Hjemmeplejen... som det så ud i 80'erne... og opefter..
17 år gammel, startede jeg min karriere, indenfor et fag, som jeg slet ikke havde planlagt. Faktisk havde jeg slet ikke set det komme.
Jeg havde været lidt flyvsk omkring, gennem barndommen, hvad vej mit job liv skulle gå. Dyrlæge, var barndommens helt store drøm, når Dyrlæge Johansen, med gråblå kittel, og grønne gummistøvler, kørte ind i gården hos mine forældre. Han var sej. Med handsker og masser af sprit i lommerne, og den sorte slidte taske fyldt med helbredende medicin og sprøjter og barberblade.
Første gang jeg virkelig tænkte, at dyrlæge, det skulle jeg være, husker jeg tydeligt.
En kvie, skulle kælve. Det var vinter, et sted i 70'erne, og der var massevis af sne. Noget gik galt under kælvningen, og dyrlægen blev tilkaldt. Det foregik via naboens tlf, da vi mine forældre ikke gjorde sig den luksus, det var at få tlf.
Jeg husker kvien brøle, og ville smide sig. Det var noget dramatisk, og da dyrlægen endelig kom, med en sneplov foran sig, kan jeg huske, at han løb ind til kvien, talte med hende, gjorde det han nu engang skulle, af undersøgelser og indsprøjtninger og talte med hende, og med os andre, som om at nu var han her. Alt var godt. sådan så kvien også ud i øjnene. Alt var godt. Han vidste hvad han gjorde.
Jeg beundrede ham, gang på gang i sit energiske arbejde, med en ko eller en gris.
Sådan ville jeg være. En der fjernede disse dyrs frygt og smerte.
Jeg skulle være dyrlæge.
Senere skulle jeg være frisør. Fordi det skulle min veninde.
Men i de sidste par skoleår, var det journalist-uddannelsen der var min drøm.
Det lå bare ikke rigtigt i kortene, at jeg skulle på en journalist højskole. Det lå mere i kortene, at jeg skulle tjene nogle penge, og klare mig selv, da jeg som 16-årig forlod Sejergaardsskolen, og festede sammen med 10 B hele sommeren 1984.
Løsningen blev, at søge ud som Pige i Huset, for på den måde, at samle point til børnehaveseminariet. Det var den vej, jeg nu havde besluttet mig for at gå.
2½ år, var jeg Pige i huset, i tre meget forskellige familier. Nogle fantastisk lærerige år, for mig. At stå med husholdning og børnepasning og strygetøj og aftensmad og stofbleer og uldbukser og hjemmebagt rugbrød osv, gjorde mig intet.
Jeg voksede med opgaverne, og blev betroet opgaver, som jeg nød at udføre, fordi nogle værdsatte det jeg gjorde.
Men Summasumarum af alt dette er.
Jeg endte med, at blive Hjemmehjælper ved et tilfælde. Uddannet på Hjemmehjælperskolen i Vordingborggade på Østerbro i 1988..
Tilfældet ville nemlig, at jeg efter det sidste år i huset, fik et tre mdrs vikariat på et af de mange Amtsplejehjem, som dengang lå i mange byer.
Jeg var 17 år. Stod fuldstændig uden, at vide, hvad jeg gik ind til, den aften, i kælderen under plejehjemmet, inde hos vaskedamerne, som skulle måle mig for, at finde ud af hvad kittel-størrelse jeg skulle bruge.
( Der var også natpiger i vaskekælderen dengang. De vaskede blandt andet også senge og kørestole.)
Str. 38. Værsågod. 3 stk hvide kitler, med trykknapper foran, 1 sjælevarmer og nogle hvide bomuldsokker.
Jeg var nu klædt på til, at gå med op på afdelingen, og hilse på de øvrige personaler, som jeg skulle arbejde sammen med, i springvagt, om natten. Det foregik på den måde, at jeg vekslede, mellem 2 ud af stedets fire afdelinger. 1 time hvert sted. Frem og tilbage.
Der var en fast personale på hver afd.
Jeg blev præsenteret på den afdeling jeg skulle starte vagten på, hver aften.
Den faste natpige, hed G, var sidst i tyverne, og uddannet sygehjælper. Hun var det sødeste væsen. Smilende og køn, og imødekommende.
Sådan. Hej Lotte. Velkommen. Vi satte os i opholdsstuen, hvor to sygehjælpere sad klar, i hvide kitler og sjælevarmere, og med kaffe i hvide kopper, og Kardex liggende foran sig.
Vagten var i gang.
De fortalte om Hr. Hansen som ikke havde haft afføring i mange dage, og skældte ud over at de ikke ville give ham en sæbeprop. Om en mand der havde brændt hul i sit sengetæppe med pibetobakken. Hold lige et ekstra øje når han ryger.
Så snakkede de om "morgenrunden", som jeg senere, fandt ud, var den runde, vi om natten gik til sidst, på alle stuerne, hvor vi unænsomt, skramlede ind af døren, hos de sovende ældre, med halefadet klar, så vi lige vaskede "forneden" og skiftede ble, og sagde at de kunne sove en time til. Så var det kun "foroven", dagvagterne skulle tage sig af, når de kl. 7.15 hev den første sagesløse ud af sengen.
Jeg kom til at se ting, som jeg ikke anede foregik. Jeg mødte gamle, sure, gnavne oldinge, som boede her, på Amtsplejehjemmet, fordi Gården derhjemme, var gået i arv til den ældste søn.
Nu skulle den ældre her, nyde sit otium, på alderdomshjemmet, hvor man naturligvis, blev behandlet, alt efter hvad rang man havde haft før, i lokalsamfundet. Hvilket naturligvis også var noget man som børn, af beboeren, ligesom forventede mellem linjerne. Lillefar havde jo arbejdet som en hest, og betalt sin skat, og bedt sin bordbøn.
Jeg mødte demente, som i en skærmet enhed, var bag låste døre, hvor de gik rundt, i en stor snakkende forvirring, mellem hinanden, og anede hverken ud eller ind. Nogen blev vrede hvis man henvendte sig til dem. Andre tog min hånd, og spurgte om jeg havde lært noget spændende henne i skolen i dag.
Jeg så en dement kvinde, blive bæltefixeret, fordi hun gik sine egne veje, og jeg hørte hende råbe efter os i angst, når vi forlod hende.
Jeg mødte søde gamle damer, som hovedrystende over min uvidenhed, bad mig give dem, et par rene underpermissioner, og deres Maja parfume, som de hældte vel rigeligt af, på håndled og lommetørklæde. Bad var noget der foregik, enten i lige, eller ulige uger, og som var hadet af de fleste, fordi, den generation ikke gik ret meget i bad. Mange af dem var født i slutningen af 1800 tallet.
