Jeg er ikke sygemeldt for sjov....
Jeg har hørt det gang på gang.
Få et job, og tænk på noget andet. Kom op på hesten. Det vil hjælpe dig, at arbejde....
Lotte skal bare finde sig et job, og lade være med, at sidde og pive... Det er ikke godt for hende.
Bla bla bla....
Nu pointerer jeg det igen.
Jeg er sygemeldt, fordi jeg faktisk ér syg.
Desværre, får jeg lyst til at sige, så kan det ikke ses.
Men det kan høres... Bl.a her på bloggen...
Mit liv er i opløsning. Ikke på den måde, at jeg er ved, at gå i hundene.
Dét har jeg været... I hundene...
Helt nede og bide i gulvtæppet...
Jeg har skreget og hylet. Slået og sparket... Hadet, så det lyste ud af mig.
Jeg hader stadig... en masse mennesker.
Men jeg er også blevet i stand til at elske... en masse mennesker.
Nogle er sparket ud. Andre er hevet ind. Nogle er nye omkring mig.
Men en ting er helt sikkert.
Hvis nogen savner den gamle Lotte, så er det ærgerligt.
For hun kommer aldrig tilbage.
Jeg er en ny.
Hende der er dukket op i ruinerne, af det der var tilbage, af den gamle Lotte.
Hende som lå i bunden af det skrald, som fortiden havde efterladt hende i.
Hende som søgte med lys og lygte efter en mening med, at være til.
Meningen er først ved at komme. I glimt.
Nogle dage er jeg på bunden af skraldebunken igen.
Andre dage, sidder jeg på toppen af bunken, og børster skidtet af mig, og nyder solen som skinner på mig.
Desuden er jeg stadig meget præget af de store operationer, som min krop har været igennem.
Det ser endda ud til, at nye operationer kommer på banen.
Jeg kan intet spise, uden at skulle igennem smertehelvede.
Mit underliv er smadret af operationer og deraf følgende arvæv. Mine tarme smerter i helt vanvittige kolikagtige smerter. Jeg slap i første omgang for en stomi. Det bliver jeg garanteret ikke ved med, at være forskånet for.
Udover 14 gange, at være skåret op, indtil min bug, så sprang den selvsamme bughinde altså to gange.
Begge gange, måtte jeg igennem flere døgn i smertehelvede, før man fandt ud af, at tarmene lå udenfor bugen, og at alt var afklemt. Det kunne begge gange have kostet mig livet.
Tro mig, når jeg siger, at det ønsker jeg aldrig skal ske igen. Derfor er der ikke en vej tilbage, til det fag jeg har været i altid.
Jeg skal ikke løfte, hive, trække, slæbe eller skubbe på noget i ældreplejen...
Jeg er diagnocstiseret med en hel del psykiske diagnoser.. Derfor er der heller ikke en vej tilbage til det samme fag, hvor jeg er alt for sensitiv til, at kunne sortere i, hvad der er job og hvad der er fritid.
Jeg er ved, at brække mig over, at høre på, at jeg skal tage mig sammen.
HVIS jeg ikke havde taget mig sammen, hver evig eneste fucking dag, siden jeg var barn... så var jeg her slet ikke.
Alle der er inde under kommunes stramme vingesus ved, at man bliver hevet og flået i, fra jobcentret.
Tror alle jer kloge på, at jeg var fredet der, hvis jeg sad her og legede syg?
Jeg har ikke søgt pension. Jeg har ikke krævet erstatning, fordi jeg har løftet en stak lagner forkert i skyllerummet. Jeg har ikke siddet og vrælet på kommunen, for at få ekstra penge ud af systemet.
Jeg lever på den allerlaveste sats, man kan leve på. Det er ikke sjovt. Men det er simpelthen nødvendigt.
FORDI MIT LIV ER VÆLTET.....
Jeg vil hellere være fattig, end blive pisket rundt, for at hjælpe nogle mennesker, som jeg overhovedet ikke har lyst til at hjælpe.
Hvad hjælp skulle jeg kunne give nogen som helst, når jeg sidder og tuder, hvis jeg ikke kan finde vej, fra Amager Landevej, til Amagerbrogade.
Jeg vælter hver dag, over en eller anden lille bagatel.
Der skal ikke andet til, end jeg har glemt, at købe mælk til min kaffe, eller at min cykel er flad.
Jeg har INTET overskud.
Hvorfor fanden tror I, at jeg har sendt min søn i familiepleje?
For det er der også nogen, af jer, som har fået helt galt i halsen.
MIN SØN ER IKKE FJERNET FRA MIG.
Han er i frivillig aflastning, fordi JEG har det dårligt. Ikke fordi han har det.
Jeg husker godt udtalelser fra nær familie, om jeg IKKE VAR GLAD, da han skulle afsted?
GLAD???? Nej... jeg var knust. Det var han også.
Jeg så min søn i ansigtet, og så hans frustration. Han skulle som 11-årig sove i et fremmed hus, hos en fremmed familie, fordi jeg ikke magtede mere.
