Hvad gør man, hvis en mand følger i hælene på ens dreng ? Anklager ham for pædofili offentligt... eller? Jeg aner det ikke...
Den dag jeg åbnede min søns facebook, for ca. tre mdr. siden og så, at en ny venneanmodning stod og ventede på besvarelse, stivnede blodet et sekund i mine årer. De små hår i nakken rejste sig, og i tankerne var jeg straks 6 år tilbage i tiden, og frygten for denne mand sneg sig igen ind i mit hjem.
I 2008 startede min søn i børnehaveklasse i en forstad til Kbh. Jeg var nyligt blevet skilt fra hans far, og mine to børn, var delt, da min datter havde valgt at blive ved sin far.
Vi var i gang med, at starte en ny, og meget anderledes dagligdag op, og der var sår der skulle slikkes.
Min søn som altid har været meget sensitiv, og hungret efter tryghed, når noget nyt skulle ske, var derfor meget på tæerne i denne periode.
Nyt hjem. Nye venner. Skolestart. Fritidshjem.
Børnehavens trygge rammer var ovre. Familielivet i et parselhuskvarter på vestsjælland var byttet ud med storbyen.
På sin vis elskede han at der var tæt til mange spændende ting i København. På sin vis savnede han alt det kendte hjemme i Svallerup. Samt sin far og sin storesøster.
Opstarten var svær for ham.
Jeg brugte lang tid om morgenen i fritidshjemmet, når han skulle afleveres, så han følte sig mere tryg. Men tanken om, at når sommerferien sluttede, så skulle han lære at færdes fra fritidshjemmet, over til skolen, gjorde ham syg af skræk.
Det brugte han meget energi på at tænke over. Dag og nat.
Så selv om vi var glade for det nye fritidshjem, som var hyggeligt og rart, med søde og dygtige pædagoger, valgte jeg at søge om, at få ham rykket til det fritidshjem, som lå på den skole han skulle starte på lige om lidt.
Det lykkedes, og frygten for at skulle færdes alene, fra fritten til skolen var borte.
På den nye frit var der også mere plads udendørs, på alle skolens områder. Skolegård og legeplads, samt en kæmpe sportsplads, var lige noget mit udebarn kunne lide.
Så selv om dette ekstra ryk, var en bet, så faldt han faktisk hurtigt til i den nye frit.
Specielt en pædagog, var meget opmærksom på, at denne nye dreng, var lidt nervøs for alt det nye, og det er noget der varmer et moderhjerte.
Så jeg blev hurtigt tryg ved ham, pædagogen, som var udbredt sportstosset, og vellidt af min søn, og mange andre børn.
Jeg henvendte mig mest til ham, når der var noget jeg ville vende omkring min dreng, og snart var det stort set ham der henvendte sig til mig, straks jeg kom, og aflagde referat om dagens hændelser. Både gode, og hvis der havde været sket noget, som skulle overleveres.
Min søn var begyndt, at blive lidt af en vildbasse, på den måde, at han ikke gik af vejen for en gedigen slåskamp.
Men jeg blev altid gjort opmærksom på, af denne pædagog, at sådan er drenge, og han havde iøvrigt selv en af slagsen derhjemme, som faktisk hed det samme som min søn.
Jeg var glad for at der var en mandlig pædagog, som forstod at min dreng bare var dreng med stort D.
På det tidspunkt, havde min nye mand og jeg fået den vanvittige idé, set nu i bagklogskabens klare lys, at vi ville rykke til Sverige.
Vi var begyndt at forberede en flytning derop, som også ville betyde et skoleskift til Sebastian, til en svensk skole.
Jeg var meget opsat på, at det skulle være snart, så han ikke skulle have flere skift.
Der havde været lidt hurlumhej, omkring min søn, hvor han en periode var ved sin far, og tilbage til mig, så skiftene skulle stoppes, så han fik en rolig rytme.
Sebastian nåede derfor kun, at gå i sin nye frit i 5 mdr, så skulle han starte i en svensk skole, som lå i et naturreservat, ved siden af det hjem vi var flyttet til i Sverige.
Han pendlede frem og tilbage til skolen i Danmark i starten, sammen med os, og det var hårdt for en lille dreng.
Op til afslutningen i fritten skete der nogle ting, som vi først, min nye mand og jeg, ikke helt tolkede på.
Bl.a. begyndte denne mandlige pædagog ofte, at beklage sig over, at vi flyttede Sebastian, fordi han var blevet så glad for ham, at han ikke havde lyst til, at give slip på ham igen. Jeg smilede lidt af dette, og nød selvfølgelig, at min dreng havde stjålet hans hjerte, hvilket jeg som mor, godt kunne sætte mig ind i.
