I dag er det dronningens fødselsdag :)
Jeg har sagt den sætning mange gange til min eksmand.
Når jeg regner efter, må jeg have sagt det 15 gange..
Fordi det var på dronningens fødselsdag i 1992 at vi mødte hinanden.
Vi var sammen i 16 år, og hendes fødselsdag markerede vores årsdag.
Jeg har sagt det nogle år, hvor det skulle siges et par gange, før han kom i tanke om, at det var en hentydning til at vi havde årsdag. Jeg har også sagt det, hvor han stod med en ordentlig dusk blomster, og jeg først i det øjeblik kom i tanke om hvad grunden var til buketters ankomst i mit hjem..
En lille hyggelig sætning, som for os betød, at det her var også vores dag.
Vores børn var i deres mindste år, sikker på, at busserne havde flag på, på denne dag, for vores skyld. Fordi vi sagde til dem, at de flagede denne dag, fordi deres mor og far havde "kæreste-dag".
Det har været en hyggelig lille gestus i vores 16 år lange forhold, at mindes vores første møde, på Dronningens fødselsdag.
Nu er det 7 år siden vi gik hvert til sit.
Alligevel minder dronningens fødselsdag mig om, at det var den dag vi mødtes.
I år minder det mig mest om det, på den måde, at det er 23 år siden.
23 år er dæleme mange år, af ens voksenliv.
Jeg var 24 år dengang. På dronningens fødselsdag i 1992.
Så ja. Nu er jeg 47 år.
Når jeg bladrer igennem 23 års minder i min hukommelse, så er der godt nok sket mange ting.
På trods af, at når jeg tænker tilbage på selve dagen, for 23 år siden, hvor jeg mødte den mand som jeg giftede mig med, og som blev far til mine tre børn, så føles det som om det var lige for lidt siden. Et knips med fingrene, og jeg kan fremkalde musik, dufte, ord og latter fra den dag.
Et rigtigt kært minde.
Begynder jeg så, at bladrer i minderne, så strækker de sig også over mange forskellige brudstykker af musik, ord, dufte og latter. Men også sorg og tunge dage.
Jeg har oplevet meget de sidste 23 år.
Jeg sidder faktisk her og tænker, at den dag i 1992, på dronningens fødselsdag, der startede mit voksenliv først rigtigt.
Jeg blev gift samme år. På min 25 års dag. Et år, 11 mdr. og tre dage efter, blev jeg mor for første gang.
Der var pludselig et helt andet ansvar i mit liv. Børnenes far, som er 14 år ældre end mig, og som havde to piger i puberteten, da jeg mødte ham, startede forfra med ansvar og familieliv.
Når jeg tæller sammen, hvor mange steder jeg har boet siden, så rammer jeg tallet 14 steder.
På 23 år har jeg boet 14 steder. Eftersom vi boede præcis 10 år på Reersø, så er det nemt at regne ud, at jeg stort set har skiftet bopæl en gang om året i de resterende år.
Det har jeg ikke helt. For jeg har boet nogle steder i længere perioder. Men jeg har haft nogle hurtige rykken ud og ind, i midlertidige boliger ind i mellem.
Jeg har oplevet store tab. Voldsomme kriser. Skuffelser. Sorg. Angst. Kaos....
Men jeg har også oplevet glæder, fest, grin, dans på bordene og den største kærlighed i verden.
Mine børns kommen til verden er det største i mit liv. Sabine og Sebastian er det aller største og fantastiske der er hændt mig. Tabet af Ann-Sofie er den største sorg, der har ramt mig i mit liv.
Midt i alle disse tanker og minder så slår det mig, at ja, det har dæleme været en lang voksenrejse.
Der er sket så vanvittigt mange ting i alle disse år.
Jeg har været højt oppe i glædesballoner. Langt nede i tunge tider.
Men uanset hvad jeg måtte slås med. Uanset hvor hårdt livet slår. Uanset om jeg er rig eller fattig. Uanset om jeg er langt ude i depressive tanker, eller sidder og griner af en plat joke, så er der kun en ting i livet, som er vigtig. Som er det største. Det mest fantastiske.
Og det er kærligheden.
Kærligheden til mine børn. Til de mennesker jeg har elsket højest, og som har elsket mig.
Kærligheden som bor så dybt i mit hjerte, og som aldrig forsvinder trods svigt, vrede, angst eller adskillelse til ens nærmeste. Til ens fortid.
Nogle mennesker bor dybt i en. For evigt.
Igen kommer mine tanker til at falde på tre kloge kvinder der dukkede op i mit univers, da mit liv for to år siden væltede mig.
Tre kvinder med hjertet på rette sted. Med livserfaring og kærlighed de flittigt deler ud af, lærte de mig, det..
At uanset hvor vi er livet. Så er det største af alt kærligheden.
