset, med ny seng, og hans ynglingsbillede hængende over, og prinsessens vugge hængende ned fra loftet, og hendes pusleplads, slog det mig igen. Disse mennesker er så fantastiske. Jeg kan aldrig beskrive det godt nok. Aldrig forklare hvad de gør for mit barn. Aldrig takke dem nok.
Her er min søns frirum. Trods besøg af storken. Trods manglende værelser, er han en del af dette hjem.
Han sover der fast en dag om ugen.
Han oplever tryghed i litervis.

Han ér en del af dem.

Da vi havde sagt farvel, og babyen, som stadig sov trygt i mors arme, var informeret om, at nu gik hendes "Onkel Sebastian" hjem, men at han heldigvis snart kom igen, var jeg på grådens rand, på vej ned af trapperne.

I bilen konstaterede Sebastian, at de slet ikke havde forandret sig.

Nej Seb... De forandrer sig ikke... De er blevet forældre, ja. Men du er stadig ham, Chefen de har taget ind,som en del af deres liv....

Jeg er ydmyg. Og meget meget taknemmelig.



onsdag den 15. april 2015

I dag er det dronningens fødselsdag :)

Jeg har sagt den sætning mange gange til min eksmand.
Når jeg regner efter, må jeg have sagt det 15 gange..
Fordi det var på dronningens fødselsdag i 1992 at vi mødte hinanden.
Vi var sammen i 16 år, og hendes fødselsdag markerede vores årsdag.
Jeg har sagt det nogle år, hvor det skulle siges et par gange, før han kom i tanke om, at det var en hentydning til at vi havde årsdag. Jeg har også sagt det, hvor han stod med en ordentlig dusk blomster, og jeg først i det øjeblik kom i tanke om hvad grunden var til buketters ankomst i mit hjem..
En lille hyggelig sætning, som for os betød, at det her var også vores dag.

Vores børn var i deres mindste år, sikker på, at busserne havde flag på, på denne dag, for vores skyld. Fordi vi sagde til dem, at de flagede denne dag, fordi deres mor og far havde "kæreste-dag".

Det har været en hyggelig lille gestus i vores 16 år lange forhold, at mindes vores første møde, på Dronningens fødselsdag.

Nu er det 7 år siden vi gik hvert til sit.
Alligevel minder dronningens fødselsdag mig om, at det var den dag vi mødtes.
I år minder det mig mest om det, på den måde, at det er 23 år siden.
23 år er dæleme mange år, af ens voksenliv.
Jeg var 24 år dengang. På dronningens fødselsdag i 1992.
Så ja. Nu er jeg 47 år.

Når jeg bladrer igennem 23 års minder i min hukommelse, så er der godt nok sket mange ting.
På trods af, at når jeg tænker tilbage på selve dagen, for 23 år siden, hvor jeg mødte den mand som jeg giftede mig med, og som blev far til mine tre børn, så føles det som om det var lige for lidt siden.  Et knips med fingrene, og jeg kan fremkalde musik, dufte, ord og latter fra den dag.
Et rigtigt kært minde.

Begynder jeg så, at bladrer i minderne, så strækker de sig også over mange forskellige brudstykker af musik, ord, dufte og latter. Men også sorg og tunge dage.
Jeg har oplevet meget de sidste 23 år.
Jeg sidder faktisk her og tænker, at den dag i 1992, på dronningens fødselsdag, der startede mit voksenliv først rigtigt.
Jeg blev gift samme år. På min 25 års dag. Et år, 11 mdr. og tre dage efter,blev jeg mor for første gang.
Der var pludselig et helt andet ansvar i mit liv. Børnenes far, som er 14 år ældre end mig, og som havde to piger i puberteten, da jeg mødte ham, startede forfra med ansvar og familieliv.

Når jeg tæller sammen, hvor mange steder jeg har boet siden, så rammer jeg tallet 14 steder.
På 23 år har jeg boet 14 steder. Eftersom vi boede præcis 10 år på reersø, så er det nemt at regne ud, at jeg stort set har skiftet bopæl en gang om året i de resterende år.
Det har jeg ikke helt. For jeg har boet nogle steder i længere perioder. Men jeg har haft nogle hurtige rykken ud og ind, i midlertidige boliger ind i mellem.

Jeg har oplevet store tab. Voldsomme kriser. Skuffelser. Sorg. Angst. Kaos....
Men jeg har også oplevet glæder, fest, grin, dans på bordene og den største kærlighed i verden.

Mine børns kommen til verden er det største i mit liv. Sabine og Sebastian er det aller aller største og fantastiske der er hændt mig. Tabet af  Ann-Sofie er den største sorg, der har ramt mig i mit liv.

