Fru K. ( Hjemmeplejehistorier)....
Da jeg havde været i faget i faget i 13 år, måtte jeg på skolebænken. Hjemmehjælper uddannelsen, var håbløst forældet.
Vores regering havde besluttet, at folk skulle blive længst muligt i eget hjem. I stedet for at rykke på Alderdomshjemmet, skulle hjemmeplejen rykke ud, med hjælp i plejesenge, hjælp til sår, til medicin. Til alt.
Der blev ansat flere og flere sygeplejersker. Vi var en uddøende race, os hjemmehjælpere, sammen med dem, der var startet op som husmorafløsere, som det hed først.
Os der netop overtog husmoderens arbejde, indtil folk måtte flytte over på alderdomshjemmet.
Men det var en spændende udvikling, om end man altid i starten, stritter imod forandringer.
Jeg var efter, at have været over ældreplejen i København, i Ejby, forskellige steder på Midtsjælland, mod Gørlev, og nu i Kalundborg.
Jeg kørte i en vidunderligt fungerende hjemmepleje, hvor det var yderområderne omkring Kalundborg vi dækkede. På en alm. dagvagt, kunne flere af os, have kørt over 100 km. Vi kørte fra Årby til Tømmerup, til Saltbæk, tilbage til Melby m.m.
Nogle fik hjælp 3 gange i en dagvagt. Længst muligt i eget hjem, gav hjemmeplejen travlt. Men det var skønt.
Nå. Men mere uddannelse var ved, at være et must.
Min leder, som var en fantastisk kvinde, som vidste hvad hun ville have af personale, og hvad hun ikke ville have, havde åbenbart besluttet, at mig ville hun beholde.
I alt fald blev jeg kaldt ind til hende, og der sad en mand fra jobcentret i kommunen.
Jeg var ansat i et vikariat, som var forlænget et par gange, og som nu ikke måtte forlænges mere, uden en fastansættelse.
Min manglende sosuhjælper udd. gjorde, at hun ikke kunne fastansætte mig.
Så hun havde sammen med jobcentret, undersøgt muligheden af, at booke en plads til mig, på næste hold... Hvis jeg var interesseret. Så ville der være en fast stilling, når jeg kom tilbage.
Om jeg ville!!
Jeg trængte til luftforandring. Uddannelse var velkommen.
Jeg startede på Sosu-udd. i Dianalund, og nød alt det jeg lærte. Forstod pludselig ting jeg gik og gjorde i plejen uden altid, at vide hvorfor!
Jeg sugede det hele ind.
Da jeg skulle i min første praktisk, kom jeg jo ud i en hjemmeplejegruppe, i en anden by, jeg ikke kendte.
Fik min faste rute, med borgere, der dækkede forskellige opgaver, så man fik lært en masse.
Jeg nød at være "ny". På den måde, at ingen kendte mit arbejdsliv, udover det jeg selv fortalte. At være elev, med 14 års erfaring, er svært, hvis man er i en gruppe, man har arbejdet sammen med.
Jeg var ny. jeg kunne stille spørgsmål, uden at de undrede sig.
Efter få dage, bliver jeg kaldt ind på kontoret, hos lederen. Hun siger til mig, at en af de borgere som var på mit skema, og som var ret tung, med mange timers pleje om dagen, er død. Jeg nåede slet ikke at møde ham, da han var indlagt da jeg kom.¨
Men hun havde en anden opgave til mig. Med en dame. Som også havde ret mange timer hen over ugen. Blandt andet med morgentoilette på skemaet hver dag. Bad to gange om ugen. Rengøring hver anden uge. Vask den modsatte uge. Jo, der var nok, at gå i gang med hos Fru K. for en elev.
Der var lige en lille krølle på halen, som hun lige ville fortælle mig. Men da hun nu havde læst i mine papirer, at jeg ikke var helt grøn, så mente hun nok jeg magtede at prøve.
Hvis Fru K. havde haft 200 hjemmehjælpere de sidste mange år, så havde hun smidt de 180 ud, for fuld musik !!!
Så hvis nu, det ikke gik, eller jeg ikke magtede det, så måtte jeg sige til.. Ok? Fint. Du starter i morgen hos hende. Du får din vejleder med første dag.
Der måtte jeg stoppe hende.
Hvis jeg skulle have Fru K. så gik jeg selv derned første gang, så jeg ikke risikerede, hun havde noget udstående med min vejleder, som væltede det hele.
Jeg vidste, af erfaring, at jeg ikke havde ret mange chancer. Måske kun én. Hendes førstehåndsindtryk, kunne være dødsstødet. Jeg ville gerne møde hende alene.
Så det var mig hun valgte fra.
Næste morgen, efter morgenmødet, hvor flere havde rynket lidt på panderynkerne over, at Fru K. stod på en elev, fast, stod jeg foran hendes dør. I en lille gade, med bitte små yndige huse, side om side. Nogle moderniserede, og hvor der var liv bag vinduerne. Unge familier på vej ud af døren, med børn og tasker og madpakker.
Det hus jeg stod ved var mørkt. Både i vinduerne. Men også i hele dets udtryk. Et hus uden glæde, med nedrullede slidte gardiner i sart baby-lort-gul.
Jeg stak nøglen i døren, og tænkte... God vind Lotte. Nu er det nu.
Låste op, og trådte ind i en lille bitte aflang gang. Til venstre for mig var en dør indtil stuen, kunne jeg skimte i sprækken. Lige ud, gik man langs trappen, og videre ud i køkkenet.
Der var mussestille. Jeg tog overtøjet af. Støvlerne af. Blå futter på fødderne, som jeg var blevet formanet om var yderst vigtigt.
Gad vide hvor Fru K. befandt sig?
Jeg listede ind i stuen. Gik gennem den, så jeg kom den anden vej til køkkenet, og ud i gangen igen.
Hun var altså ovenpå.
Op af den utrolig stejle trappe.
Knirk knirk knirk.. Jeg tænkte på vej op, at med hendes 96 år, måtte hun være rimelig frisk. Med soveværelse oppe.
Lige overfor trappen, var der et badeværelse. Jeg drejede til venstre, og åbnede en dør, ud mod gaden. Opbevaring af alverdens ting. Ligefrem, var en dør. Åben indtil et bælgmørkt rum. Der måtte hun være. Gad vide om hun var død.
Jeg listede frem, og da jeg stak næsen indenfor, blev lyset over sengen tændt, og en stemme sagde konstaterende,
- Du har i hvert fald aldrig været her før.
Det bekræftede jeg, men nåede dårligt at svare, før hun sagde,
- Jeg håber du har overtrækssko på.
Jeg bekræftede igen.
- Hjælp mig dog op, vrisser hun.
Jeg tænker, Ok. Så er det sådan vi leger, og siger - Ja jeg skal nok hjælpe dig op. Men da jeg jo er ny, må du fortælle mig hvad du skal have hjælp til, for at komme op.