Jeg har levet med, at folk har vendt mig ryggen. At Sveik skred hver evig eneste gang, han ikke magtede, at tage en snak om tingene... På druk... og først hjemme igen, når jeg var så mør af frustration, at jeg ikke skældte ud, eller krævede en forklaring.
I dag får jeg samme behandling af andre der står mig nær.
Ryggen til. Pas dig selv Lotte...
Og det er det jeg skal. Passe mig selv. Og min søn.
Men det kommer ikke til, at foregå i tavshed.
Derfor vil jeg gerne her, en gang for alle sige.
Jeg bliver aldrig den Lotte, jeg var en gang.
Alt er suget ud af mig.
Jeg har været alt for flink. Jeg har aldrig lært, at sige nej.
Jeg har ladet andre bestemme. Jeg har sagt ja til alt, fordi jeg ikke kunne sige nej.
Til sidst havde jeg sagt ja, til så mange, at jeg måtte brænde nogen af.
Det vil ikke ske igen...
For der er kun en eneste, der har fuld ret til, at tage min tid fra mig. Det er min søn.
Ingen andre.
Jeg har været ude i et enormt misbrug af cannabis. Heldigvis. For havde jeg ikke været det, så havde det ikke endt med, at jeg fik den hjælp jeg får nu.
Jeg er tilknyttet KAPS i København. Og jeg lover jer, at det er professionelle mennesker, som sidder derinde. Derudover er det også mennesker som mig, jeg møder i behandlingen. Mennesker som ikke har ejet selvværd. Som sidder som mig. Ja-sigere, som nu kan se, at det har kostet så meget blod, sved og knofedt, at rejse sig og komme ud på den anden side.
Jeg er i behandling sammen med mænd og kvinder, unge og ældre, og vi er stort set alle lige ødelagte indeni.
Dét er så hårdt arbejde, at blive kastet for løverne. I familien. På jobbet. I børnenes institutioner. Deres venners forældre. Naboer osv.
Fordi man faktisk bare prøvede, at gøre alt for mange tilpas.
Så jeg skriver fortsat... Fordi det er en del af min måde, at bearbejde 46 års nedslidning af min krop.
Men uanset om du ser mig grinende eller grædende på gaden... så er jeg sygemeldt.. Og det bliver jeg ved at være, så længe jeg er syg.
Jeg faker mig ikke til pensioner, eller erstatninger.
JEG ER SYG...
Thats it...
Jeg arbejder med det. Det burde andre måske også prøve i deres eget lille bitte ynkelige liv....
Få et job, og tænk på noget andet. Kom op på hesten. Det vil hjælpe dig, at arbejde....
Lotte skal bare finde sig et job, og lade være med, at sidde og pive... Det er ikke godt for hende.
Bla bla bla....
Nu pointerer jeg det igen.
Jeg er sygemeldt, fordi jeg faktisk ér syg.
Desværre, får jeg lyst til at sige, så kan det ikke ses.
Men det kan høres... Bl.a her på bloggen...
Mit liv er i opløsning. Ikke på den måde, at jeg er ved, at gå i hundene.
Dét har jeg været... I hundene...
Helt nede og bide i gulvtæppet...
Jeg har skreget og hylet. Slået og sparket... Hadet, så det lyste ud af mig.
Jeg hader stadig... en masse mennesker.
Men jeg er også blevet i stand til at elske... en masse mennesker.
Nogle er sparket ud. Andre er hevet ind. Nogle er nye omkring mig.
Men en ting er helt sikkert.
Hvis nogen savner den gamle Lotte, så er det ærgerligt.
For hun kommer aldrig tilbage.
Jeg er en ny.
Hende der er dukket op i ruinerne, af det der var tilbage, af den gamle Lotte.
Hende som lå i bunden af det skrald, som fortiden havde efterladt hende i.
Hende som søgte med lys og lygte efter en mening med, at være til.
Meningen er først ved at komme. I glimt.
Nogle dage er jeg på bunden af skraldebunken igen.
Andre dage, sidder jeg på toppen af bunken, og børster skidtet af mig, og nyder solen som skinner på mig.
Desuden er jeg stadig meget præget af de store operationer, som min krop har været igennem.
Det ser endda ud til, at nye operationer kommer på banen.
Jeg kan intet spise, uden at skulle igennem smertehelvede.
Mit underliv er smadret af operationer og deraf følgende arvæv. Mine tarme smerter i helt vanvittige kolikagtige smerter. Jeg slap i første omgang for en stomi. Det bliver jeg garanteret ikke ved med, at være forskånet for.
Udover 14 gange, at være skåret op, indtil min bug, så sprang den selvsamme bughinde altså to gange.
Begge gange, måtte jeg igennem flere døgn i smertehelvede, før man fandt ud af, at tarmene lå udenfor bugen, og at alt var afklemt. Det kunne begge gange have kostet mig livet.
Tro mig, når jeg siger, at det ønsker jeg aldrig skal ske igen. Derfor er der ikke en vej tilbage, til det fag jeg har været i altid.
