De smed en sten ind af vores vindue..

Det var langt over midnat, den nat, i 1999, hvor jeg vågnede ved en eksplosion.
Et øresønderrivende brag, vækkede os. Sabine, Sveik og jeg.
Jeg skulle lige til, at sætte mig op, da Sveik holdt mig nede med sin arm, og hviskede " Bliv liggende, jeg skal lige se, hvad der kommer ind af vinduet".
Først der så jeg hullet i termoruden. Persiennen blafrede, og i ruden var et hul, på størrelse med hullet i et toiletbræt.
Jeg lå midt i vores dobbeltseng. Sveik på min venstre side, og på min højre side lå Sabine. Fra hende var der sengebordets bredde, hen til det smadrede vindue. Jeg rakte min arm ind over hende, og kunne mærke glasskår.
Sveik tyssede.
Sabine var vågen, men lå stiv som et bræt. Eksplosionen havde skræmt hende.
Sveik, listede ud af sengen, fandt noget af sit tøj, i mørket, og forsvandt ud af soveværelsesdøren, gennem badeværelset og op i køkkenet.
Jeg greb Sabine, bar hende halvt løbende, bagefter ham, men jeg hviskende spurgte, - "Hvad skal du? Hvad sker der?
Han ringede til vores nabo, som også var hans chef og kammerat, og satte ham kort ind i, hvad der var sket.
De løb begge ud i natten, og ledte efter synderne.
Der sad jeg, med min datter på skødet i sofaen, i mørke, og rystede af skræk. Jeg anede ikke, hvem der havde kastet den sten ind af vores vindue, midt om natten. Jeg anede ikke hvem der var derude. Hvor Sveik var løbet hen.
Det eneste jeg vidste lige nu var, at da han sagde, at han skulle se hvad der kom ind af det vindue, mente han helt sikkert, et skydevåben.
Jeg ringede naboens kone op, hvis mand, lige var løbet med Sveik. Hun var lige så forvirret som jeg. Men hun kunne fra sin stue, sidde og se min indkørsel, og noget af min have, og holde øje med, om der var nogen på den side af vores grund, og hus.
Jeg ved ikke hvor længe der gik. Vi hviskede i tlf, og Sabine sad på mit skød og var rædselsslagen.
Jeg var ikke den rigtige til at berolige hende. Jeg var skræmt fra vid og sans....

Pludselig siger nabokonen, at nu kommer Sveik forbi ved hende, på vej hjem. Hendes mand er ikke med.

Sveik kommer farende ind hos mig, finder sin mobiltlf, mens han forklarer, at de har fanget dem. Fundet de to fulde fjolser, der lige havde skræmt livet af os. Af Sabine.
Og vi kendte dem. Den ene med børn, på samme alder som Sabine. Hvad fanden bildte han sig ind?
Nu kunne jeg mærke vreden komme.
Han ringede politiet op, og forklarede sagens sammenhæng, og, kunne jeg udlede af samtalen, havde de samme fjolser skåret dækkene op på vores bil, vel fordi, at Sveik ikke skulle køre efter dem.
Naboen spørg mig i tlf, om hvor fanden hendes mand er.Hun er også tydeligt nervøs.
Jeg spørger Sveik, som kort meddeler, med politiet i sit rør, at han står og holder øje med de to "stenkastere", så de ikke smutter før politiet kommer.

Politiet vil sende en patrulje. Pludselig træder naboen ind af døren, og Sveik siger irriteret til ham, hvorfor han er gået... Nu stikker de jo af...
Men det forsikrer han om, med et skævt smil, at det gør de bestemt ikke. De er skræmt fra sans og samlig, da de bestemt ikke havde set det komme, at lige præcis de to store stilladsfolk, fik fat i dem, alene i den mørke nat ;o)

Mændene går tilbage, mod adressen længere oppe af vores vej, hvor de to stenkastere, ganske rigtigt, som "aftalt", venter på dem, og politiet.
Efterfølgende refererede Sveik, hvordan de var kommet slendrende, stenkasterne, nede fra stranden,  i nattens mulm og mørke og troede, at nu kunne de liste uset, hjem i hver deres seng, og sove, mens Sveik spekulerede over, hvem fanden der havde smidt den sten ind i hans soveværelse.
Hvad de ikke havde medregnet var, at de her to store brød, stod i en have og bare ventede.

For som en ekstra lille kolorit på historien, så var der sket det, at da Sveik, som den første løber ud på gaden, for at se hvad der foregik, møder han en sød dame, som lige er flyttet ind, ved siden af vores naboer. Hun er lige kommet fra job, og lufter sin hund... Sveik er iført boxershorts og T-shirt, samt træsko. Bukserne hiver han på, mens han råber til hende, " Har du set nogen løbe"... ??
- Det havde hun... Hun peger bare op af Landervejen, og siger. " Ja- den vej", og så skynder hun sig videre.
I sin indkørsel, som hun havde fælles med vores nabo, møder hun nu ham, komme løbende forvirret ud af døren, mens han hiver en bluse på, og råber til hende, " Så du noget"..
- " Ja den vej"... og tilføjer hun, " han havde LYSERØD KASKET PÅ og HVIDT ARBEJDSTØJ.. ".