Min dreng var naturligvis helt speciel og ekstra dejlig.
Men en dag min mand hentede min søn i fritten, kom han hjem og sagde, at ham pædagogen havde kommet med udtalelse, som han ærlig talt fandt yderst malplaceret. Næsten uanstændig.
Som sædvanlig var han fulgt med ud i garderoben, da Peter kom for at hente Sebastian, og stod og smalltalkede lidt med Peter, mens Sebastian fandt sine ting på sin plads, og fik jakke og støvler på.
Pludselig siger pædagogen, at de efter dagens tur i svømmehallen, havde været i bad, ham og drengene fra fritten, og højlydt grinende, siger han til Peter.
- Er du gal en stor tissemand Sebastian har. Han har da ikke noget, at være flov over.
Peter havde ikke rigtigt svaret, men det var helt tydeligt, forklarede han, at Sebastian kunne have sunket i gulvet af flovhed.
Det næste stykke tid, af den korte tid der var tilbage i fritten, var der flere hændelser, som bagefter burde have givet mig et hint om, at noget var lidt på kanten af, hvad der var helt normalt.
Både pædagogens meget pågående måde, at møde os på, når vi hentede Sebastian, hvor han dagligt, var meget insisterende i at tale med os, og fortælle om dagen på fritten. Men også episoder, hvor han grinagtig-gjorde Sebastian lidt, fordi han takkede nej flere gange, til at køre med pædagogen til f.eks Brugsen.
En dag jeg spurgte min søn, hvorfor han dog ikke nød det privilegium, at få lov at komme med ud at handle, hvor der, som pædagogen sagde, altid faldt en is af, svarede min søn mig sådan lidt vævende, at han hellere ville lege i fritten.
Først da vi sad i bilen på vej hjem, sagde han, at han ikke gad, fordi så måtte kun han komme med. Når de andre skulle med ud at handle, var de altid to eller tre med.
Jeg forklarede min søn, at denne pædagog, var blevet meget glad for ham, og måske bare ville nyde lidt alenetid, hvor de kunne snakke, bl.a. om deres store fælles interesse, fodbold. En sport min søn altid har haft i benene, og været rigtig god til.
Den sidste dag oprandt. Det var et frygteligt møgvejr, da jeg parkerede foran fritten, for for sidste gang at gå ind og hente min dreng der.
Pædagogen var der som sædvanligt. Vimsede rundt om os, og da vi havde sagt farvel til alle, hviskede han til mig, at han lige skulle med ud til bilen, fordi han havde en lille overraskelse til Sebastian.
Vi gik ud i det sjaskende regnvejr, og ved bilen hjalp jeg min søn ind i autostolen og gav ham sele på, mens pædagogen rodede i sin bil, og kom hen med favnen fuld af gaver.
Fodboldtøj, som hans søn var vokset ud af. Et helt sæt, med shorts, bluse, strømper, vindbreaker og fodstøvler. Derudover havde han lavet en mappe, med billeder, taget i fritten af Sebastian, samt en del billeder, taget i det første fritidshjem, min søn havde gået i. Pædagogen forklarede, at han ikke ville give os det derinde, da han havde printet disse foto fra den anden frit ud, uden tilladelse, da han ikke arbejdede der. Men det gjorde til gengæld hans kone. Det vidste jeg godt hun gjorde, og takkede for alle de gode billeder, vi ellers ikke ville have fået. Sidst i mappen var der også billeder af ham selv, så min søn kunne kigge på dem, hvis han savnede ham, som han sagde.
Han spurgte min søn, om han slet ikke havde nogen afskedsgaver til ham, og det blev lidt pinligt, da han sagde nej, og jeg tænkte, at den kage vi havde bagt, og leveret om morgenen, var afskedsgave til ham, OG alle de andre i fritten.
Så hev han endnu en gave frem til min søn. To figurer, som børnene lavede mange af i fritten, som forestillede fodboldspillere. Men disse til fodboldspillere, havde fået påklistret henholdsvis min søns ansigt, og pædagogens ansigt, og så holdt de i hånden!
Der syntes jeg det hele blev lidt pinligt, og fik afsluttet denne lidt for underlige episode, og kunne endelig sætte mig ind i bilen, og vinke farvel til pædagogen, som blev stående i regnen og vinkede.
Det var første gang, jeg tænkte tanken, sådan helt konkret, at det var en meget underlig opførsel.
Sebastian talte ikke om episoden, før nogle dage efter, hvor han spurgte, om det var forkert, at han ikke havde givet ham afskedsgaver? Jeg forsikrede ham, at det var det ikke. Det var ikke et krav, men noget man gjorde af lyst.
