Ann-Sofie. Mit englebarn.

Du lever i mit hjerte.  
Tryk på linket op over <3




Den 14 marts 1998, fødte jeg mit andet barn.
Ann-Sofie.
Hun kom til verden ved kejsersnit, en lørdag aften.
Hun var så fin, så perfekt, så fuldstændig færdig.
Smukt rødt hår. Fine små negle. En fin rød lille mund, og en utrolig lighed, med sin storesøster, Sabine.
Mit moderhjerte bankede for hende, med det samme.

Der var bare lige det, at Ann-Sofie var dødfødt.
Død i min mave, natten før, hvor jeg lå i min seng, og mærkede hende skvulpe rundt. Mærkede hende bevæge sig kraftigt, og mærkede, at noget var galt. Jeg vidste bare ikke, hvad der var galt.

Min sjette sans vidste det. 
Vidste, at min lille pige, som skulle fødes 10 dage senere, ved et planlagt kejsersnit, var død.
Vidste, at jeg skulle fortælle Sabine, som var 5 dage fra sin 4 års fødselsdag, og 10 dage fra, at blive storesøster, at drømmen var væk. 
At Ann-Sofie var uigenkaldeligt væk. Væk fra os. Væk fra denne jord. Død.
Kan et barn magte den besked?

Jeg var skrækslagen. Jeg var i den værste sorg. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle henvende mig til, for at få omsorg.
Omsorg til mig selv. Til Sabine. Til min mand.
Vi var i ingen-mands-land.
Vi sejlede rundt på en lille bitte skrøbelig tømmerflåde, som var ved at kæntre.


Jeg tog hjem om mandagen.
Mit barn blev efterladt på Holbæk sygehus, ganske alene, i et kølerum, i en lille hvid balje. En hvid balje, som var hendes vugge, sit hvilested i et kølerum. Uden sin mor. Uden nogen til, at passe på hende. 
Med mig, havde jeg alt det, som jeg kunne få af Ann-Sofie.
En lille hårlok. Et håndaftryk. Et fodaftryk, og nogle foto, som jordemoderen havde taget af mit lille elskede nyfødte barn.

Nu skulle jeg så arrangere en 4 års fødselsdag for Sabine, den 19. marts.
Og en begravelse for Ann-Sofie, den 20. marts.

Jeg skulle forholde mig til procedurer vedr. begravelse, dødsattest, kirkehandlinger, salmer, kiste, dødsannonce, bedemand, blomster, flag på halv og kaffe efter begravelsen... 
Jeg skulle også klare, en fødselsdag, med barbie-lagkage, gæster, gaver, flag på hel, papirduge, borddækning, fødselsdagssang og balloner.

Det eneste jeg ønskede var at sove. Sove fra hele skidtet.

Torben og Inge rykkede ind tirsdag. Voksne og ansvarsfulde, dukkede de op, og stegte og bagte, vaskede og tørrede, trøstede og krammede, græd og grinte med os.

Vi klarede det hele. Sabine fik sin fødselsdag. Ann-Sofie fik sin begravelse. Torben og Inge tog trætte hjem. Min taknemmelighed for deres kommen, kan aldrig beskrives.

Så kom hverdagen. 
Bang! Hverdag. 
Sabine i børnehave. Sveik på arbejde. Jeg ville helst sove.
Jeg græd. Jeg skreg. Jeg fik panikanfald. Jeg snakkede om mit døde barn.

Bare at smøre en madpakke til Sabine, var aldeles uoverskueligt. Jeg ville hellere på kirkegården. Jeg skulle også finde en gravsten. Jeg skulle passe og pleje mit døde barn, bygge hendes rede.

_________________________________________________________________________________

Tiden gik på forunderlig vis.
Mennesker omkring mig levede videre, som om intet var hændt.
Sabine holdt hjulene igang. 
Sveik gik på druk.
Jeg var der bare.
Jeg lavede mad, vaskede tøj, hentede og bragte min datter til børnehave. Hentede og bragte Sveik til værtshuse.
Jeg var en zombie. 
Hvad der forventedes af mig, gjorde jeg. Sådan halvt i alt fald.
Mit barn var dødt. Jeg var død indeni. Mine følelser var splittede. 
Min bedste veninde var forsvundet fra jordens overflade. Usynlig. Kom ikke til mig før begravelsen. Kom ikke til begravelsen. Kom ikke efter begravelsen. Kom først da jeg kontaktede hende, og bad hende komme. 
Hun græd, da hun så billederne af mit døde barn. Hun græd over sit svigt. Hun græd over, at hun havde svært ved, at forholde sig til min datters død. Hun græd over sin opførsel. Græd over at hun ikke rummede mig.