Så nu vidste de allerede hvem den ene var. Så de traskede derop af, og efter, at naboen havde overbevist Sveik om, at det godt kunne betale sig ikke, at gå midt på vejen, og råbe og skabe sig, så listede de i skyggerne, og var klar da fjolserne kom gående grinende op af en sommerhusvej.

De grinede knapt så meget, da de blev taget i hver deres krave, og løftet fra jorden, og stillet til regnskab for deres gerning.
Måske, jeg kan ikke vide det, var der ikke, var der lidt tumult, men i alt fald, endte det med, at den ene, stod og tudede og gemte sig bag sin kone, mens den anden bad for sit udseende.

Nå, men politiet kom, og trods deres uskyld, mens de ventede på politiet, så gik det ret hurtigt, da de stod med hver deres betjent, så havde de indrømmet, at pga indtagelse af snaps (!), fandt de på den her geniale idé, at kyle en sten ind i hovedet på en sovende familie.

Nu startede en regulær krig.
Vi boede i et lille samfund, endda et indgroet ø-samfund, hvor vi var tilflyttere.
Sveik havde arbejdet for et entrepenørfirma, med nedrivning, og havde nogle folk ansat. På et tidspunkt, bliver han sigtet for, at have folk til, at arbejde "sort" for sig. Han er til afhøringer, hvor politiet sidder med div. papirer, hentet i det firma Sveik har været ansat af.
Så logisk nok, så er der flere der bliver kaldt ind til afhøringer. Men det er en anden historie...

Summasumarum er, at nogle på øen mener, at Sveik har angivet dem. Simpelthen har givet politiet deres navne,  og sagt at de har tjent sorte penge hos ham!!!
Hallo. Allerede her halter det.
Det vil sige han skulle have angivet sig selv, som udbetaler af sort løn !!!!!
Jeg har ikke overhørt afhøringerne, men har sidenhen set alle akter, da Sveik efter frifindelse året efter, bad om aktindsigt. Også en anden historie.

Krigen udfolder sig på den måde, at vi bliver holdt ude i kulden. Snakken går. Efter det med stenen, er der nogen der ligesom trækker sig ud af diskussionen. Synes det er gået for vidt.

Jeg begynder, at udvikle mere og mere angst. I forvejen led jeg af panikangst. Året før mistede jeg et barn ved dødfødsel. Min mand drak som et hul i jorden. Alt omkring mig var kaos. Ingen så hvor slemt det var, og midt i alt det stod Sabine. På usikker grund.

Sveiks kammerat Henrik bor en lang periode hos os. Han var førtidspensionist, og da jeg ikke turde være alene, og Sveik skulle på job, kunne det lade sig gøre, når han "passede" på mig derhjemme.
Desværre tog de to på en del drukturer sammen, som varede i dagevis, og som også begyndte, at stresse mig. Jeg var altid på vagt. Var der nogen ved vinduerne? Kom Sveik mon hjem fra job denne dag?
Jeg vidste det aldrig. Mit stress niveau, har levet i det høje gear, i de år.
En morgen hvor Sveik har fri, og ham og Henrik er oppe før mig, kan jeg mærke, da jeg står op, at der er noget de ikke synes jeg bør høre.
Så har jeg antennerne ude, og tænkte, -"de er på vej på druk". Og det betød, at åbnede Sveik hoveddøren, så vidste jeg, at løbet var kørt. Så var han væk hurtigere end lynet.
Men det viste sig, at være meget værre faktisk. For ude på vejen, lige foran vores hus, med kæmpe store hvide bogstaver, stod der skrevet "STIKKERSVIN".
Det samme var tilfældet bag vores hus, på portene ind mod værkstedet, stod med sorte bogstaver det samme.

Jeg satte mig ned og græd. Det her var fandme ikke for sjov. Der var gået et halvt år efter stenen røg ind af vinduet. Mit stress-niveau steg igen til urimelige højder.
En aften, mens denne krig, som var ret ensidig, kørte, sidder vi i vores stue, sammen med nogle venner, som vi da heldigvis også havde masser af, og hygger os.
Preben Drifte, som desværre ikke er mere, var der. Han havde et ben i hver lejr, om man så må sige. Ingen skulle fortælle ham, hvem fanden han skulle tale med.
Det var sommer, og vores havedør stod åben, ud mod vejen,. Vi boede på en hjørnegrund, og på et tidspunkt lød der en del tumult derude.
Preben går ud og kigger efter, hvad hulen der sker.. Der er lidt snak og halløj, og grin, og han kommer ind og siger,
- "Skynd jer, at komme ud og se".
Udenfor kunne vi se, en ældre mand, dingle ned af Smedelodden, i siksak, snakkende ud i luften. En af de ældste i den familie, som er øens ældste, og højt i hiearkiet, i øens meget stramme, men dog uskrevne regler. Dem som i den grad, holdt ilden i live, i den hetz vi var, og længe havde været udsat for.
Vi grinede, mens Preben fortalte om hvordan han var kommet ud, og havde fundet den pågældende, meget fulde herre, i vores have. Han var simpelthen, i et forsøg på, at holde balancen, røget ind over stakittet, og lå og rodede rundt, på græsplænen inde i vores have, uden at ane hvor fanden han var.
Preben havde hjulpet ham ud på den anden side, og havde sendt ham i retning mod hans hjem.