Få dage efter at vi havde sagt farvel til pædagogen, tikkede en venneanmodning ind på min facebook fra ham. Jeg startede med, at ignorere den. Syntes ikke jeg havde nogen grunde til, at være ven med ham på facebook. Han var jo trods alt bare en pædagog, vi kendte meget overfladisk.
Så anmodede han Peter om venskab. Peter afviste den blankt.
Så begyndte han at skrive private beskeder til mig. Skrev at han var bekymret for min søn, og holdt af ham, og at han ALTID fulgte de børn han have passet på fritten, når de gik ud.
Jeg svarede ikke de første gange. Men da han blev ved, svarede jeg til sidst, at han ikke skulle bekymre sig. Sebastian var startet i skole, elskede naturen i Sverige, og det naturreservat som skolen lå lige midt i.
Så kom der en mail, hvor han nærmest krævede sin ret til, at følge min søn.
Nu havde jeg fået nok, og da min søn i mellemtiden, havde smidt de to fodboldspillere ud, som han havde fået, og som jeg havde sat til pynt i hans vindueskarm, spurgte jeg min dreng direkte, om han savnede pædagogen fra Danmark.
NEJ. Klart og tydeligt NEJ.
-Han var faktisk lidt underlig, sagde han pludselig, og fortalte ganske kort, og lidt genert, at han nogen gange kyssede ham i håret, på fodboldbanen, enten hvis han var faldet, eller hvis han var god.
Ikke noget han havde set han gjorde med andre, og det var piinliiigt...
Dagen efter ringede jeg til lederen af fritten, og fortalte om denne chikane vi oplevede, og spurgte om det var normalt, at de fulgte børnene på den måde.
Dét var det som ventet ikke. Hun bad mig om, at hørte vi fra ham en gang til, så skulle jeg straks kontakte hende. Hun ville tale med ham omgående.
Det stoppede. Jeg blokerede ham iøvrigt også. Så efterhånden gik han i glemmebogen.
Nogle gange de følgende år, kunne Sebastian nævne, specielt den pinlige episode, hvor han nærmest fornærmet, spurgte om ikke Sebastian havde nogen gaver til ham. Og nogle enkle gange, kom det op og vende, at han havde kommenteret på Sebastians kønsdele, som nogle han kunne være stolte af.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Nu sad jeg så her, seks år efter, med min søns facebook, og kunne se en venneanmodning fra denne pædagog. 6 år er længe, synes jeg, at huske på et barn, man har været pædagog for i bare 5 mdr, i en kæmpestor frit, med rigtig mange børn.
Jeg blokerede ham, og var glad for, at min søn meget sjældent brugte facebook, som hans søster og han havde lavet, så de ad den vej kunne få kontakt, før min søn havde fået mobiltlf.
Dagen efter var der en ny venneanmodning, og en privat besked. Jeg tjekkede venneanmodningen. En dreng på min søns alder. Det måtte være en fra hans skole. Måske i parallelklassen, tænkte jeg. Jeg kendte ham i alt fald ikke.
Åbnede den private besked, som var fra den samme dreng, og læste følgende...
-(Navnet på pædagogen) vil gerne møde dig, ved skolens fodboldbaner i morgen mellem kl. 14 og 16.
Jeg skyndte mig at slette denne dreng fra vennelisten. Svarede tilbage på beskeden
-Sig at (navnet på pædagogen) ikke skal opsøge min søn mere. Hilsen Sebastians mor.
Jeg grublede over dette. Seks år efter, og han ville møde min søn ved skolens fodboldbaner. Han måtte vide, vi var flyttet tilbage til Dk. Dog heldigvis ikke til den by hvor han arbejdede. Han måtte have spammet vores facebook. Jeg tænkte så det knagede. Ville han opsøge min søn.
Var der en rød tråd tilbage til disse 5 mdr. i den frit.
Min søn havde i de forløbne år, udviklet et indre raseri, som gav sig til udtryk i voldsomme udadreagerende episoder. Han var rykket fra skole til skole. Havde psykologer inde over sig. Havde fået en voksenven. Havde støttepædagog med i skole i lang tid, pga. voldsomme raseri-udbrud og slåskampe.
Pt. var han bosat i en plejefamilie, og startet på en heldags-institution, pga sin indre vrede, og udadreagerende adfærd.
Jeg besluttede at kontakte fritidshjemmet igen. For at fortælle, at nu var han sørme på igen.
Da jeg ringede op, kunne jeg heldigvis konstatere, at det var samme leder der præsenterede sig i røret. Jeg forklarede kort, om hun kunne huske os, som var flyttet til Sverige, samt at jeg dengang havde ringet vedrørende denne pædagog.
Dét kunne hun heldigvis. Jeg fortalte så, at han nu havde opsøgt min søn via facebook, både via sin egen profil, mens også havde fået et barn til det efter, at han var blevet blokeret.
