Far......

Fandt et skriv fra april 2015. Om min far.

Av mit hjerte.

Det lyder således.... mit skriveri.... som jeg var gået i gang med....

___________________________________________________________________

Jeg har fået min far igen.

Jeg føler, jeg er kommet hjem ved, at træde ind i hans liv igen.

Vi er mødtes med en gensidig forståelse, og med vores begges uforbeholdne kærlighed til hinanden.

Han har lært en masse pga. vores ti år lange brud. Det har jeg også.

Han er blevet voksen i sit forældreskab. Jeg er blevet voksen i mit far/barn-forhold.

Vores grænser er trukket skarpt op.

Vi griner og græder sammen. Vi mindes et langt liv, hvor vi var to forvirrede mennesker. Han som den voksne. Jeg som barnet, der krævede at han skulle være voksen. Tage ansvar.

Det kunne han bare ikke finde ud af.

Jeg elsker, at træde ind af hans dør i dag. Høre ham sige, Hej Stump.

Jeg har altid været fars Stump.

Vi sidder sammen og taler i timevis. Ti års tavshed er væk.

Vi har stadig fælles humor.

Vi har stadig en fælles fortid.

Fælles minder... Vi frisker op.... Det jeg ikke kan huske, fortæller han om... Minder som dukker op, midt i en samtale om et eller andet, som rusker op i noget andet...

Jeg elsker min far. Højt. Ellers kunne jeg heller ikke have kommet til, at hade han så voldsomt, som jeg gjorde.

Nu er det lige meget.

Vi er bare sammen igen.. Far og Stumpen.

______________________________________________________

Ja av mit hjerte. For han døde jo måneden efter dette skriv. 

Jeg nåede at have ham tilbage i 5 mdr. og 2 dag. 

Jeg var slet ikke klar. Slet ikke forberedt på, at han var så syg.

Slet ikke i stand til at deale med, at han nu ikke er derude et sted.

I alle de år, jeg ikke så ham, tog den ene dag den anden. Den ene måned efter den anden ligeså. År gik. Jeg kæmpede med så meget i mit liv.

Da alt var bombet ned, og bygget op på ny, valgte jeg min far til igen.

-Og så døde han bare. 

Sabine var primus motor for at det kom i værk.

”Du har ikke uendelig tid til at komme tilbage til morfar”, sagde hun.

Mit hjerte snørede sig sammen.

Jeg tog tyren ved hornene, og ringede ham op. Efter ti år.

Fra vores første møde, gik det stærkt. Han var indlagt tre gange i de fem mdr. på lungeafdelingen i Slagelse.

Men jeg var enten blind eller døv, for jeg vidste, eller ville ikke vide, ikke han var så syg.

Sabine siger til mig, at hun tror, at morfar nu ikke havde mere at opnå. Nu var jeg kommet hjem. Han kunne ikke mere, og vi var forenet.

En smuk tanke, som jeg hager mig fast i.

Min far talte hele tiden om sine tre børnebørn. Men kun Sabine kendte han rigtig godt.

Deres jargon var god. Deres humor lige sort.

Måske havde han nu ro til, at forlade denne verden.

Med sin Stump, og lille Cirkeline, som han kaldte Sabine, tilbage tæt ved sit hjerte igen.

(Tak Sabine fordi du var voksen og så vidunderlig ærlig, og kunne se at dette var vigtigt. Både for moffe og for mig og dig  <3 ).....

Far for fanden. Jeg savner dig så voldsomt.

Men jeg har svært ved, at reagere på din død.

Jeg er stadig i massiv medicinsk behandling. Jeg kan ikke føle sorg og glæde ordentligt.

Jeg fik fortalt dig, hvor meget det betød for mig, at vi var forenet. Hvor meget du betød for mig. Havde gjort det i hele mit liv.

Men jeg havde meget mere jeg skulle nå, at tale med dig om.

Nu havde du endelig lukket op, ind til det inderste i dit liv.

Fortalte mig om dit skrøbelige sind, og din angst hele livet. Om dine fem ægteskaber. Om hvorfor det gik så galt hver gang. Du skånede ikke dig selv i skylden for nogen af dem.

Du var møg ærlig, og meget konstruktiv..

Ikke som førhen, hvor du syntes, at alt var så uretfærdigt i forhold til dig.

Du fortalte om din barndom. Som var hård, men hvor du besad en kæmpe kærlighed til din mor, på trods. 

Jeg savner at sidde i dit køkken, og bare være tavse sammen. Lytte på radioen, og kigge på dem der går forbi.

Savner at tage dit fotoalbum frem, og sammen se på minder fra dit og mit liv.

Far for fanden. Jeg er måske 47 år.

Men jeg savner dig så ubeskriveligt. Som et barn kan jeg ikke forstå det. At det er endeligt. 

Savner at du er et sted derude.

Har pakket dit hjem sammen, og gemt det der skal gemmes. Smidt det ud, som ikke skal være mere. Givet til Mission Afrika, hvad der kan genbruges af møbler. Dit tøj er sendt til Kofoed skole. 

Jeg forbereder stadig en sætning i mit hoved, hvor jeg undskylder, at det hele er væk... den dag du kommer hjem, og jeg opdager at det er en misforståelse. 

Undskylder i mit hoved, at jeg bliver nødt til at kasserer ting, som du fandt vigtige at gemme. 

Din pung ligger her i min stue. Med dit kørekort, bankkort, falck-kort og sygesikringskort, og din stålkam.   

Jeg kan da ikke bare smide den pung ud, som fulgte dig hvor end du gik. Tegnebogen som var det vigtigste, og det sidste du mærkede efter i baglommen, når du gik ud af døren. 

Den hellige ting, som var dit private, og som man end ikke overvejede at rode i. Den bliver her. I tilfælde af at det hele viser sig at være en fejl... og du dukker op... 

Barnligt. Ja måske... 

Men jeg forstår det fanme ikke. 

Jeg savner bare at ringe og høre dig sige;

 "Hej stump....... "