Tro, håb og kærlighed. Første del.
Et gammelt ordsprog siger, at man skulle rejse sig, ved det træ man væltede.
Jeg væltede, ved et stort gammelt pilråddent træ. Et træ som var bøjet i grenene. Mørt i barken. Kuet af vinden. Et surt og muggent gammelt træ, der var blevet pisset op af i årevis. Og derfor var råddent i rødderne.
Som i virkeligheden kun stod op, fordi det ikke anede, hvad det ellers skulle gøre. Som aldrig havde lært andet end, at stå op i med og modvind.
Men alligevel aldrig havde lært, at stå op for sig selv.
Jeg væltede med et brag. Følte nærmest at træet, stort og tungt, landede lige oven på mig.
Lå med al sin ulykke og råddenhed, hen over mig. Trak mig med ned i jorden, efterhånden som det forgik.
Jeg var så tæt på, at forgå sammen med det træ. Forsvinde ned i jorden, efterhånden som vi i fællesskab rådnede. Sammen med bænkebidere, og ørentvister, som rev og flåede i os begge. Orme der krøb ind i os, og lavede gange, så vi blev mere og mere skrøbelige, og tynde i skallen. Så vi ved det miste lille vindpust, ville knække, og brække og forsvinde.
Af jord er du kommet. Til jord vil du blive.
Jeg ved ikke helt, hvornår jeg besluttede, at prøve, at vriste mig fri af det træ, der var i gang med, at forgå henover mig. Som holdt mig fast med sine lange krogede grene. Lå over mig, med sin tunge stamme, så jeg følte, at jeg aldrig nogensinde, ved egen kraft skulle komme fri af det igen.
Jeg kunne bare ikke ved egen hjælp, komme fri.
En dag kom nogen forbi det træ. Så min hånd række ud efter dem, og forstod, at det kadaver, der lå derinde under det store tunge træ, skulle have hjælp, hvis det skulle have den mindste chance, for at komme fri.
Jeg kom fri af træet.
Men der var uden tvivl, brækket et hav af knogler indeni mig. Store åbne sår, sås tydeligt på hele min krop.
Dem der havde set min hånd den dag, under dette væltede træ, vidste heldigvis også, at skulle jeg overleve, så skulle der massiv hjælp til, at rette op på, de skader som min krop repræsenterede.
Dem der blødte åbenlyst, fik førstehjælp på stedet. Blide hænder arbejdede hurtigt og energisk, med at forbinde de værste åbne sår. Med det de lige kunne finde, på ulykkesstedet, til at stoppe de værste blødninger.
Lappeløsninger, som gjorde, at jeg overlevede, i den kritiske fase, hvor alt var flået fra hinanden.
Uoverskuelige hudafskrabninger, og dybe sår, brækkede knogler, og et stort åbent kraniebrud.
De nussede af og til, mine kinder, mens de hurtigt og dygtigt arbejdede side om side, med at stabilisere min sønderrevne krop. De hviskede fortrøstningsfulde ord i mine ører, nu og da.
-Det skal nok gå. Vi er i fuld gang. Du skal nok få den rette hjælp. Redningsmandskabet er på vej.
Men jeg kunne høre, at de var nervøse. At det de så, var fuldstændig revet fra hinanden. Der skulle virkelig ekspertise til, for at formå, at reparere disse skader.
Der skulle hurtig hjælp til. Men der skulle også mange forskellige eksperter indover.
De ydre skader, var måske dem, der i virkeligheden var de mindste.
Ingen kunne lige nu vide, hvor slemt det hele så ud indeni.
Først når der ville blive lukket op, kunne man på nogen måde, danne sig et overblik, over de indre skader.
Jeg må have været i en form for choktilstand. Måske af og til bevidstløs. For jeg husker ikke ret meget fra redningsaktionen.
Kun at jeg nærmest var ligeglad med, om jeg overlevede. Jeg havde ikke kræfter til andet, end at være passiv.
