onsdag den 14. marts 2018

Ann-Sofie's tyvende fødselsdag.

Det er i dag 20 år siden,at jeg mistede en drøm. Drømmen om at få et nyt lille levende barn.
Ann-Sofie kom, som et lille menneske, der ikke magtede livet på denne jord.
Min verden blev slået i stykker den dag.
Jeg sørger ikke mere over Ann-Sofie. Det har jeg ikke gjort i mange år.
Jeg mindes hende blot.

Men forleden tog jeg mig i at fælde en tårer i forbindelse med mit tab, af et lille bitte barn.
Jeg sad i min bil, på vej på job, og i radioen talte de om Ubådssagen. Jeg tænkte på forældrene til Kim Wall. Tænkte på hvad de skal leve med. Hvad sorg de har fået pådraget. Hvad tanker de må gøre sig om hendes sidste timer.
Deres liv går videre. Men smerten, tankerne, drømmene, og måske også vreden til gerningsmanden, skal de deale med for evigt.
Jeg tænkte på Ann-Sofie. På mit tab af et spædbarn. Hvor meget det ændrede mit liv. Hvor meget det i en periode knækkede mig. Hvordan det har præget mine andre børn gennem livet, at jeg mistede et barn. Et spædbarn.
For det har præget dem. Sabine har gennem livet haft Ann-Sofie tæt på sig. Hun mistede også en drøm den dag i 1998. Hun skulle være storesøster. Det var så stort og så spændende. Og det forsvandt på et sekund.
Det har præget hendes voksenliv, da hun blev gravid første gang. Da terminen nærmede sig. Frygten var til at tage at føle på. Fordi hun vidste det kunne ske.. Det sker ikke kun for naboen.
Det har præget denne graviditet, som krydser Ann-Sofie's mærkedage.
Vi talte om det forleden. -Tænk hvis jeg føder på hendes dødsdag, sagde Sabine. Ved du hvad dulle, sagde jeg, så får den dag en lykkelig krølle på halen.
Vi talte om, at skulle det ske, så skulle den dag fremover være hendes datters fødselsdag.. Ikke en mærkedag for Ann-Sofie.
Hun fødte ikke på Ann-Sofie's dødsdag. For det var i går.
I dag er det hendes 20 års fødselsdag.

Sebastians liv har været præget af min angst for at miste. Lige fra jeg var gravid med ham, hvor de endte med, at lave kejsersnit tre uger for tidligt, fordi jeg ikke kunne holde ud, at være gravid mere. Frygten åd mig.
Men også efter han kom til. Jeg sov ikke meget de første år. Jeg lyttede konstant efter vejrtrækning.
For fanden hvor var jeg bange. Min angst smittede ham. Sebastian er et angst barn, på mange måder.
Sabine fik ikke lov at gå alene nogen steder. Det har vi ofte grinet af efterfølgende. Men det var ikke sjovt for hverken hende eller mig.
Før hun fik en mobiltlf, fik hun en walkie-talkie. Og jeg vogtede hvert et skridt hun tog.

Fuck hvor var jeg bange for at miste.


Ann-Sofie har lært mig meget. Om livets skrøbelighed.
Men det tog 15 år fra hendes død, til en psykolog hjalp mig til, at få hende på plads i mit system. Før jeg holdt op med at sørge over tabet af hende. Før jeg lagde skyldfølelsen over hendes død fra mig. Før jeg accepterede, at jeg havde ret til at leve, uden at føle skyld og skam.

Denne dag, vil altid åbne op for tanker om hende. Jeg kan fornemme dufte fra sygehuset. Fra kirken til hendes begravelse. Blomsternes farve på gravstedet står tydelig for mig, for det er dem der nu er i butikkerne. Forårets blomster.
Jeg mindes sætninger fra andre. Pæne kærlige ord. Men også mindre pæne ord.
Præstens tale. Om det man ikke forstår, at en Gud kan lade en gå igennem.
Denne dag rummer så mange minder fra et limbo, jeg slet ikke magtede at stå i.
Jeg kan huske da jeg skreg så meget på sygehuset, i afmagt. Og jeg husker det helt tydeligt, fordi jeg aldrig før eller siden har prøvet, at skrige og i et splitsekund, ikke vidste det var mig der skreg.
Jeg nåede at tænke, at det var dog et forfærdeligt malplaceret skrig.
De kræfter der rev i mig, i det sekund, da det blev konstateret, at jeg skulle føde et dødt barn, kan ikke beskrives.
Derfor kommer alle tankerne, om dem der mister børn i ulykker, eller ved kort eller langvarig sygdom ofte til mig. Mit lille barn var ikke bevidst om det der skete. Hun lå trygt og godt i sin mors mave, og sov ind. Ingen frygt. Ingen smerte. Intet farvel. Ingen forvoldte hendes død.
Men min sorg var ubeskrivelig.
Mit liv, og mine børns liv er præget af det.
Fordi vi ikke skal miste børn. Vi er ikke gearet til det, som forældre. Uanset tid eller omstændigheder.


Jeg sørger ikke. Men jeg mindes.

Fordi min drøm sluttede med, at begrave et lille menneske, som jeg så gerne ville have levet sammen med.



1 kommentar:

  1. Uha, hvor kan jeg følge mange af dine tanker. Vi mistede også et ufødt barn. Han blev født på vores datters fødselsdag og hvor ville jeg have ønsket - primært for hende - at det havde været dagen før eller dagen efter. Det havde ikke ændret på sorgen, men det havde ændret på at hun skulle dele en smuk og glædelig dag med noget, der er forbundet med ufattelig sorg. Jeg sender dig varme tanker på denne dag

    SvarSlet