Tro håb og kærlighed. Tredje del.
Jeg brugte mange timer hos psykologen.
Jeg talte og talte, mens jeg ved siden af, gjorde mit hjem klar, til at forlade det. Jeg var fast besluttet på, at så snart alt var klar hjemme, så min søn ikke skulle finde noget, jeg ikke ønskede, så ville jeg tage de piller, jeg havde gemt, og få ro.
Henover julen blev det klart for mig, at der ikke var andre muligheder.
Jeg håbede til det sidste, at jeg ville høre fra min datter, og besluttede, at skete det ikke til jul, så ville jeg forlade denne verden, i juledagene, hvor jeg skulle være alene. Jeg ville aftale med Peter, at han skulle komme, en af dagene, så det blev ham, en voksen mand, som stod med det lortejob, at lukke sig ind til mig, når det hele var overstået.
Jeg var hunderæd, for at skulle gøre det. Men samtidig var jeg endnu mere bange for at leve videre.
Julen kom og gik. Sebastian havde dagen før jul, sagt til sin plejefamilie, at han ikke ønskede at tilbringe julen, som aftalt, ved sin far. Det var mig der skulle have haft ham, men jeg ville ikke lukke muligheden for at han kunne være sammen med sin søster denne aften. Så jeg havde afgivet julen, da jeg slet ikke orkede at skulle holde jul. Hverken for min søn, eller for mig selv.
Jeg blev ringet op julemorgen, af hans plejemor, som kunne fortælle mig, at min søn holdt jul med dem, på hans eget ønske.
Jeg lavede julemad, som jeg kørte ud og afleverede hos René.
Så sad jeg hjemme, og så lidt tv. Sebastian ringede sent på aftenen og ønskede mig god jul. Han hyggede sig med andre børn, men var lidt mut, pga. hjemve.
Min mening var, at når han havde ringet, så ville jeg tage pillerne, gå i seng og sove.
Jeg røg meget hash den aften. Røg og græd. Sagde farvel mange gange i tankerne til mine børn. Vidste at trods det, at det ville redde min søns liv, så ville det også gøre ham ondt.
På et tidspunkt slog det mig, at min datter måske ville komme tredje juledag, på min fødselsdag. Min tågede hjerne, vågnede lidt op.
Jeg måtte selvfølgelig ikke gøre det juleaften. Jeg måtte give det en chance til det blev min fødselsdag.
Jeg røg juledag og aften 2013 ELLEVE gram hash helt alene. Alt sejlede for mig. Jeg var så påvirket, at jeg intet sansede, andet end, at om tre dage, ville hun selvfølgelig komme. Jeg var helt lykkelig over den tanke var dukket op. Så lykkelig, at jeg begyndte at gøre rent, da det var meningen, at jeg skulle være gået i seng, og falde i søvn, alene, og uden mere fremtid.
Juledagene var dælme strenge at komme igennem alene. Men på tredje juledag, kom min søn. Vi skulle fejre min fødselsdag sammen.
Jeg husker faktisk kun, at han kom. Og at han havde været i en marskandiserbutik, hvor han havde købt fine kongelige porcelæn tallerkner til mig, som han havde fundet flotte lys til. Han strålede da han kunne se, at han havde ramt rigtigt. Jeg elsker gammelt fint porcelæn.
Annelise kom senere på dagen, og vi spiste lagkage og boller. Min datter var tavs.
Om natten da min søn sov, lullede jeg mig ind i en ny hashrus, og blev enig med mig selv om, at give det til nytårsaften. Der ville hun naturligvis komme.
Jeg var vist ikke så modig omkring dette med at sluge disse piller, og få det overstået.
Nytårsaften skulle jeg holde hos min veninde og hendes familie, sammen med Sebastian.
Jeg var helt overbevist om, at når kl. slog 24.00, så ville min datter ringe til mig.
Men jeg blev mere og mere nervøs som aftenen skred frem.. Tænk hvis nu.......
Hun ringede ikke. Mit hjerte blev flået fra hinanden. Nu var løbet kørt.
Jeg afleverede min søn dagen efter, til hans plejefamilie. Vi ønskede hinanden godt nytår, og smilede og spillede spillet, så fint alle sammen.
Lotte det går så godt nu. Sikke dig og Sebastian har hygget jer.
Jeg ventede kun på, at de skulle gå. Nu skulle der ryges.
Da januar var i gang, endte jeg igen foran psykologen.
Jeg var sprød, og ulykkelig. Jeg græd mange tårer i de næste måneder.
Når min søn var her, var stemningen trykket. Han vidste godt, at jeg havde det skidt, faktisk værre og værre fra gang til gang han kom hos mig.
Men han kom troligt, trods det, at jeg ikke sagde mange ord..
Nu skulle jeg pludselig starte i en ophørsgruppe, på behandlingsstedet.
Jeg var ikke motiveret. Gjorde det kun, fordi jeg ikke anede hvordan jeg skulle komme udenom det.
Psykologen var benhård. Det var nu, jeg skulle i gang.
Jeg har siddet mange gange, i den gruppe, så frygtelig påvirket.
Talte stolpe op og stolpe ned, om alt det jeg ønskede, at min fremtid skulle bringe.
Skreget min smerte ud, foran fremmede mennesker, med ar på sjælen, som mig selv.
Jeg levede ikke. Jeg overlevede bare. Røg og forsvarede det med, at jeg var knust, og jeg kun var her, fordi jeg ikke havde nosser nok til at æde de skide piller.
Jeg havde givet mig selv en ny deadline.
Den 19 marts, når min datter havde 20 års fødselsdag, så ville jeg høre fra hende.