Kort tavshed, så svarede hun,
- Han er ikke ansat her mere. Jeg kan ikke fortælle dig hvorfor. Men det var historien om din søn, der gjorde, at vi fik øjnene op for nogle ting der foregik. Du skal ringe til politiet, og forklare dette. Bed dem ringe til mig bagefter.
Nu var jeg faktisk rigtig rystet.
Men hvad skulle det hjælpe at ringe til politiet. Han havde jo ikke direkte opsøgt min søn.
Jeg ringede min søns voksenven op, og forklarede ham sagen. Hvad skulle jeg stille op? Hvad hvis politiet ville tale med min søn? Skulle der rodes op i noget så mange år efter, specielt set i lyset af de mange problemer, min søn sloges med i forvejen.
Mens vi talte, fjernede jeg blokeringen på pædagogen på min facebook, og kunne se, at han arbejdede på et fritidshjem, på en skole jeg ikke kendte. Da jeg sagde navnet på skolen, sagde han,
- Lotte du skal ringe og tale med politiet. Den skole ligger i din kommune!
Jeg ringede med det samme. Blev bedt om at skrive ned, efter en lang snak, hvad der var sket den gang og nu. Så ville betjenten ringe til hans gamle leder og få hendes historie.
Jeg skrev en mail, med det hele ridset kort op.
Kort efter blev jeg ringet op af betjenten, som kunne sige, at nu havde han fået historien, som jeg selvfølgelig ikke kunne delagtiggøres i. Men han syntes, at jeg skulle starte med at kontakte min kommune, for at fortælle historien. Manden var jo nu ansat her.
Fik betjentens navn, nr. og besked om, at skete der noget, som jeg havde brug for, at de kiggede på, skulle jeg straks ringe.
Inden jeg ville ringe til kommunen, ville jeg lige informere min søn plejefamilie, så de var forberedt, hvis der kom en henvendelse fra kommunen. Men også for at sige, at han var i denne kommune, og at min søn ikke måtte deltage i ting med den frit. Heldagsskolen har jo børn fra flere forskellige skoler i vores kommune. De bliver også transporteret i taxa, fra deres skole, til de forskellige fritidshjem om eftermiddagen. Måske pædagogen der havde set min søn, og derfor fundet ud af, at vi boede i denne kommune nu.
Næste chok kom da jeg ringede plejemoren op, og kort fortalte sagens sammenhæng.
Da jeg nævnte hans navn, brød hun ind og sagde,
- Lotte, han har været her hos os.
HVAD????????
Han var dukket op, og var blevet afvist, da de ikke anede hvem han var. Havde nogle dage efter, efterladt et brev i deres postkasse, som heldigvis ikke var i konvolut, så de havde set det, og fundet det yderst mystisk. Der var billeder på, både af min søn og mig.
Samt en tekst der lød som et underligt eventyr, om en pædagog og en dreng, der var glade for hinanden, og var blevet taget væk fra hinanden, etc. ( Jeg har ikke set brevet, kun fået det nødtørftig refereret).
Brevet havde de afleveret til min søn socialrådgiver, uden at min søn var blevet præsenteret for det.
Jeg ringede straks til hende.
Hun kunne fortælle mig, at hun personligt havde talt med ham i tlf. At han var blevet bedt om at holde sig fra Sebastian, som havde mange ting at slås med.
Om han ville holde det var ret uklart. Han kunne ikke se problemet i, at han ville se Sebastian.
Plejemoren ringede til den betjent, jeg havde talt med, og informerede om disse nye ting i sagen.
Efterfølgende kunne hun konstatere ved, at sidde og scrolle i hans facebook, at han havde tagget sig selv i deres nærbutik, både i weekender, og på hverdage. Faktisk i samme bygning som de boede i.
Pt. er der stilstand.
Jeg ved, at der er fokus. Jeg ved, at hvis han står sig foran mig en dag, så råber jeg højt, så alle kan høre mig, om han er pædofil, og at han aldrig nogensinde mere, skal nærme sig min søn. Aldrig.
Jeg har været forbi hans job, for at se om jeg kunne være heldig at møde ham, så jeg face to face, kunne bede ham holde sig væk. Men desværre så jeg ham ikke. Jeg ved ikke om jeg har ret til at gå ind, og snakke med hans leder, om disse ting.
Jeg har kontaktet hans kone pr. mail, som efter nogle dage skrev tilbage til mig, at hun lovede, at han aldrig mere vil kontakte mig eller min søn.
Det håber jeg, at han holder.
Vi har endelig fået fortalt det til Sebastian, der som ventet, og frygtet, startede med, at blive rigtig bange. Men han har fået forklaret, at alle tager dette alvorligt. At alle omkring ham er informeret om hvem han er, osv.