Nøj hvor vi grinede. Men efterfølgende grinede vi endnu mere, for Preben Drifte var ikke uden evner. Han var rigtig gode venner med ham, fyldebøtten, og også med os. En dag i bådklubben, hvor alle de "gamle" indgroede ø-boere sad og fik en øl, og dagens sladder, så måtte Preben springe bomben.
-Hva øhhh, du, siger han henvendt til ham... Jeg hører, at du er blevet havemand hos Sveik og Lotte."?
Han kigger spørgende på Preben.
-" Ja, siger Preben, jeg samlede dig op i Sveik og Lottes have, og fik dig tilbage, over stakittet, og sendt hjem. Lugede du ukrudt, med næsen nede i deres græsplæne eller hva???
Alle brølede af latter. For sådan var Preben. Han serverede dem på rette tid og sted. Pakket pænt ind.

Det hjalp lidt på den stramme stemning, men sladderen blev holdt i live, af nogle få, bl.a den ene søn, af ham fyldebøtten, der røg ind i haven..

Jeg vil tro, at det varede et par år, hvor det kørte med frygtelige beskyldninger, samt slåskampe, om emnet, når Sveik var på druk.
Jeg var så stresset. Ingen steder kunne jeg føle mig tryg. Folk talte om os. Sveik skulle i retten. Jeg anede ikke om han fik en dom. Jeg havde mistet et barn. Jeg led af panikangst, som var accelereret til uanede højder, og havde sendt mig afsted med blå blink, mere end en gang. Jeg fik kvælningsfornemmelser, og troede jeg skulle dø. Flere gange dagligt.
Jeg forstår efterfølgende godt, at Sveik af og til forsvandt. For jeg var konstant skrækslagen. Kunne kun sove, hvis han var vågen, fordi jeg troede, at jeg ville "glemme" at trække vejret, mens jeg sov !! Det var år, fyldt med frygt. Og så den forbandede konstante angst for, at noget kom ind af vinduet når vi sov.
Alt sammen med Sabine, en lille pige, som tilskuer. Med en mor der krakelerede foran hende. Med tabet af drømmen om, at blive storesøster, og forståelsen af, at børn kan dø, i alt for tidligt en alder. Hendes far var ustabil, og når han forsvandt på druk, var jeg ikke i stand til, at tænke rationelt. Jeg kunne kun koncentrere mig om, at finde ham, og få ham hjem. Med mindre vi havde nogen boende, hvad vi havde af og til. Så kunne han tage sine turer, uden jeg gik i stykker indeni... Men være alene, kunne jeg ikke.
Stakkels Sabine.


Det hele kulminerede en aften, i forhold til chikanen fra ø-boerne. Vi fik en oprejsning så stor. Men  der skulle faktisk en ulykke til.

Vi havde gæster, og ude på vejen, langs vores have, holdt der nogle biler parkeret.
En af vores gæster rejser sig, går ud mod sin bil, og sætter sig ind. Starter, blinker ud og kører.
Jeg står i døren, fordi vores kattekilling er smuttet med gæsten ud.
Sekundet efter lyder der nogle underlige drøn, og noget som mest af alt, lyder som pistolskud, der kommer ret hurtigt efter hinanden.
Jeg smak døren i, og skreg på Sveik, at der er nogen der skyder. Men han, og de resterende tre gæster, kom løbende ud mod mig, og råbte, - "Uuud, der er nogen der er kørt galt udenfor".
Vi løb alle ud i indkørslen.
Og ganske rigtigt. På den modsatte side af vejen, hang en bil, oppe på en stor kampesten, og lyste lige op i luften. Den havde simpelthen ikke fysisk kontakt med jorden.
Jeg er den første der er derovre, og jeg må strække min arm så højt op jeg kan for, at få fat i dørhåndtaget på den forulykkede bil.
Jeg kender ham. Det er fyldebøttens søn. Ham der faldt ind i vores have. Det er her er måske et ½ år efter .
Jeg får åbnet. Han råber, at jeg skal lukke døren, mens han febrilsk prøver, at sætte bilen i bakgear. Flere er kommet til, og da han ikke kan få bilen til at bakke, stiger han ud, som om han holder på jorden. Træder han lige ud i det blå, og dratter de 70-80 cm ned til jorden, med et ordentligt bump.

