Tro håb og kærlighed. Anden del.
Jeg har aldrig boet alene før.
Aldrig, som i ALDRIG.
Nu var jeg pludselig alene, 24 timer i døgnet.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Så jeg gjorde det nemmeste. Jeg flygtede ind i det misbrug, som jeg havde i forvejen. Jeg begyndte, at ryge hash i alle døgnets vågne timer.
Efter kort tid, stod jeg også op om natten, for at ryge.
Faktisk blev det sådan, meget hurtigt, at jeg vendte op og ned på nat og dag, og havde det bedst med at være vågen, når alle andre sov.
Så røg jeg, og gjorde rent, flyttede om, malede malerier, og gloede ud i luften. Tiden fløj afsted om natten, når hele byen var stille. Jeg spiste ikke noget særligt.
Så alt i alt var jeg ret tilfreds med mig selv. Jeg tabte mig og syntes jeg havde styr på det hele, omkring mig selv.
Men i forhold til mine børn, var jeg slået hjem, som en ludobrik.
Min søn besøgte mig hver torsdag eftermiddag, og tog hjem kl. 21 om aftenen. Derudover sov han hos mig hver anden lørdag, hvor vi havde fra lørdag kl. 10.00 til søndag kl. 11.00.
Jeg savnede ham i alle døgnets vågne timer. Men dulmede det med mere og mere røg.
Udover savnet, så var mit selvværd omkring børnene, banket i bund. Min søn boede i en plejefamilie. Min datter havde valgt mig fra.
Jeg begyndte at planlægge, at forlade denne verden.
Faktisk så jeg det som en rigtig god løsning.
Min søn havde fået en fantastisk plejefamilie, så jeg vidste, at han var i gode hænder. Han ville ikke, ende ved sin far, hvis jeg forsvandt. Eller endnu værre,. Ved sin ældste søster, som jeg frygtede kunne finde på, at melde sig på banen. Jeg vidste at deres livsstil, var meget imod mine søns normer. Han er meget bevidst om, at han ikke vil udstilles, eller være anderledes. Så at ende i en familie, der har et meget afslappet forhold til mad, som ses tydeligt i form af ekstreme problemer med overvægt, ved jeg, ville kunne gøre ham rigtig ubehageligt til mode. Give ham nye problemer, i forhold til omverdenens syn på dem, og dermed ham.
Jeg havde fået et meget stort antal morfinpiller, udskrevet ved en fejl, da jeg den ene gang var indlagt på Riget. En læge skulle udskrive 20 morfin piller, samt 20 depottabletter, også med morfin. Ved en fejl, havde han udskrevet 200 stk. af hver.
Jeg begyndte at rydde op, i min private papirer, og fjerne ting fra mit hjem, som ikke vedkom andre. Dagbøger blev destrueret. Private breve, fra hele mit liv, med veninder, gamle kærester, familie, samt div. offentlige instanser, brændte jeg i køkkenvasken om natten, efterhånden som jeg fandt dem frem.
Jeg sorterede billeder, og smed ud, af dem ingen andre ville få glæde af. Eller som jeg ikke ønskede de skulle se iøvrigt.
Når jeg mødte andre mennesker, opførte jeg mig normalt, troede jeg i alt fald selv, dengang.
Når jeg i dag ser billeder taget i den periode, kan jeg se hvor påvirket, og hvor forfærdelig hærget jeg så ud.
Derudover skrev jeg min vrede, og min frustration ud på min blog. Jeg hadede så jeg frådede. Jeg var blevet lagt for had, af gamle venner, af børnenes far, og af hans nye kæreste.
Mennesker der kendte mig, begyndte at have en mening om mig, og om min fortid, som de burde vide ikke hang sammen med virkeligheden. De kendte mig jo. De vidste at mit liv med Sveik havde været hårdt, og fyldt med løgne og bedrag. De vidste iøvrigt også hvor meget jeg havde holdt af ham, og mange af dem, havde gennem tiden højlydt, undret sig over, at jeg ikke var gået for mange år siden.
Mennesker der ikke kendte mig, havde også meninger om mig, som de åbenbart højlydt, havde brug for, at sprede i alle retninger. Sveiks nye samlever, som har været i stue med mig, i mindre en tre timer sammenlagt i sit liv, vidste pludselig alt om, hvor elendigt et menneske jeg var.
