Jeg lever. Jeg lever i den grad.
Jeg har afsluttet et intenst forløb med den psykolog, der samlede mig op, i november 2013.
Som mødte et menneske der var knækket.
Som mødte MIG, lige der hvor jeg stod. I lort til halsen. Med et barn jeg havde sendt i familiepleje, og et barn som havde vendt mig ryggen.
Jeg skreg bestemt ikke på hjælp. For jeg havde opgivet. Havde sluppet tøjlerne, og givet slip på alt.
En psykolog fra den kommune jeg bor i, hankede simpelthen op i mig fysisk, fulgte mig med bussen gennem byen, og hele vejen ind til KABS, som var stedet der skulle hjælpe mig.
Hun fulgte mig helt op i det lokale, hvor jeg skulle til den første samtale, før hun vendte sig om og tog tilbage til sit kontor i Tårnby.
Jeg var mildest talt ligeglad.
Jeg havde ikke lyst til at starte i dette forløb. Fordi jeg var så langt ude, at jeg var ligeglad.
Jeg havde nemlig mistet alt. Mig selv. Men allermest havde jeg mistet mine børn.
Nu er der gået 15 mdr.
I dag forstår jeg slet ikke, at jeg var helt derude på overdrevet.
Jeg ved, hvad der fik mig derud. Jeg ved, hvorfor jeg knækkede.
Men i dag er det mig næsten umuligt, at forstå, at jeg faktisk var så langt ude.
Når jeg ser tilbage på tiden op til knækket. Så er det en tid der stadig er så traumatisk for mig, at jeg ikke kan tænke det i dybden.
Det gør fysisk ondt i min mave, som trækker sig sammen, og jeg føler en ulidelig ked-af-det-hed i hele kroppen.
I tirsdags holdt jeg den afsluttende samtale, med psykologen, som jeg føler har reddet mit liv. Som fik mig til at forstå hele mit liv. Som gang på gang trak streger på den planche, hun ved hver eneste samtale fyldte med ord. Streger fra de ord jeg sagde, og hun skrev ned. Streger hen til ord, som jeg havde sagt, og nye ord jeg sagde, som kunne forklare, hvorfor det ene ord, forklarede et andet ord.
Hvorfor jeg voksede op, som et barn uden selvværd. Som blev en voksen uden selvværd.
Hvilke ting i mit liv, som gjorde, at jeg reagerede på andre ting.
Noget af det vidste jeg nok godt. Men forstod ikke helt hvorfor jeg reagerede på det.
En af de ting der virkelig kom bag på mig, var min skolegang, som vi gang på gang kom tilbage til.
På en lille tryg skole på landet. En skole som mange nok har forladt lykkelige, fordi det netop lå ude på landet, og var et trygt sted.
Men også en skole med et uhyggeligt hierarki.
Med et klasseskel, som ikke lod sig skjule.
Jeg kom fra kår, der gjorde at jeg lå lavest i hierarkiet.
Et lille landsted, med mange børn, og en mor og en stedfar. Altså også skilsmisseramt.
Jeg var omgivet af børn, som var vokset op i dette lille samfund ude på landet. Nogle meget religiøse. I ikke skilsmisseramte familier.
Jeg så mig selv som meget forkert. I skolen blev man udpeget, og jeg mener UDPEGET, med en pegefinger i ansigtet, skældt ud og ydmyget, ved det mindste fejltrin.
Mange børn vil sikkert kunne klare det, og lade det glide af sig.
Men jeg kunne ikke.
Jeg har altid udadtil, været rap i kæften, og levet på min humor.
Men det dækkede over et barn, der var pillet fra hinanden. Som ikke skulle tro, at hun var noget som helst.
Med den baggrund gik jeg ind i voksenlivet.
Jeg har været blåøjet i mine valg i livet. Fordi jeg ikke har kunnet tro på, at jeg kunne noget som helst. Mine mænd har fået lov, at styre det hele. Jeg har måske udadtil lignet hende der bestemte det meste. Men i bund og grund bestemte jeg stort set intet. Jeg prøvede bare, at finde tryghed i dem. Lænede mig op af, at de aldrig ville forlade mig. At de aldrig ville svigte mig.
Fordi jeg stadig var et lille barn indeni, som skreg på tryghed og omsorg. Det kan mine mænd aldrig dadles for. Jeg har faktisk haft et langt lykkeligt ægteskab med mine børns far. Fyldt med kærlighed. Men ikke uden store problemer, som jeg ikke var i stand til at deale med.
Omstændigheder gennem mit voksenliv, gjorde at jeg aldrig fandt trygheden i mig selv.
I dag tror jeg, at det meste i mig væltede, da mit barn døde.
Som om det var en profeti, der blev virkeliggjort.
Jeg husker som ung, at min ældste søster sagde, at jeg højst sandsynligt ville miste børn, for det gjorde man i min fars familie.