Han var meget fuld, og rundt om os kunne jeg høre, at folk råbte, at flere biler var indblandet. Det viste sig, at han simpelthen havde præsteret, at smadre to parkerede biler, en på hver side af vejen.
Pistolskuddene, jeg troede, at jeg havde hørt, kom fra glassene i ruderne, på Mai-Briths bil, som var smidt op over kantstenen, gennem ligusterhækken, og stod oppe i vores have, fuldstændig totalskadet. På modsatte side af vejen, havde han ramt naboens firmabil, som havde fået en del skrammer på
den ene side.
Han egen bil var knust.
Hvis han var kommet få sekunder før, eller vores kammerat var gået ud, et par sekunder senere, ja så havde det ikke kun været materiel skade.

Jeg hadede den mand, af et godt hjerte. Han havde i den grad pustet til gløderne, i hetzen mod os.
Sveik var frikendt i sagen, omkring at have haft nogen ansat, men havde modtaget en bøde på 700.000 kr, for selv, at have arbejdet sort.
Men hetzen. Den levede i bedste velgående.
De var sikre på, at Sveik havde knaldet folk for sort arbejde.

Indenfor, i vores hus, lå beviset på, at han ikke røvrendte dem. Vi havde bedt om aktindsigt.

Nu gjorde jeg det mest underlige, man kunne forstille sig. Jeg proppede ham ind i min bil, og kørte ham hjem til hans kone. Han skabte sig og kaldte mig de grimmeste ting, men hjem kom han., Og jeg fik forklaret hende, hvad der var sket samt, at hun nok skulle se, at få ham smidt i seng...

Jeg tog hjem igen. Politiet var kommet, og spurgte om dit og dat, og hvem der ejede bilen osv.
Jeg vidste ikke noget. Var jo lige kommet.
Efterfølgende sad vi alle i vores stue. Ret chokerede. Især over hvor heldigt det var, at ingen, heller ikke fjolset selv, var kommet til skade. Kun materiel skade. Men det var der også rigeligt af.

På spørgsmålene, for de kom jo, om hvorfor hulen, jeg kørte ham hjem, kunne jeg kun svare.
_"Fordi han fandme ikke skal sige, at vi stak ham"!!!!!!
Han beholdt sit kørekort, hvilket der så var flere der synes var dumt. Men de havde jo deres frie ret til, at ringe og melde ham, efterfølgende.

Dagen derpå. Åh en vidunderlig dag. Der dukkede han op, sammen med sin far. Ingen af dem var højere, end en hundelort der var væltet.
Skulle lige se på skaderne. På bilerne. Og på vores hæk.
Da de, efter en stille og rolig snak om nattens hændelser, vendte sig for at gå, rømmede den gamle sig og sagde, - " Tak..."
Om det var fordi vi ikke meldte sønnen den nat, om det var for hjemkørslen om natten, eller om det var for opholdet i vores have den famøse aften, han væltede over plankeværket, det vides ikke... Men hetzen stoppede...

Hetzen ja.. den stoppede.
Men min angst. Den havde så meget i fat i mig nu, at vores liv, var ved at være invalideret af det, både mit og Sveiks.
Men det så ingen.. Desværre.

FORNY DIG SELV.

Jeg bobler af glæde og livslyst.
Jeg ved, at jeg er på rette vej nu. I lang tid har jeg været helt dernede, hvor det bare ikke så ud, som om, der var en vej op...

Men det var der.
Hjælpen kom fra meget uventet kant.
Jeg gik på vaskeri for René, og dernede er der reoler, med brugte bøger, til fri afhentning....
Jeg tager én bog ud, og læser på forsiden:

" FORNY DIG SELV- farvel til skyldfølelse, frygt, vrede, bekymring, usikkerhed og andre klodser om benet."

Af Wayne W. Dyer.

Jeg tabte nærmest kæben... bladrede lidt...
Ord som Misbilligelse og billigelse... om at ikke turde tro på, at man var det bedste i sit eget liv...
Specielt en sætning, vækkede mig...

-Hvis nogen spurgte hvad du ikke ville overleve, at miste i dette liv, ville de fleste forældres svar være, "Mine børn"... Selvfølgelig.
MEN- de fleste overlever altså at miste et barn. Eller to. Eller flere...

BUM....

Der ramte han.... Jeg har mistet et barn. Og jeg overlevede det.
Hvem er den eneste, du ikke kan leve uden?
DIG SELV...

Jeg er ansvarlig for min egen lykke. Enhver er sin egen lykkes smed.

Sætninger jeg har hørt et hav af gange, men aldrig forstået, eller sat mig helt ind i.

Jeg kan ikke lægge over på et andet menneske, at gøre mig lykkelig. Jeg kan kun selv gå den vej, jeg mener lykken er.
Hvis jeg tror, at jeg kun bliver lykkelig, hvis en specielt af mig, udvalgt mand, gør mig lykkelig... så har JEG et problem!
Hvis jeg tror, at jeg kun kan være lykkelig, hvis mine børn gør det og det, sådan og sådan, så har jeg endnu et problem.