Jo jeg havde meget jeg skulle have ud, inden jeg lagde mig i min seng, og spiste de piller, som skulle hjælpe mig væk fra dette sted, og give min søn en ny god start på livet.
Jeg startede i misbrugsbehandling, fordi jeg ikke kunne begrunde overfor kommunen, at jeg ikke havde lyst til det. Jeg blev fulgt derind første gang, da jeg ikke selv fik taget mig sammen, til at gå derind.
Jeg talte med behandlere, og blev indstillet til psykolog. Men ikke til afvænningsgrupper. Det var jeg lykkelig for. Jeg havde ikke tænkt mig, at stoppe med at ryge mit hash, som jo var det eneste i denne verden der gav mig ro.
Jeg talte i timevis. Stolpe op og stolpe ned, med psykologen.
Jeg røg som en besat, inden jeg skulle derind, fordi det betød, at jeg skulle være væk hjemmefra i omkring 4 timer. Jeg magtede ikke, at undvære hashen i meget længere perioder end det.
Når jeg forlod stedet, skyndte jeg mig hjem, og kunne smile hele vejen hjem, fordi jeg vidste, at nu skulle jeg hjem og ryge.
Jeg begyndte også, at sove hele døgn væk. Kunne gå i seng en tidlig morgen, fordi natten var smuttet med vigtige ting, som at ordne køkkenskabe, og ryge hash.
Så vågnede jeg måske igen ved mørkets frembrud. Men oftere og oftere skete det, at jeg havde sovet over et døgn. Så når jeg troede, at jeg var gået i seng i morges, så var det faktisk dagen før, jeg var gået i seng om morgenen.
Jeg er vågnet op flere gange, og været så tæt på, at komme for sent efter min søn, fordi jeg havde sovet i op til 30 timer, uden at vågne. Jeg havde intet indtaget i de timer. Ej heller været oppe for at tisse.
At købe ind til mit hjem, blev også et problem. Når min søn kom havde jeg intet spiseligt i huset. Måske heller ikke noget drikkeligt.
Vi købte en pizza og noget cola, og sad foran tv de timer han var her om torsdagen. Når han skulle komme fra lørdag til søndag, var det sjældent lykkes mig, at få handlet ind.
Vi spiste igen fastfood, drak cola og slik. Jeg luskede på badeværelset, og røg mit hash i smug. Ud af vinduet, mens jeg sørgede for at tørretumbleren eller vaskemaskinen kørte, så han ikke kunne høre mig. Jeg var gået fra at ryge joint, til kun at ryge vand-bong, som virkede bedre og hurtigere.
Jeg sørgede altid for, at forsikre min søn om, at han var det vigtigste i mit liv, samt at jeg fik det bedre og bedre, nu jeg havde tid til, at tage mig af mig selv.
I dag ved jeg, at han tydeligt så, at det gik den modsatte vej. Børn ser alt.
Jeg fik det værre og værre.
Vreden i mig voksede, mens jeg planlagde, at forlade denne verden. Jeg var så optaget af, at alle skulle vide, hvad der foregik. At min søn en dag skulle kunne finde beviser for, at det vores tidligere nære venner, og familie gjorde, var så ondt, at jeg ikke forlod ham. Men jeg forlod min fortid, som var i gang med at destruere mig.
Så min blog var mit åndehul.
Jeg skrev min smerte ud. Jeg forsvarede mig, for de ting der hele tiden blev skudt afsted imod mig, af rygter, og ond sladder.
Min datters beslutning om, at slette mig fra sit liv, var en historie, som flere syntes var så spændende, og så ekstrem skøn, at de skubbede og masede og puffede, fra alle sider, for at gøre den, både mere synlig, og mere spændende..
I dag, har jeg fjernet mange af indlæggene fra min blog. Men de ligger der stadig, som kladde, fordi jeg ønsker stadig, at min søn skal læse dem en dag. For det er den eneste mulighed, jeg har for at forklare ham, hvorfor mit liv gik i stykker, og han endte i en plejefamilie.
Hans vrede var også svær at deale med. Han blev udsat for samvær, hvor han blev manipuleret med.
Han savnede et par piger fra fortiden hos min tidligere veninde. Så da han blev spurgt om han ville være hos dem, når han i virkeligheden skulle besøge sin far, sagde han ja. Han vidste, at jeg ikke ville bryde mig om det. Men han blev pålagt, at han aldrig måtte sige det til mig, og at det var hemmeligt.