Hun sendte mig et blik som ikke kunne misforstås. Jeg var dumpet.
Hun prøvede at sætte sig op. Smed dynen arrigt til side, og da jeg prøvede at hjælpe, blev det kluntet, og ekstra besværliggjort, af hendes lave seng, under skråvæggen.
Hun kom op at stå. Ved et gangstativ, som stod ved sengen.
-Jeg vil ikke i bad når du er ny!
- Det er op til dig. jeg vil gerne hjælpe dig.
- Hvordan? Du vidste ikke hvordan du skulle tage mig op!
Jeg opgav at forklare. Mærkede irritationen komme op i mig, over at blive behandlet så grimt. Men jeg kunne ikke gøre andet, end at fortsætte.
-Vil du i bad, eller ned.
- Jeg skal vel på toilettet og vaskes, selv om jeg ikke skal i bad. Svarede hun surt.
Vi kom på badeværelset. Fik ordnet tingene nødtørftigt, mens jeg blev vrisset af, dasket over fingrene, når jeg rakte den forkerte hjemmehæklede klud. Hvid til ansigt. Rød til kroppen. Blå til de hemmelige huler.
Det lærte jeg ret hurtigt.
Turen ned, foregik på den måde, at jeg gik ned, og hun kravlede baglæns hele vejen ned af den stejle trappe. Nede ventede jeg med hendes rollator. Da hun satte den sidste fod, på ganggulvet, åndede jeg lettet op. Puha en farlig tur.
Men samtidig med hun satte foden i gulvet, hvæsede hun,
- hvorfor står du der og glor, jeg skal vel have morgenmad?
Jeg skyndte mig ud i køkkenet, og håbede, at en tidligere lidelsesfælle havde skrevet en seddel i køkkenet, hvad fruen ønskede serveret, på hvad tid.
Det var præcis tilfældet. En kvinde som fru K. kunne skræmme livet af enhver.
Jeg læste, og anrettede to halve stykker sigtebrød, med smør, og rockefort-ost. En skive på hver. Ikke for tyk. Ikke for tynd ? (I forhold til hvad?) 2½ krus kaffe. Mål med det store røde krus. Der skal være præcis, et krus til morgen. Et krus før middag. Et ½ krus efter middagssøvnen.
Jeg anrettede og målte og vaskede op fra aftenen før. ( Aftenvagter har aldrig kunnet vaske op, endsige skylle af :) )
Jeg stak hovedet ind i stuen, og spurgte om hun ville have morgenmaden serveret.
- Skal jeg ikke have tøj på? Var svaret.
Øh jo da.
Inde i stuen sad hun. I en lille lav lænestol, som stod i hjørnet, ud mod gaden, så hun sad med siden til vinduet, og kunne følge alt, hvad der foregik, via sit gadespejl.
Foran hende stod et lille sofabord med klinker, prydet med roser. Der var stavlet alt det op, som hun skulle bruge i løbet af dagen, på dette lille borg. Piller, køkkenrulle, to forskellige slags læsebriller. Forstørrelsesglas. Skåle med frugt, som havde set bedre dage, neglesaks, fil, fjernbetjening, og en drejeskive-tlf
Jeg fik lokaliseret hendes tøj, uden at spørge efter det, og stiller mig med tøjet på modsatte side af bordet, afventende, hvor hun vil stå og få hjælp til tøjet.
Jeg venter. Hun glor på mig.
- Skal jeg ikke have tøjet på?
- Jo, men hvor vil du stå henne?
-Jeg vil ikke stå nogen steder. Jeg sidder fint her. Start med støttestrømperne.
Det var helt vildt urimeligt. Jeg arbejdede hen over et lille bitte bord, med alverdens ting stavlet op på. Stramme støttestrømper. Strømpebukser. Kjole. Striktrøje. Knappe. Dask over fingrene fordi jeg knappede skævt, og med en munter bemærkning siger,
-Hov jeg knappede da vist til brændevin, og hun snerrer
-Ja jeg drikker ikke, så det ordsprog har jeg aldrig hørt.
Jeg var varm af det usmidige job med tøjet. Jeg følte mig nedgjort og ydmyget, af dette forfærdelige sure væsen. Hun var direkte modbydelig. Umulig at trænge igennem til, med et smil, eller en bemærkning.
Jeg servede maden. Hentede nyt vand til pillerne tre gange, før det havde rette temperatur. Lovede højt og helligt, at der var 2½ krus kaffe i kanden, og bad til at intet var fordampet.
Efter at have smurt mad til frokosten, tømt bækkenstolen, som udgjorde toilettet om dagen, på sin plads under trappen, og ordnet kattens bakke, og fodret den med rejer og økologisk piskefløde, stod jeg nu i døren mellem gang og stue for, at sige farvel.
Fru K sad med avisen, og forstørrelsesglasset. Jeg spurgte om der var andre ting, jeg skulle før jeg gik. Hun rystede på hovedet, uden at kigge på mig.
På mit farvel og på gensyn, kom der intet svar.
Jeg gik ud, og låste døren. Så bankede hun på vinduet. Jeg gik derhen, og hun spørger, om jeg har låst. Ja, siger jeg. Hun siger så.
-Husk lige at låse, når du kommer ind, af folks døre også.
Også kiggede hun ned i sin avis igen.
Sådan gik det dag efter dag. Jeg fik skæld ud. jeg blev dasket over fingrene. Jeg kunne ikke smøre et stykke mad, uden det blev kommenteret på.
Men jeg ville ikke give op. Hun skulle få lov, at smide mig ud, med hovedet først.
Efter en måned, havde jeg ingen forandring mødt. Kun brok. Over mig. Over aftenhjælpen. Over naboer som larmede. Over alle de lugtende biler på gaden osv.
Alt var galt.
Og nu havde hun et problem mere. Fordi hun skulle sidde så akavet, og få sine støttestrømper på, havde hun fået ondt i ryggen. Hvis hun nu ikke var så gammel, og jeg havde givet hende dette ekstra problem, ville hun have kunnet gå på gaden. Endda måske gå til massage, som hun gjorde i gamle dage.
Jeg havde fundet ud af, ved at se på billeder i hjemmet, og fange små sætninger, fra en fjern fortid, at der var nogle glade minder i Grønland. Hun havde boet deroppe, i 21 år. Som Frue af en mand i en stor statsstilling. Deraf Fru K.
En søn. Som ikke levede mere. Det var en meget stor sorg, som jeg kunne mærke man slet ikke skulle spørge til.
I det hele taget skulle man ikke spørge. Var man heldig sagde hun, et eller andet.
- I dag er det 30 år siden min mand døde.
- I går var det 70 år siden vi flyttede til Grønland, men det kan du jo ikke sætte dig ind i. I din alder!