Jeg kan gøre mig lykkelig.
Ingen som helst anden.


Hold nu fast en øjenåbner...
Og igen forundres jeg...
Hvorfor fandt jeg den bog, den dag jeg virkelig var langt ude, og havde krænget min sjæl ud i hovedet på en tidligere kollega. Hvor jeg virkelig vidste, at NU skulle der hjælp til.
Ja hvorfor?
Lige meget... Jeg fandt den bog... den åbner mine øjne hurtigere end jeg læser den...

Og igen, var René Harvy indblandet i min optur, idet jeg måtte vaske for ham, fordi han havde smidt en hjælper ud... igen ...

René din gamle hystade... du er min redning og min styrke....

Min egen helligdag..

Det er min fødselsdag d. 27 dec.. På selveste 3. juledag.
Min farfar fortalte mig som barn, at da jeg, og såmænd også han, havde fødselsdag på denne særlige dag, betød det, at man var lige så hellig som selve dagen.

Dét var meget fantastisk i min verden...
Og først mange år efter, også efter min farfars død, gik det op for mig, at "selveste 3. juledag", ikke er en skid hellig....
Og hverken min farfar, eller jeg selv, kunne jeg konstatere på denne, min fødselsdag nr. 45, har levet et særligt helligt liv...

Ha ha ha... en af de sjove minder fra en svunden tid.... Lige som når jeg spiste rundt om hullerne i vaniliekransene, så farmor havde hullerne gemt til næste års jul... Jeg puttede hullerne i en orange affaldspose, som farfar holdt lukket, så de ikk faldt ud. Til sidst lukkede han posen med en knude, og den blev lagt i julekassen.

For mig vil min fødselsdag altid være en reminder, til mine fødselsdage hos farfar, da jeg var lille..
Det er var ganske særligt, at være farfars prinsesse denne dag.

------------------------

Nu har jeg så fejret min 45 års dag.
Den skal være en vending i mit liv. Det har jeg arbejdet mig frem mod, i snart et halvt år.

Det blev dagen, hvor jeg opførte mig, som jeg ALTID har gjort.
Nu, er jeg en ny Lotte.
Måske vil du ikke bemærke så meget, mens andre vil synes det er voldsomt.
Du der ikke mærker det, har nok ikke trådt så slemt på mig gennem tiden, vil jeg bare sige ;o)

Jeg skal ikke på korstog. Ej heller demonstrere vrede i overdimensionerede mængder.

Hotel Lotte har bare valgt, at dreje nøglen for en stund.
Ethvert serviceniveau, vil dale ned på minimum, for dem der normalt, henter goder hos mig.
Men folk der kan vise glæde, taknemmelighed og i særdeleshed empati, vil klart kunne trække flere ydelser ud af mig, end "sugemallerne"...

Mine børn står på aller øverste priortetshylde... tæt under dem, der ligger jeg.
Jeg vil i gang med, at gøre mig glad...
Jeg skal jo trods alt, gå op af mig, hvert sekund, resten af mit liv...

.. Take care :o)

Forlader du mig nu Ann-Sofie?

Jeg ved ikke, hvad det er for et spil, der kører i baggrunden for tiden.
Min krop, nok mest mit hoved, er gået i oprydningsmood...
Jeg vender og drejer mit liv, fra start til nu...
Alt bobler i mig.
Vrede og frustration er især de følelser, der vælter rundt indeni.

Men midt i det hele, kan jeg gå i stå inde i føtex, og finde mig selv, faldet i staver, lige foran hylden med rødkål.
Rødkålen, som åbenbart fik mig til, at tænke på dagen før Ann-Sofie's begravelse. Sabine havde fødselsdag, og Inge havde lavet flæskesteg, som blev spist uden den store glæde, men pludselig er duften meget nærværende i næsen igen.
Jeg er også pludselig i gang med, at rydde op i Ann-Sofies ting. De små bitte strømper, jeg købte mens jeg ventede hende, og tøjet farmor syede, som hun skulle bruge i sine første levemåneder, ligger nu nyvasket i kufferten, med hendes få ejendele.
Hendes bog, hvor billederne troner, med billeder af hende, hendes far, Sabine og jeg selv, er støvet af, og ordnet, og vasket på forsiden.
Minderne gør mig ikke ked af det.
Tværtimod.
Jeg får en dejlig varme i kroppen, ved tanken om mit lille englebarn.

Mange gange det sidste stykke tid, har jeg oplevet, at jeg er "vågnet op", fra en tanke-tilstand, som har handlet om Ann-Sofie. Om tiden omkring hendes fødsel, og hendes begravelse.
Og det føles rart!
Ikke rart, at hun døde fra mig. Men rart på den måde, at nu, snart 15 år efter, ved jeg, at Ann-Sofie er på sin rette hylde i mit system. Lige midt i mit moderhjerte.