Han skal ikke ønske, at møde mig offentligt... For så er jeg bare en mor, der beskytter mit barn.
Og der bliver ikke lyddæmper på hvis det sker......
I 2008 startede min søn i børnehaveklasse i en forstad til Kbh. Jeg var nyligt blevet skilt fra hans far, og mine to børn, var delt, da min datter havde valgt at blive ved sin far.
Vi var i gang med, at starte en ny, og meget anderledes dagligdag op, og der var sår der skulle slikkes.
Min søn som altid har været meget sensitiv, og hungret efter tryghed, når noget nyt skulle ske, var derfor meget på tæerne i denne periode.
Nyt hjem. Nye venner. Skolestart. Fritidshjem.
Børnehavens trygge rammer var ovre. Familielivet i et parselhuskvarter på vestsjælland var byttet ud med storbyen.
På sin vis elskede han at der var tæt til mange spændende ting i København. På sin vis savnede han alt det kendte hjemme i Svallerup. Samt sin far og sin storesøster.
Opstarten var svær for ham.
Jeg brugte lang tid om morgenen i fritidshjemmet, når han skulle afleveres, så han følte sig mere tryg. Men tanken om, at når sommerferien sluttede, så skulle han lære at færdes fra fritidshjemmet, over til skolen, gjorde ham syg af skræk.
Det brugte han meget energi på at tænke over. Dag og nat.
Så selv om vi var glade for det nye fritidshjem, som var hyggeligt og rart, med søde og dygtige pædagoger, valgte jeg at søge om, at få ham rykket til det fritidshjem, som lå på den skole han skulle starte på lige om lidt.
Det lykkedes, og frygten for at skulle færdes alene, fra fritten til skolen var borte.
På den nye frit var der også mere plads udendørs, på alle skolens områder. Skolegård og legeplads, samt en kæmpe sportsplads, var lige noget mit udebarn kunne lide.
Så selv om dette ekstra ryk, var en bet, så faldt han faktisk hurtigt til i den nye frit.
Specielt en pædagog, var meget opmærksom på, at denne nye dreng, var lidt nervøs for alt det nye, og det er noget der varmer et moderhjerte.
Så jeg blev hurtigt tryg ved ham, pædagogen, som var udbredt sportstosset, og vellidt af min søn, og mange andre børn.
Jeg henvendte mig mest til ham, når der var noget jeg ville vende omkring min dreng, og snart var det stort set ham der henvendte sig til mig, straks jeg kom, og aflagde referat om dagens hændelser. Både gode, og hvis der havde været sket noget, som skulle overleveres.
Min søn var begyndt, at blive lidt af en vildbasse, på den måde, at han ikke gik af vejen for en gedigen slåskamp.
Men jeg blev altid gjort opmærksom på, af denne pædagog, at sådan er drenge, og han havde iøvrigt selv en af slagsen derhjemme, som faktisk hed det samme som min søn.
Jeg var glad for at der var en mandlig pædagog, som forstod at min dreng bare var dreng med stort D.
På det tidspunkt, havde min nye mand og jeg fået den vanvittige idé, set nu i bagklogskabens klare lys, at vi ville rykke til Sverige.
Vi var begyndt at forberede en flytning derop, som også ville betyde et skoleskift til Sebastian, til en svensk skole.
Jeg var meget opsat på, at det skulle være snart, så han ikke skulle have flere skift.
Der havde været lidt hurlumhej, omkring min søn, hvor han en periode var ved sin far, og tilbage til mig, så skiftene skulle stoppes, så han fik en rolig rytme.
Sebastian nåede derfor kun, at gå i sin nye frit i 5 mdr, så skulle han starte i en svensk skole, som lå i et naturreservat, ved siden af det hjem vi var flyttet til i Sverige.
Han pendlede frem og tilbage til skolen i Danmark i starten, sammen med os, og det var hårdt for en lille dreng.
Op til afslutningen i fritten skete der nogle ting, som vi først, min nye mand og jeg, ikke helt tolkede på.
Bl.a. begyndte denne mandlige pædagog ofte, at beklage sig over, at vi flyttede Sebastian, fordi han var blevet så glad for ham, at han ikke havde lyst til, at give slip på ham igen. Jeg smilede lidt af dette, og nød selvfølgelig, at min dreng havde stjålet hans hjerte, hvilket jeg som mor, godt kunne sætte mig ind i.
Min dreng var naturligvis helt speciel og ekstra dejlig.
Men en dag min mand hentede min søn i fritten, kom han hjem og sagde, at ham pædagogen havde kommet med udtalelse, som han ærlig talt fandt yderst malplaceret. Næsten uanstændig.
