Mit liv ligner til forveksling alle andres.

Mit liv ligner dit.
Jeg arbejder med mit indre, fordi dæmonerne indeni mig, var ved at rive mit sind, og mit hoved fra hinanden.

Jeg går til psykolog. Jeg får forståelse for mit liv.
MEN- jeg får også en masse respons, fra andre mennesker.
Det er det mest lærerige.

Jeg er en JA-siger.
Jeg hader at sige nej, når jeg bliver bedt om noget. Fordi mit selvværd ikke havde den grundlæggende base i mit indre.
Jeg har sagt JA til så mange ting, altid, mens en dæmon, sad på min skulder og skreg STOOOOOOOOP... Jeg børstede den af.
At se nogen i øjnene og sige NEJ, jeg kan ikke gøre dit eller dat, for dig, har aldrig været min styrke.
Jeg sagde ja til alt, fordi jeg ikke kunne se nogen i øjnene og sige NEJ.
Jeg har omlagt mine egne planer, for at gøre det jeg var kommet til at sige JA til.
Udeblevet fra aftaler, uden at aflyse, fordi jeg havde sagt JA, til noget, som jeg vidste jeg ikke havde tid til, eller lyst til.
Siddet i div. situationer, med koldsved på kroppen, og følt mig fanget i noget, jeg ikke gad deltage i. Hvor jeg ikke følte mig tilpas, og hvor jeg aldrig ville være gået hen, hvis jeg havde fulgt mit eget inderste.
Det har været både i familiemæssige sammenhænge. Men også sammen med venner, som nok ikke var rigtige venner, på jobbet, og hos venners venner.
Jeg er en JA-Siger.
Det har jeg tænkt mig at ændre.

Men det er tankevækkende, at når jeg nu siger det, efter mange, rigtig mange timers psykolog-samtaler, så er der et hav af mennesker der siger... ÅHHHHH det kender jeg godt. Jeg siger JA, og mener nej. Så bryder jeg aftalen, og bilder folk ind, at jeg havde glemt min tlf i bussen, eller hos min gamle oldemor, og derfor ikke kunne aflyse.
Jeg taler med gamle venner, og veninder fra barndommen, som siger det samme.
Som nu sidder og er tæt på de 50 år, og kæmper med angsten for, at sige NEJ, jeg gider ikke køre for dig i dag. Uden en gyldig grund.

Jeg kan høre mig selv, forsvare et nej, med en lang begrundelse for HVORFOR, jeg ikke kan deltage i det der bliver præsenteret for mig.

HVORFOR????
Hvorfor står man ikke op for sig selv og siger, NEJ jeg kommer ikke til aftenskaffe, fordi jeg har lyst til at være i mit eget selskab, og zappe tv?
Jeg finder latterlige grunde. Så skal jeg noget andet. Så har jeg en aftale med den eller den. Så har jeg mavepine, eller akut migræne. (Det har jeg altså nogen gange).
Jeg kan ikke bare tage imod en invitation, eller blive spurgt om hjælp til dit eller dat, uden at finde en gyldig grund, til ikke at deltage.
Er det ikke en gyldig grund, ikke at have lyst? Til ikke at gide? Til hellere at ville læse en bog, eller se en film, eller glo op i loftet.

Hvorfor er det at vi er så mange, som ikke tør stå ved os selv?
Er det fordi vi er en generation, der har lært, at vi ikke er specielt vigtige? Er det fordi vi er opdraget til, at de andre er bedre end os?

Der er sikkert mange grunde.
Men for mig, har det været en øjenåbner, at opdage at jeg IKKE er den eneste.
At der er mænd (!) som er som mig. Og kvinder.
At dem jeg troede, aldrig ville vælte i deres grundvold, fordi de var ægte og i overensstemmelse med sig selv, også kæmpede med det forbandede JA-gen.

Jeg har gang på gang sagt til min psykolog, at jeg var valgt fra af alle.
Hun har gang på gang, sagt til mig, at jeg valgte alle fra, da jeg ikke var forudsigelig mere.
Jeg stikker nemlig af, når JA'erne er ved at kvæle mig.

Så bliver jeg uforudsigelig, på en meget kedelig måde.

Jeg har stået med min datter på armen, som ganske ung nybagt mor, og fået dunket det ene efter det andet i hovedet. Hvorfor gør du sådan? Du skal ikke lægge hende sådan i sengen. Barnevognen må ikke stå der, eller vende sådan, når hun skal sove. Hvorfor ammer du ikke? Hvorfor bruger du de bleer? Hvorfor spiser hun den slags mad? Hvorfor sover hun i jeres seng, eller senere i soveværelset i sin egen seng? Hvorfor vil du have hende på den skole, eller den institution ? Hvorfor Lotte, gør du ikke som MIG.
Når man vil gøre som alle de MIG, der gokker en i låget, så ender man i at være et utilstrækkeligt menneske, som ikke har struktur.

Jeg har ladet mig gradbøje af alle omkring mig i mit liv.
Følt mig underlegen.
Jeg har ikke kunnet se ind bag facaden hos de venner, som jeg har haft, i mit ægteskab med Sveik.
Jeg var den kiksede, som ikke var noget som helst.

I dag ved jeg noget andet.
Jeg kan se mange af min gamle venskaber i øjnene, og se hvordan andre har ophøjet sig selv, ved at lade mig kravle under deres fødder.

Jeg ved i dag, at ingen af dem, er mere end mig.
Ingen af dem har mere styr på deres liv, eller deres familie, deres mænd/koner, end jeg havde med Sveik.
Jeg følte mig til grin, når Sveik forlod mig, for at tage på druk. Med andre meget mere kloge og spændende mennesker end mig.
Den lader jeg stå lidt.........

