Der er kommet et lille bitte menneske, for at møde en stor stor kærlighed.

Sebastians voksenven gennem tre år, er blevet far til sit eget lille barn. En ægte prinsesse blev leveret.
To fantastiske voksne er nu forældre, og en "masse god far går ikke mere til spilde" i voksenvennens liv. Som Sebastian siger.
Vi måtte straks derud. Med det samme de var hjemme, var vi inviteret til at se vidunderet. Sebastian havde glædet sig voldsomt.
Nyheden på hans tlf om, at hun var arriveret, med en flot vægt på 3900 og 53 cm, trak vand i hans øjne. Glæden var tydelig.
Vi kørte derud, med blomster og gaver.
Sebastian gik bag ved mig op af trappen, og hviskede, - " Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige mor, jeg er nervøs ?"
Da vi kom ind, blev vi modtaget af den nybagte mor. Hun strålede og så fantastisk ud, her to dage efter fødslen.
Sebastian gemte sig bag mig.
Vi kom ind i lejligheden, og der stod han. Hans voksenven, som Sebastian elsker over alt på jorden, med den lille, pakket ind i en dyne.
Sebastian stod helt omme bag mig og var tydeligt beklemt og nervøs.
- "Hey chef, sagde voksenvennen, hvad laver du? Skal du ikke se prinsessen? Kom herover, så sætter vi os, så du kan holde hende".
-"Dét tør jeg altså ikke, hun er godt nok lille", svarede Sebber.

De satte sig ved siden af hinanden, og beundrede sammen den lille nyfødte pige. -" Nøj hvor er hun lille" konstaterede Sebastian.
Efter de havde set hende an sammen, blev den sovende baby overladt til sin mors arme.
-"Chef, henter du sodavand?"
Sebastian, som er den der lyder navnet chef, i dette hjem, hentede sodavand, og satte sig hjemmevant ved spisebordet, og fiskede sin tlf frem. Det værste var overstået. Han havde set, at de to nybagte forældre, stadig rummede ham.
De fik deres gaver, og vi fik beretningen om forløbet, og hvor skønt det hele var, og hvor trætte de var. Men hjemme og lykkelige.
Samtidig fulgte voksenvennen med i min søns gøren og laden på hans tlf.
-" Har du købt flere våben? Har du nået den destination, og den udfordring osv" ?
Deres verden og venskab står uberørt.

Da vi efter en lille time, takkede af og begyndte at gøre klar til, at de hjemkomne forældre kunne få en lur, kommer denne sætning fra voksenvennen.
-" Hva' Chef, skal din mor ikke se dit værelse" ?
Det skulle jeg da.

I lejlighedens eneste værelse, er der indrettet værelse til min søn, sammen med den nyankomne baby. I stuen er forældrene rykket ind med deres seng. Spisestuen er nu samlingsstedet for gæster.

Og lige der, da jeg stod og så min søns hyggelige krog i værelset, med ny seng, og hans ynglingsbillede hængende over, og prinsessens vugge hængende ned fra loftet, og hendes pusleplads, slog det mig igen. Disse mennesker er så fantastiske. Jeg kan aldrig beskrive det godt nok. Aldrig forklare hvad de gør for mit barn. Aldrig takke dem nok.
Her er min søns frirum. Trods besøg af storken. Trods manglende værelser, er han en del af dette hjem.
Han sover der fast en dag om ugen.
Han oplever tryghed i litervis.

Han ér en del af dem.

Da vi havde sagt farvel, og babyen, som stadig sov trygt i mors arme, var informeret om, at nu gik hendes "Onkel Sebastian" hjem, men at han heldigvis snart kom igen, var jeg på grådens rand, på vej ned af trapperne.

I bilen konstaterede Sebastian, at de slet ikke havde forandret sig.

Nej Seb... De forandrer sig ikke... De er blevet forældre, ja. Men du er stadig ham, Chefen de har taget ind,som en del af deres liv....

Jeg er ydmyg. Og meget meget taknemmelig.