Som sædvanlig var han fulgt med ud i garderoben, da Peter kom for at hente Sebastian, og stod og smalltalkede lidt med Peter, mens Sebastian fandt sine ting på sin plads, og fik jakke og støvler på.
Pludselig siger pædagogen, at de efter dagens tur i svømmehallen, havde været i bad, ham og drengene fra fritten, og højlydt grinende, siger han til Peter.
- Er du gal en stor tissemand Sebastian har. Han har da ikke noget, at være flov over.
Peter havde ikke rigtigt svaret, men det var helt tydeligt, forklarede han, at Sebastian kunne have sunket i gulvet af flovhed.
Det næste stykke tid, af den korte tid der var tilbage i fritten, var der flere hændelser, som bagefter burde have givet mig et hint om, at noget var lidt på kanten af, hvad der var helt normalt.
Både pædagogens meget pågående måde, at møde os på, når vi hentede Sebastian, hvor han dagligt, var meget insisterende i at tale med os, og fortælle om dagen på fritten. Men også episoder, hvor han grinagtig-gjorde Sebastian lidt, fordi han takkede nej flere gange, til at køre med pædagogen til f.eks Brugsen.
En dag jeg spurgte min søn, hvorfor han dog ikke nød det privilegium, at få lov at komme med ud at handle, hvor der, som pædagogen sagde, altid faldt en is af, svarede min søn mig sådan lidt vævende, at han hellere ville lege i fritten.
Først da vi sad i bilen på vej hjem, sagde han, at han ikke gad, fordi så måtte kun han komme med. Når de andre skulle med ud at handle, var de altid to eller tre med.
Jeg forklarede min søn, at denne pædagog, var blevet meget glad for ham, og måske bare ville nyde lidt alenetid, hvor de kunne snakke, bl.a. om deres store fælles interesse, fodbold. En sport min søn altid har haft i benene, og været rigtig god til.
Den sidste dag oprandt. Det var et frygteligt møgvejr, da jeg parkerede foran fritten, for for sidste gang at gå ind og hente min dreng der.
Pædagogen var der som sædvanligt. Vimsede rundt om os, og da vi havde sagt farvel til alle, hviskede han til mig, at han lige skulle med ud til bilen, fordi han havde en lille overraskelse til Sebastian.
Vi gik ud i det sjaskende regnvejr, og ved bilen hjalp jeg min søn ind i autostolen og gav ham sele på, mens pædagogen rodede i sin bil, og kom hen med favnen fuld af gaver.
Fodboldtøj, som hans søn var vokset ud af. Et helt sæt, med shorts, bluse, strømper, vindbreaker og fodstøvler. Derudover havde han lavet en mappe, med billeder, taget i fritten af Sebastian, samt en del billeder, taget i det første fritidshjem, min søn havde gået i. Pædagogen forklarede, at han ikke ville give os det derinde, da han havde printet disse foto fra den anden frit ud, uden tilladelse, da han ikke arbejdede der. Men det gjorde til gengæld hans kone. Det vidste jeg godt hun gjorde, og takkede for alle de gode billeder, vi ellers ikke ville have fået. Sidst i mappen var der også billeder af ham selv, så min søn kunne kigge på dem, hvis han savnede ham, som han sagde.
Han spurgte min søn, om han slet ikke havde nogen afskedsgaver til ham, og det blev lidt pinligt, da han sagde nej, og jeg tænkte, at den kage vi havde bagt, og leveret om morgenen, var afskedsgave til ham, OG alle de andre i fritten.
Så hev han endnu en gave frem til min søn. To figurer, som børnene lavede mange af i fritten, som forestillede fodboldspillere. Men disse til fodboldspillere, havde fået påklistret henholdsvis min søns ansigt, og pædagogens ansigt, og så holdt de i hånden!
Der syntes jeg det hele blev lidt pinligt, og fik afsluttet denne lidt for underlige episode, og kunne endelig sætte mig ind i bilen, og vinke farvel til pædagogen, som blev stående i regnen og vinkede.
Det var første gang, jeg tænkte tanken, sådan helt konkret, at det var en meget underlig opførsel.
Sebastian talte ikke om episoden, før nogle dage efter, hvor han spurgte, om det var forkert, at han ikke havde givet ham afskedsgaver? Jeg forsikrede ham, at det var det ikke. Det var ikke et krav, men noget man gjorde af lyst.
Få dage efter at vi havde sagt farvel til pædagogen, tikkede en venneanmodning ind på min facebook fra ham. Jeg startede med, at ignorere den. Syntes ikke jeg havde nogen grunde til, at være ven med ham på facebook. Han var jo trods alt bare en pædagog, vi kendte meget overfladisk.
Så anmodede han Peter om venskab. Peter afviste den blankt.