Jeg var i hendes verden så ung, at mit job med, at tage mig af mennesker som hende, måtte være noget nær en sensation for mig, at være havnet i. Og det burde jeg være glad for.
Ordene kom ikke ud af hendes mund. Men af hendes attitude. Hendes kritik. Hendes måde, at sukke på, når jeg spurgte, om hun vidste, hvor kaffekanden var sat i aftes.
Jeg foreslog hende forsigtigt, at jeg meget gerne ville gå med hende, til fysioterapeut. Det var i gaden ved siden af. Der var en smøge vi kunne gå igennem, så turen var kort. Rollator og mig som hjælper. Det kunne vi godt. Vil du?
- Nej det da ved gud jeg ikke vil! Skulle jeg GÅ over til fysioterapeuten, 96 år gammel. Han må komme her.
Der fór en djævel i mig, og jeg sagde,
- Det kan slet ikke lade sig gøre. De tager ikke ud.
Jeg kendte overhovedet ikke fysioterapeuten i denne by, og håbede jeg ikke blev afsløret. I alt fald ikke lige nu.
Samtalen om fys. var slut. Hun læste avis. Farvel og tak for i dag. Intet svar. Ud. Låse.
Min tålmodighed med denne sure gamle vrisne kone, var så tyndslidt. Jeg hadede, at låse mig ind om morgenen. Jeg stod, fysisk, foran døren, satte nøglen i, og trak vejret dybt ned i lungerne og tænkte, Så er det nu.
Jeg talte ned, til slutningen af min praktiskperiode, pga denne tjans.
Men hun havde endnu ikke gjort tegn til, at smide mig ud.
Et par dage efter, hvor hun havde fået bad, og hun tydeligvis havde meget ondt i ryggen, var det rigtig svært for hende, at komme ned af trappen. Da jeg kom ind i stuen for, at hjælpe med tøjet, sad hun i sin stol, og var tydeligt smerteplaget.
-Fru K. vil du ikke komme over og sidde på en spisestuestol? Så kan jeg give dig tøj på næsten smertefrit.
- Nej. Jeg har altid siddet her. Det er ikke noget, der er blevet brokket sig over. Kun af dig.
Jeg bøjede mig over bordet, med den ene støttestrømpe klar, hun løftede sit ben, så højt hun kunne. Da jeg bøjede mig længere ned, for at sætte strømpen ud over hendes tæer, sparkede hun mig pludseligt, og for mig totalt uventet, lige op under hagen.
Jeg rejste mig op med et sæt. Og så kommer vreden. Jeg smed strømpen på hendes bord, og råbte,
-Hvad fanden har jeg gjort dig?
Hun så ud som om nogen har slået hende i ansigtet. Helt forstenet så hun på mig og sagde,
- Du havde ikke lukket køkkenskabet i går.
Jeg vendte mig om, gik ud i køkkenet, tog bakken og bar den ind i stuen, smækkede den ned på bordet foran hende, vendte mig og gik ud i gangen og lukkede døren efter mig.
Jeg rystede af raseri og overraskelse og ydmygelse. Hun havde sparket mig i hovedet. En dame på 96 år havde lige sparket mig, da jeg ville hjælpe hende. Jeg tog mit overtøj på. Støvler. Vanter.
Så blev jeg enig med mig selv om, at hun ikke skulle dø i synden.
Jeg smak døren op, med et brag ind til stuen. Kiggede på hende. Hun så på en plet ved siden af mit hoved.
-Jeg synes, du er det ynkeligste og mest utaknemmelige menneske jeg nogen sinde har mødt.
Min stemme knækkede over, hun sad uden at reagere. Jeg lukkede stuedøren, og gik hulkene ud af døren, låste, gik forbi hendes vindue uden, at kigge ind.
Jeg kom tilbage på kontoret, efter resten af formiddagens besøg. Var spændt på om fru K havde ringet. Hun havde jo ikke fået tøj på.
Ingen sagde noget. Puha. Hvad nu? Var der sket noget med hende?
Jeg spiste min frokost hurtigt, og fandt en undskyldning, for ikke, at gå med ud og ryge.
-Jeg har lidt travlt. Hej hej. Ses i morgen.
Ned i den lille gade, med de små dukkehuse. Parkere. Ud af bilen. Hen til døren. Fuck. Jeg havde ingen nøgle med.
Hen til vinduet for,at se om hun evt. var faldet i stuen, i forsøget på, at få tøj på. Mit hjerte bankede vildt i brystet på mig.
Dér sad hun, lige inde for vinduet, som altid. Fuldt påklædt. Kiggede på mig og pegede over mod døren.
Jeg gestikulere, at jeg ikke havde nogen nøgle.
Hun rejste sig besværligt. Fik fat i rollatoren, og gik hen mod døren. Over dørtrinet. Jeg fulgte hende ude fra gaden, og tænkte, -Fald nu ikke, fald nu ikke. Jeg har ikke nøglen med.
Jeg hørte låsen blive drejet. Og døren bliver åbnet på klem.
Jeg åbnede døren forsigtigt op bag hende, mens hun stavrede tilbage til sin plads. I stolen, med udsigt til gaden. Jeg lukkede døren bag mig. tog overtøj og støvler af. Jeg følte mig helt forkert. Havde aldrig været i dette hus, om eftermiddagen. Lyset faldt helt forkert ind.
Der var ikke en lyd i huset, udover uret der tikkede i stuen.
Nu vidste jeg ikke, hvad jeg skal sige.
Jeg gik ind i stuen, og stod lidt og følte mig som en idiot, midt på gulvet. Prøvede at sige, at jeg var ked af det, og var blevet bange for om hun var kommet galt afsted, da hun selv måtte tage tøj på.
Så løftede hun armen, og sagde.
-Sæt dig i sofaen. Nå ja, hvis du vil have kaffe er der et ½ krus på kanden.
Jeg var aldrig blevet bedt om, at sætte mig ned hos hende. Aldrig blevet budt en tår kaffe eller et glas vand. Heller ikke de dage, jeg gjorde rent i hele huset.
Intet.
Så nu sad jeg der. Med et ½ krus lunken kaffe, og vidste ikke hvad jeg skulle sige.
Hun trak en lille skuffe ud under bordet hvor hun sad. Der lå hendes cerutter. Hun tog en. Fiskede så en pakke rød Cecil op, og bød mig en fra pakken.
Jeg havde aldrig røget i hendes hjem. Kan faktisk i dag ikke huske, om vi stadig dengang, måtte ryge en smøg med borgerne.
De næste to timer, sad vi der. Hun fortalte og fortalte. Om Grønland. Om hendes status, som frue til ham, hendes livs kærlighed, der både var Bankens bestyrelsesformand, og politichef, samt formand for menighedsrådet i to byer i Grønland.