Jeg kom i behandling for de akutte skader. Arme og ben blev lappet sammen. Mit hoved blev dulmet med medicin, som gjorde, at jeg kunne slappe af. Min krop blev smertedækket.
Jeg røg fra den ene ekspert til den anden.
Nogen havde forstand på de brækkede knogler, og de store blødende sår. Andre, på de akutte indre blødninger.
Fantastiske mennesker, hjalp mig, fra den første akutte fase, til jeg var stabiliseret.
Jeg lovede mig selv, mens alt det forgik i et frygteligt virvar omkring mig, at jeg aldrig ville rejse mig, ved et så forfærdeligt ustabilt pilråddent træ igen.
Jeg fandt dog langsomt ud af, at de første store skader. Dem man kunne se. Det var de nemmeste, i virkeligheden, at få styr på.
Bagefter kom de næste hug.
Min søn, som ikke kunne være tilstede, når de rodede rundt i mine åbne sår.
Han måtte skærmes, for dette forfærdelige syn.
Men hvordan siger man det, til sit barn?
- Jeg er så smadret udenpå og indeni, at du må være et andet sted, et stykke tid, lille skat.
Han skreg mig ind i hovedet, at han hadede mig. At jeg havde lovet aldrig, at forlade ham. At han hellere ville være op af mig, selv om jeg blødte på ham. At han aldrig ville sove andre steder, end i min nærhed. At han aldrig nogensinde mere, ville sige mor til mig. At han aldrig havde troet, at jeg ville svigte ham. Fordi, det havde jeg lovet ham så mange gange.
At han havde set på tv, at sådan nogen, som tog sig af børn, når familien var gået i stykker, tævede børnene, og kun tog dem ind i deres hjem, for pengenes skyld.
Om jeg ville byde ham det?
- Jeg stikker af, og kommer tilbage, uanset hvor de kører mig hen. Jeg tager mine nøgler med!
Vi græd begge i dagevis.
Turde dårligt berøre emnet, mens ekspertene, ledte efter et sted han kunne være, så de kunne komme i gang med at reparere mig.
Vi sov tæt sammen, de dage vi kunne. Nogle dage måtte han være ved sin mest fortrolige voksne ven. Fordi han var så knust. De kunne abstrahere og spille playstation, grine og tale om almindelige ting.
En uge gik der. Så var alt planlagt og på plads. Min søn skulle flytte til en familie, som boede bare ti km fra os. Han kunne blive i egen skole, og beholde sin kendte dagligdag, og sine venner.
Jeg havde forlangt, at skulle han længere væk, så skulle de flytte mig med. Så jeg kunne være tæt på ham.
Vi besøgte dem sammen. Han besøgte dem også sammen med sin voksne ven.
De virkede som nogle rigtig fantastiske mennesker. De var rare, og rolige. De var åbne og ærlige.
Men de var ikke min drengs mor og far.
Jeg var lettet, da jeg mødte dem første gang. Men jeg var på vagt. De var rare. Men de var fremmede.
Hvordan overlader man sit lille barn, til fremmede mennesker,, Som skal overtage alt? Hvordan skulle de kunne vide, at han var vant til, at få 4 halve stykker brød med i skole, samt vand i drikkedunken, og to stykker frugt. At han hadede ost, og ikke brød sig om persillesovs. At han var bange for, at være alene hjemme, og ikke brød sig ret meget om, at gå alene fra sted til sted. At han havde en nedgroet negl, som igen og igen plagede ham. At han bedst sov, når han blev nusset i søvn, og man sang den samme godnatsang for ham, som han havde hørt siden han blev født.
Hvordan kunne jeg sikre mig, at de ville respektere, at han kunne blive eder rasende, og slå hånden ind i væggen, og sige de grimmeste ord han kendte? At han var vant til, at have de venner med hjem, som han havde lyst til. At han kunne have det svært i skolen, og man blev hidkaldt, når han i frustration væltede det halve af inspektørens kontor, og knækkede hendes blomster.