Så begyndte han at skrive private beskeder til mig. Skrev at han var bekymret for min søn, og holdt af ham, og at han ALTID fulgte de børn han have passet på fritten, når de gik ud.
Jeg svarede ikke de første gange. Men da han blev ved, svarede jeg til sidst, at han ikke skulle bekymre sig. Sebastian var startet i skole, elskede naturen i Sverige, og det naturreservat som skolen lå lige midt i.
Så kom der en mail, hvor han nærmest krævede sin ret til, at følge min søn.
Nu havde jeg fået nok, og da min søn i mellemtiden, havde smidt de to fodboldspillere ud, som han havde fået, og som jeg havde sat til pynt i hans vindueskarm, spurgte jeg min dreng direkte, om han savnede pædagogen fra Danmark.
NEJ. Klart og tydeligt NEJ.
-Han var faktisk lidt underlig, sagde han pludselig, og fortalte ganske kort, og lidt genert, at han nogen gange kyssede ham i håret, på fodboldbanen, enten hvis han var faldet, eller hvis han var god.
Ikke noget han havde set han gjorde med andre, og det var piinliiigt...
Dagen efter ringede jeg til lederen af fritten, og fortalte om denne chikane vi oplevede, og spurgte om det var normalt, at de fulgte børnene på den måde.
Dét var det som ventet ikke. Hun bad mig om, at hørte vi fra ham en gang til, så skulle jeg straks kontakte hende. Hun ville tale med ham omgående.
Det stoppede. Jeg blokerede ham iøvrigt også. Så efterhånden gik han i glemmebogen.
Nogle gange de følgende år, kunne Sebastian nævne, specielt den pinlige episode, hvor han nærmest fornærmet, spurgte om ikke Sebastian havde nogen gaver til ham. Og nogle enkle gange, kom det op og vende, at han havde kommenteret på Sebastians kønsdele, som nogle han kunne være stolte af.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Nu sad jeg så her, seks år efter, med min søns facebook, og kunne se en venneanmodning fra denne pædagog. 6 år er længe, synes jeg, at huske på et barn, man har været pædagog for i bare 5 mdr, i en kæmpestor frit, med rigtig mange børn.
Jeg blokerede ham, og var glad for, at min søn meget sjældent brugte facebook, som hans søster og han havde lavet, så de ad den vej kunne få kontakt, før min søn havde fået mobiltlf.
Dagen efter var der en ny venneanmodning, og en privat besked. Jeg tjekkede venneanmodningen. En dreng på min søns alder. Det måtte være en fra hans skole. Måske i parallelklassen, tænkte jeg. Jeg kendte ham i alt fald ikke.
Åbnede den private besked, som var fra den samme dreng, og læste følgende...
-(Navnet på pædagogen) vil gerne møde dig, ved skolens fodboldbaner i morgen mellem kl. 14 og 16.
Jeg skyndte mig at slette denne dreng fra vennelisten. Svarede tilbage på beskeden
-Sig at (navnet på pædagogen) ikke skal opsøge min søn mere. Hilsen Sebastians mor.
Jeg grublede over dette. Seks år efter, og han ville møde min søn ved skolens fodboldbaner. Han måtte vide, vi var flyttet tilbage til Dk. Dog heldigvis ikke til den by hvor han arbejdede. Han måtte have spammet vores facebook. Jeg tænkte så det knagede. Ville han opsøge min søn.
Var der en rød tråd tilbage til disse 5 mdr. i den frit.
Min søn havde i de forløbne år, udviklet et indre raseri, som gav sig til udtryk i voldsomme udadreagerende episoder. Han var rykket fra skole til skole. Havde psykologer inde over sig. Havde fået en voksenven. Havde støttepædagog med i skole i lang tid, pga. voldsomme raseri-udbrud og slåskampe.
Pt. var han bosat i en plejefamilie, og startet på en heldags-institution, pga sin indre vrede, og udadreagerende adfærd.
Jeg besluttede at kontakte fritidshjemmet igen. For at fortælle, at nu var han sørme på igen.
Da jeg ringede op, kunne jeg heldigvis konstatere, at det var samme leder der præsenterede sig i røret. Jeg forklarede kort, om hun kunne huske os, som var flyttet til Sverige, samt at jeg dengang havde ringet vedrørende denne pædagog.
Dét kunne hun heldigvis. Jeg fortalte så, at han nu havde opsøgt min søn via facebook, både via sin egen profil, mens også havde fået et barn til det efter, at han var blevet blokeret.
Kort tavshed, så svarede hun,
- Han er ikke ansat her mere. Jeg kan ikke fortælle dig hvorfor. Men det var historien om din søn, der gjorde, at vi fik øjnene op for nogle ting der foregik. Du skal ringe til politiet, og forklare dette. Bed dem ringe til mig bagefter.