Jeg talte og talte, mens jeg ved siden af, gjorde mit hjem klar, til at forlade det. Jeg var fast besluttet på, at så snart alt var klar hjemme, så min søn ikke skulle finde noget, jeg ikke ønskede, så ville jeg tage de piller, jeg havde gemt, og få ro.
Henover julen blev det klart for mig, at der ikke var andre muligheder.
Jeg håbede til det sidste, at jeg ville høre fra min datter, og besluttede, at skete det ikke til jul, så ville jeg forlade denne verden, i juledagene, hvor jeg skulle være alene. Jeg ville aftale med Peter, at han skulle komme, en af dagene, så det blev ham, en voksen mand, som stod med det lortejob, at lukke sig ind til mig, når det hele var overstået.
Jeg var hunderæd, for at skulle gøre det. Men samtidig var jeg endnu mere bange for at leve videre.
Julen kom og gik. Sebastian havde dagen før jul, sagt til sin plejefamilie, at han ikke ønskede at tilbringe julen, som aftalt, ved sin far. Det var mig der skulle have haft ham, men jeg ville ikke lukke muligheden for at han kunne være sammen med sin søster denne aften. Så jeg havde afgivet julen, da jeg slet ikke orkede at skulle holde jul. Hverken for min søn, eller for mig selv.
Jeg blev ringet op julemorgen, af hans plejemor, som kunne fortælle mig, at min søn holdt jul med dem, på hans eget ønske.
Jeg lavede julemad, som jeg kørte ud og afleverede hos René.
Så sad jeg hjemme, og så lidt tv. Sebastian ringede sent på aftenen og ønskede mig god jul. Han hyggede sig med andre børn, men var lidt mut, pga. hjemve.
Min mening var, at når han havde ringet, så ville jeg tage pillerne, gå i seng og sove.
Jeg røg meget hash den aften. Røg og græd. Sagde farvel mange gange i tankerne til mine børn. Vidste at trods det, at det ville redde min søns liv, så ville det også gøre ham ondt.
På et tidspunkt slog det mig, at min datter måske ville komme tredje juledag, på min fødselsdag. Min tågede hjerne, vågnede lidt op.
Jeg måtte selvfølgelig ikke gøre det juleaften. Jeg måtte give det en chance til det blev min fødselsdag.
Jeg røg juledag og aften 2013 ELLEVE gram hash helt alene. Alt sejlede for mig. Jeg var så påvirket, at jeg intet sansede, andet end, at om tre dage, ville hun selvfølgelig komme. Jeg var helt lykkelig over den tanke var dukket op. Så lykkelig, at jeg begyndte at gøre rent, da det var meningen, at jeg skulle være gået i seng, og falde i søvn, alene, og uden mere fremtid.
Juledagene var dælme strenge at komme igennem alene. Men på tredje juledag, kom min søn. Vi skulle fejre min fødselsdag sammen.
Jeg husker faktisk kun, at han kom. Og at han havde været i en marskandiserbutik, hvor han havde købt fine kongelige porcelæn tallerkner til mig, som han havde fundet flotte lys til. Han strålede da han kunne se, at han havde ramt rigtigt. Jeg elsker gammelt fint porcelæn.
Annelise kom senere på dagen, og vi spiste lagkage og boller. Min datter var tavs.
Om natten da min søn sov, lullede jeg mig ind i en ny hashrus, og blev enig med mig selv om, at give det til nytårsaften. Der ville hun naturligvis komme.
Jeg var vist ikke så modig omkring dette med at sluge disse piller, og få det overstået.
Nytårsaften skulle jeg holde hos min veninde og hendes familie, sammen med Sebastian.
Jeg var helt overbevist om, at når kl. slog 24.00, så ville min datter ringe til mig.
Men jeg blev mere og mere nervøs som aftenen skred frem.. Tænk hvis nu.......
Hun ringede ikke. Mit hjerte blev flået fra hinanden. Nu var løbet kørt.
Jeg afleverede min søn dagen efter, til hans plejefamilie. Vi ønskede hinanden godt nytår, og smilede og spillede spillet, så fint alle sammen.
Lotte det går så godt nu. Sikke dig og Sebastian har hygget jer.
Jeg ventede kun på, at de skulle gå. Nu skulle der ryges.
Da januar var i gang, endte jeg igen foran psykologen.
Jeg var sprød, og ulykkelig. Jeg græd mange tårer i de næste måneder.
Når min søn var her, var stemningen trykket. Han vidste godt, at jeg havde det skidt, faktisk værre og værre fra gang til gang han kom hos mig.
Men han kom troligt, trods det, at jeg ikke sagde mange ord..
Nu skulle jeg pludselig starte i en ophørsgruppe, på behandlingsstedet.
Jeg var ikke motiveret. Gjorde det kun, fordi jeg ikke anede hvordan jeg skulle komme udenom det.
Psykologen var benhård. Det var nu, jeg skulle i gang.
Jeg har siddet mange gange, i den gruppe, så frygtelig påvirket.
Talte stolpe op og stolpe ned, om alt det jeg ønskede, at min fremtid skulle bringe.
Skreget min smerte ud, foran fremmede mennesker, med ar på sjælen, som mig selv.
Jeg levede ikke. Jeg overlevede bare. Røg og forsvarede det med, at jeg var knust, og jeg kun var her, fordi jeg ikke havde nosser nok til at æde de skide piller.
Jeg havde givet mig selv en ny deadline.
Den 19 marts, når min datter havde 20 års fødselsdag, så ville jeg høre fra hende.
Kommentarer
Send en kommentar