Jeg mødte døende mennesker, og det var en meget skræmmende, men også fantastisk smukt, at høre folk sige, at de var klar. Deres liv havde været vidunderligt. nu var det ikke deres tur mere. De nød bare at have en hånd at holde i, indtil familien kom, hvis de kom. Ellers var det i vores selskab, ofte i nattevagterne, at de sov ind. Efter et langt liv. Trætte og kærlige, og mange med en tro på, at de nu forlod denne verden, fr at møde den gud, de havde bedt til, i deres svære stunder i livet.
Jeg mødte unge skæbner, som lå ensomme i deres senge, på stuer, hvor der intet skete, ud over, at blomsterne groede, og vi kom skramlende med vores vogne, med vaskeklude, og sæbevand, kl. 05, kl. 9.00. Kl 17. og hvornår det ellers passede i vagternes rutiner.
Jeg var der en uge, og vidste, at det her. Det skulle jeg resten af mit liv. Alle disse rynkede gamle mennesker, bar på historier, som jeg blev nødt til at høre.
Nogen havde historier, som de fortalte i timevis, om natten, ved bordet i opholdstuen, der på Amtsplejehjemmet, mens et bornholmerur, tikkende mindede os om, at Dagny var død, og familien havde efterladt uret til beboerne. Smukt. Så var de fri for at slæbe det ud.
Jeg har løbet efter klokken, kl. 3 om natten, for at finde en 98-årig, meget fin gammel pianistinde, nat efter nat, på gulvet, hvor hun meget forsigtigt var "faldet" ned ved, at lade sig glide forsigtigt ned af dynen, og lande på gulvet.
Klagende sin nød. -Åh hjælp, hjælp, jeg er jo blind. Kom og hjælp mig.
Og jeg har nat efter nat, forsigtigt hjulpet dette gamle kadaver op, mens hun aede mig på kinden og sagde, - Tror du ikke der er lidt kaffe i opholdsstuen.
Om jeg troede.
Jo flere der dukkede op om det bord om natten, jo hyggeligere.
Når hun så sad, pianistinden, lille og fin, med sit broderede lommetørklæde, og drak sin kaffe, med fløde, og fortalte om hvor svært det hele var, nu hun var blevet blind, for der efter at se hende, læne sig ind over bordet, og kommentere til ham overfor, som heller ikke kunne sove, -Sig mig er det jordbærgrød du spiser. Det kunne jeg da også godt tænke mig lidt af. Med fløde. - Så var natten vidunderlig, og jeg elskede at sidde her. Med disse oldinge.
Jeg har stået i mit eget sved, sammen med den ældre, søde, men meget strenge sygehjælper, E, som var på den modsatte afd. på mine natlige springvagter, med en hel afdeling, som husede omkring 30 beboere, og som nu havde fået Muldvarpeskud, til dessert om aftenen.
Til orientering, er det ren sveskegrød, som giver en naturligvis løs mave.
Vi løb rundt den nat. Med bækner, og fade, som skulle i bækkenkogeren, og ind i varmeskabene, så de var klar, når der var en klokke der bimlede.
Jeg mødte fantastisk dygtige kvinder, som der var flest af dengang i dette fag, som hver dag, startede forfra med, at få disse mennesker op, i tøjet, bespist, ind og sove til middag, op igen. Bespist. Eftermiddagskaffe og aftenskaffe på slaget. Er der gang i maven på den og den stue. På toilettet. Tryksår på vej der. Kvinder som løb stærkt, og var effektive, men som også satte sig ned, og holdt en lillemor i hånden, og sang en salme, uden at nogen fandt det underligt. Eller som spild af tid.
Jeg vidste, at hver time, natten igennen, når kl. var kvarter over et eller andet, så stod han nede på hjørnet, den gamle fabriks-formand, og kiggede diskret op på os, som sad i opholdstuen med kaffen. Derefter tog han sit lommeur op, af vesten, som han lige havde taget på, uden på den uldne langærmede undertrøje, kiggede på det, og igen på os. Satte hatten på plads på hovedet, og vendte fornærmet rundt, og gik med sin stok tilbage på sin stue, tydeligt fornærmet over, at personalet ikke passede deres ting.
Når vi så, personalet, passede vores ting, og gik en runde hver time, og stak hovedet ind på hver eneste stue, lyttende efter roligt sovende åndedræt, så vi kunne smutte videre på runden, uden at stå med en vågen, våd borgen, som skulle skiftes og i seng igen, så var det helt sikkert, at hos fabriksformanden, var det blevet hans tur til at holde pause.
Han lå i sengen, med hat og stok, lange underbukser, og sorte velpudsede sko. Ved siden af sengen, på en taburet, lå vesten, med det uundværlige lommeur, når han igen og igen, tog os i, ikke at lave andet end at sidde oppe i opholdsstuen, og drikke kaffe.
Jeg var med inde og ordne den unge mand, kl. 2 hver nat, som efter en ulykke i barndommen, lå her, uden forbindelse med omverdenen, men i stand til selv, at trække vejret. Kl. 2, fordi det er et stille tidspunkt på natten, og da ham her alligevel bare lå, ja så var der jo ingen som helst logisk grund til, at dagvagterne, skulle ordne ham i den travle dagvagt ! ?
Vi tændte lyset i loftet. Magen til det der var hos tandlægen, da jeg var barn. Firkantede med en rist under det ubarmhjertige skarpe lys. Vi hældte vand i fade, og hev dynen af ham, og vaskede og rumsterede, bundskiftede sengen, mens vi vendte og drejede ham og skiftede hans tøj.
Jeg skulle lære, at skifte uridomet, som er en anordning, hvor en kondomlignende tingest, er udstyret med et tut i enden, der hvor der plejer, at være en lille ballon til opsamling af sæd. I denne tut, sættes en slange, der fører ned i en pose, til opsamling af urinen.
Der stod jeg, 17 år gammel. Med en ung mand, som skulle have rullet dette uridom på, som et kondom. På en slap tissemand, som bestemt ikke blev ved, at være lige slap, jo mere nervøs og kluntet jeg blev. G. grinede. Hjalp mig færdig med, at sætte det på, og sagde til mig, at det skulle gå lidt hurtigere, ellers var det han nåede, at blive lystig.
At made folk, var nok det der var det sværeste for mig. Jeg kan kun sige det sådan her. Prøv det.
At made et voksent menneske er meget grænseoverskridende.
Man er virkelig tæt på. Desuden tror jeg ikke, at der findes tal på, hvor mange forskellige måder, folk gerne vil have anrettet maden på. På gaflen..
Nogen blander det hele i en pærevælling. andre vil gerne have lidt rødkål med flæskestegen, op på gaflen. Andre igen, tåler ikke at noget rør hinanden.