Han var bankfuldmægtig af uddannelse. Hun var blevet gift med ham som 17 årig for, at komme med til, først Færøerne, og siden Grønland.
Når de var hjemme i barndomsbyen, boede de i dette hus, hos hendes forældre. De byggede det, da hun var 5 år. Når hun gik på gaden herhjemme, med sin mand, så stoppede børn og unge, og hilste. Drengene tog endda kasketten eller huen af. Gik hun alene, holdt de døren for hende, hos slagteren, grønthandleren, ostemanden, og i kolonialbutikkerne, hvor hun købte lækkerier, til at have med tilbage til Grønland.
Hun købte på klods, fordi det var fint, og hun brugte monokel, når hun så på varer. Ikke fordi hun ikke kunne se. Tværtimod. Men fordi sagde hun, mens hun grinede så tårerne trillede, det synes hun så eddersmart ud. Dengang, for en menneskealder siden.
Hun fortalte om sønnen, som døde som ganske ung, af en lungesygdom, som han var født med. Hendes eneste barn, som hun havde fået alt for sent. Fordi skæbnen ville det sådan. Og skæbnen ville også, at han døde. Det måtte man forlige sig med. Men det gjorde ondt, at begrave sin søn. I snevejr, i minus 30 grader, en vinterdag på Grønland.
Senere fik hun ham flyttet, til en kirkegård her i hjembyen. Så der lå han nu. Sammen med hendes elskede mand. Hans far.
Hendes nærmeste familie.
Fra den dag, fortalte hun mig den ene fantastiske historie, efter den anden, om sit liv.
Jeg sad på hendes sengekant om morgenen, og vi snakkede og grinede, og måtte skynde os ekstra meget, for at nå det hele, når tiden var rendt fra os.
Jeg fik tid hos fysioterapeuten.
For første gang i mere end 3 år, skulle fru K. på gaden. Normalt holdt der en bil foran døren, og hun blev hjulpet ud i bilen, af store stærke chauffører, som også fulgte hende til dørs på endestationen.
I dag skulle vi gå. Det var tidligt forår. Turen var på ca. 400 m. via en sti, gennem en smøge, over en lille bitte gade, og så stod vi foran fysens dør.´
Jeg var nervøs. Hun var det nok også, mere end jeg anede.
Hun ville ikke have rollator med. Under nogen som helst omstændigheder.
I gangen hjalp jeg hende, pelsen på, som vi et par dage før, havde hængt til luftning, i hendes baghus, som også var vaskehus.
handsker. Halstørklæde. Tjekke nøgler, selv om jeg havde mine med, lommetørklæde, pung og nøgler igen.
Ud af døren. Fru K tog godt fat under min arm. Rettede sig op. Og så gik vi. Hun vandrede afsted. Trak mig nærmest med, over gaden, over kantstenen, hen af stien mod smøgen, og så gik hun i stå.
-Hvorfor går du så stærkt Charlotte?
-Undskyld, vi sætter farten ned. ¨
- Ja jeg er altså 96 år.
-Ja jeg ved det godt. Vil du sidde på en bænk lidt?
- Nej jeg vil ej. Vi har en aftale vi skal overholde.
Da vi var fremme, og hun havde fået pelsen af i venteværelset, og vi sad og ventede på at det blev hendes tur, siger hun.
- Undskyld. Jeg stresser vist lidt.
Vi kom til, at gå turen nogle gange, men aldrig mere uden rollatoren. For det endte med, at vi måtte låne en transport kørestol, så jeg kunne køre hende hjem. Udmattet efter at have gået hele vejen. Længere end hun normalt gik på en måned.
Det var så ydmygende for hende, at hun måtte udtrykke sin glæde over, at der heldigvis ikke var nogen der kendte hende mere, og stoppede op og bukkede og tog huen af.
Andre gange, når vi travede afsted med rollatoren, og der fløj en flok unger forbi, for fuld drøn, på cykler eller løbehjul, så brokkede hun sig over, at de ikke to hensyn til Fru Politimester K.
Men jeg tror hun nød turene meget, trods ungdommens uforskammede måde, at overse hende på.
Og med ungdommen, mente hun, alle under ca 65 år.
De 4 mdr. fik ende.
De sidste dage før jeg stoppede, udtrykte hun flere gange, hvor meget hun ville savne mig.
Den aller sidste dag, da vi var færdige med morgenritualerne, satte jeg mig til rette i sofaen med en kop kaffe. Nu skulle vi hygge lidt, med det wienerbrød jeg havde taget med som aftalt.
Vi sludrede om løst og fast, og pludselig siger,
-For resten, ovre i skabet under tvét, kan du ikke lige åbne det?
Jeg rejste mig og åbnede. Der stod flere forskellige æsker. Genbrugte kasser, som havde indeholdt chokolade og bolcher osv.
Tag den der brune plastisk bøtte. En gammeldags brun madkasse.
Jeg tog den ud, og rakte den over mod hende.
- Nej nej. siger hun, det er til din datter.
Jeg protestere, og siger, at hun godt ved vi intet må tage imod. Jeg har ingen ide om hvad der er i madkassen.
Jeg åbner den. Og nede i, stod i sirlige rækker, i farveorden, den ene æske fine grønlandsperler, efter den anden. I smukke farver, jeg aldrig havde set før.
-De er fra Grønland. Giv din datter dem, når du synes hun bliver stor nok til dem.
Det turde jeg godt tage imod, og jeg takkede hende, bøjede mig ned over hende, og for første gang, gav jeg hende et knus.
Da kaffen var drukket. Perlerne kigget på, og historier om grønlandske kvinder, der syede de fineste perlebroderier, på deres nationaldragter, på sengelinned, på brudekjoler og slør. Monogrammer på mundservietter på bestilling, til fine middage i kongerier rundt om i verden. Så skulle vi sige farvel.
Jeg havde taget overtøj på, og gik ind i stuen, rakte hende hånden, grinede og sagde.
-Tak for kampen. Jeg har virkelig lært noget her i min elevtid.
Hun grinede og sagde,
-Nå ja, nu havde jeg nær glemt det. Siger hun. Ud under bordet trækker hun en gave frem, pakket ind i genbrugt julepapir, med vrangen udaf, og et rødt genbrugt julebånd bundet om.
Inden jeg når at sige det mindste, siger hun,
-Det er chokolade. Du behøver ikke pakke det ud nu. Kom så afsted med dig.
Da jeg gik, var jeg så glad for, at have mødt dette kære gamle væsen.
Som helt havde glemt, at smile, fordi hun i alt for mange år, havde prøvet, at holde på formerne, og sin status i et samfund, der var vokset fra den slags gammeldags snobberi.
Jeg så hende aldrig igen, efter jeg havde banket på ruden, og vinket, som det var blevet en vane for os.
Men jeg hørte om hende, fra en kær veninde, som senere i samme fag, scorede lidt point hos hende ved at sige
- Fru K, jeg skulle hilse dig fra Charlotte.