Nu var jeg faktisk rigtig rystet.
Men hvad skulle det hjælpe at ringe til politiet. Han havde jo ikke direkte opsøgt min søn.
Jeg ringede min søns voksenven op, og forklarede ham sagen. Hvad skulle jeg stille op? Hvad hvis politiet ville tale med min søn? Skulle der rodes op i noget så mange år efter, specielt set i lyset af de mange problemer, min søn sloges med i forvejen.
Mens vi talte, fjernede jeg blokeringen på pædagogen på min facebook, og kunne se, at han arbejdede på et fritidshjem, på en skole jeg ikke kendte. Da jeg sagde navnet på skolen, sagde han,
- Lotte du skal ringe og tale med politiet. Den skole ligger i din kommune!
Jeg ringede med det samme. Blev bedt om at skrive ned, efter en lang snak, hvad der var sket den gang og nu. Så ville betjenten ringe til hans gamle leder og få hendes historie.
Jeg skrev en mail, med det hele ridset kort op.
Kort efter blev jeg ringet op af betjenten, som kunne sige, at nu havde han fået historien, som jeg selvfølgelig ikke kunne delagtiggøres i. Men han syntes, at jeg skulle starte med at kontakte min kommune, for at fortælle historien. Manden var jo nu ansat her.
Fik betjentens navn, nr. og besked om, at skete der noget, som jeg havde brug for, at de kiggede på, skulle jeg straks ringe.
Inden jeg ville ringe til kommunen, ville jeg lige informere min søn plejefamilie, så de var forberedt, hvis der kom en henvendelse fra kommunen. Men også for at sige, at han var i denne kommune, og at min søn ikke måtte deltage i ting med den frit. Heldagsskolen har jo børn fra flere forskellige skoler i vores kommune. De bliver også transporteret i taxa, fra deres skole, til de forskellige fritidshjem om eftermiddagen. Måske pædagogen der havde set min søn, og derfor fundet ud af, at vi boede i denne kommune nu.
Næste chok kom da jeg ringede plejemoren op, og kort fortalte sagens sammenhæng.
Da jeg nævnte hans navn, brød hun ind og sagde,
- Lotte, han har været her hos os.
HVAD????????
Han var dukket op, og var blevet afvist, da de ikke anede hvem han var. Havde nogle dage efter, efterladt et brev i deres postkasse, som heldigvis ikke var i konvolut, så de havde set det, og fundet det yderst mystisk. Der var billeder på, både af min søn og mig.
Samt en tekst der lød som et underligt eventyr, om en pædagog og en dreng, der var glade for hinanden, og var blevet taget væk fra hinanden, etc. ( Jeg har ikke set brevet, kun fået det nødtørftig refereret).
Brevet havde de afleveret til min søn socialrådgiver, uden at min søn var blevet præsenteret for det.
Jeg ringede straks til hende.
Hun kunne fortælle mig, at hun personligt havde talt med ham i tlf. At han var blevet bedt om at holde sig fra Sebastian, som havde mange ting at slås med.
Om han ville holde det var ret uklart. Han kunne ikke se problemet i, at han ville se Sebastian.
Plejemoren ringede til den betjent, jeg havde talt med, og informerede om disse nye ting i sagen.
Efterfølgende kunne hun konstatere ved, at sidde og scrolle i hans facebook, at han havde tagget sig selv i deres nærbutik, både i weekender, og på hverdage. Faktisk i samme bygning som de boede i.
Pt. er der stilstand.
Jeg ved, at der er fokus. Jeg ved, at hvis han står sig foran mig en dag, så råber jeg højt, så alle kan høre mig, om han er pædofil, og at han aldrig nogensinde mere, skal nærme sig min søn. Aldrig.
Jeg har været forbi hans job, for at se om jeg kunne være heldig at møde ham, så jeg face to face, kunne bede ham holde sig væk. Men desværre så jeg ham ikke. Jeg ved ikke om jeg har ret til at gå ind, og snakke med hans leder, om disse ting.
Jeg har kontaktet hans kone pr. mail, som efter nogle dage skrev tilbage til mig, at hun lovede, at han aldrig mere vil kontakte mig eller min søn.
Det håber jeg, at han holder.
Vi har endelig fået fortalt det til Sebastian, der som ventet, og frygtet, startede med, at blive rigtig bange. Men han har fået forklaret, at alle tager dette alvorligt. At alle omkring ham er informeret om hvem han er, osv.
Han skal ikke ønske, at møde mig offentligt... For så er jeg bare en mor, der beskytter mit barn.
Og der bliver ikke lyddæmper på hvis det sker......
Kommentarer
Send en kommentar