Men jeg tænker også meget på, oplevelsen jeg havde hos en clairvoyant, for 10 år siden.
Jeg ventede Sebastian, på det tidspunkt, og havde så meget uro i min krop, omkring Ann-Sofie. Mit savn, og min sorg var så stor.
Clairvoyanten, Laila Slotø sagde til mig, at det hun "fik at vide" var, at Ann-Sofie ikke var på kirkegården, men at hun var ved min højre side, oppe ved mit skulderblad. Der ville hun opholde sig til hun var omkring 12-13 år. Så skulle hun videre. Jeg skulle ikke være ked af, at hun var død. Det hele var meningen.

Jeg kunne ikke bruge den oplysning, til en hylende fis dengang.
I det hele taget, vidste jeg slet ikke, og gør det stadig ikke, om jeg troede på den slags "overtro".

Men i disse to-tre mdr. hvor Ann-Sofie har prikket voldsomt til min hukommelse, så er tanken kommet snigende ind i mit hoved.
-"Er det nu Ann-Sofie? Skal du videre?".

Det føles okay.
Jeg kan i dag mærke, at ubevidst, (er det mon det, de clairvoyante kan), har hun hængt på min højre side, de sidste 10 år.
Ikke, at det har været generende. Overhovedet ikke. Tværtimod. Jeg har endda, fået tattoveret den smukkeste engel på min skulder, til minde om mit englebarn.

Men til marts, er det 15 år siden hun døde.
En clairvoyant kan vel ogse se et par år forkert.

Så i mit stille sind, så tror jeg, at jeg tager afsked med den lille pige på min højre skulder, og siger goddag, til den samme lille pige, som nu kun opholder sig indenbords, i mit hjerte.

Jeg sender tanker afsted til hende.
Find nu en ordentlig mor, i dit næste liv. En der vil elske dig, som jeg gør det. En der vil give dig et spændende liv, men også masser af tryghed og omsorg. En der ikke bare, skal bære dig på sin skulder, usynlig for omgivelserne, men meget nærværende for din mor.
Flyv afsted Ann-Sofie... ud i dit nye liv... Men glem mig aldrig... Send en lille smule af dig, afsted til mig, som en lille tanke i mit hoved en gang i mellem.

Hvorfor får jeg de tanker, hvis jeg ikke tror på reinkarnation?
Er det fordi, det er rart at have et sted, at parkere sin sorg, og sine tanker?

Jeg aner det ikke. Er også så ligeglad, som man kan blive.

Vil bare lade tankerne rulle videre, og nyde, at nu begynder Ann-Sofie, at falde på plads i mit sind...
Sjovt nok lige nu, hvor puberteten ville have meldt sig, hvis jeg havde hende hos mig.
Sjovt nok også lige midt i den allerstørste livskrise for mig selv, nogensinde...




Men jeg er klar Ann-Sofie. Hvis du er klar, så bare giv slip...

Du kan alligevel aldrig forlade mig. Du bor i mit hjerte, sammen med dine søskende.

Ann-Sofie. Mit englebarn.

Du lever i mit hjerte.  
Tryk på linket op over <3




Den 14 marts 1998, fødte jeg mit andet barn.
Ann-Sofie.
Hun kom til verden ved kejsersnit, en lørdag aften.
Hun var så fin, så perfekt, så fuldstændig færdig.
Smukt rødt hår. Fine små negle. En fin rød lille mund, og en utrolig lighed, med sin storesøster, Sabine.
Mit moderhjerte bankede for hende, med det samme.

Der var bare lige det, at Ann-Sofie var dødfødt.
Død i min mave, natten før, hvor jeg lå i min seng, og mærkede hende skvulpe rundt. Mærkede hende bevæge sig kraftigt, og mærkede, at noget var galt. Jeg vidste bare ikke, hvad der var galt.

Min sjette sans vidste det. 
Vidste, at min lille pige, som skulle fødes 10 dage senere, ved et planlagt kejsersnit, var død.
Vidste, at jeg skulle fortælle Sabine, som var 5 dage fra sin 4 års fødselsdag, og 10 dage fra, at blive storesøster, at drømmen var væk. 
At Ann-Sofie var uigenkaldeligt væk. Væk fra os. Væk fra denne jord. Død.
Kan et barn magte den besked?

Jeg var skrækslagen. Jeg var i den værste sorg. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle henvende mig til, for at få omsorg.
Omsorg til mig selv. Til Sabine. Til min mand.
Vi var i ingen-mands-land.
Vi sejlede rundt på en lille bitte skrøbelig tømmerflåde, som var ved at kæntre.


Jeg tog hjem om mandagen.
Mit barn blev efterladt på Holbæk sygehus, ganske alene, i et kølerum, i en lille hvid balje. En hvid balje, som var hendes vugge, sit hvilested i et kølerum. Uden sin mor. Uden nogen til, at passe på hende. 
Med mig, havde jeg alt det, som jeg kunne få af Ann-Sofie.
En lille hårlok. Et håndaftryk. Et fodaftryk, og nogle foto, som jordemoderen havde taget af mit lille elskede nyfødte barn.