Men jeg var lykkelig. Følte jeg havde fundet min force i livet.
Børnehavebørn? Aldrig i livet.
Disse mennesker- de sad der med en hel livshistorie, hver og en. Jeg ville vide mere. Høre tusindvis af historier. Hemmeligheder som havde overlevet krige, og kærlighed. Fjendskaber og venskaber, på tværs af kommunegrænser.
Verden var mindre dengang. Så alle historierne, i hvert et liv, var unikke. Ingen kendte facebook og Twitter. Jeg sugede det hele og nød hvert et trin, jeg tog på det plejehjem.
Jeg var kommet ud i den virkelige verden, og mødt disse mennesker inde på byens Amtsplejehjem.
Mødte et mylder af blandede skæbner. De fleste med pæne og velfriserede historier, hvor der måske var blevet redigeret lidt, alt efter hvem, den var fortalt til. Med tiden var alt det onde glemt. Man talte ikke højt om utroskab, og unge pigers ulykkelige omstændigheder.
I alt fald ikke, før man var blevet så alderssvækket, at filteret var forsvundet.
Det var spændende. Men nu skulle jeg videre. Finde job. jeg var ikke i tvivl. Ældre mennesker var det jeg skulle arbejde med. Men hvor?
Tilfældigheder igen, førte mig til en jobsamtale i Københavns kommunes hjemmepleje. Dengang foregik samtalerne på Bernstorffsgade. Det gik stærk. Hurtige spørgsmål. Foto taget til legitimation. Du møder på mandag på lokalkontoret der og der.
Næste.
Mandag morgen steg jeg af bussen, lidt over syv om morgenen, i Københavns Sydhavn.
Hvis jeg troede, i min ungdoms naivitet, at jeg havde set en hel masse på det plejehjem, så skal jeg da lige love for, at jeg vågnede op.
Det her. Det var livet.
Jeg stod midt i håbløshed, af druk, og vold og udslusning fra Sankt Hans. Alkoholikere og narkomaner, som side om side, prøvede hver især, at overleve dagen og vejen, og i særdeleshed, tørsten, eller trangen til narko.
Vi var ca. 25 ansatte i dette lille kollektiv. Vi havde vores faste blokke, med vores faste borgere, og vores personalestue.
I en lejlighed midt i det hele, sad vores to meget dygtige kontordamer. De styrede hele dette område med 25 ansatte, alle vores borgere, madbestillinger, vidste hvem der var udskrevet, eller indlagt. Hvem som sov på Himmelekspressen et par dage, og som vi ikke skulle lede efter. Hvem der skulle på weekendvagt, på ferie og afspadsering osv.
De havde ingen computere. På et stativ over skrivebordet mellem dem, stod en gammel drejetelefon, som kunne skubbes frem og tilbage mellem dem. Det var kontakten til omverdenen.
Jeg mødte nu en verden så anderledes, end noget jeg havde set ude i provinsen, i min barndom. Jeg var 18 år. Jeg fik 3 dage som "føl", hvor jeg fulgtes med en uddannet.
Uddannet betød, at man var hjemmehjælper-uddannet. Et års erfaring, med én uges grundkursus, inden for de første tre mdr. Yderligere et 7 ugers hovedforløb, indenfor det første år. De i alt 8 uger, foregik på Hjemmehjælperskolen i Vordingborggade.
Jeg fik efter tre dage, mit faste skema. Derudover en kogebog, Mad til én. En lille praktisk blå mappe, til mit arbejdsskema, og div. papirer, såsom fuldmagter til bank, forgæves-sedler etc.
Mit skema, lignede lidt et skoleskema. Vi havde borgerne boende i et-værelseslejligheder. Hver borger havde, 2x2 timer om UGEN, til rengøring og indkøb. Derudover ekstra tid, hver anden uge når der skulle vaskes. Man kunne holde rimelig sobert i de hjem, hvor der boede en gammel morlille, som bare skulle have luftet nilfisken fra 1955, en gang om ugen.
Men i de hjem, og dem var der mange år, hvor der boede misbrugere. Der rakte tiden ikke.
Og sikke nogle hjem vi kom i. I dag er tiden skåret endnu mere ind til benet, så at noget halter er ikke så underligt, ude i vores velfærdssamfund.
Jeg har stået på 1. sal, i en ét-værelses lejlighed, iført hvid overtræksdragt, gummihandsker og et hakkejern. Det sidste, venligst udlånt af stedets gårdmænd.
Med det udstyr, var jeg og en kollega, nu i gang med, at skrabe skidt og lort, rent ud sagt, af parketgulvet efter, at vi havde hældt flere spande vand ud over det.
Jeg ved ikke, hvad nutidens hjemmepleje, ville sige om sådan en tjans.
Jeg har været med til, at pakke og bære, 33 sorte sække skrald ned, også fra en 1-værelses-lejlighed. Og derefter kunne man stadig dårligt, komme rundt i boligen. Men det blev da muligt, at sprøjte for klaner, som var årsagen til hjemmeplejens indtog, da underboen havde klaget.
Ofte sådan man fandt frem til særlingene rundt omkring. Sådan er det stadig. I 2014.
Jobbet var benhårdt. I slut-firserne, havde vi ikke mange hjælpemidler i hjemmene. Hospitalsenge så man stort set ikke.
Vi hjalp folk nede i deres højde. Om det var i deres lave seng, de skulle vaskes og iføres dagens tøj. Eller om der var støvsugere, så ældgamle at røret, var bygget til bittesmå mennesker, fra en tidligere generation, så stillede vi ikke spørgsmålstegn.
Vi var bare hjemmehjælpere.
De fleste ældre, var så søde og glade og taknemmelige, når vi kom. Andre hadede os af et godt hjerte.
Jeg glemmer aldrig de værste misbrugere fra dengang.
Fordi det var så nyt for mig, at se ind i øjne, så tomme, så ligeglade, så trætte, og så ulykkelige, som de udstrålede, disse misbrugere.
Mennesker som i en alder af måske 35 år, var så ødelagte af deres misbrug, at de både gjorde det ene og det andet i bukserne, og ydmyget, lod os hjælpe dem i rent tøj. Hvis vi kunne få liv i dem.
Mit hjerte bankede for disse skæbner.
Mit skema blev med tiden fyldt mere og mere op, med de "tunge" borgere. Med årene lærte jeg dog, at variere lidt. De tungeste psykiske borgere, tager mere energi fra en, end en rengøring hos en emsig pensioneret direktørfrue. ( Og de er, udover pensionerede sygeplejersker, nok noget af det værste folkefærd i hjemmeplejen... siger myten. Det passer ikke. Det er en myte, der er svær at kvæle).