Selvfølgelig blev byrden for stor for ham. Han fortalte mig det, og som han havde ventet, eksploderede jeg.
Både over, at det ikke blev respekteret, at jeg som den eneste, havde været der for min søn, gennem alle de svigt han havde oplevet fra sin far. At det derfor var mig, der satte dagsordenen.
Jeg kontaktede familien, hvor han havde opholdt sig i smug, og gjorde dem klart, at skete det igen, så hentede jeg ham hos dem. Og det blev ikke lydløst.
De reagerede med, at melde mig til politiet for trusler, og jeg blev kaldt til samtale, hos politiet, med henblik på, at jeg skulle have polititilhold.
Jeg svarede på de spørgsmål de stillede. Kunne kun besvare bekræftende, at JA, jeg ville reagere, hvis min søn på nogen måder, endte med at være i samme rum som dem. Om det var i deres eget hjem, eller hos andre, var for mig et fedt.
Jeg spurgte, om et polititilhold til mig, ville betyde, at min søn, som var mindreårig, ikke måtte komme i deres hjem. Ja det ville det.
-Tak så vil jeg gerne bede om, at få det polititilhold aldeles omgående.
Det kunne hun så ikke love mig. Det skulle først vurderes, af den betjent, som de havde anmeldt mig til, og som havde optaget rapporten.
Desværre endte det med, at jeg fik et brev, at anmelderen havde trukket ønsket om at give mig tilhold, tilbage. Grunden forstår jeg dog stadig ikke.
Jeg kontaktede derfor kommunen, hvor min søn har sin socialrådgiver, som er tovholder i hans liv, med plejefamilie, samt sin mor og far.
Jeg forlangte at min søn, aldrig måtte være hos den familie igen, og kom det mig for ører, så ville jeg straks gå i statsamtet, og kæmpe mig hele vejen gennem retssystemet, for at fjerne både samkvem, og den halve forældreret til hans far.
Hun lovede mig, at give beskeden videre til hans far.
Men samtidig skete der det, at min søn selv ønskede, at stoppe samvær med overnatning, hos sin far. Så alt samvær fremadrettet, ville foregå overvåget.
En byrde var taget af mine, og min søns skuldre.
På en eller anden måde, begyndte psykolog-samtalerne, at give mig mening.
Jeg var stadig på gyngende grund.
Men at sidde foran en psykolog, og åbne op, for de allerstørste traumaer, og hemmeligheder i ens liv, og få en reaktion tilbage om, at det jeg havde stået igennem, gennem livet, ville have knækket de fleste, var meget overraskende.
Jeg syntes mit liv var banalt, og at jeg havde truffet dumme valg gennem tiden.
Men jeg havde jo ikke besluttet, at min far og min morbror, skulle misbruge mig i min barndom. Jeg havde ikke besluttet, at vi levede i en tid, hvor børn skulle ses og ikke høres. At jeg ikke følte mig tryg. At jeg var bange for alverdens ting, i min barndom og ungdom. Det hele trak tråde tilbage, til misbruget, og til usikkerheden på, om man var god nok. Altid.
At blive misbrugt af voksne, man skulle kunne stole på, rykker ens grænser for hvad der er normalt.
Jeg havde mistet et barn .Jeg havde levet sammen med en alkoholiker i mange år. Jeg var vokset op i en familie, hvor jeg aldrig havde fundet mig tilrette.
Jeg havde mistet kontakten med selvsamme familie. Følte mig valgt fra, fordi jeg var blevet skilt fra børnenes far.
Jeg havde levet sammen med en ny mand, som manipulerede rundt med mig. Som iøvrigt også havde et kæmpe hashmisbrug.
Da jeg fortalte psykologen, at min to ægtemænd, rent faktisk, med ti års mellemrum, hvilket også er aldersforskellen på dem, var vokset op på det samme børnehjem, var det lige før hun måtte le af det. Kysthospitalet, hvor de havde været i henholdsvis halvtredserne og tredserne, var et sted for børn med psykiske problemer.
Hvordan jeg løb ind i de to, i hver sin ende af landet, var næsten lige så usandsynligt, som at vinde i lotto. På den ret uheldige måde.
Men det viste også, at jeg havde søgt de samme slags mænd. Mænd der iøvrigt lignede min far i væremåden.