Jeg husker jeg var rædselsslagen over det.
Så da Ann-Sofie døde, så var profetien blevet virkelighed.
Da min lillebror, et par år efter mistede tvillinger, kom det hele tilbage for fuld kraft. Han og jeg er de eneste i søskendeflokken, som er børn af præcis den far, som hun henviste til, var en familie der mistede børn.
Mit liv begyndte at handle om, at jeg ikke måtte miste Sabine. Og da jeg ventede Sebastian, var det samme frygt der voksede frem.
Jeg måtte ikke miste ham også.
Tiden gik med skilsmisse, sygdom og mange operationer.
Jeg fik det som 40-årig værre og værre.
Så da jeg sendte min søn i familiepleje, og mit datter havde valgt mig fra, så var resten af profetien gået i opfyldelse.
Jeg havde mistet mine børn. Jeg var i den grad mislykkedes som mor. Mislykkedes i mit liv.
Jeg havde givet op. Givet slip, og ville ærlig talt skide på hele det liv jeg havde fremover.
Så at stå i dag, med ret ryg. Efter bare 15 mdrs. intensiv psykolog og misbrugsbehandling, med begge ben på jorden, og med mine unger under mine vinger, det er det største i verden.
Jeg er så lykkelig.
Jeg forstår hvad der gik galt i mit liv. Meget tidligt. Som fulgte mig som en skygge hele livet. Som gjorde at jeg aldrig kunne stå op for mig selv.
Jeg er den psykolog så inderligt taknemmelig.
Fordi hun åbnede op, for mit lukkede indesluttede jeg.
Hjalp mig i den rigtige retning.
Opmuntrende og guidende, fik hun i den rigtige retning.
Det var en dejlig dag at afslutte forløbet hos hende. Men det var også en tung dag, at vide, at nu forsvandt hun. Ud af mit liv.
Fordi hun har gjort at jeg i dag, står op for mig selv. Ved at når jeg åbner min mund, ikke behøver at skrige og gå til angreb i aggressioner.
Jeg har slet ikke brug for andres accept i mine meninger.
Jeg har nemlig selv styr på det grundlæggende, og har sat mig ind i min ret, inden jeg siger noget.
Fordi jeg er blevet voksen. Alt for sent. Men nu er jeg voksen.......
Jeg er mig. uden at have brug for en mand i mit liv. Jeg har kun brug for mig selv.
Og mine elskede unger, som er det største i mit liv....
Som mødte et menneske der var knækket.
Som mødte MIG, lige der hvor jeg stod. I lort til halsen. Med et barn jeg havde sendt i familiepleje, og et barn som havde vendt mig ryggen.
Jeg skreg bestemt ikke på hjælp. For jeg havde opgivet. Havde sluppet tøjlerne, og givet slip på alt.
En psykolog fra den kommune jeg bor i, hankede simpelthen op i mig fysisk, fulgte mig med bussen gennem byen, og hele vejen ind til KABS, som var stedet der skulle hjælpe mig.
Hun fulgte mig helt op i det lokale, hvor jeg skulle til den første samtale, før hun vendte sig om og tog tilbage til sit kontor i Tårnby.
Jeg var mildest talt ligeglad.
Jeg havde ikke lyst til at starte i dette forløb. Fordi jeg var så langt ude, at jeg var ligeglad.
Jeg havde nemlig mistet alt. Mig selv. Men allermest havde jeg mistet mine børn.
Nu er der gået 15 mdr.
I dag forstår jeg slet ikke, at jeg var helt derude på overdrevet.
Jeg ved, hvad der fik mig derud. Jeg ved, hvorfor jeg knækkede.
Men i dag er det mig næsten umuligt, at forstå, at jeg faktisk var så langt ude.
Når jeg ser tilbage på tiden op til knækket. Så er det en tid der stadig er så traumatisk for mig, at jeg ikke kan tænke det i dybden.
Det gør fysisk ondt i min mave, som trækker sig sammen, og jeg føler en ulidelig ked-af-det-hed i hele kroppen.
I tirsdags holdt jeg den afsluttende samtale, med psykologen, som jeg føler har reddet mit liv. Som fik mig til at forstå hele mit liv. Som gang på gang trak streger på den planche, hun ved hver eneste samtale fyldte med ord. Streger fra de ord jeg sagde, og hun skrev ned. Streger hen til ord, som jeg havde sagt, og nye ord jeg sagde, som kunne forklare, hvorfor det ene ord, forklarede et andet ord.
Hvorfor jeg voksede op, som et barn uden selvværd. Som blev en voksen uden selvværd.
Hvilke ting i mit liv, som gjorde, at jeg reagerede på andre ting.
Noget af det vidste jeg nok godt. Men forstod ikke helt hvorfor jeg reagerede på det.