I dag er det dronningens fødselsdag.
Når jeg regner efter, må jeg have sagt det 15 gange..
Fordi det var på dronningens fødselsdag i 1992 at vi mødte hinanden.
Vi var sammen i 16 år, og hendes fødselsdag markerede vores årsdag.
Jeg har sagt det nogle år, hvor det skulle siges et par gange, før han kom i tanke om, at det var en hentydning til at vi havde årsdag. Jeg har også sagt det, hvor han stod med en ordentlig dusk blomster, og jeg først i det øjeblik kom i tanke om hvad grunden var til buketters ankomst i mit hjem..
En lille hyggelig sætning, som for os betød, at det her var også vores dag.
Vores børn var i deres mindste år, sikker på, at busserne havde flag på, på denne dag, for vores skyld. Fordi vi sagde til dem, at de flagede denne dag, fordi deres mor og far havde "kæreste-dag".
Det har været en hyggelig lille gestus i vores 16 år lange forhold, at mindes vores første møde, på Dronningens fødselsdag.
Nu er det 7 år siden vi gik hvert til sit.
Alligevel minder dronningens fødselsdag mig om, at det var den dag vi mødtes.
I år minder det mig mest om det, på den måde, at det er 23 år siden.
23 år er dæleme mange år, af ens voksenliv.
Jeg var 24 år dengang. På dronningens fødselsdag i 1992.
Så ja. Nu er jeg 47 år.
Når jeg bladrer igennem 23 års minder i min hukommelse, så er der godt nok sket mange ting.
På trods af, at når jeg tænker tilbage på selve dagen, for 23 år siden, hvor jeg mødte den mand som jeg giftede mig med, og som blev far til mine tre børn, så føles det som om det var lige for lidt siden. Et knips med fingrene, og jeg kan fremkalde musik, dufte, ord og latter fra den dag.
Et rigtigt kært minde.
Begynder jeg så, at bladrer i minderne, så strækker de sig også over mange forskellige brudstykker af musik, ord, dufte og latter. Men også sorg og tunge dage.
Jeg har oplevet meget de sidste 23 år.
Jeg sidder faktisk her og tænker, at den dag i 1992, på dronningens fødselsdag, der startede mit voksenliv først rigtigt.
Jeg blev gift samme år. På min 25 års dag. Et år, 11 mdr. og tre dage efter, blev jeg mor for første gang.
Der var pludselig et helt andet ansvar i mit liv. Børnenes far, som er 14 år ældre end mig, og som havde to piger i puberteten, da jeg mødte ham, startede forfra med ansvar og familieliv.
Når jeg tæller sammen, hvor mange steder jeg har boet siden, så rammer jeg tallet 14 steder.
På 23 år har jeg boet 14 steder. Eftersom vi boede præcis 10 år på Reersø, så er det nemt at regne ud, at jeg stort set har skiftet bopæl en gang om året i de resterende år.
Det har jeg ikke helt. For jeg har boet nogle steder i længere perioder. Men jeg har haft nogle hurtige rykken ud og ind, i midlertidige boliger ind i mellem.
Jeg har oplevet store tab. Voldsomme kriser. Skuffelser. Sorg. Angst. Kaos....
Men jeg har også oplevet glæder, fest, grin, dans på bordene og den største kærlighed i verden.
Mine børns kommen til verden er det største i mit liv. Sabine og Sebastian er det aller største og fantastiske der er hændt mig. Tabet af Ann-Sofie er den største sorg, der har ramt mig i mit liv.
Midt i alle disse tanker og minder så slår det mig, at ja, det har dæleme været en lang voksenrejse.
Der er sket så vanvittigt mange ting i alle disse år.
Jeg har været højt oppe i glædesballoner. Langt nede i tunge tider.
Men uanset hvad jeg måtte slås med. Uanset hvor hårdt livet slår. Uanset om jeg er rig eller fattig. Uanset om jeg er langt ude i depressive tanker, eller sidder og griner af en plat joke, så er der kun en ting i livet, som er vigtig. Som er det største. Det mest fantastiske.
Og det er kærligheden.
Kærligheden til mine børn. Til de mennesker jeg har elsket højest, og som har elsket mig.
Kærligheden som bor så dybt i mit hjerte, og som aldrig forsvinder trods svigt, vrede, angst eller adskillelse til ens nærmeste. Til ens fortid.
Nogle mennesker bor dybt i en. For evigt.
Igen kommer mine tanker til at falde på tre kloge kvinder der dukkede op i mit univers, da mit liv for to år siden væltede mig.
Tre kvinder med hjertet på rette sted. Med livserfaring og kærlighed de flittigt deler ud af, lærte de mig, det..
At uanset hvor vi er livet. Så er det største af alt kærligheden.
I dag er det dronningens fødselsdag.
Kommentarer
Send en kommentar