;o)
Vores regering havde besluttet, at folk skulle blive længst muligt i eget hjem. I stedet for at rykke på Alderdomshjemmet, skulle hjemmeplejen rykke ud, med hjælp i plejesenge, hjælp til sår, til medicin. Til alt.
Der blev ansat flere og flere sygeplejersker. Vi var en uddøende race, os hjemmehjælpere, sammen med dem, der var startet op som husmorafløsere, som det hed først.
Os der netop overtog husmoderens arbejde, indtil folk måtte flytte over på alderdomshjemmet.
Men det var en spændende udvikling, om end man altid i starten, stritter imod forandringer.
Jeg var efter, at have været over ældreplejen i København, i Ejby, forskellige steder på Midtsjælland, mod Gørlev, og nu i Kalundborg.
Jeg kørte i en vidunderligt fungerende hjemmepleje, hvor det var yderområderne omkring Kalundborg vi dækkede. På en alm. dagvagt, kunne flere af os, have kørt over 100 km. Vi kørte fra Årby til Tømmerup, til Saltbæk, tilbage til Melby m.m.
Nogle fik hjælp 3 gange i en dagvagt. Længst muligt i eget hjem, gav hjemmeplejen travlt. Men det var skønt.
Nå. Men mere uddannelse var ved, at være et must.
Min leder, som var en fantastisk kvinde, som vidste hvad hun ville have af personale, og hvad hun ikke ville have, havde åbenbart besluttet, at mig ville hun beholde.
I alt fald blev jeg kaldt ind til hende, og der sad en mand fra jobcentret i kommunen.
Jeg var ansat i et vikariat, som var forlænget et par gange, og som nu ikke måtte forlænges mere, uden en fastansættelse.
Min manglende sosuhjælper udd. gjorde, at hun ikke kunne fastansætte mig.
Så hun havde sammen med jobcentret, undersøgt muligheden af, at booke en plads til mig, på næste hold... Hvis jeg var interesseret. Så ville der være en fast stilling, når jeg kom tilbage.
Om jeg ville!!
Jeg trængte til luftforandring. Uddannelse var velkommen.
Jeg startede på Sosu-udd. i Dianalund, og nød alt det jeg lærte. Forstod pludselig ting jeg gik og gjorde i plejen uden altid, at vide hvorfor!
Jeg sugede det hele ind.
Da jeg skulle i min første praktisk, kom jeg jo ud i en hjemmeplejegruppe, i en anden by, jeg ikke kendte.
Fik min faste rute, med borgere, der dækkede forskellige opgaver, så man fik lært en masse.
Jeg nød at være "ny". På den måde, at ingen kendte mit arbejdsliv, udover det jeg selv fortalte. At være elev, med 14 års erfaring, er svært, hvis man er i en gruppe, man har arbejdet sammen med.
Jeg var ny. jeg kunne stille spørgsmål, uden at de undrede sig.
Efter få dage, bliver jeg kaldt ind på kontoret, hos lederen. Hun siger til mig, at en af de borgere som var på mit skema, og som var ret tung, med mange timers pleje om dagen, er død. Jeg nåede slet ikke at møde ham, da han var indlagt da jeg kom.¨
Men hun havde en anden opgave til mig. Med en dame. Som også havde ret mange timer hen over ugen. Blandt andet med morgentoilette på skemaet hver dag. Bad to gange om ugen. Rengøring hver anden uge. Vask den modsatte uge. Jo, der var nok, at gå i gang med hos Fru K. for en elev.
Der var lige en lille krølle på halen, som hun lige ville fortælle mig. Men da hun nu havde læst i mine papirer, at jeg ikke var helt grøn, så mente hun nok jeg magtede at prøve.
Hvis Fru K. havde haft 200 hjemmehjælpere de sidste mange år, så havde hun smidt de 180 ud, for fuld musik !!!
Så hvis nu, det ikke gik, eller jeg ikke magtede det, så måtte jeg sige til.. Ok? Fint. Du starter i morgen hos hende. Du får din vejleder med første dag.
Der måtte jeg stoppe hende.
Hvis jeg skulle have Fru K. så gik jeg selv derned første gang, så jeg ikke risikerede, hun havde noget udstående med min vejleder, som væltede det hele.
Jeg vidste, af erfaring, at jeg ikke havde ret mange chancer. Måske kun én. Hendes førstehåndsindtryk, kunne være dødsstødet. Jeg ville gerne møde hende alene.
Så det var mig hun valgte fra.
Næste morgen, efter morgenmødet, hvor flere havde rynket lidt på panderynkerne over, at Fru K. stod på en elev, fast, stod jeg foran hendes dør. I en lille gade, med bitte små yndige huse, side om side. Nogle moderniserede, og hvor der var liv bag vinduerne. Unge familier på vej ud af døren, med børn og tasker og madpakker.
Det hus jeg stod ved var mørkt. Både i vinduerne. Men også i hele dets udtryk. Et hus uden glæde, med nedrullede slidte gardiner i sart baby-lort-gul.
Jeg stak nøglen i døren, og tænkte... God vind Lotte. Nu er det nu.
Låste op, og trådte ind i en lille bitte aflang gang. Til venstre for mig var en dør indtil stuen, kunne jeg skimte i sprækken. Lige ud, gik man langs trappen, og videre ud i køkkenet.
Der var mussestille. Jeg tog overtøjet af. Støvlerne af. Blå futter på fødderne, som jeg var blevet formanet om var yderst vigtigt.
Gad vide hvor Fru K. befandt sig?
Jeg listede ind i stuen. Gik gennem den, så jeg kom den anden vej til køkkenet, og ud i gangen igen.
Hun var altså ovenpå.
Op af den utrolig stejle trappe.
Knirk knirk knirk.. Jeg tænkte på vej op, at med hendes 96 år, måtte hun være rimelig frisk. Med soveværelse oppe.
Lige overfor trappen, var der et badeværelse. Jeg drejede til venstre, og åbnede en dør, ud mod gaden. Opbevaring af alverdens ting. Ligefrem, var en dør. Åben indtil et bælgmørkt rum. Der måtte hun være. Gad vide om hun var død.
Jeg listede frem, og da jeg stak næsen indenfor, blev lyset over sengen tændt, og en stemme sagde konstaterende,
- Du har i hvert fald aldrig været her før.
Det bekræftede jeg, men nåede dårligt at svare, før hun sagde,
- Jeg håber du har overtrækssko på.
Jeg bekræftede igen.
- Hjælp mig dog op, vrisser hun.
Jeg tænker, Ok. Så er det sådan vi leger, og siger - Ja jeg skal nok hjælpe dig op. Men da jeg jo er ny, må du fortælle mig hvad du skal have hjælp til, for at komme op.