Hvordan skulle de nogensinde kunne forstå, at min lille dreng havde oplevet så mange svigt, fra alverdens voksne, at han ikke mere troede på sig selv?
Min frygt kom til skamme.
Vi havde simpelthen fået verdens bedste plejefamilie.
Det vidste vi naturligvis ikke lige med det samme. Men vi var begge, både min søn og jeg, mere trygge, da vi havde mødt dem.
Han skulle flytte ind hos dem, og vi skulle forberede det på bedste vis.
Vi pakkede de ting, som han skulle have med. Møblerne på hans værelse skulle ikke pakkes. Han skulle selv med ud og købe nye, til sit værelse i plejefamilien.
Vi pakkede hans tøj. Hans toilettaske. Hans sovebamse. Hans krybdyr. Hans playstation og spil. Tv, film og div. nips. Hans madkasse, drikkedunk og skoletaske naturligvis.
Hans sygesikringsbevis og pas.
Jeg skulle underskrive papirer, som sikrede, at den nye familie, havde rettigheder til, at tage stilling til ting omkring min søn.
Han græd. Jeg græd. Vi talte om hvad han skulle gøre, hvis der skete noget, som ikke var som det skulle være. Han havde sin tlf. så han kunne ringe hjem. Dag og nat. Han forlangte, at hans nøgler blev liggende i hans skoletaske, så han kunne låse sig ind, i vores hjem, præcis når det passede ham.
Vi talte om, at selv om han boede hos dem, så var dette stadig hans hjem. Hans værelse ændrede sig ikke, og vi var stadig mor og søn.
Han skulle hentes kl. 21 om aftenen.
Sådan så vi havde hele dagen sammen, og kunne hygge os, og han kunne komme i bad, og være klar til at gå i seng, i sit nye hjem, når de havde drukket en kop te, og talt lidt sammen.
Vi græd sammen. Vi sad klistret op af hinanden i sofaen. Han tiggede om, at jeg ringede og aflyste det hele.
Vi talte igen om hvad han skulle gøre, hvis der var noget som helst, han ikke kunne forstå, eller noget som var forkert, eller ubehageligt.
Vi talte om, at de havde haft andre plejebørn, som stadig kom hos dem, som måtte betyde, at de holdt af dem.
Da det ringede på, stod hele verden stille et sekund. Jeg trykkede på dørtelefonen, og lukkede disse to fremmede ind i vores hjem. De bar hans ting ned i bilen.
Sebastian stod med sin jakke på, og holdt fast i mig.
Da alt var båret ned, skulle vi sige farvel.
Mit hjerte var ved at briste.
Jeg havde lyst til at smide de to fremmede ud, som smilede til os, og var klar til, at gå ud af døren med min dreng.
Vi krammede, og min søn var som forstenet. De gik ned af trappen. Bag dem gik min søn. Jeg gik bagerst. Ned til bilen. Vi krammede og græd sammen. Han satte sig ind på bagsædet, og så så ualmindelig lille og fortabt ud.
Farvel Charlotte. Vi ringer. Farvel moar..
At vinke til den bil, gjorde så ondt. Jeg stod på gaden i lang tid. Så lygterne forsvinde i mængden af lys fra andre biler på gaden.
Gik op i min lejlighed. Og så brød jeg sammen.
Igen kommer der en lang periode, hvor jeg må have været bevidstløs. I chok.
Jeg græd så meget det følgende stykke tid, at mit ansigt svulmede op. Mine øjne var hovne, og huden opløst. Det sved i ansigtet. Jeg så frygtelig ud. Måtte til lægen, fordi jeg var sikker på, at en eller anden bakterie var ved, at æde min hud på kinderne.
-Charlotte, du må aldrig bruge køkkenrulle, i så mange dage til, at tørre dit ansigt for tårer. Huden er ødelagt. Du må faktisk ikke engang pudse briller i køkkenrulle. Så bliver de ridsede.
Min søn var nu i sikre hænder.
Nu skulle jeg i behandling.