På et tidspunkt, var der en kæmpe omlægning, ombygning, og sammenlægning, af områderne vi kørte i. Vi fik et fint nybygget socialcenter, og pludselig havde vi 5 mennesker siddende på kontoret, med computere, til at styre vores job.
Vi fik flere borgere, fordelt over et større område, og igen åbnede en ny verden sig for mig.
Kolonihave-foreninger hvor folk boede i huse, som ikke var egnet til bolig, for hverken mennesker eller dyr.
Vi tømte closetter, og musefælder. Vi slæbte varer fra Irma eller Brugsen, i alt slags vejr. Så armene blev en halv meter længere, mens man vandrede, et par km med de indkøbte varer, som skulle holde den næste uge.
Vi vaskede hår, i køkkenvaske, der fungerede som eneste mulige bad, med vand vi varmede på gaskomfuret, på både damer og mænd. Efter vask, så skulle der rulles hår op, på mange af damerne. Og jeg har skam også haft et par mænd, der lige skulle have en carmen-curle i om natten for, at få den flotte bølge i pandehåret, som havde været deres image, siden de bød den første pige op, til dans i forsamlingshuset, hjemme i provinsen, for 50 år siden.
Jeg mødte så meget livsglæde i nogle hjem, og så megen elendighed, sorg og fortvivlelse i andre. Jeg lærte hurtigt, at lykken her, afhang meget af, hvordan man så på sit liv.
Der var fattige, beskidte mennesker, som boede i huse, hvor gulvene var ved, at falde sammen under os.
Men personen strålede, og snakkede og levede sit beskedne liv, som om det hele var en fest. De bagte og serverede, for naboen, for os, og for dem der havde mindre end dem selv.
Så var der velhavende, fede, sure mennesker, som boede i store lejligheder, med udsigt ud mod Øresund. Der blev man pisket rundt, i de to stive timer, de havde rengøring, hver uge, mens de brokkede sig over, at de ikke fik mere tid.
Man blev ikke budt så meget som et glas vand, og sås i øvrigt helst forsvinde ud af bagtrappen, efter endt arbejde. Bare fordi man nu engang bare var den hjemmehjælper, som deres mand, havde betalt til hele livet, gennem skatten. Og nu skulle de jo nyde deres otium. Vi var service-organet som de havde optjent, lov til at sætte til de huslige pligter, som de havde været tvunget til, at tage hver uge, år efter år, i deres ægteskab, med en udearbejdende, velbetalt, men totalt fraværende mand.
Vi strøg skjorter, pudsede vinduer, vaskede gulv med gulvklud, mange steder liggende på knæ, fordi det havde de altid selv gjort, og det havde ingen taget skade af. Vi pudsede glasset på de indrammede familiebilleder, i ren sprit, og tørrede teaktræsmøbler af i lunkent vand, med lidt tredobbelt salmiakspiritus i.
Jeg havde ikke noget mod den form for arbejde, af og til. Man kunne gå i sine egne tanker, gøre rent, og bruge al den tid man ville, på sit eget liv, inde i hovedet,.
Men det var de skæve eksistenser, jeg brændte for. Misbrugerne, alkoholikerne, de tidligere prostituerede, som boede i små bitte lejligheder, og ikke havde brug for et eneste menneske udefra. Udover os, som handlede ind, og gav dem mulighed for, at trække sig ud af samfundet. fordi de endelig havde deres krop for dem selv. Alene-tid med tilbagevirkende kraft.
Der var hjem, hvor vi ikke gik ind alene. Det var specielt nogle boliger, hvor der var udslusning, fra forskellige psykiatriske afdelinger.
Når jeg tænker tilbage, så forstår jeg ikke altid, at jeg turde. Men man var ung, og jeg anede intet om psykiatriske patienter, medicineringen, som kan gå så gruelig gal, på få timer, og deres
måde at ændre humør på, inden for et splitsekund.
Jeg husker specielt et hjem, hvor vi gik tre mand ind af gangen. Vi mugede ud, i det værste skrald, som denne mand slæbte hjem hele ugen. Ting han hev op af skraldespande, og meget af det, så beskidt og ubrugeligt, og nærmest sundhedsskadeligt, at vi var i plastiskforklæder, handsker osv, for at bære det ud igen.
Mens vi samlede det sammen, og prøvede at få så meget med som muligt, stod han i et hjørne som en olm tyr, og skreg efter os, at vi var nogle tyvknægte, og at han skulle hævne sig. Nogle gange gik han til angreb, på den person, som faktisk kun brugte tiden på, at holde øje med ham, og dække ryggen på de to, der ryddede op.
Jeg husker første gang, jeg trådte ind i hans hjem, og var advaret mod hans iltre temperament, som gjorde, at han ofte, blev genindlagt, efter kun få dage hjemme. Jeg var sammen med to kolleger. En kvinde, og en mand. Min første tanke, da jeg et kort sekund havde øjenkontakt med ham, da han vredt låste os ind var, at han lignede et dyr. Ikke et ondt dyr. Mere sådan et bange rådyr.
Jeg blev straks draget af hans lukkethed. Jeg ville vide hvorfor han var blevet sådan. Hvem havde dog skræmt livet ud af ham? Og hvorfor havde han ikke formået, at rydde skyggerne væk? En stor stærk mand, som lige nu hvæsede som en rasende kat, fordi vi smed mad ud, der var pilråddent.
Næste gang jeg var med, var det et længere øjeblik, vores blik mødtes. Jeg dømte ham til at være 55-60 år. Jeg var måske 22 år.
Vi gjorde det vi skulle, han skældte ud imens.
Tredje gang jeg var med hos ham, smilede han til mig, syntes jeg, da han lukkede os ind. Vi gik i gang, som sædvanlig. Han skældte ikke ud. Jeg tænkte, om der måske var hul igennem. At han måske i dag ville lukke op for os. Bare lidt.
Jeg gik fra min kollega i køkkenet, gennem stuen, for at gå ud og ordne lejlighedens lille bitte toilet. Gik forbi min anden kollega, som diskret listede rundt med en støvklud, hele tiden, mellem ham, og os i køkkenet.
Lige da jeg var kommet forbi hende, mærkede jeg en smerte i baghovedet. Jeg væltede forover, og fik ikke balancen, før den næste smerte ramte mig i ryggen.
Han var over mig som et dyr, i et spring. Han slog og slog og slog, i mit baghoved og i min ryg.
Mine to kolleger fik ham væk, og fik mig hevet ud på opgangen.
Jeg blødte fra baghovedet, og var meget konfus. Men intet alvorligt var sket.
Det var sidste gang, jeg var der. Og jeg lærte den måske vigtigste lektie, i arbejdet med mange psykisk syge... Prøv dig frem, før du ser dem i øjnene. Det virker meget provokerende, på mange af dem.