Manipulerende til egen fordel..
Aldrig, som i ALDRIG.
Nu var jeg pludselig alene, 24 timer i døgnet.
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Så jeg gjorde det nemmeste. Jeg flygtede ind i det misbrug, som jeg havde i forvejen. Jeg begyndte, at ryge hash i alle døgnets vågne timer.
Efter kort tid, stod jeg også op om natten, for at ryge.
Faktisk blev det sådan, meget hurtigt, at jeg vendte op og ned på nat og dag, og havde det bedst med at være vågen, når alle andre sov.
Så røg jeg, og gjorde rent, flyttede om, malede malerier, og gloede ud i luften. Tiden fløj afsted om natten, når hele byen var stille. Jeg spiste ikke noget særligt.
Så alt i alt var jeg ret tilfreds med mig selv. Jeg tabte mig og syntes jeg havde styr på det hele, omkring mig selv.
Men i forhold til mine børn, var jeg slået hjem, som en ludobrik.
Min søn besøgte mig hver torsdag eftermiddag, og tog hjem kl. 21 om aftenen. Derudover sov han hos mig hver anden lørdag, hvor vi havde fra lørdag kl. 10.00 til søndag kl. 11.00.
Jeg savnede ham i alle døgnets vågne timer. Men dulmede det med mere og mere røg.
Udover savnet, så var mit selvværd omkring børnene, banket i bund. Min søn boede i en plejefamilie. Min datter havde valgt mig fra.
Jeg begyndte at planlægge, at forlade denne verden.
Faktisk så jeg det som en rigtig god løsning.
Min søn havde fået en fantastisk plejefamilie, så jeg vidste, at han var i gode hænder. Han ville ikke, ende ved sin far, hvis jeg forsvandt. Eller endnu værre,. Ved sin ældste søster, som jeg frygtede kunne finde på, at melde sig på banen. Jeg vidste at deres livsstil, var meget imod mine søns normer. Han er meget bevidst om, at han ikke vil udstilles, eller være anderledes. Så at ende i en familie, der har et meget afslappet forhold til mad, som ses tydeligt i form af ekstreme problemer med overvægt, ved jeg, ville kunne gøre ham rigtig ubehageligt til mode. Give ham nye problemer, i forhold til omverdenens syn på dem, og dermed ham.
Jeg havde fået et meget stort antal morfinpiller, udskrevet ved en fejl, da jeg den ene gang var indlagt på Riget. En læge skulle udskrive 20 morfin piller, samt 20 depottabletter, også med morfin. Ved en fejl, havde han udskrevet 200 stk. af hver.
Jeg begyndte at rydde op, i min private papirer, og fjerne ting fra mit hjem, som ikke vedkom andre. Dagbøger blev destrueret. Private breve, fra hele mit liv, med veninder, gamle kærester, familie, samt div. offentlige instanser, brændte jeg i køkkenvasken om natten, efterhånden som jeg fandt dem frem.
Jeg sorterede billeder, og smed ud, af dem ingen andre ville få glæde af. Eller som jeg ikke ønskede de skulle se iøvrigt.
Når jeg mødte andre mennesker, opførte jeg mig normalt, troede jeg i alt fald selv, dengang.
Når jeg i dag ser billeder taget i den periode, kan jeg se hvor påvirket, og hvor forfærdelig hærget jeg så ud.
Derudover skrev jeg min vrede, og min frustration ud på min blog. Jeg hadede så jeg frådede. Jeg var blevet lagt for had, af gamle venner, af børnenes far, og af hans nye kæreste.
Mennesker der kendte mig, begyndte at have en mening om mig, og om min fortid, som de burde vide ikke hang sammen med virkeligheden. De kendte mig jo. De vidste at mit liv med Sveik havde været hårdt, og fyldt med løgne og bedrag. De vidste iøvrigt også hvor meget jeg havde holdt af ham, og mange af dem, havde gennem tiden højlydt, undret sig over, at jeg ikke var gået for mange år siden.
Mennesker der ikke kendte mig, havde også meninger om mig, som de åbenbart højlydt, havde brug for, at sprede i alle retninger. Sveiks nye samlever, som har været i stue med mig, i mindre en tre timer sammenlagt i sit liv, vidste pludselig alt om, hvor elendigt et menneske jeg var.