I behandling fordi jeg væltede ved det rådne træ.
Jeg væltede, ved et stort gammelt pilråddent træ. Et træ som var bøjet i grenene. Mørt i barken. Kuet af vinden. Et surt og muggent gammelt træ, der var blevet pisset op af i årevis. Og derfor var råddent i rødderne.
Som i virkeligheden kun stod op, fordi det ikke anede, hvad det ellers skulle gøre. Som aldrig havde lært andet end, at stå op i med og modvind.
Men alligevel aldrig havde lært, at stå op for sig selv.
Jeg væltede med et brag. Følte nærmest at træet, stort og tungt, landede lige oven på mig.
Lå med al sin ulykke og råddenhed, hen over mig. Trak mig med ned i jorden, efterhånden som det forgik.
Jeg var så tæt på, at forgå sammen med det træ. Forsvinde ned i jorden, efterhånden som vi i fællesskab rådnede. Sammen med bænkebidere, og ørentvister, som rev og flåede i os begge. Orme der krøb ind i os, og lavede gange, så vi blev mere og mere skrøbelige, og tynde i skallen. Så vi ved det miste lille vindpust, ville knække, og brække og forsvinde.
Af jord er du kommet. Til jord vil du blive.
Jeg ved ikke helt, hvornår jeg besluttede, at prøve, at vriste mig fri af det træ, der var i gang med, at forgå henover mig. Som holdt mig fast med sine lange krogede grene. Lå over mig, med sin tunge stamme, så jeg følte, at jeg aldrig nogensinde, ved egen kraft skulle komme fri af det igen.
Jeg kunne bare ikke ved egen hjælp, komme fri.
En dag kom nogen forbi det træ. Så min hånd række ud efter dem, og forstod, at det kadaver, der lå derinde under det store tunge træ, skulle have hjælp, hvis det skulle have den mindste chance, for at komme fri.
Jeg kom fri af træet.
Men der var uden tvivl, brækket et hav af knogler indeni mig. Store åbne sår, sås tydeligt på hele min krop.
Dem der havde set min hånd den dag, under dette væltede træ, vidste heldigvis også, at skulle jeg overleve, så skulle der massiv hjælp til, at rette op på, de skader som min krop repræsenterede.
Dem der blødte åbenlyst, fik førstehjælp på stedet. Blide hænder arbejdede hurtigt og energisk, med at forbinde de værste åbne sår. Med det de lige kunne finde, på ulykkesstedet, til at stoppe de værste blødninger.
Lappeløsninger, som gjorde, at jeg overlevede, i den kritiske fase, hvor alt var flået fra hinanden.
Uoverskuelige hudafskrabninger, og dybe sår, brækkede knogler, og et stort åbent kraniebrud.
De nussede af og til, mine kinder, mens de hurtigt og dygtigt arbejdede side om side, med at stabilisere min sønderrevne krop. De hviskede fortrøstningsfulde ord i mine ører, nu og da.
-Det skal nok gå. Vi er i fuld gang. Du skal nok få den rette hjælp. Redningsmandskabet er på vej.
Men jeg kunne høre, at de var nervøse. At det de så, var fuldstændig revet fra hinanden. Der skulle virkelig ekspertise til, for at formå, at reparere disse skader.
Der skulle hurtig hjælp til. Men der skulle også mange forskellige eksperter indover.
De ydre skader, var måske dem, der i virkeligheden var de mindste.
Ingen kunne lige nu vide, hvor slemt det hele så ud indeni.
Først når der ville blive lukket op, kunne man på nogen måde, danne sig et overblik, over de indre skader.
Jeg må have været i en form for choktilstand. Måske af og til bevidstløs. For jeg husker ikke ret meget fra redningsaktionen.
Kun at jeg nærmest var ligeglad med, om jeg overlevede. Jeg havde ikke kræfter til andet, end at være passiv.