Jeg havde været lidt flyvsk omkring, gennem barndommen, hvad vej mit job liv skulle gå. Dyrlæge, var barndommens helt store drøm, når Dyrlæge Johansen, med gråblå kittel, og grønne gummistøvler, kørte ind i gården hos mine forældre. Han var sej. Med handsker og masser af sprit i lommerne, og den sorte slidte taske fyldt med helbredende medicin og sprøjter og barberblade.
Første gang jeg virkelig tænkte, at dyrlæge, det skulle jeg være, husker jeg tydeligt.
En kvie, skulle kælve. Det var vinter, et sted i 70'erne, og der var massevis af sne. Noget gik galt under kælvningen, og dyrlægen blev tilkaldt. Det foregik via naboens tlf, da vi mine forældre ikke gjorde sig den luksus, det var at få tlf.
Jeg husker kvien brøle, og ville smide sig. Det var noget dramatisk, og da dyrlægen endelig kom, med en sneplov foran sig, kan jeg huske, at han løb ind til kvien, talte med hende, gjorde det han nu engang skulle, af undersøgelser og indsprøjtninger og talte med hende, og med os andre, som om at nu var han her. Alt var godt. sådan så kvien også ud i øjnene. Alt var godt. Han vidste hvad han gjorde.
Jeg beundrede ham, gang på gang i sit energiske arbejde, med en ko eller en gris.
Sådan ville jeg være. En der fjernede disse dyrs frygt og smerte.
Jeg skulle være dyrlæge.
Senere skulle jeg være frisør. Fordi det skulle min veninde.
Men i de sidste par skoleår, var det journalist-uddannelsen der var min drøm.
Det lå bare ikke rigtigt i kortene, at jeg skulle på en journalist højskole. Det lå mere i kortene, at jeg skulle tjene nogle penge, og klare mig selv, da jeg som 16-årig forlod Sejergaardsskolen, og festede sammen med 10 B hele sommeren 1984.
Løsningen blev, at søge ud som Pige i Huset, for på den måde, at samle point til børnehaveseminariet. Det var den vej, jeg nu havde besluttet mig for at gå.
2½ år, var jeg Pige i huset, i tre meget forskellige familier. Nogle fantastisk lærerige år, for mig. At stå med husholdning og børnepasning og strygetøj og aftensmad og stofbleer og uldbukser og hjemmebagt rugbrød osv, gjorde mig intet.
Jeg voksede med opgaverne, og blev betroet opgaver, som jeg nød at udføre, fordi nogle værdsatte det jeg gjorde.
Men Summasumarum af alt dette er.
Jeg endte med, at blive Hjemmehjælper ved et tilfælde. Uddannet på Hjemmehjælperskolen i Vordingborggade på Østerbro i 1988..
Tilfældet ville nemlig, at jeg efter det sidste år i huset, fik et tre mdrs vikariat på et af de mange Amtsplejehjem, som dengang lå i mange byer.
Jeg var 17 år. Stod fuldstændig uden, at vide, hvad jeg gik ind til, den aften, i kælderen under plejehjemmet, inde hos vaskedamerne, som skulle måle mig for, at finde ud af hvad kittel-størrelse jeg skulle bruge.
( Der var også natpiger i vaskekælderen dengang. De vaskede blandt andet også senge og kørestole.)
Str. 38. Værsågod. 3 stk hvide kitler, med trykknapper foran, 1 sjælevarmer og nogle hvide bomuldsokker.
Jeg var nu klædt på til, at gå med op på afdelingen, og hilse på de øvrige personaler, som jeg skulle arbejde sammen med, i springvagt, om natten. Det foregik på den måde, at jeg vekslede, mellem 2 ud af stedets fire afdelinger. 1 time hvert sted. Frem og tilbage.
Der var en fast personale på hver afd.
Jeg blev præsenteret på den afdeling jeg skulle starte vagten på, hver aften.
Den faste natpige, hed G, var sidst i tyverne, og uddannet sygehjælper. Hun var det sødeste væsen. Smilende og køn, og imødekommende.
Sådan. Hej Lotte. Velkommen. Vi satte os i opholdsstuen, hvor to sygehjælpere sad klar, i hvide kitler og sjælevarmere, og med kaffe i hvide kopper, og Kardex liggende foran sig.
Vagten var i gang.
De fortalte om Hr. Hansen som ikke havde haft afføring i mange dage, og skældte ud over at de ikke ville give ham en sæbeprop. Om en mand der havde brændt hul i sit sengetæppe med pibetobakken. Hold lige et ekstra øje når han ryger.
Så snakkede de om "morgenrunden", som jeg senere, fandt ud, var den runde, vi om natten gik til sidst, på alle stuerne, hvor vi unænsomt, skramlede ind af døren, hos de sovende ældre, med halefadet klar, så vi lige vaskede "forneden" og skiftede ble, og sagde at de kunne sove en time til. Så var det kun "foroven", dagvagterne skulle tage sig af, når de kl. 7.15 hev den første sagesløse ud af sengen.
Jeg kom til at se ting, som jeg ikke anede foregik. Jeg mødte gamle, sure, gnavne oldinge, som boede her, på Amtsplejehjemmet, fordi Gården derhjemme, var gået i arv til den ældste søn.
Nu skulle den ældre her, nyde sit otium, på alderdomshjemmet, hvor man naturligvis, blev behandlet, alt efter hvad rang man havde haft før, i lokalsamfundet. Hvilket naturligvis også var noget man som børn, af beboeren, ligesom forventede mellem linjerne. Lillefar havde jo arbejdet som en hest, og betalt sin skat, og bedt sin bordbøn.
Jeg mødte demente, som i en skærmet enhed, var bag låste døre, hvor de gik rundt, i en stor snakkende forvirring, mellem hinanden, og anede hverken ud eller ind. Nogen blev vrede hvis man henvendte sig til dem. Andre tog min hånd, og spurgte om jeg havde lært noget spændende henne i skolen i dag.
Jeg så en dement kvinde, blive bæltefixeret, fordi hun gik sine egne veje, og jeg hørte hende råbe efter os i angst, når vi forlod hende.
Jeg mødte søde gamle damer, som hovedrystende over min uvidenhed, bad mig give dem, et par rene underpermissioner, og deres Maja parfume, som de hældte vel rigeligt af, på håndled og lommetørklæde. Bad var noget der foregik, enten i lige, eller ulige uger, og som var hadet af de fleste, fordi, den generation ikke gik ret meget i bad. Mange af dem var født i slutningen af 1800 tallet.
