Forlader du mig nu Ann-Sofie?

Jeg ved ikke, hvad det er for et spil, der kører i baggrunden for tiden.
Min krop, nok mest mit hoved, er gået i oprydningsmood...
Jeg vender og drejer mit liv, fra start til nu...
Alt bobler i mig.
Vrede og frustration er især de følelser, der vælter rundt indeni.

Men midt i det hele, kan jeg gå i stå inde i føtex, og finde mig selv, faldet i staver, lige foran hylden med rødkål.
Rødkålen, som åbenbart fik mig til, at tænke på dagen før Ann-Sofie's begravelse. Sabine havde fødselsdag, og Inge havde lavet flæskesteg, som blev spist uden den store glæde, men pludselig er duften meget nærværende i næsen igen.
Jeg er også pludselig i gang med, at rydde op i Ann-Sofies ting. De små bitte strømper, jeg købte mens jeg ventede hende, og tøjet farmor syede, som hun skulle bruge i sine første levemåneder, ligger nu nyvasket i kufferten, med hendes få ejendele.
Hendes bog, hvor billederne troner, med billeder af hende, hendes far, Sabine og jeg selv, er støvet af, og ordnet, og vasket på forsiden.
Minderne gør mig ikke ked af det.
Tværtimod.
Jeg får en dejlig varme i kroppen, ved tanken om mit lille englebarn.

Mange gange det sidste stykke tid, har jeg oplevet, at jeg er "vågnet op", fra en tanke-tilstand, som har handlet om Ann-Sofie. Om tiden omkring hendes fødsel, og hendes begravelse.
Og det føles rart!
Ikke rart, at hun døde fra mig. Men rart på den måde, at nu, snart 15 år efter, ved jeg, at Ann-Sofie er på sin rette hylde i mit system. Lige midt i mit moderhjerte.

Men jeg tænker også meget på, oplevelsen jeg havde hos en clairvoyant, for 10 år siden.
Jeg ventede Sebastian, på det tidspunkt, og havde så meget uro i min krop, omkring Ann-Sofie. Mit savn, og min sorg var så stor.
Clairvoyanten, Laila Slotø sagde til mig, at det hun "fik at vide" var, at Ann-Sofie ikke var på kirkegården, men at hun var ved min højre side, oppe ved mit skulderblad. Der ville hun opholde sig til hun var omkring 12-13 år. Så skulle hun videre. Jeg skulle ikke være ked af, at hun var død. Det hele var meningen.

Jeg kunne ikke bruge den oplysning, til en hylende fis dengang.
I det hele taget, vidste jeg slet ikke, og gør det stadig ikke, om jeg troede på den slags "overtro".

Men i disse to-tre mdr. hvor Ann-Sofie har prikket voldsomt til min hukommelse, så er tanken kommet snigende ind i mit hoved.
-"Er det nu Ann-Sofie? Skal du videre?".

Det føles okay.
Jeg kan i dag mærke, at ubevidst, (er det mon det, de clairvoyante kan), har hun hængt på min højre side, de sidste 10 år.
Ikke, at det har været generende. Overhovedet ikke. Tværtimod. Jeg har endda, fået tattoveret den smukkeste engel på min skulder, til minde om mit englebarn.

Men til marts, er det 15 år siden hun døde.
En clairvoyant kan vel ogse se et par år forkert.

Så i mit stille sind, så tror jeg, at jeg tager afsked med den lille pige på min højre skulder, og siger goddag, til den samme lille pige, som nu kun opholder sig indenbords, i mit hjerte.

Jeg sender tanker afsted til hende.
Find nu en ordentlig mor, i dit næste liv. En der vil elske dig, som jeg gør det. En der vil give dig et spændende liv, men også masser af tryghed og omsorg. En der ikke bare, skal bære dig på sin skulder, usynlig for omgivelserne, men meget nærværende for din mor.
Flyv afsted Ann-Sofie... ud i dit nye liv... Men glem mig aldrig... Send en lille smule af dig, afsted til mig, som en lille tanke i mit hoved en gang i mellem.

Hvorfor får jeg de tanker, hvis jeg ikke tror på reinkarnation?
Er det fordi, det er rart at have et sted, at parkere sin sorg, og sine tanker?

Jeg aner det ikke. Er også så ligeglad, som man kan blive.

Vil bare lade tankerne rulle videre, og nyde, at nu begynder Ann-Sofie, at falde på plads i mit sind...
Sjovt nok lige nu, hvor puberteten ville have meldt sig, hvis jeg havde hende hos mig.
Sjovt nok også lige midt i den allerstørste livskrise for mig selv, nogensinde...




Men jeg er klar Ann-Sofie. Hvis du er klar, så bare giv slip...

Du kan alligevel aldrig forlade mig. Du bor i mit hjerte, sammen med dine søskende.