Jo jeg havde meget jeg skulle have ud, inden jeg lagde mig i min seng, og spiste de piller, som skulle hjælpe mig væk fra dette sted, og give min søn en ny god start på livet.
Jeg startede i misbrugsbehandling, fordi jeg ikke kunne begrunde overfor kommunen, at jeg ikke havde lyst til det. Jeg blev fulgt derind første gang, da jeg ikke selv fik taget mig sammen, til at gå derind.
Jeg talte med behandlere, og blev indstillet til psykolog. Men ikke til afvænningsgrupper. Det var jeg lykkelig for. Jeg havde ikke tænkt mig, at stoppe med at ryge mit hash, som jo var det eneste i denne verden der gav mig ro.
Jeg talte i timevis. Stolpe op og stolpe ned, med psykologen.
Jeg røg som en besat, inden jeg skulle derind, fordi det betød, at jeg skulle være væk hjemmefra i omkring 4 timer. Jeg magtede ikke, at undvære hashen i meget længere perioder end det.
Når jeg forlod stedet, skyndte jeg mig hjem, og kunne smile hele vejen hjem, fordi jeg vidste, at nu skulle jeg hjem og ryge.
Jeg begyndte også, at sove hele døgn væk. Kunne gå i seng en tidlig morgen, fordi natten var smuttet med vigtige ting, som at ordne køkkenskabe, og ryge hash.
Så vågnede jeg måske igen ved mørkets frembrud. Men oftere og oftere skete det, at jeg havde sovet over et døgn. Så når jeg troede, at jeg var gået i seng i morges, så var det faktisk dagen før, jeg var gået i seng om morgenen.
Jeg er vågnet op flere gange, og været så tæt på, at komme for sent efter min søn, fordi jeg havde sovet i op til 30 timer, uden at vågne. Jeg havde intet indtaget i de timer. Ej heller været oppe for at tisse.
At købe ind til mit hjem, blev også et problem. Når min søn kom havde jeg intet spiseligt i huset. Måske heller ikke noget drikkeligt.
Vi købte en pizza og noget cola, og sad foran tv de timer han var her om torsdagen. Når han skulle komme fra lørdag til søndag, var det sjældent lykkes mig, at få handlet ind.
Vi spiste igen fastfood, drak cola og slik. Jeg luskede på badeværelset, og røg mit hash i smug. Ud af vinduet, mens jeg sørgede for at tørretumbleren eller vaskemaskinen kørte, så han ikke kunne høre mig. Jeg var gået fra at ryge joint, til kun at ryge vand-bong, som virkede bedre og hurtigere.
Jeg sørgede altid for, at forsikre min søn om, at han var det vigtigste i mit liv, samt at jeg fik det bedre og bedre, nu jeg havde tid til, at tage mig af mig selv.
I dag ved jeg, at han tydeligt så, at det gik den modsatte vej. Børn ser alt.
Jeg fik det værre og værre.
Vreden i mig voksede, mens jeg planlagde, at forlade denne verden. Jeg var så optaget af, at alle skulle vide, hvad der foregik. At min søn en dag skulle kunne finde beviser for, at det vores tidligere nære venner, og familie gjorde, var så ondt, at jeg ikke forlod ham. Men jeg forlod min fortid, som var i gang med at destruere mig.
Så min blog var mit åndehul.
Jeg skrev min smerte ud. Jeg forsvarede mig, for de ting der hele tiden blev skudt afsted imod mig, af rygter, og ond sladder.
Min datters beslutning om, at slette mig fra sit liv, var en historie, som flere syntes var så spændende, og så ekstrem skøn, at de skubbede og masede og puffede, fra alle sider, for at gøre den, både mere synlig, og mere spændende..
I dag, har jeg fjernet mange af indlæggene fra min blog. Men de ligger der stadig, som kladde, fordi jeg ønsker stadig, at min søn skal læse dem en dag. For det er den eneste mulighed, jeg har for at forklare ham, hvorfor mit liv gik i stykker, og han endte i en plejefamilie.
Hans vrede var også svær at deale med. Han blev udsat for samvær, hvor han blev manipuleret med.
Han savnede et par piger fra fortiden hos min tidligere veninde. Så da han blev spurgt om han ville være hos dem, når han i virkeligheden skulle besøge sin far, sagde han ja. Han vidste, at jeg ikke ville bryde mig om det. Men han blev pålagt, at han aldrig måtte sige det til mig, og at det var hemmeligt.