Jeg mødte døende mennesker, og det var en meget skræmmende, men også fantastisk smukt, at høre folk sige, at de var klar. Deres liv havde været vidunderligt. nu var det ikke deres tur mere. De nød bare at have en hånd at holde i, indtil familien kom, hvis de kom. Ellers var det i vores selskab, ofte i nattevagterne, at de sov ind. Efter et langt liv. Trætte og kærlige, og mange med en tro på, at de nu forlod denne verden, fr at møde den gud, de havde bedt til, i deres svære stunder i livet.
Jeg mødte unge skæbner, som lå ensomme i deres senge, på stuer, hvor der intet skete, ud over, at blomsterne groede, og vi kom skramlende med vores vogne, med vaskeklude, og sæbevand, kl. 05, kl. 9.00. Kl 17. og hvornår det ellers passede i vagternes rutiner.
Jeg var der en uge, og vidste, at det her. Det skulle jeg resten af mit liv. Alle disse rynkede gamle mennesker, bar på historier, som jeg blev nødt til at høre.
Nogen havde historier, som de fortalte i timevis, om natten, ved bordet i opholdstuen, der på Amtsplejehjemmet, mens et bornholmerur, tikkende mindede os om, at Dagny var død, og familien havde efterladt uret til beboerne. Smukt. Så var de fri for at slæbe det ud.
Jeg har løbet efter klokken, kl. 3 om natten, for at finde en 98-årig, meget fin gammel pianistinde, nat efter nat, på gulvet, hvor hun meget forsigtigt var "faldet" ned ved, at lade sig glide forsigtigt ned af dynen, og lande på gulvet.
Klagende sin nød. -Åh hjælp, hjælp, jeg er jo blind. Kom og hjælp mig.
Og jeg har nat efter nat, forsigtigt hjulpet dette gamle kadaver op, mens hun aede mig på kinden og sagde, - Tror du ikke der er lidt kaffe i opholdsstuen.
Om jeg troede.
Jo flere der dukkede op om det bord om natten, jo hyggeligere.
Når hun så sad, pianistinden, lille og fin, med sit broderede lommetørklæde, og drak sin kaffe, med fløde, og fortalte om hvor svært det hele var, nu hun var blevet blind, for der efter at se hende, læne sig ind over bordet, og kommentere til ham overfor, som heller ikke kunne sove, -Sig mig er det jordbærgrød du spiser. Det kunne jeg da også godt tænke mig lidt af. Med fløde. - Så var natten vidunderlig, og jeg elskede at sidde her. Med disse oldinge.
Jeg har stået i mit eget sved, sammen med den ældre, søde, men meget strenge sygehjælper, E, som var på den modsatte afd. på mine natlige springvagter, med en hel afdeling, som husede omkring 30 beboere, og som nu havde fået Muldvarpeskud, til dessert om aftenen.
Til orientering, er det ren sveskegrød, som giver en naturligvis løs mave.
Vi løb rundt den nat. Med bækner, og fade, som skulle i bækkenkogeren, og ind i varmeskabene, så de var klar, når der var en klokke der bimlede.
Jeg mødte fantastisk dygtige kvinder, som der var flest af dengang i dette fag, som hver dag, startede forfra med, at få disse mennesker op, i tøjet, bespist, ind og sove til middag, op igen. Bespist. Eftermiddagskaffe og aftenskaffe på slaget. Er der gang i maven på den og den stue. På toilettet. Tryksår på vej der. Kvinder som løb stærkt, og var effektive, men som også satte sig ned, og holdt en lillemor i hånden, og sang en salme, uden at nogen fandt det underligt. Eller som spild af tid.
Jeg vidste, at hver time, natten igennen, når kl. var kvarter over et eller andet, så stod han nede på hjørnet, den gamle fabriks-formand, og kiggede diskret op på os, som sad i opholdstuen med kaffen. Derefter tog han sit lommeur op, af vesten, som han lige havde taget på, uden på den uldne langærmede undertrøje, kiggede på det, og igen på os. Satte hatten på plads på hovedet, og vendte fornærmet rundt, og gik med sin stok tilbage på sin stue, tydeligt fornærmet over, at personalet ikke passede deres ting.
Når vi så, personalet, passede vores ting, og gik en runde hver time, og stak hovedet ind på hver eneste stue, lyttende efter roligt sovende åndedræt, så vi kunne smutte videre på runden, uden at stå med en vågen, våd borgen, som skulle skiftes og i seng igen, så var det helt sikkert, at hos fabriksformanden, var det blevet hans tur til at holde pause.
Han lå i sengen, med hat og stok, lange underbukser, og sorte velpudsede sko. Ved siden af sengen, på en taburet, lå vesten, med det uundværlige lommeur, når han igen og igen, tog os i, ikke at lave andet end at sidde oppe i opholdsstuen, og drikke kaffe.
Jeg var med inde og ordne den unge mand, kl. 2 hver nat, som efter en ulykke i barndommen, lå her, uden forbindelse med omverdenen, men i stand til selv, at trække vejret. Kl. 2, fordi det er et stille tidspunkt på natten, og da ham her alligevel bare lå, ja så var der jo ingen som helst logisk grund til, at dagvagterne, skulle ordne ham i den travle dagvagt ! ?
Vi tændte lyset i loftet. Magen til det der var hos tandlægen, da jeg var barn. Firkantede med en rist under det ubarmhjertige skarpe lys. Vi hældte vand i fade, og hev dynen af ham, og vaskede og rumsterede, bundskiftede sengen, mens vi vendte og drejede ham og skiftede hans tøj.
Jeg skulle lære, at skifte uridomet, som er en anordning, hvor en kondomlignende tingest, er udstyret med et tut i enden, der hvor der plejer, at være en lille ballon til opsamling af sæd. I denne tut, sættes en slange, der fører ned i en pose, til opsamling af urinen.
Der stod jeg, 17 år gammel. Med en ung mand, som skulle have rullet dette uridom på, som et kondom. På en slap tissemand, som bestemt ikke blev ved, at være lige slap, jo mere nervøs og kluntet jeg blev. G. grinede. Hjalp mig færdig med, at sætte det på, og sagde til mig, at det skulle gå lidt hurtigere, ellers var det han nåede, at blive lystig.
At made folk, var nok det der var det sværeste for mig. Jeg kan kun sige det sådan her. Prøv det.
At made et voksent menneske er meget grænseoverskridende.
Man er virkelig tæt på. Desuden tror jeg ikke, at der findes tal på, hvor mange forskellige måder, folk gerne vil have anrettet maden på. På gaflen..
Nogen blander det hele i en pærevælling. andre vil gerne have lidt rødkål med flæskestegen, op på gaflen. Andre igen, tåler ikke at noget rør hinanden.
Men jeg var lykkelig. Følte jeg havde fundet min force i livet.