Midt i alle disse tanker og minder så slår det mig, at ja, det har dæleme været en lang voksenrejse.
Der er sket så vanvittigt mange ting i alle disse år.
Jeg har været højt oppe i glædesballoner. Langt nede i tunge tider.

Men uanset hvad jeg måtte slås med. Uanset hvor hårdt livet slår. Uanset om jeg er rig eller fattig. Uanset om jeg er langt ude i depressive tanker, eller sidder og griner af en plat joke, så er der kun en ting i livet, som er vigtig. Som er det største. Det mest fantastiske.
Og det er kærligheden.

Kærligheden til mine børn. Til de mennesker jeg har elsket højest, og som har elsket mig.
Kærligheden som bor så dybt i mit hjerte, og som aldrig forsvinder trods svigt, vrede, angst eller adskillelse til ens nærmeste. Til ens fortid.
Nogle mennesker bor dybt i en. For evigt.

Igen kommer mine tanker til at falde på tre kloge kvinder der dukkede op i mit univers, da mit liv for to år siden væltede mig.
Tre kvinder med hjertet på rette sted. Med livserfaring og kærlighed de flittigt deler ud af, lærte de mig, det..
At uanset hvor vi er livet. Så er det aller største kærligheden.

I dag er det dronningens fødselsdag.

tirsdag den 7. april 2015

2015. Mit år.

Mit år...
Jeg smager lidt på ordene..... Det er første gang i mit liv, at jeg har følt, at et år er mit.
Jeg er født med MODGANG, mejslet ind i min skæbne.
Intet har været nemt for mig. Intet....

Men I år, er livet blevet mit.

Jeg er ude af misbrug. Jeg er ude af fortidens ulidelige påvirkning. Jeg er ovre dilemmaer, som før holdt mig i skruestik, der var smertefulde..
Jeg har fået hjælp af en psykolog, som gav mig forståelse for mig selv... For mit liv... Som har hjulpet mig med at sorterer ud. Fjerne det ubrugelige i mit liv...
Det var der godt nok meget af. Det ubrugelige... Det der kun sugede af mit overskud.

I dag vælger jeg aktivt til og fra.
Vil du mig noget godt, så er du et aktivt valg i mit liv.
Vil du mig intet godt, er du et aktivt fravalg, fra min side.

Jeg har lært det sværeste i livet. At sige fra. Det har jeg aldrig kunnet, før jeg havde armen omme på ryggen, og alt i mig skreg FLYYYYGT.....
Så valgte jeg fra, ved at skride.
I dag siger jeg nej, til det der passer mig..
Jeg er også tavs som graven, hvis det passer mig...


Jeg siger ivrigt også dét højt, som passer det mig.

Derudover har jeg lært noget helt vildt fantastisk.
Jeg har lært at tilgive.
Men kun dem jeg ønsker at tilgive.
Dem der ikke får plads til min tilgivelse, vil til gengæld opleve min rungende og larmende tavshed.
Tavshed er ikke et våben fra min side... Men et aktivt valg, fordi nogle mennesker ikke er værd, at bruge tid på. End ikke til tilgivelse, da de så bare suger sig fast som små amøber i min sjæl igen. Uden omtanke for andre end dem selv.

En der har fået min fulde tilgivelse er min far.
Jeg føler, jeg er kommet hjem ved, at træde ind i hans liv igen.
Vi er mødtes med en gensidig forståelse, og med vores begges uforbeholdne kærlighed til hinanden.
Han har lært en masse pga. vores ti år lange brud. Det har jeg også.
Han er blevet voksen i sit forældreskab. Jeg er blevet voksen i mit far/barn-forhold.
Vores grænser er trukket skarpt op.
Vi griner og græder sammen. Vi mindes et langt liv, hvor vi var to forvirrede mennesker. Han som den voksne. Jeg som barnet, der krævede at han skulle være voksen. Tage ansvar.
Det kunne han bare ikke finde ud af.
Jeg elsker, at træde ind af hans dør i dag. Høre ham sige, Hej Stump.
Jeg har altid været fars stump.
Vi sidder sammen og taler i timevis. Ti års tavshed er væk.
Vi har stadig fælles humor.
Vi har stadig en fælles fortid.
Fælles minder... Vi frisker op.... Det jeg ikke kan huske, fortæller han om... Minder som dukker op, midt i en samtale om et eller andet, som rusker op i noget andet...
Jeg elsker min far. Højt. Ellers kunne jeg heller ikke have kommet til, at hade han så voldsomt, som jeg gjorde.
Nu er det lige meget.
Vi er bare sammen igen.. Far og Stumpen.