Nu skulle jeg så arrangere en 4 års fødselsdag for Sabine, den 19. marts.
Og en begravelse for Ann-Sofie, den 20. marts.

Jeg skulle forholde mig til procedurer vedr. begravelse, dødsattest, kirkehandlinger, salmer, kiste, dødsannonce, bedemand, blomster, flag på halv og kaffe efter begravelsen... 
Jeg skulle også klare, en fødselsdag, med barbie-lagkage, gæster, gaver, flag på hel, papirduge, borddækning, fødselsdagssang og balloner.

Det eneste jeg ønskede var at sove. Sove fra hele skidtet.

Torben og Inge rykkede ind tirsdag. Voksne og ansvarsfulde, dukkede de op, og stegte og bagte, vaskede og tørrede, trøstede og krammede, græd og grinte med os.

Vi klarede det hele. Sabine fik sin fødselsdag. Ann-Sofie fik sin begravelse. Torben og Inge tog trætte hjem. Min taknemmelighed for deres kommen, kan aldrig beskrives.

Så kom hverdagen. 
Bang! Hverdag. 
Sabine i børnehave. Sveik på arbejde. Jeg ville helst sove.
Jeg græd. Jeg skreg. Jeg fik panikanfald. Jeg snakkede om mit døde barn.

Bare at smøre en madpakke til Sabine, var aldeles uoverskueligt. Jeg ville hellere på kirkegården. Jeg skulle også finde en gravsten. Jeg skulle passe og pleje mit døde barn, bygge hendes rede.

_________________________________________________________________________________

Tiden gik på forunderlig vis.
Mennesker omkring mig levede videre, som om intet var hændt.
Sabine holdt hjulene igang. 
Sveik gik på druk.
Jeg var der bare.
Jeg lavede mad, vaskede tøj, hentede og bragte min datter til børnehave. Hentede og bragte Sveik til værtshuse.
Jeg var en zombie. 
Hvad der forventedes af mig, gjorde jeg. Sådan halvt i alt fald.
Mit barn var dødt. Jeg var død indeni. Mine følelser var splittede. 
Min bedste veninde var forsvundet fra jordens overflade. Usynlig. Kom ikke til mig før begravelsen. Kom ikke til begravelsen. Kom ikke efter begravelsen. Kom først da jeg kontaktede hende, og bad hende komme. 
Hun græd, da hun så billederne af mit døde barn. Hun græd over sit svigt. Hun græd over, at hun havde svært ved, at forholde sig til min datters død. Hun græd over sin opførsel. Græd over at hun ikke rummede mig.

Jeg var mildest talt ligeglad. Ligeglad med alt. Jeg ville bare have mit barn.

" At tænke på dig fylder mit hjerte med glæde. 
 At tænke på dig fylder mit hjerte med smerte.
Jeg vil ikke undvære hverken glæden eller smerten,
for noget i verden.
Bare have dig tilbage igen".

Mit liv var en stor smerte. Min mand forlangte skilsmisse. Kunne ikke interessere mig mindre. Han rummede mig heller ikke.

Ord kom ud af folks mund, som ramte mig som piskeslag.
-" Jeg vidste slet ikke, at man måtte grave en abort ned på en kirkegård".
-" Jeg bryder mig ikke om, at du har et billede fremme af dit døde barn".
-" Kom nu videre, få et nyt barn".
-" Godt det ikke var Sabine du mistede".

Ja det var sgu godt. Men jeg ønskede heller ikke at miste Ann-Sofie.
Et nyt barn? Jeg ville have mange nye børn. Men jeg ville allerhelst have Ann-Sofie.


Sundhedsplejersken kom på besøg, og hun havde en plan.
Da hun nu stod i den situation, at vi var 5 der havde mistet små børn, indenfor relativt kort tid, lavede hun en mødregruppe til os uden børn.

Det var godt. Ikke, at vi alle havde mistet. Men, at vi havde hinanden.
De to af mødrene i gruppen, faldt jeg rigtig godt i hak med.
Susanne og Christina, som havde mistet hver en lille pige.
Vi kunne bruge hinanden.
Susanne havde to dejlige unger, og sit englebarn Mie.
Christina havde mistet sin førstefødte, Cecilie, som havde en hjertefejl.
Vi forstod hinanden. Og vi lærte af hinanden.
Jeg husker, at jeg tænkte på, at de to havde det værre end mig, da deres piger havde levet, dog nogle meget korte liv. Men de havde mistet, hver et barn, som de havde haft i deres hænder, med smil og gråd, og angst og glæde. Med tid til kærtegn, og med en stor rungende sorg, over deres exit.

Kunne de overhovedet tage mig seriøst? Ann-Sofie havde kun levet i min mave, i mit eget univers. Hun havde været ventet, og jeg havde glædet mig meget. Men jeg havde ikke haft hende hos mig, som et levende lille barn i mine arme. Ikke vist hende frem.
Ikke oplevet, at se hendes øjne, hørt hendes gråd, eller hendes pludren. Ikke givet hende mad, eller skiftet hende.