Jeg kom i behandling for de akutte skader. Arme og ben blev lappet sammen. Mit hoved blev dulmet med medicin, som gjorde, at jeg kunne slappe af. Min krop blev smertedækket.
Jeg røg fra den ene ekspert til den anden.
Nogen havde forstand på de brækkede knogler, og de store blødende sår. Andre, på de akutte indre blødninger.
Fantastiske mennesker, hjalp mig, fra den første akutte fase, til jeg var stabiliseret.
Jeg lovede mig selv, mens alt det forgik i et frygteligt virvar omkring mig, at jeg aldrig ville rejse mig, ved et så forfærdeligt ustabilt pilråddent træ igen.
Jeg fandt dog langsomt ud af, at de første store skader. Dem man kunne se. Det var de nemmeste, i virkeligheden, at få styr på.
Bagefter kom de næste hug.
Min søn, som ikke kunne være tilstede, når de rodede rundt i mine åbne sår.
Han måtte skærmes, for dette forfærdelige syn.
Men hvordan siger man det, til sit barn?
- Jeg er så smadret udenpå og indeni, at du må være et andet sted, et stykke tid, lille skat.
Han skreg mig ind i hovedet, at han hadede mig. At jeg havde lovet aldrig, at forlade ham. At han hellere ville være op af mig, selv om jeg blødte på ham. At han aldrig ville sove andre steder, end i min nærhed. At han aldrig nogensinde mere, ville sige mor til mig. At han aldrig havde troet, at jeg ville svigte ham. Fordi, det havde jeg lovet ham så mange gange.
At han havde set på tv, at sådan nogen, som tog sig af børn, når familien var gået i stykker, tævede børnene, og kun tog dem ind i deres hjem, for pengenes skyld.
Om jeg ville byde ham det?
- Jeg stikker af, og kommer tilbage, uanset hvor de kører mig hen. Jeg tager mine nøgler med!
Vi græd begge i dagevis.
Turde dårligt berøre emnet, mens ekspertene, ledte efter et sted han kunne være, så de kunne komme i gang med at reparere mig.
Vi sov tæt sammen, de dage vi kunne. Nogle dage måtte han være ved sin mest fortrolige voksne ven. Fordi han var så knust. De kunne abstrahere og spille playstation, grine og tale om almindelige ting.
En uge gik der. Så var alt planlagt og på plads. Min søn skulle flytte til en familie, som boede bare ti km fra os. Han kunne blive i egen skole, og beholde sin kendte dagligdag, og sine venner.
Jeg havde forlangt, at skulle han længere væk, så skulle de flytte mig med. Så jeg kunne være tæt på ham.
Vi besøgte dem sammen. Han besøgte dem også sammen med sin voksne ven.
De virkede som nogle rigtig fantastiske mennesker. De var rare, og rolige. De var åbne og ærlige.
Men de var ikke min drengs mor og far.
Jeg var lettet, da jeg mødte dem første gang. Men jeg var på vagt. De var rare. Men de var fremmede.
Hvordan overlader man sit lille barn, til fremmede mennesker,, Som skal overtage alt? Hvordan skulle de kunne vide, at han var vant til, at få 4 halve stykker brød med i skole, samt vand i drikkedunken, og to stykker frugt. At han hadede ost, og ikke brød sig om persillesovs. At han var bange for, at være alene hjemme, og ikke brød sig ret meget om, at gå alene fra sted til sted. At han havde en nedgroet negl, som igen og igen plagede ham. At han bedst sov, når han blev nusset i søvn, og man sang den samme godnatsang for ham, som han havde hørt siden han blev født.
Hvordan kunne jeg sikre mig, at de ville respektere, at han kunne blive eder rasende, og slå hånden ind i væggen, og sige de grimmeste ord han kendte? At han var vant til, at have de venner med hjem, som han havde lyst til. At han kunne have det svært i skolen, og man blev hidkaldt, når han i frustration væltede det halve af inspektørens kontor, og knækkede hendes blomster.