Jeg har fået min datter tilbage. 1 1/2 års brud er overstået. Og det er som med min far. Som om det aldrig har været der. Jeg er blevet voksen i mi forhold til hende. Hun er blevet rolig i sit mor/barn-forhold til mig. 
Vi griner sammen. Stort set hele tiden. Vores humor er så ens. Det er vores temperament også. 
Vi elsker hinanden dybt. Jeg kan sidde og se på denne pige, som nu er 21 år, og tænke på hvor fantastisk et væsen hun er. Føle den der uforklarlige kærlighed helt ind i rygmarven, som kun forældre kender, til deres børn.. 
Jeg er så stolt af hende. En stolthed som slet ikke kan beskrives over for, hvad hun står for, som menneske. 
Hvad hun har stået igennem i sit korte liv. 
Hvad hun tør. 
Hvad hun kan.
Hvad hun ved. 
Hvor mange aktive valg hun har taget. 
Og fravalg. 
Hvordan hun har gennemskuet ord, mennesker, situationer, som jeg slet ikke var i stand til i hendes alder. 
Jeg er simpelthen så sindsyg stolt over, at jeg har opfostret dette menneskebarn. 
Med mit eget dårlige selvværd gennem livet, har jeg sendt dette væsen ud i verden, med en stædighed, et dejligt menneskesyn, med en empati og modighed, og tro på sig selv, som jeg ikke selv besad....
Jeg er stolt af dig Sabine. Mit første kærlighedsbarn.


Jeg har mange ting i kog. Men også mange ting der holdes i ro.
Min krop og min sjæl er slidt. Jeg trænger ofte til, at trække mig væk fra alting.
Jeg rummer stort set kun mine børn.
Det gør jeg så gengæld også.

Min søn har brug for at have mig tæt på. Vi er ikke fysisk tæt på hinanden i dagligdagen. Men vi er i kontakt med hinanden hver eneste dag. Jeg ser ham ofte. Vi taler sammen i tlf. Jeg fortæller ham hver dag, hvor højt jeg elsker ham. Han har så stort behov for at blive elsket, rummet og forstået....
Han kæmper dagligt med de dæmoner i ham, som han ikke kan kontrollere. Vrede der bruser ud af ham. Ikke fordi han er ond. Men fordi han ikke føler sig forstået. Fordi han ikke føler sit eget værd. Fordi han er så møg usikker.
Fordi andre desværre, drager nytte af, at han har det sådan, og elsker at få ham i kog. Elsker at se ham smelte sammen i et raserianfald. - Desværre ofte nok dem, der har det svært selv.
At se andre krakelerer, får deres eget dårlige selvværd til at blegne.
Det gør mig gal. Møg hamrende tosset.

Jeg står op for min søn. Det gør en masse heldigvis også.

Sebastian jeg er hamrende stolt af dig. Du er klog. Du er empatisk. Du er fuld af humor. Du fortæller dem du elsker, at det er det du gør. Du deler kram og kærlighed ud i store mængder.
Derfor er der en masse omkring dig, der vil dig det allerbedste.
Jeg tror på dig. Jeg ved du kan rejse dig igen, og få en masse ud af dine evner. Du er super klog, og fuld af håb og ønsker for dit liv.
Verden ligger for dine fødder. Jeg vil gå ved siden af dig hele vejen, og være din støtte.
Du er mit tredje kærlighedsbarn....

Midt mellem jer to, mine elskede unger, var lille Ann-Sofie.
Mit andet kærlighedsbarn.
Jeg elsker jer alle tre. På hver jeres måde. Ingen mere. Ingen mindre.
I gav, og giver mig til stadighed, alt det jeg ønskede i livet.
Nærhed og uendelig kærlighed.

Det er mit år.
Mit år fordi jeg kan stå op for mine børn.
Men også mit år, fordi jeg er begyndt at forstå mig selv.

Jeg er ikke et skidt væsen. Jeg er ikke dummere, eller lavere rangerende end andre mennesker.
Mit liv er fyldt med erfaringer, som jeg har betalt dyrt for.
Livets skole er den største udfordring for alle.
Nogen slipper bare nemmere igennem end andre.

Jeg ved til gengæld, at trods det, at det har været et hårdt liv, med mange bump og forhindringer, så ville jeg stort set ikke lave noget om.
Fordi det er mit liv.

Ofte har jeg mødt mennesker, som har sagt, at det jeg har oplevet i livet, er voldsomt. Mange af tingene, oplever andre aldrig. Svigt, sorg, tab, frygt, trusler ....
Men det er jo bare mit liv, plejer jeg at sige.
Jeg ser ikke mit liv som specielt anderledes eller mere udfordrende, end andres.

Fordi jeg trods alt bare, er et lille menneske i en stor verden. 


2015 er mit år. 
Jeg vil kæmpe videre. 
Jeg vil nyde. 
Jeg vil leve. 
Jeg vil råbe. 
Jeg vil synge. 
Jeg vil danse. 
Jeg vil bare være mig. 
-Sammen med mine børn. 

Livet er fandme godt... Trods alt..