En af de ting der virkelig kom bag på mig, var min skolegang, som vi gang på gang kom tilbage til.
På en lille tryg skole på landet. En skole som mange nok har forladt lykkelige, fordi det netop lå ude på landet, og var et trygt sted.
Men også en skole med et uhyggeligt hierarki.
Med et klasseskel, som ikke lod sig skjule.
Jeg kom fra kår, der gjorde at jeg lå lavest i hierarkiet.
Et lille landsted, med mange børn, og en mor og en stedfar. Altså også skilsmisseramt.
Jeg var omgivet af børn, som var vokset op i dette lille samfund ude på landet. Nogle meget religiøse. I ikke skilsmisseramte familier.
Jeg så mig selv som meget forkert. I skolen blev man udpeget, og jeg mener UDPEGET, med en pegefinger i ansigtet, skældt ud og ydmyget, ved det mindste fejltrin.
Mange børn vil sikkert kunne klare det, og lade det glide af sig.
Men jeg kunne ikke.
Jeg har altid udadtil, været rap i kæften, og levet på min humor.
Men det dækkede over et barn, der var pillet fra hinanden. Som ikke skulle tro, at hun var noget som helst.
Med den baggrund gik jeg ind i voksenlivet.
Jeg har været blåøjet i mine valg i livet. Fordi jeg ikke har kunnet tro på, at jeg kunne noget som helst. Mine mænd har fået lov, at styre det hele. Jeg har måske udadtil lignet hende der bestemte det meste. Men i bund og grund bestemte jeg stort set intet. Jeg prøvede bare, at finde tryghed i dem. Lænede mig op af, at de aldrig ville forlade mig. At de aldrig ville svigte mig.
Fordi jeg stadig var et lille barn indeni, som skreg på tryghed og omsorg. Det kan mine mænd aldrig dadles for. Jeg har faktisk haft et langt lykkeligt ægteskab med mine børns far. Fyldt med kærlighed. Men ikke uden store problemer, som jeg ikke var i stand til at deale med.
Omstændigheder gennem mit voksenliv, gjorde at jeg aldrig fandt trygheden i mig selv.
I dag tror jeg, at det meste i mig væltede, da mit barn døde.
Som om det var en profeti, der blev virkeliggjort.
Jeg husker som ung, at min ældste søster sagde, at jeg højst sandsynligt ville miste børn, for det gjorde man i min fars familie.
Jeg husker jeg var rædselsslagen over det.
Så da Ann-Sofie døde, så var profetien blevet virkelighed.
Da min lillebror, et par år efter mistede tvillinger, kom det hele tilbage for fuld kraft. Han og jeg er de eneste i søskendeflokken, som er børn af præcis den far, som hun henviste til, var en familie der mistede børn.
Mit liv begyndte at handle om, at jeg ikke måtte miste Sabine. Og da jeg ventede Sebastian, var det samme frygt der voksede frem.
Jeg måtte ikke miste ham også.
Tiden gik med skilsmisse, sygdom og mange operationer.
Jeg fik det som 40-årig værre og værre.
Så da jeg sendte min søn i familiepleje, og mit datter havde valgt mig fra, så var resten af profetien gået i opfyldelse.
Jeg havde mistet mine børn. Jeg var i den grad mislykkedes som mor. Mislykkedes i mit liv.
Jeg havde givet op. Givet slip, og ville ærlig talt skide på hele det liv jeg havde fremover.
Så at stå i dag, med ret ryg. Efter bare 15 mdrs. intensiv psykolog og misbrugsbehandling, med begge ben på jorden, og med mine unger under mine vinger, det er det største i verden.
Jeg er så lykkelig.
Jeg forstår hvad der gik galt i mit liv. Meget tidligt. Som fulgte mig som en skygge hele livet. Som gjorde at jeg aldrig kunne stå op for mig selv.
Jeg er den psykolog så inderligt taknemmelig.
Fordi hun åbnede op, for mit lukkede indesluttede jeg.
Hjalp mig i den rigtige retning.
Opmuntrende og guidende, fik hun i den rigtige retning.
Det var en dejlig dag at afslutte forløbet hos hende. Men det var også en tung dag, at vide, at nu forsvandt hun. Ud af mit liv.
Fordi hun har gjort at jeg i dag, står op for mig selv. Ved at når jeg åbner min mund, ikke behøver at skrige og gå til angreb i aggressioner.
Jeg har slet ikke brug for andres accept i mine meninger.
Jeg har nemlig selv styr på det grundlæggende, og har sat mig ind i min ret, inden jeg siger noget.
Fordi jeg er blevet voksen. Alt for sent. Men nu er jeg voksen.......
Jeg er mig. uden at have brug for en mand i mit liv. Jeg har kun brug for mig selv.
Og mine elskede unger, som er det største i mit liv....
Kommentarer
Send en kommentar