Tak for alt far.

Den 28/5 2015 sov min far stille ind i sit hjem.
Jeg ringede til ham aftenen før, kl 22.39. Jeg talte med ham i 12 minutter. Det bevidner min tlf.
Vi talte om næste dag, hvor min far skulle afsted, på et tre ugers aflastningsophold på plejehjemmet.
Han havde ikke lyst. Han ville helst tusse rundt derhjemme.
Men efter tre gange lungebetændelse, på bare 5 mdr. og nu udstyret med iltapparat hele døgnet, trængte han til, at komme på dupperne igen. Han havde ingen appetit, og sov alt for mange timer i døgnet.

Da vi havde talt sammen, i de tolv minutter, blev vi enige om, at han skulle ringe dagen efter, når han var kommet hen på plejehjemmet.
"Sov nu godt far" sagde jeg.
"I lige måde Stump" svarede han.

Næste formiddag ringede de fra hjemmeplejen og meddelte, at de havde fundet min far død i sin seng, ved morgenbesøget.
Sovet stille ind.

Jeg skal bisætte min far i den kommende uge.
Jeg var bare slet ikke klar. Ikke forberedt. Vi havde så meget vi skulle nå at tale om endnu. Vi havde lige aftalt, at vi skulle sætte os med fotoalbummet, og skrive navne bagpå billederne. Hvem der var hvem. Fordi jeg ikke kunne huske navnene på alle fra gamle dage.
I søndags sad vi i hans stue, og grinede og spiste grillede pølser med ham. Han fortalte om episoder fra hans soldatertid. Vi skrald grinede. Far var en god fortæller.
Natten til torsdag døde han...

Min fars liv har været turbulent på mange måder... Han har levet livet fuldt ud.  Men han har også levet et hårdt liv, med mange nederlag.
Hans humor var heldigvis intakt til det sidste. Det samme var hans glimt i øjet.

Da jeg sad ved min fars seng i torsdags, og han lå der, fint gjort i stand i det tøj han havde ønsket, så han så lille bitte og træt ud. Hans krop var slidt op.
Men han så også fredfyldt ud.
Jeg kunne lige ane hans lyseblå øjne, bag de næsten lukkede øjenlåg.
"Far, hviskede jeg, "tak fordi du lukkede mig ind i dit liv, da jeg ringede til dig, efter alle disse år. Tak for at du stadig var den samme overfor mig. Jeg havde brug for at trække mig væk. Men endnu mere brug for at komme tilbage. Jeg elsker dig så højt".

Jeg sad lidt og aede hans hånd. Den var så kold. Sabine kom ind til os. Jeg lagde min hånd på min fars hånd, og Sabine og jeg talte lidt om, at min hånd var magen til hans. Det har den altid været. Sabine lagde sin hånd ovenpå min, og vi konstaterede at hendes lignede, men var mere spinkel.
Tre generationers hænder ovenpå hinanden.
Din hånd. Din lille Stump's hånd. Og din lille Cirkeline's hånd.
Det må være det der er " det evige liv". Du lever videre i os.

Du kan aldrig forlade mig far. Du lever videre i mit hjerte. På trods af alt. Fordi jeg elsker dig. Og fordi jeg ved, at du elskede mig.  Det har jeg aldrig nogensinde tvivlet på. Jeg var jo dit kærlighedsbarn, som du sagde.

Sov nu godt lille far.
Vi ses på den anden side.
Der hvor græsset er grønt og himlen er blå.......

Kram fra Stumpen.....