INGEN af dem var klogere end mig. Bedre end mig. Dygtigere end mig. Sjovere end mig.
Ingen af dem havde mere styr på noget som helst end mig.
Jeg kunne bare ikke finde min egen selvtillid, til at stoppe det der forgik inde i mit hoved.
Mit selvværd var ikke stort nok til, at se igennem det folk bød mig.

Men det havde de jo heller ikke. Alle dem der drak med Sveik, når han skred på druk. De havde nok ikke verdens bedste platform selv.

Jeg var ikke et ringere menneske, end dem der kylede en sten ind i mit hjem, midt om natten, og gjorde mig og min familie skrækslagne.
Jeg var ikke et ringere menneske, end dem, der inviterede gæster til fine middage, og snakkede om alle deres penge, som om jeg var mindre værd end dem.
Jeg var ikke et ringere menneske, end dem der åbenlyst kommenterede på, at jeg var fed. (Det var jeg, og havde ikke brug for at få det pointeret). Jeg sagde ikke højt til dem, at de var grimme, havde skæve tænder, var lavere end gennemsnittet, lugtede af billig parfume, eller bare havde en større kreditværdighed end mig, og derfor legede, at de var rigere, finere, vigtigere.
Jeg kommenterede ikke på, at mange af de "slanke eller rige" mennesker, der havde så travlt med, at kommentere på min overvægt, var upassende i deres opførsel.
At det var/er ualmindeligt uartigt, at træde på andre, for at ophøje sig selv.

Jeg møder stadig, hele tiden mennesker, med lavt selvværd, som prøver at ophøje sig selv, ved at være smarte. Smarte i tøjet. Smarte i replikken. Smarte i deres opførsel.
De prøver bare at dække over et ualmindeligt lavt selvværd. Det ved jeg i dag. 

Jeg er blevet ydmyget. Og jeg har ladet mig ydmyge.
Det kommer ikke til at ske igen.

Jeg var engang JA-siger.
Det bliver jeg ikke igen.

Jeg ved ting, om alle disse mennesker, som engang prøvede at dukke mig, ved at træde på mit dårlige selvværd. Ting de vil ønske jeg aldrig siger højt. 
Og jeg ved, at deres opførsel udspringer af deres eget dårlige selvværd.

Så hvis du får lyst til at fortælle mig, at jeg er grim, eller fed eller uintelligent. Så forvent, at jeg trækker på skuldrene, og vender mig om og går.
For jeg har ikke brug for, at andre skal ophøje sig, pga mig.

Jeg er stadig større end mit BMI tillader. Det rager mig. Jeg går på stranden, for første gang i mit liv, og bader og soler mig, og nyder det.
Jeg nyder, at sidde på stranden, og se kvinder og mænd, med den rigtige kulør, med sixpack, eller siliconebryster, den rigtige bikini, i det rigtige mærke, med det rigtige musik i den rigtige tlf, og tænke... GODT JEG ER OVRE DET... Jeg er den jeg er. Jeg nyder mit liv, uden at tænke over, hvad andre tænker. De lyser langt væk af dårligt selvværd. Jeg fryder mig over, at jeg endelig er ligeglad. Fordi jeg er den jeg er.
Det er så ærgerligt, at se smukke piger, gemme sig, fordi de ikke har selvværd nok til, at se sig selv i spejlet, og sige, JA jeg har en delle, fordi jeg har født et barn. JA jeg går på stranden, selvom jeg har et strækmærke her og der.

Jeg har aldrig nogensinde haft problemer med at finde en kæreste... På trods af, at alle har fortalt mig, at jeg er fed, og rødhåret og forkert.
Men jeg ved, at rigtig mange, jeg har været venner med, er bund ulykkelige indeni. Selv om de er slanke og smukke og ikke rødhårede, så har de dagligt haft samme kaotiske tanker, som jeg har haft.
Bliver jeg forladt af min mand/kone? Synes mine børn, at jeg er god nok? Kan jeg gå til lægen, når jeg ikke har fjernet hårene forneden, og få en gynækologisk undersøgelse? Kan jeg tillade mig at runde Brugsen, uden at have lagt den perfekte makeup? Kan jeg tale med naboen over hækken, når jeg lige har slået græs, og lugter af sved..... osv videre.

SIG JA TIL DIG SELV...
Det er jeg i gang med at lære.

Jeg møder mennesker, som midt i mit livs værste nedtur, kun har set mig hylende, og ond i sulet over mit lorteliv, der siger, DU ER MIN INSPIRATION TIL AT FORTSÆTTE!!!
Dét gør mig lykkelig.
Jeg møder dagligt mennesker som gerne vil suge energi ud af mig. Fordi jeg plejer at sige JA....  

Nu slår de sig i tøjret, og fatter ikke hvad der blev af LOTTE

 (hendes ja-siger Lotte, vel at mærke)
Hvorfor fanden er hun nu så tvær?

Jeg er ikke tvær. Jeg er bare magen til dig og dig og dig....
En JA-siger med dårligt selvværd...
Det er snart ovre. For jeg arbejder på det. Meget.
Jeg kommer stadig til at sige JA, til det forkerte. Men så skynder jeg mig at aflyse, når jeg opdager, at jeg ikke havde hjertet med.


Jeg er ikke bedre end dig. Jeg er ikke et dårligere menneske end dig. Jeg er magen til dig.
Og du får ikke lov, at højne dit eget dårlige selvværd, på mit dårlige selvværd mere.

Mit liv ligner til forveksling dit !!!!!!!