Hjemmeplejen... Nr. 2

Jeg fik engang en borger, Lise, på mit skema.
På anden sal, i en pæn gammel opgang.
Hun var meget dement. Boede i sit eget hjem, hvor hun havde boet, siden hun som ung blev gift. Hun havde aldrig fået børn, hvilket hun talte meget om, hver gang, man sad og fik en tår kaffe med hende, og prøvede at få en samtale i gang om fortiden.
Fortiden, som de fleste demente husker, ned i mindste detalje. Måske skal man helt tilbage til barndommen, og synge børnesange, for at få hukommelsen i gang.
Andre gange, så er et spørgsmål om ægteskabet, familien, børnene, krigen osv. nok til at sætte en snak i gang om livet. Deres liv.
Sådan var det også med Lise.
Sorgen over, at være barnløs, havde kommet hendes nevø til gode. Hendes brors søn, som hun havde forkælet hele livet. Taget ham med alle vegne. I teatret, i tivoli, på stranden, i biografen.
Denne vidunderlige nevø, som i dag, var hendes allernærmeste pårørende, hendes formynder, fordi hun var dement, og hendes eneste arving. Jo, han var en god dreng. Nevøen.

En gang om ugen gik jeg på vaskeri. En gang om måneden, gik jeg på posthuset og betalte regningerne, som nevøen havde lagt frem, sammen med det korrekt optalte beløb.
Jeg så nevøen nogle få gange. Han brugte ikke tiden hos sin Tante, når hjemmeplejen var der.
Jeg skiftede ikke sengetøj for Lise. Jeg gjorde heller ikke rent. Det gjorde nevøen. Jo han var omsorgsfuld. Der var ikke altid så pænt, men hvad, han var jo også en ældre mand omkring de tres år.

En dag jeg kom, var Lise sengeliggende. Hun var konfus, og meget forvirret. Anede ikke hvad der var op og ned, og alle det var ikke til at overse, tegnene på at hun var total dehydreret. Det sker ofte for demente. At de enten helt glemmer at drikke eller spise. Eller modsat, at de spiser og drikker konstant. Fordi de ikke husker, om de har spist, eller om de har drukket fornylig.

Jeg kontaktede hjemmeplejekontoret, fik en sygeplejerske op til Lise, som mente jeg havde ret. Dehydrering.
Lise blev indlagt. Og kom hjem efter et kortere ophold på sygehuset.
Men det var en helt ny Lise der kom hjem.
Demensen havde nu taget godt for sig af hukommelsen, og det var tydeligt, at hun ikke havde styr på, dag og nat, mad, drikke, bad, toiletbesøg osv.
Jeg fik mere tid hos Lise. Sygeplejerskerne kom også oftere. Vi lavede drikkeskemaer, og afføringsskemaer, for at få styr på Lise's indtag og afleveringer.
Men lige meget hvad vi lavede, af huskesedler til os selv, eller til Lise, så forsvandt de konstant.
Mon det var Lise der gik og ryddede op, og smed de ting ud, om natten?

Vi lavede en mappe, som vi gemte i et skab, under en stak gamle gardiner, som lå sirligt strøget og hengemt i et klædeskab.

Lise's seng, var et kapitel for sig.
Det var faktisk slet ikke en seng. Men en gammel divan. Den var proppet med hø, og træuld. Da vi begyndte at ordne hendes seng, fandt vi ud af at under lagnet, var der proppet aviser, ned i et stort hul, der hvor numsen skulle ligge.
Der var tisset så mange gange i den seng, at alt var mørt, og gået fra hinanden.
Vi prøvede, at få Lise til at forstå, at den seng kunne hun ikke sove i. Men det prellede af på hende. Hun kiggede på os, som om hun ikke forstod hvad vi sagde, og aede os på kinden og sagde,
 -"Så så så- det skal nok gå."
Nogle gange fik man en lille sang, fra en svunden tid. En godnatsang, som hendes egen mor engang havde sunget for hende.

Hun blev dårligere og dårligere.
Jo mere vi kom i hjemmet, jo mere fandt vi ud af, at hun ikke rigtigt fik mad. At der ikke var rengøringsmidler, og at der i det hele taget, ikke var penge, så vi kunne få de ting vi behøvede.

Vi bad om penge til rengøringsmidler, hos nevøen. Vi bad om sengetøj, meget gerne en ny seng, nyt undertøj, nattøj, sutsko, vaskeklude, håndklæder. Vi skrev indkøbssedler, med det mad som det lød som om, at Lise gerne ville have. Rejesalat, rullepølse, ost med kommen, sødt mørkt franskbrød, lurpak-smør.
Der kom en pakke røget filet, eller en pakke rød spegepølse, og et toastbrød, samt plantemargarine, og en flaske sulfo.
??

Vi kunne ikke rigtigt gøre noget, andet end at prøve, at hjælpe Lise, med det vi havde at gøre godt med.
Lise var så dement, at hun var taknemmelig for alt.
Hun forgudede os, og hun forgudede sin kærlige og omsorgsfulde nevø.

En dag var Lise blevet indlagt. En nabo havde samlet hende op på trappen, og hjulpet hende ind i lejligheden. I soveværelset, blev hun mødt, at en divan, som var drivvåd af urin, og efter at have prøvet at få kontakt til nevøen, endte det med, at naboen ringede efter en ambulance.
Lise lå i sin seng, da Falck kom. Hun blev indlagt, voldsomt dehydreret.

Falck reagerede, sammen med naboen, på de meget uhumske kår i Lises hjem.
Det vidste vi ikke i hjemmeplejen, før dagen efter, hvor der på forsiden, af en af landets store formiddagsaviser, var blæst en historie op, om hvor ulykkelige forhold hjemmeplejen lod demente leve i.
Der var billeder af en frygtelig ulykkelig nevø, som var rystet i sin grundvold over, at hjemmeplejen, i den grad havde svigtet hans elskelige gamle faster. Hende som havde levet med den sorg, ikke at få sine egne børn, og som havde givet ham alt.
Hende, af alle, havde hjemmeplejen syltet. Svigtet.
Elendigheden i hans fortælling var ikke til, at tage fejl af. For der var krydret med billeder, fra boligen, hvor hans stakkels gamle tante, havde levet som et dyr, og havde sovet i en divan, som var camoufleret, så man ikke så hvor ulækker den var.
Hjemmeplejen kunne jo bare have ringet.. Intet ville være for godt, eller for dyrt for tante.

Jeg var knust. Og rystet. Jeg stod på hjemmeplejens kontor, med avisen, og sagde, - Det her må vi altså reagere på. Han er godt nok strid. Han giver os skylden. Han ville jo ikke købe noget. Han ville ikke samarbejde med os, om skemaer, og renlighed, og seng osv.

Han løj.

Det eneste jeg kunne gøre var, at gå ind til frokost, med den lede avis, og læse den, og lade ham stå der i sin fede selviskhed, vel vidende at han løj. Men det vidste ingen andre.
Vi måtte ikke tage til genmæle.

Lise kom aldrig hjem igen
Desværre har jeg set disse kedelige familie-anliggender, i mange andre familier, gennem tiden. Når tiden nærmer sig, hvor mågestellet, skal skifte ejermand, så er det ikke rart, for den der skal have det, at se en gammel Onkel drikke af det, med rystende hænder, med risiko for, at det går til.... nej der må være en grænse for, hvor meget af folks eget jordiske gods, de skal have lov at smadre i alderdommen !!!