Jeg skal ikke løfte, hive, trække, slæbe eller skubbe på noget i ældreplejen...
Jeg er diagnocstiseret med en hel del psykiske diagnoser.. Derfor er der heller ikke en vej tilbage til det samme fag, hvor jeg er alt for sensitiv til, at kunne sortere i, hvad der er job og hvad der er fritid.
Jeg er ved, at brække mig over, at høre på, at jeg skal tage mig sammen.
HVIS jeg ikke havde taget mig sammen, hver evig eneste fucking dag, siden jeg var barn... så var jeg her slet ikke.
Alle der er inde under kommunes stramme vingesus ved, at man bliver hevet og flået i, fra jobcentret.
Tror alle jer kloge på, at jeg var fredet der, hvis jeg sad her og legede syg?
Jeg har ikke søgt pension. Jeg har ikke krævet erstatning, fordi jeg har løftet en stak lagner forkert i skyllerummet. Jeg har ikke siddet og vrælet på kommunen, for at få ekstra penge ud af systemet.
Jeg lever på den allerlaveste sats, man kan leve på. Det er ikke sjovt. Men det er simpelthen nødvendigt.
FORDI MIT LIV ER VÆLTET.....
Jeg vil hellere være fattig, end blive pisket rundt, for at hjælpe nogle mennesker, som jeg overhovedet ikke har lyst til at hjælpe.
Hvad hjælp skulle jeg kunne give nogen som helst, når jeg sidder og tuder, hvis jeg ikke kan finde vej, fra Amager Landevej, til Amagerbrogade.
Jeg vælter hver dag, over en eller anden lille bagatel.
Der skal ikke andet til, end jeg har glemt, at købe mælk til min kaffe, eller at min cykel er flad.
Jeg har INTET overskud.
Hvorfor fanden tror I, at jeg har sendt min søn i familiepleje?
For det er der også nogen, af jer, som har fået helt galt i halsen.
MIN SØN ER IKKE FJERNET FRA MIG.
Han er i frivillig aflastning, fordi JEG har det dårligt. Ikke fordi han har det.
Jeg husker godt udtalelser fra nær familie, om jeg IKKE VAR GLAD, da han skulle afsted?
GLAD???? Nej... jeg var knust. Det var han også.
Jeg så min søn i ansigtet, og så hans frustration. Han skulle som 11-årig sove i et fremmed hus, hos en fremmed familie, fordi jeg ikke magtede mere.
Jeg har levet med, at folk har vendt mig ryggen. At Sveik skred hver evig eneste gang, han ikke magtede, at tage en snak om tingene... På druk... og først hjemme igen, når jeg var så mør af frustration, at jeg ikke skældte ud, eller krævede en forklaring.
I dag får jeg samme behandling af andre der står mig nær.
Ryggen til. Pas dig selv Lotte...
Og det er det jeg skal. Passe mig selv. Og min søn.
Men det kommer ikke til, at foregå i tavshed.
Derfor vil jeg gerne her, en gang for alle sige.
Jeg bliver aldrig den Lotte, jeg var en gang.
Alt er suget ud af mig.
Jeg har været alt for flink. Jeg har aldrig lært, at sige nej.
Jeg har ladet andre bestemme. Jeg har sagt ja til alt, fordi jeg ikke kunne sige nej.
Til sidst havde jeg sagt ja, til så mange, at jeg måtte brænde nogen af.
Det vil ikke ske igen...
For der er kun en eneste, der har fuld ret til, at tage min tid fra mig. Det er min søn.
Ingen andre.
Jeg har været ude i et enormt misbrug af cannabis. Heldigvis. For havde jeg ikke været det, så havde det ikke endt med, at jeg fik den hjælp jeg får nu.
Jeg er tilknyttet KAPS i København. Og jeg lover jer, at det er professionelle mennesker, som sidder derinde. Derudover er det også mennesker som mig, jeg møder i behandlingen. Mennesker som ikke har ejet selvværd. Som sidder som mig. Ja-sigere, som nu kan se, at det har kostet så meget blod, sved og knofedt, at rejse sig og komme ud på den anden side.
Jeg er i behandling sammen med mænd og kvinder, unge og ældre, og vi er stort set alle lige ødelagte indeni.
Dét er så hårdt arbejde, at blive kastet for løverne. I familien. På jobbet. I børnenes institutioner. Deres venners forældre. Naboer osv.
Fordi man faktisk bare prøvede, at gøre alt for mange tilpas.
Så jeg skriver fortsat... Fordi det er en del af min måde, at bearbejde 46 års nedslidning af min krop.
Men uanset om du ser mig grinende eller grædende på gaden... så er jeg sygemeldt.. Og det bliver jeg ved at være, så længe jeg er syg.
Jeg faker mig ikke til pensioner, eller erstatninger.
JEG ER SYG...
Thats it...
Jeg arbejder med det. Det burde andre måske også prøve i deres eget lille bitte ynkelige liv....
Kommentarer
Send en kommentar