Hun sendte mig et blik som ikke kunne misforstås. Jeg var dumpet.
Hun prøvede at sætte sig op. Smed dynen arrigt til side, og da jeg prøvede at hjælpe, blev det kluntet, og ekstra besværliggjort, af hendes lave seng, under skråvæggen.
Hun kom op at stå. Ved et gangstativ, som stod ved sengen.
-Jeg vil ikke i bad når du er ny!
- Det er op til dig. jeg vil gerne hjælpe dig.
- Hvordan? Du vidste ikke hvordan du skulle tage mig op!
Jeg opgav at forklare. Mærkede irritationen komme op i mig, over at blive behandlet så grimt. Men jeg kunne ikke gøre andet, end at fortsætte.
-Vil du i bad, eller ned.
- Jeg skal vel på toilettet og vaskes, selv om jeg ikke skal i bad. Svarede hun surt.
Vi kom på badeværelset. Fik ordnet tingene nødtørftigt, mens jeg blev vrisset af, dasket over fingrene, når jeg rakte den forkerte hjemmehæklede klud. Hvid til ansigt. Rød til kroppen. Blå til de hemmelige huler.
Det lærte jeg ret hurtigt.
Turen ned, foregik på den måde, at jeg gik ned, og hun kravlede baglæns hele vejen ned af den stejle trappe. Nede ventede jeg med hendes rollator. Da hun satte den sidste fod, på ganggulvet, åndede jeg lettet op. Puha en farlig tur.
Men samtidig med hun satte foden i gulvet, hvæsede hun,
- hvorfor står du der og glor, jeg skal vel have morgenmad?
Jeg skyndte mig ud i køkkenet, og håbede, at en tidligere lidelsesfælle havde skrevet en seddel i køkkenet, hvad fruen ønskede serveret, på hvad tid.
Det var præcis tilfældet. En kvinde som fru K. kunne skræmme livet af enhver.
Jeg læste, og anrettede to halve stykker sigtebrød, med smør, og rockefort-ost. En skive på hver. Ikke for tyk. Ikke for tynd ? (I forhold til hvad?) 2½ krus kaffe. Mål med det store røde krus. Der skal være præcis, et krus til morgen. Et krus før middag. Et ½ krus efter middagssøvnen.
Jeg anrettede og målte og vaskede op fra aftenen før. ( Aftenvagter har aldrig kunnet vaske op, endsige skylle af :) )
Jeg stak hovedet ind i stuen, og spurgte om hun ville have morgenmaden serveret.
- Skal jeg ikke have tøj på? Var svaret.
Øh jo da.
Inde i stuen sad hun. I en lille lav lænestol, som stod i hjørnet, ud mod gaden, så hun sad med siden til vinduet, og kunne følge alt, hvad der foregik, via sit gadespejl.
Foran hende stod et lille sofabord med klinker, prydet med roser. Der var stavlet alt det op, som hun skulle bruge i løbet af dagen, på dette lille borg. Piller, køkkenrulle, to forskellige slags læsebriller. Forstørrelsesglas. Skåle med frugt, som havde set bedre dage, neglesaks, fil, fjernbetjening, og en drejeskive-tlf
Jeg fik lokaliseret hendes tøj, uden at spørge efter det, og stiller mig med tøjet på modsatte side af bordet, afventende, hvor hun vil stå og få hjælp til tøjet.
Jeg venter. Hun glor på mig.
- Skal jeg ikke have tøjet på?
- Jo, men hvor vil du stå henne?
-Jeg vil ikke stå nogen steder. Jeg sidder fint her. Start med støttestrømperne.
Det var helt vildt urimeligt. Jeg arbejdede hen over et lille bitte bord, med alverdens ting stavlet op på. Stramme støttestrømper. Strømpebukser. Kjole. Striktrøje. Knappe. Dask over fingrene fordi jeg knappede skævt, og med en munter bemærkning siger,
-Hov jeg knappede da vist til brændevin, og hun snerrer
-Ja jeg drikker ikke, så det ordsprog har jeg aldrig hørt.
Jeg var varm af det usmidige job med tøjet. Jeg følte mig nedgjort og ydmyget, af dette forfærdelige sure væsen. Hun var direkte modbydelig. Umulig at trænge igennem til, med et smil, eller en bemærkning.
Jeg servede maden. Hentede nyt vand til pillerne tre gange, før det havde rette temperatur. Lovede højt og helligt, at der var 2½ krus kaffe i kanden, og bad til at intet var fordampet.
Efter at have smurt mad til frokosten, tømt bækkenstolen, som udgjorde toilettet om dagen, på sin plads under trappen, og ordnet kattens bakke, og fodret den med rejer og økologisk piskefløde, stod jeg nu i døren mellem gang og stue for, at sige farvel.
Fru K sad med avisen, og forstørrelsesglasset. Jeg spurgte om der var andre ting, jeg skulle før jeg gik. Hun rystede på hovedet, uden at kigge på mig.
På mit farvel og på gensyn, kom der intet svar.
Jeg gik ud, og låste døren. Så bankede hun på vinduet. Jeg gik derhen, og hun spørger, om jeg har låst. Ja, siger jeg. Hun siger så.
-Husk lige at låse, når du kommer ind, af folks døre også.
Også kiggede hun ned i sin avis igen.
Sådan gik det dag efter dag. Jeg fik skæld ud. jeg blev dasket over fingrene. Jeg kunne ikke smøre et stykke mad, uden det blev kommenteret på.
Men jeg ville ikke give op. Hun skulle få lov, at smide mig ud, med hovedet først.
Efter en måned, havde jeg ingen forandring mødt. Kun brok. Over mig. Over aftenhjælpen. Over naboer som larmede. Over alle de lugtende biler på gaden osv.
Alt var galt.
Og nu havde hun et problem mere. Fordi hun skulle sidde så akavet, og få sine støttestrømper på, havde hun fået ondt i ryggen. Hvis hun nu ikke var så gammel, og jeg havde givet hende dette ekstra problem, ville hun have kunnet gå på gaden. Endda måske gå til massage, som hun gjorde i gamle dage.
Jeg havde fundet ud af, ved at se på billeder i hjemmet, og fange små sætninger, fra en fjern fortid, at der var nogle glade minder i Grønland. Hun havde boet deroppe, i 21 år. Som Frue af en mand i en stor statsstilling. Deraf Fru K.
En søn. Som ikke levede mere. Det var en meget stor sorg, som jeg kunne mærke man slet ikke skulle spørge til.
I det hele taget skulle man ikke spørge. Var man heldig sagde hun, et eller andet.
- I dag er det 30 år siden min mand døde.
- I går var det 70 år siden vi flyttede til Grønland, men det kan du jo ikke sætte dig ind i. I din alder!
Jeg var i hendes verden så ung, at mit job med, at tage mig af mennesker som hende, måtte være noget nær en sensation for mig, at være havnet i. Og det burde jeg være glad for.