Jeg var mildest talt ligeglad. Ligeglad med alt. Jeg ville bare have mit barn.

" At tænke på dig fylder mit hjerte med glæde. 
 At tænke på dig fylder mit hjerte med smerte.
Jeg vil ikke undvære hverken glæden eller smerten,
for noget i verden.
Bare have dig tilbage igen".

Mit liv var en stor smerte. Min mand forlangte skilsmisse. Kunne ikke interessere mig mindre. Han rummede mig heller ikke.

Ord kom ud af folks mund, som ramte mig som piskeslag.
-" Jeg vidste slet ikke, at man måtte grave en abort ned på en kirkegård".
-" Jeg bryder mig ikke om, at du har et billede fremme af dit døde barn".
-" Kom nu videre, få et nyt barn".
-" Godt det ikke var Sabine du mistede".

Ja det var sgu godt. Men jeg ønskede heller ikke at miste Ann-Sofie.
Et nyt barn? Jeg ville have mange nye børn. Men jeg ville allerhelst have Ann-Sofie.


Sundhedsplejersken kom på besøg, og hun havde en plan.
Da hun nu stod i den situation, at vi var 5 der havde mistet små børn, indenfor relativt kort tid, lavede hun en mødregruppe til os uden børn.

Det var godt. Ikke, at vi alle havde mistet. Men, at vi havde hinanden.
De to af mødrene i gruppen, faldt jeg rigtig godt i hak med.
Susanne og Christina, som havde mistet hver en lille pige.
Vi kunne bruge hinanden.
Susanne havde to dejlige unger, og sit englebarn Mie.
Christina havde mistet sin førstefødte, Cecilie, som havde en hjertefejl.
Vi forstod hinanden. Og vi lærte af hinanden.
Jeg husker, at jeg tænkte på, at de to havde det værre end mig, da deres piger havde levet, dog nogle meget korte liv. Men de havde mistet, hver et barn, som de havde haft i deres hænder, med smil og gråd, og angst og glæde. Med tid til kærtegn, og med en stor rungende sorg, over deres exit.

Kunne de overhovedet tage mig seriøst? Ann-Sofie havde kun levet i min mave, i mit eget univers. Hun havde været ventet, og jeg havde glædet mig meget. Men jeg havde ikke haft hende hos mig, som et levende lille barn i mine arme. Ikke vist hende frem.
Ikke oplevet, at se hendes øjne, hørt hendes gråd, eller hendes pludren. Ikke givet hende mad, eller skiftet hende.

Dén tanke fik Christina hurtigt jaget på flugt.
Hun mødte mig, med ordene: -" Aii Charlotte, du har slet ingen minder om din datter, ingen billeder hvor hun er levende. Kun de få ting, du fik fra sygehuset".
Kloge ord.

Vores sorg var så ens, hos os alle, der havde mistet. Vores moderhjerte var flået fra hinanden.
At miste et barn er den største sorg. Uanset alder. Vi er simpelthen ikke bygget til, at overleve vores eget kød og blod.

Jeg begyndte, at komme til åbent hus, i Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød.
Der kunne man også finde forståelse. Rum til at åbne op for tankerne, uden at få at vide, at man skulle glemme, komme videre, være glad for det man havde osv.
Her vidste alle godt, at vi var mere end glade for det vi havde. Men vores andre børn, eller kommende børn, kunne ikke erstatte dét barn, man havde mistet.
Det var rart at være forstået.

Konstant mødte man fordomme. Enten med tavshed om Ann-Sofie. Eller ved, at blive "overset", af folk man kendte, som ikke turde sige "Hej" til en.
I august tog jeg mig sammen, og tog til Kulturnat i Gørlev. Der blev der ved et nabobord, i et telt på bytorvet, højlydt talt om, at det var noget underligt noget, at jeg var dér! Om ikke jeg havde mistet et barn? Ord som "hun kom sgu hurtigt over det", rungede i mine ører.
Jeg tog grædende hjem.
Ville jeg nogensinde føle mig hel igen?
Kunne folk dog ikke bare lade være, at jokke i noget, de dog for pokker, måtte kunne forstå, gjorde ondt?
Jeg følte ind imellem, at nogle syntes jeg skabte mig og ikke kom videre. Der var jo gået et halvt år.
Men de samme mennesker, talte om mig, når jeg så prøvede at gøre noget så normalt, som at deltage i en fest, hvor hele byen var på gaden.

Jeg var stadig på gyngende grund.
Følte ikke, at jeg havde nogen andre, end dem der også havde mistet..
Men de forstod mig... Heldigvis...

Opdateres.......