Hvordan skulle de nogensinde kunne forstå, at min lille dreng havde oplevet så mange svigt, fra alverdens voksne, at han ikke mere troede på sig selv?
Min frygt kom til skamme.
Vi havde simpelthen fået verdens bedste plejefamilie.
Det vidste vi naturligvis ikke lige med det samme. Men vi var begge, både min søn og jeg, mere trygge, da vi havde mødt dem.
Han skulle flytte ind hos dem, og vi skulle forberede det på bedste vis.
Vi pakkede de ting, som han skulle have med. Møblerne på hans værelse skulle ikke pakkes. Han skulle selv med ud og købe nye, til sit værelse i plejefamilien.
Vi pakkede hans tøj. Hans toilettaske. Hans sovebamse. Hans krybdyr. Hans playstation og spil. Tv, film og div. nips. Hans madkasse, drikkedunk og skoletaske naturligvis.
Hans sygesikringsbevis og pas.
Jeg skulle underskrive papirer, som sikrede, at den nye familie, havde rettigheder til, at tage stilling til ting omkring min søn.
Han græd. Jeg græd. Vi talte om hvad han skulle gøre, hvis der skete noget, som ikke var som det skulle være. Han havde sin tlf. så han kunne ringe hjem. Dag og nat. Han forlangte, at hans nøgler blev liggende i hans skoletaske, så han kunne låse sig ind, i vores hjem, præcis når det passede ham.
Vi talte om, at selv om han boede hos dem, så var dette stadig hans hjem. Hans værelse ændrede sig ikke, og vi var stadig mor og søn.
Han skulle hentes kl. 21 om aftenen.
Sådan så vi havde hele dagen sammen, og kunne hygge os, og han kunne komme i bad, og være klar til at gå i seng, i sit nye hjem, når de havde drukket en kop te, og talt lidt sammen.
Vi græd sammen. Vi sad klistret op af hinanden i sofaen. Han tiggede om, at jeg ringede og aflyste det hele.
Vi talte igen om hvad han skulle gøre, hvis der var noget som helst, han ikke kunne forstå, eller noget som var forkert, eller ubehageligt.
Vi talte om, at de havde haft andre plejebørn, som stadig kom hos dem, som måtte betyde, at de holdt af dem.
Da det ringede på, stod hele verden stille et sekund. Jeg trykkede på dørtelefonen, og lukkede disse to fremmede ind i vores hjem. De bar hans ting ned i bilen.
Sebastian stod med sin jakke på, og holdt fast i mig.
Da alt var båret ned, skulle vi sige farvel.
Mit hjerte var ved at briste.
Jeg havde lyst til at smide de to fremmede ud, som smilede til os, og var klar til, at gå ud af døren med min dreng.
Vi krammede, og min søn var som forstenet. De gik ned af trappen. Bag dem gik min søn. Jeg gik bagerst. Ned til bilen. Vi krammede og græd sammen. Han satte sig ind på bagsædet, og så så ualmindelig lille og fortabt ud.
Farvel Charlotte. Vi ringer. Farvel moar..
At vinke til den bil, gjorde så ondt. Jeg stod på gaden i lang tid. Så lygterne forsvinde i mængden af lys fra andre biler på gaden.
Gik op i min lejlighed. Og så brød jeg sammen.
Igen kommer der en lang periode, hvor jeg må have været bevidstløs. I chok.
Jeg græd så meget det følgende stykke tid, at mit ansigt svulmede op. Mine øjne var hovne, og huden opløst. Det sved i ansigtet. Jeg så frygtelig ud. Måtte til lægen, fordi jeg var sikker på, at en eller anden bakterie var ved, at æde min hud på kinderne.
-Charlotte, du må aldrig bruge køkkenrulle, i så mange dage til, at tørre dit ansigt for tårer. Huden er ødelagt. Du må faktisk ikke engang pudse briller i køkkenrulle. Så bliver de ridsede.
Min søn var nu i sikre hænder.
Nu skulle jeg i behandling.
I behandling fordi jeg væltede ved det rådne træ.