Ordene kom ikke ud af hendes mund. Men af hendes attitude. Hendes kritik. Hendes måde, at sukke på, når jeg spurgte, om hun vidste, hvor kaffekanden var sat i aftes.
Jeg foreslog hende forsigtigt, at jeg meget gerne ville gå med hende, til fysioterapeut. Det var i gaden ved siden af. Der var en smøge vi kunne gå igennem, så turen var kort. Rollator og mig som hjælper. Det kunne vi godt. Vil du?
- Nej det da ved gud jeg ikke vil! Skulle jeg GÅ over til fysioterapeuten, 96 år gammel. Han må komme her.
Der fór en djævel i mig, og jeg sagde,
- Det kan slet ikke lade sig gøre. De tager ikke ud.
Jeg kendte overhovedet ikke fysioterapeuten i denne by, og håbede jeg ikke blev afsløret. I alt fald ikke lige nu.
Samtalen om fys. var slut. Hun læste avis. Farvel og tak for i dag. Intet svar. Ud. Låse.
Min tålmodighed med denne sure gamle vrisne kone, var så tyndslidt. Jeg hadede, at låse mig ind om morgenen. Jeg stod, fysisk, foran døren, satte nøglen i, og trak vejret dybt ned i lungerne og tænkte, Så er det nu.
Jeg talte ned, til slutningen af min praktiskperiode, pga denne tjans.
Men hun havde endnu ikke gjort tegn til, at smide mig ud.
Et par dage efter, hvor hun havde fået bad, og hun tydeligvis havde meget ondt i ryggen, var det rigtig svært for hende, at komme ned af trappen. Da jeg kom ind i stuen for, at hjælpe med tøjet, sad hun i sin stol, og var tydeligt smerteplaget.
-Fru K. vil du ikke komme over og sidde på en spisestuestol? Så kan jeg give dig tøj på næsten smertefrit.
- Nej. Jeg har altid siddet her. Det er ikke noget, der er blevet brokket sig over. Kun af dig.
Jeg bøjede mig over bordet, med den ene støttestrømpe klar, hun løftede sit ben, så højt hun kunne. Da jeg bøjede mig længere ned, for at sætte strømpen ud over hendes tæer, sparkede hun mig pludseligt, og for mig totalt uventet, lige op under hagen.
Jeg rejste mig op med et sæt. Og så kommer vreden. Jeg smed strømpen på hendes bord, og råbte,
-Hvad fanden har jeg gjort dig?
Hun så ud som om nogen har slået hende i ansigtet. Helt forstenet så hun på mig og sagde,
- Du havde ikke lukket køkkenskabet i går.
Jeg vendte mig om, gik ud i køkkenet, tog bakken og bar den ind i stuen, smækkede den ned på bordet foran hende, vendte mig og gik ud i gangen og lukkede døren efter mig.
Jeg rystede af raseri og overraskelse og ydmygelse. Hun havde sparket mig i hovedet. En dame på 96 år havde lige sparket mig, da jeg ville hjælpe hende. Jeg tog mit overtøj på. Støvler. Vanter.
Så blev jeg enig med mig selv om, at hun ikke skulle dø i synden.
Jeg smak døren op, med et brag ind til stuen. Kiggede på hende. Hun så på en plet ved siden af mit hoved.
-Jeg synes, du er det ynkeligste og mest utaknemmelige menneske jeg nogen sinde har mødt.
Min stemme knækkede over, hun sad uden at reagere. Jeg lukkede stuedøren, og gik hulkene ud af døren, låste, gik forbi hendes vindue uden, at kigge ind.
Jeg kom tilbage på kontoret, efter resten af formiddagens besøg. Var spændt på om fru K havde ringet. Hun havde jo ikke fået tøj på.
Ingen sagde noget. Puha. Hvad nu? Var der sket noget med hende?
Jeg spiste min frokost hurtigt, og fandt en undskyldning, for ikke, at gå med ud og ryge.
-Jeg har lidt travlt. Hej hej. Ses i morgen.
Ned i den lille gade, med de små dukkehuse. Parkere. Ud af bilen. Hen til døren. Fuck. Jeg havde ingen nøgle med.
Hen til vinduet for,at se om hun evt. var faldet i stuen, i forsøget på, at få tøj på. Mit hjerte bankede vildt i brystet på mig.
Dér sad hun, lige inde for vinduet, som altid. Fuldt påklædt. Kiggede på mig og pegede over mod døren.
Jeg gestikulere, at jeg ikke havde nogen nøgle.
Hun rejste sig besværligt. Fik fat i rollatoren, og gik hen mod døren. Over dørtrinet. Jeg fulgte hende ude fra gaden, og tænkte, -Fald nu ikke, fald nu ikke. Jeg har ikke nøglen med.
Jeg hørte låsen blive drejet. Og døren bliver åbnet på klem.
Jeg åbnede døren forsigtigt op bag hende, mens hun stavrede tilbage til sin plads. I stolen, med udsigt til gaden. Jeg lukkede døren bag mig. tog overtøj og støvler af. Jeg følte mig helt forkert. Havde aldrig været i dette hus, om eftermiddagen. Lyset faldt helt forkert ind.
Der var ikke en lyd i huset, udover uret der tikkede i stuen.
Nu vidste jeg ikke, hvad jeg skal sige.
Jeg gik ind i stuen, og stod lidt og følte mig som en idiot, midt på gulvet. Prøvede at sige, at jeg var ked af det, og var blevet bange for om hun var kommet galt afsted, da hun selv måtte tage tøj på.
Så løftede hun armen, og sagde.
-Sæt dig i sofaen. Nå ja, hvis du vil have kaffe er der et ½ krus på kanden.
Jeg var aldrig blevet bedt om, at sætte mig ned hos hende. Aldrig blevet budt en tår kaffe eller et glas vand. Heller ikke de dage, jeg gjorde rent i hele huset.
Intet.
Så nu sad jeg der. Med et ½ krus lunken kaffe, og vidste ikke hvad jeg skulle sige.
Hun trak en lille skuffe ud under bordet hvor hun sad. Der lå hendes cerutter. Hun tog en. Fiskede så en pakke rød Cecil op, og bød mig en fra pakken.
Jeg havde aldrig røget i hendes hjem. Kan faktisk i dag ikke huske, om vi stadig dengang, måtte ryge en smøg med borgerne.
De næste to timer, sad vi der. Hun fortalte og fortalte. Om Grønland. Om hendes status, som frue til ham, hendes livs kærlighed, der både var Bankens bestyrelsesformand, og politichef, samt formand for menighedsrådet i to byer i Grønland.
Han var bankfuldmægtig af uddannelse. Hun var blevet gift med ham som 17 årig for, at komme med til, først Færøerne, og siden Grønland.