Børnehavebørn? Aldrig i livet.
Disse mennesker- de sad der med en hel livshistorie, hver og en. Jeg ville vide mere. Høre tusindvis af historier. Hemmeligheder som havde overlevet krige, og kærlighed. Fjendskaber og venskaber, på tværs af kommunegrænser.
Verden var mindre dengang. Så alle historierne, i hvert et liv, var unikke. Ingen kendte facebook og Twitter. Jeg sugede det hele og nød hvert et trin, jeg tog på det plejehjem.
Jeg var kommet ud i den virkelige verden, og mødt disse mennesker inde på byens Amtsplejehjem.
Mødte et mylder af blandede skæbner. De fleste med pæne og velfriserede historier, hvor der måske var blevet redigeret lidt, alt efter hvem, den var fortalt til. Med tiden var alt det onde glemt. Man talte ikke højt om utroskab, og unge pigers ulykkelige omstændigheder.
I alt fald ikke, før man var blevet så alderssvækket, at filteret var forsvundet.
Det var spændende. Men nu skulle jeg videre. Finde job. jeg var ikke i tvivl. Ældre mennesker var det jeg skulle arbejde med. Men hvor?
Tilfældigheder igen, førte mig til en jobsamtale i Københavns kommunes hjemmepleje. Dengang foregik samtalerne på Bernstorffsgade. Det gik stærk. Hurtige spørgsmål. Foto taget til legitimation. Du møder på mandag på lokalkontoret der og der.
Næste.
Mandag morgen steg jeg af bussen, lidt over syv om morgenen, i Københavns Sydhavn.
Hvis jeg troede, i min ungdoms naivitet, at jeg havde set en hel masse på det plejehjem, så skal jeg da lige love for, at jeg vågnede op.
Det her. Det var livet.
Jeg stod midt i håbløshed, af druk, og vold og udslusning fra Sankt Hans. Alkoholikere og narkomaner, som side om side, prøvede hver især, at overleve dagen og vejen, og i særdeleshed, tørsten, eller trangen til narko.
Vi var ca. 25 ansatte i dette lille kollektiv. Vi havde vores faste blokke, med vores faste borgere, og vores personalestue.
I en lejlighed midt i det hele, sad vores to meget dygtige kontordamer. De styrede hele dette område med 25 ansatte, alle vores borgere, madbestillinger, vidste hvem der var udskrevet, eller indlagt. Hvem som sov på Himmelekspressen et par dage, og som vi ikke skulle lede efter. Hvem der skulle på weekendvagt, på ferie og afspadsering osv.
De havde ingen computere. På et stativ over skrivebordet mellem dem, stod en gammel drejetelefon, som kunne skubbes frem og tilbage mellem dem. Det var kontakten til omverdenen.
Jeg mødte nu en verden så anderledes, end noget jeg havde set ude i provinsen, i min barndom. Jeg var 18 år. Jeg fik 3 dage som "føl", hvor jeg fulgtes med en uddannet.
Uddannet betød, at man var hjemmehjælper-uddannet. Et års erfaring, med én uges grundkursus, inden for de første tre mdr. Yderligere et 7 ugers hovedforløb, indenfor det første år. De i alt 8 uger, foregik på Hjemmehjælperskolen i Vordingborggade.
Jeg fik efter tre dage, mit faste skema. Derudover en kogebog, Mad til én. En lille praktisk blå mappe, til mit arbejdsskema, og div. papirer, såsom fuldmagter til bank, forgæves-sedler etc.
Mit skema, lignede lidt et skoleskema. Vi havde borgerne boende i et-værelseslejligheder. Hver borger havde, 2x2 timer om UGEN, til rengøring og indkøb. Derudover ekstra tid, hver anden uge når der skulle vaskes. Man kunne holde rimelig sobert i de hjem, hvor der boede en gammel morlille, som bare skulle have luftet nilfisken fra 1955, en gang om ugen.
Men i de hjem, og dem var der mange år, hvor der boede misbrugere. Der rakte tiden ikke.
Og sikke nogle hjem vi kom i. I dag er tiden skåret endnu mere ind til benet, så at noget halter er ikke så underligt, ude i vores velfærdssamfund.
Jeg har stået på 1. sal, i en ét-værelses lejlighed, iført hvid overtræksdragt, gummihandsker og et hakkejern. Det sidste, venligst udlånt af stedets gårdmænd.
Med det udstyr, var jeg og en kollega, nu i gang med, at skrabe skidt og lort, rent ud sagt, af parketgulvet efter, at vi havde hældt flere spande vand ud over det.
Jeg ved ikke, hvad nutidens hjemmepleje, ville sige om sådan en tjans.
Jeg har været med til, at pakke og bære, 33 sorte sække skrald ned, også fra en 1-værelses-lejlighed. Og derefter kunne man stadig dårligt, komme rundt i boligen. Men det blev da muligt, at sprøjte for klaner, som var årsagen til hjemmeplejens indtog, da underboen havde klaget.
Ofte sådan man fandt frem til særlingene rundt omkring. Sådan er det stadig. I 2014.
Jobbet var benhårdt. I slut-firserne, havde vi ikke mange hjælpemidler i hjemmene. Hospitalsenge så man stort set ikke.
Vi hjalp folk nede i deres højde. Om det var i deres lave seng, de skulle vaskes og iføres dagens tøj. Eller om der var støvsugere, så ældgamle at røret, var bygget til bittesmå mennesker, fra en tidligere generation, så stillede vi ikke spørgsmålstegn.
Vi var bare hjemmehjælpere.
De fleste ældre, var så søde og glade og taknemmelige, når vi kom. Andre hadede os af et godt hjerte.
Jeg glemmer aldrig de værste misbrugere fra dengang.
Fordi det var så nyt for mig, at se ind i øjne, så tomme, så ligeglade, så trætte, og så ulykkelige, som de udstrålede, disse misbrugere.
Mennesker som i en alder af måske 35 år, var så ødelagte af deres misbrug, at de både gjorde det ene og det andet i bukserne, og ydmyget, lod os hjælpe dem i rent tøj. Hvis vi kunne få liv i dem.
Mit hjerte bankede for disse skæbner.
Mit skema blev med tiden fyldt mere og mere op, med de "tunge" borgere. Med årene lærte jeg dog, at variere lidt. De tungeste psykiske borgere, tager mere energi fra en, end en rengøring hos en emsig pensioneret direktørfrue. ( Og de er, udover pensionerede sygeplejersker, nok noget af det værste folkefærd i hjemmeplejen... siger myten. Det passer ikke. Det er en myte, der er svær at kvæle).