Selvfølgelig blev byrden for stor for ham. Han fortalte mig det, og som han havde ventet, eksploderede jeg.
Både over, at det ikke blev respekteret, at jeg som den eneste, havde været der for min søn, gennem alle de svigt han havde oplevet fra sin far. At det derfor var mig, der satte dagsordenen.
Jeg kontaktede familien, hvor han havde opholdt sig i smug, og gjorde dem klart, at skete det igen, så hentede jeg ham hos dem. Og det blev ikke lydløst.
De reagerede med, at melde mig til politiet for trusler, og jeg blev kaldt til samtale, hos politiet, med henblik på, at jeg skulle have polititilhold.
Jeg svarede på de spørgsmål de stillede. Kunne kun besvare bekræftende, at JA, jeg ville reagere, hvis min søn på nogen måder, endte med at være i samme rum som dem. Om det var i deres eget hjem, eller hos andre, var for mig et fedt.
Jeg spurgte, om et polititilhold til mig, ville betyde, at min søn, som var mindreårig, ikke måtte komme i deres hjem. Ja det ville det.
-Tak så vil jeg gerne bede om, at få det polititilhold aldeles omgående.
Det kunne hun så ikke love mig. Det skulle først vurderes, af den betjent, som de havde anmeldt mig til, og som havde optaget rapporten.
Desværre endte det med, at jeg fik et brev, at anmelderen havde trukket ønsket om at give mig tilhold, tilbage. Grunden forstår jeg dog stadig ikke.
Jeg kontaktede derfor kommunen, hvor min søn har sin socialrådgiver, som er tovholder i hans liv, med plejefamilie, samt sin mor og far.
Jeg forlangte at min søn, aldrig måtte være hos den familie igen, og kom det mig for ører, så ville jeg straks gå i statsamtet, og kæmpe mig hele vejen gennem retssystemet, for at fjerne både samkvem, og den halve forældreret til hans far.
Hun lovede mig, at give beskeden videre til hans far.
Men samtidig skete der det, at min søn selv ønskede, at stoppe samvær med overnatning, hos sin far. Så alt samvær fremadrettet, ville foregå overvåget.
En byrde var taget af mine, og min søns skuldre.
På en eller anden måde, begyndte psykolog-samtalerne, at give mig mening.
Jeg var stadig på gyngende grund.
Men at sidde foran en psykolog, og åbne op, for de allerstørste traumaer, og hemmeligheder i ens liv, og få en reaktion tilbage om, at det jeg havde stået igennem, gennem livet, ville have knækket de fleste, var meget overraskende.
Jeg syntes mit liv var banalt, og at jeg havde truffet dumme valg gennem tiden.
Men jeg havde jo ikke besluttet, at min far og min morbror, skulle misbruge mig i min barndom. Jeg havde ikke besluttet, at vi levede i en tid, hvor børn skulle ses og ikke høres. At jeg ikke følte mig tryg. At jeg var bange for alverdens ting, i min barndom og ungdom. Det hele trak tråde tilbage, til misbruget, og til usikkerheden på, om man var god nok. Altid.
At blive misbrugt af voksne, man skulle kunne stole på, rykker ens grænser for hvad der er normalt.
Jeg havde mistet et barn .Jeg havde levet sammen med en alkoholiker i mange år. Jeg var vokset op i en familie, hvor jeg aldrig havde fundet mig tilrette.
Jeg havde mistet kontakten med selvsamme familie. Følte mig valgt fra, fordi jeg var blevet skilt fra børnenes far.
Jeg havde levet sammen med en ny mand, som manipulerede rundt med mig. Som iøvrigt også havde et kæmpe hashmisbrug.
Da jeg fortalte psykologen, at min to ægtemænd, rent faktisk, med ti års mellemrum, hvilket også er aldersforskellen på dem, var vokset op på det samme børnehjem, var det lige før hun måtte le af det. Kysthospitalet, hvor de havde været i henholdsvis halvtredserne og tredserne, var et sted for børn med psykiske problemer.
Hvordan jeg løb ind i de to, i hver sin ende af landet, var næsten lige så usandsynligt, som at vinde i lotto. På den ret uheldige måde.
Men det viste også, at jeg havde søgt de samme slags mænd. Mænd der iøvrigt lignede min far i væremåden.
Manipulerende til egen fordel..
Kommentarer
Send en kommentar