Dén tanke fik Christina hurtigt jaget på flugt.
Hun mødte mig, med ordene: -" Aii Charlotte, du har slet ingen minder om din datter, ingen billeder hvor hun er levende. Kun de få ting, du fik fra sygehuset".
Kloge ord.

Vores sorg var så ens, hos os alle, der havde mistet. Vores moderhjerte var flået fra hinanden.
At miste et barn er den største sorg. Uanset alder. Vi er simpelthen ikke bygget til, at overleve vores eget kød og blod.

Jeg begyndte, at komme til åbent hus, i Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød.
Der kunne man også finde forståelse. Rum til at åbne op for tankerne, uden at få at vide, at man skulle glemme, komme videre, være glad for det man havde osv.
Her vidste alle godt, at vi var mere end glade for det vi havde. Men vores andre børn, eller kommende børn, kunne ikke erstatte dét barn, man havde mistet.
Det var rart at være forstået.

Konstant mødte man fordomme. Enten med tavshed om Ann-Sofie. Eller ved, at blive "overset", af folk man kendte, som ikke turde sige "Hej" til en.
I august tog jeg mig sammen, og tog til Kulturnat i Gørlev. Der blev der ved et nabobord, i et telt på bytorvet, højlydt talt om, at det var noget underligt noget, at jeg var dér! Om ikke jeg havde mistet et barn? Ord som "hun kom sgu hurtigt over det", rungede i mine ører.
Jeg tog grædende hjem.
Ville jeg nogensinde føle mig hel igen?
Kunne folk dog ikke bare lade være, at jokke i noget, de dog for pokker, måtte kunne forstå, gjorde ondt?
Jeg følte ind imellem, at nogle syntes jeg skabte mig og ikke kom videre. Der var jo gået et halvt år.
Men de samme mennesker, talte om mig, når jeg så prøvede at gøre noget så normalt, som at deltage i en fest, hvor hele byen var på gaden.

Jeg var stadig på gyngende grund.
Følte ikke, at jeg havde nogen andre, end dem der også havde mistet..
Men de forstod mig... Heldigvis...

Opdateres.......

Jeg gør det sgu igen, fordi jeg ved det virker...

Jeg har altid elsket at skrive. Jeg har skrevet stile, så min lærer, fik åndenød, ikke nødvendigvis pga indholdet, men af længden.
Jeg har siddet i skolen, og pippet om, at tiden snart måtte være inde til en fristil... eller bare en stil... eller bare noget, hvor jeg kunne lade mine ord flyde på papiret...
Ikke skide god karma, med sådan et fromt ønske, hvis man vil holde sig populær i skolen...

Jeg har skrevet side op og side ned, da jeg mistede den første kæreste. Da jeg hadede min svigermor. Da jeg var hemmeligt forelsket i en venindes kæreste. Da jeg græd over, at jeg ikke turde blive voksen. Da jeg ventede mit første barn. Da jeg mistede mit andet barn.....

Og så gik det lidt i stå.

Nu er jeg ON THE ROAD AGAIN...

Jeg skriver på livet løs. Om alt.
Om de ting, der har gjort mig, til den jeg er i dag.

Nogen synger om det. Andre holder foredrag. Flere holder bøtte. Rigtig mange glemmer.
Jeg har fortrængt.... Men nu er det hele dukket op... sådan i bidder...
Og lur mig, om ikke det bliver ved sådan længe... at det dukker op i bidder.

Så jeg er gået i gang med at skrive igen...
Alle de der bidder, bliver vendt og drejet og studeret, forkastet når de gør ondt, grinet af, hvis de er sjove... eller lidt pinlige...
Nogle ting skal bare aldrig siges højt, eller skrives ned...

Men noget af det- det skal ud af mit system... og der bliver jeg nødt til, at skrive...
Fordi det er det, jeg kan....

Så min blog vil blive brugt til disse ting... det der skal ud af systemet... Det der nødvendigvis må bearbejdes, ved at blive skrevet og redigeret. Andet skal hverken redigeres eller korrigeres.. Det skal bare skrives...

Med andre ord...
Jeg lader ordene flyde... Jeg har ikke brug for dem indeni... De må ud...

Måske vil nogen synes, at noget af det er sjovt... eller pinligt... eller underligt... eller grænseoverskridende.

Men da det er noget, der er i min bagage, kan jeg tillade mig, at hælde det ud her. Ingen spurgte mig, om jeg synes, det var sjovt, pinligt, underligt eller grænseoverskridende, da det blev fyldt i min rygsæk...

Jeg har en masse stikord, som jeg skal i gang med at fylde flere ord på.
Så jeg er klar...

Nu skal ordene flyde.... ud af mig... ned på papiret...
Det bliver godt... om ikke for andre, så for mig...