Når de var hjemme i barndomsbyen, boede de i dette hus, hos hendes forældre. De byggede det, da hun var 5 år. Når hun gik på gaden herhjemme, med sin mand, så stoppede børn og unge, og hilste. Drengene tog endda kasketten eller huen af. Gik hun alene, holdt de døren for hende, hos slagteren, grønthandleren, ostemanden, og i kolonialbutikkerne, hvor hun købte lækkerier, til at have med tilbage til Grønland.
Hun købte på klods, fordi det var fint, og hun brugte monokel, når hun så på varer. Ikke fordi hun ikke kunne se. Tværtimod. Men fordi sagde hun, mens hun grinede så tårerne trillede, det synes hun så eddersmart ud. Dengang, for en menneskealder siden.
Hun fortalte om sønnen, som døde som ganske ung, af en lungesygdom, som han var født med. Hendes eneste barn, som hun havde fået alt for sent. Fordi skæbnen ville det sådan. Og skæbnen ville også, at han døde. Det måtte man forlige sig med. Men det gjorde ondt, at begrave sin søn. I snevejr, i minus 30 grader, en vinterdag på Grønland.
Senere fik hun ham flyttet, til en kirkegård her i hjembyen. Så der lå han nu. Sammen med hendes elskede mand. Hans far.
Hendes nærmeste familie.
Fra den dag, fortalte hun mig den ene fantastiske historie, efter den anden, om sit liv.
Jeg sad på hendes sengekant om morgenen, og vi snakkede og grinede, og måtte skynde os ekstra meget, for at nå det hele, når tiden var rendt fra os.
Jeg fik tid hos fysioterapeuten.
For første gang i mere end 3 år, skulle fru K. på gaden. Normalt holdt der en bil foran døren, og hun blev hjulpet ud i bilen, af store stærke chauffører, som også fulgte hende til dørs på endestationen.
I dag skulle vi gå. Det var tidligt forår. Turen var på ca. 400 m. via en sti, gennem en smøge, over en lille bitte gade, og så stod vi foran fysens dør.´
Jeg var nervøs. Hun var det nok også, mere end jeg anede.
Hun ville ikke have rollator med. Under nogen som helst omstændigheder.
I gangen hjalp jeg hende, pelsen på, som vi et par dage før, havde hængt til luftning, i hendes baghus, som også var vaskehus.
handsker. Halstørklæde. Tjekke nøgler, selv om jeg havde mine med, lommetørklæde, pung og nøgler igen.
Ud af døren. Fru K tog godt fat under min arm. Rettede sig op. Og så gik vi. Hun vandrede afsted. Trak mig nærmest med, over gaden, over kantstenen, hen af stien mod smøgen, og så gik hun i stå.
-Hvorfor går du så stærkt Charlotte?
-Undskyld, vi sætter farten ned. ¨
- Ja jeg er altså 96 år.
-Ja jeg ved det godt. Vil du sidde på en bænk lidt?
- Nej jeg vil ej. Vi har en aftale vi skal overholde.
Da vi var fremme, og hun havde fået pelsen af i venteværelset, og vi sad og ventede på at det blev hendes tur, siger hun.
- Undskyld. Jeg stresser vist lidt.
Vi kom til, at gå turen nogle gange, men aldrig mere uden rollatoren. For det endte med, at vi måtte låne en transport kørestol, så jeg kunne køre hende hjem. Udmattet efter at have gået hele vejen. Længere end hun normalt gik på en måned.
Det var så ydmygende for hende, at hun måtte udtrykke sin glæde over, at der heldigvis ikke var nogen der kendte hende mere, og stoppede op og bukkede og tog huen af.
Andre gange, når vi travede afsted med rollatoren, og der fløj en flok unger forbi, for fuld drøn, på cykler eller løbehjul, så brokkede hun sig over, at de ikke to hensyn til Fru Politimester K.
Men jeg tror hun nød turene meget, trods ungdommens uforskammede måde, at overse hende på.
Og med ungdommen, mente hun, alle under ca 65 år.
De 4 mdr. fik ende.
De sidste dage før jeg stoppede, udtrykte hun flere gange, hvor meget hun ville savne mig.
Den aller sidste dag, da vi var færdige med morgenritualerne, satte jeg mig til rette i sofaen med en kop kaffe. Nu skulle vi hygge lidt, med det wienerbrød jeg havde taget med som aftalt.
Vi sludrede om løst og fast, og pludselig siger,
-For resten, ovre i skabet under tvét, kan du ikke lige åbne det?
Jeg rejste mig og åbnede. Der stod flere forskellige æsker. Genbrugte kasser, som havde indeholdt chokolade og bolcher osv.
Tag den der brune plastisk bøtte. En gammeldags brun madkasse.
Jeg tog den ud, og rakte den over mod hende.
- Nej nej. siger hun, det er til din datter.
Jeg protestere, og siger, at hun godt ved vi intet må tage imod. Jeg har ingen ide om hvad der er i madkassen.
Jeg åbner den. Og nede i, stod i sirlige rækker, i farveorden, den ene æske fine grønlandsperler, efter den anden. I smukke farver, jeg aldrig havde set før.
-De er fra Grønland. Giv din datter dem, når du synes hun bliver stor nok til dem.
Det turde jeg godt tage imod, og jeg takkede hende, bøjede mig ned over hende, og for første gang, gav jeg hende et knus.
Da kaffen var drukket. Perlerne kigget på, og historier om grønlandske kvinder, der syede de fineste perlebroderier, på deres nationaldragter, på sengelinned, på brudekjoler og slør. Monogrammer på mundservietter på bestilling, til fine middage i kongerier rundt om i verden. Så skulle vi sige farvel.
Jeg havde taget overtøj på, og gik ind i stuen, rakte hende hånden, grinede og sagde.
-Tak for kampen. Jeg har virkelig lært noget her i min elevtid.
Hun grinede og sagde,
-Nå ja, nu havde jeg nær glemt det. Siger hun. Ud under bordet trækker hun en gave frem, pakket ind i genbrugt julepapir, med vrangen udaf, og et rødt genbrugt julebånd bundet om.
Inden jeg når at sige det mindste, siger hun,
-Det er chokolade. Du behøver ikke pakke det ud nu. Kom så afsted med dig.
Da jeg gik, var jeg så glad for, at have mødt dette kære gamle væsen.
Som helt havde glemt, at smile, fordi hun i alt for mange år, havde prøvet, at holde på formerne, og sin status i et samfund, der var vokset fra den slags gammeldags snobberi.
Jeg så hende aldrig igen, efter jeg havde banket på ruden, og vinket, som det var blevet en vane for os.
Men jeg hørte om hende, fra en kær veninde, som senere i samme fag, scorede lidt point hos hende ved at sige
- Fru K, jeg skulle hilse dig fra Charlotte.
;o)
Kommentarer
Send en kommentar