På et tidspunkt, var der en kæmpe omlægning, ombygning, og sammenlægning, af områderne vi kørte i. Vi fik et fint nybygget socialcenter, og pludselig havde vi 5 mennesker siddende på kontoret, med computere, til at styre vores job.
Vi fik flere borgere, fordelt over et større område, og igen åbnede en ny verden sig for mig.
Kolonihave-foreninger hvor folk boede i huse, som ikke var egnet til bolig, for hverken mennesker eller dyr.
Vi tømte closetter, og musefælder. Vi slæbte varer fra Irma eller Brugsen, i alt slags vejr. Så armene blev en halv meter længere, mens man vandrede, et par km med de indkøbte varer, som skulle holde den næste uge.
Vi vaskede hår, i køkkenvaske, der fungerede som eneste mulige bad, med vand vi varmede på gaskomfuret, på både damer og mænd. Efter vask, så skulle der rulles hår op, på mange af damerne. Og jeg har skam også haft et par mænd, der lige skulle have en carmen-curle i om natten for, at få den flotte bølge i pandehåret, som havde været deres image, siden de bød den første pige op, til dans i forsamlingshuset, hjemme i provinsen, for 50 år siden.
Jeg mødte så meget livsglæde i nogle hjem, og så megen elendighed, sorg og fortvivlelse i andre. Jeg lærte hurtigt, at lykken her, afhang meget af, hvordan man så på sit liv.
Der var fattige, beskidte mennesker, som boede i huse, hvor gulvene var ved, at falde sammen under os.
Men personen strålede, og snakkede og levede sit beskedne liv, som om det hele var en fest. De bagte og serverede, for naboen, for os, og for dem der havde mindre end dem selv.
Så var der velhavende, fede, sure mennesker, som boede i store lejligheder, med udsigt ud mod Øresund. Der blev man pisket rundt, i de to stive timer, de havde rengøring, hver uge, mens de brokkede sig over, at de ikke fik mere tid.
Man blev ikke budt så meget som et glas vand, og sås i øvrigt helst forsvinde ud af bagtrappen, efter endt arbejde. Bare fordi man nu engang bare var den hjemmehjælper, som deres mand, havde betalt til hele livet, gennem skatten. Og nu skulle de jo nyde deres otium. Vi var service-organet som de havde optjent, lov til at sætte til de huslige pligter, som de havde været tvunget til, at tage hver uge, år efter år, i deres ægteskab, med en udearbejdende, velbetalt, men totalt fraværende mand.
Vi strøg skjorter, pudsede vinduer, vaskede gulv med gulvklud, mange steder liggende på knæ, fordi det havde de altid selv gjort, og det havde ingen taget skade af. Vi pudsede glasset på de indrammede familiebilleder, i ren sprit, og tørrede teaktræsmøbler af i lunkent vand, med lidt tredobbelt salmiakspiritus i.
Jeg havde ikke noget mod den form for arbejde, af og til. Man kunne gå i sine egne tanker, gøre rent, og bruge al den tid man ville, på sit eget liv, inde i hovedet,.
Men det var de skæve eksistenser, jeg brændte for. Misbrugerne, alkoholikerne, de tidligere prostituerede, som boede i små bitte lejligheder, og ikke havde brug for et eneste menneske udefra. Udover os, som handlede ind, og gav dem mulighed for, at trække sig ud af samfundet. fordi de endelig havde deres krop for dem selv. Alene-tid med tilbagevirkende kraft.
Der var hjem, hvor vi ikke gik ind alene. Det var specielt nogle boliger, hvor der var udslusning, fra forskellige psykiatriske afdelinger.
Når jeg tænker tilbage, så forstår jeg ikke altid, at jeg turde. Men man var ung, og jeg anede intet om psykiatriske patienter, medicineringen, som kan gå så gruelig gal, på få timer, og deres
måde at ændre humør på, inden for et splitsekund.
Jeg husker specielt et hjem, hvor vi gik tre mand ind af gangen. Vi mugede ud, i det værste skrald, som denne mand slæbte hjem hele ugen. Ting han hev op af skraldespande, og meget af det, så beskidt og ubrugeligt, og nærmest sundhedsskadeligt, at vi var i plastiskforklæder, handsker osv, for at bære det ud igen.
Mens vi samlede det sammen, og prøvede at få så meget med som muligt, stod han i et hjørne som en olm tyr, og skreg efter os, at vi var nogle tyvknægte, og at han skulle hævne sig. Nogle gange gik han til angreb, på den person, som faktisk kun brugte tiden på, at holde øje med ham, og dække ryggen på de to, der ryddede op.
Jeg husker første gang, jeg trådte ind i hans hjem, og var advaret mod hans iltre temperament, som gjorde, at han ofte, blev genindlagt, efter kun få dage hjemme. Jeg var sammen med to kolleger. En kvinde, og en mand. Min første tanke, da jeg et kort sekund havde øjenkontakt med ham, da han vredt låste os ind var, at han lignede et dyr. Ikke et ondt dyr. Mere sådan et bange rådyr.
Jeg blev straks draget af hans lukkethed. Jeg ville vide hvorfor han var blevet sådan. Hvem havde dog skræmt livet ud af ham? Og hvorfor havde han ikke formået, at rydde skyggerne væk? En stor stærk mand, som lige nu hvæsede som en rasende kat, fordi vi smed mad ud, der var pilråddent.
Næste gang jeg var med, var det et længere øjeblik, vores blik mødtes. Jeg dømte ham til at være 55-60 år. Jeg var måske 22 år.
Vi gjorde det vi skulle, han skældte ud imens.
Tredje gang jeg var med hos ham, smilede han til mig, syntes jeg, da han lukkede os ind. Vi gik i gang, som sædvanlig. Han skældte ikke ud. Jeg tænkte, om der måske var hul igennem. At han måske i dag ville lukke op for os. Bare lidt.
Jeg gik fra min kollega i køkkenet, gennem stuen, for at gå ud og ordne lejlighedens lille bitte toilet. Gik forbi min anden kollega, som diskret listede rundt med en støvklud, hele tiden, mellem ham, og os i køkkenet.
Lige da jeg var kommet forbi hende, mærkede jeg en smerte i baghovedet. Jeg væltede forover, og fik ikke balancen, før den næste smerte ramte mig i ryggen.
Han var over mig som et dyr, i et spring. Han slog og slog og slog, i mit baghoved og i min ryg.
Mine to kolleger fik ham væk, og fik mig hevet ud på opgangen.
Jeg blødte fra baghovedet, og var meget konfus. Men intet alvorligt var sket.
Det var sidste gang, jeg var der. Og jeg lærte den måske vigtigste lektie, i arbejdet med mange psykisk syge... Prøv dig frem, før du ser dem i øjnene. Det virker meget provokerende, på mange af dem.
Kommentarer
Send en kommentar