Ransagning på Landervejen. Ann-Sofies død og fødsel, samt begravelse...

Torsdag d. 12 marts 1998, var en gråvejrsdag.  Sveik havde været på en af sine utallige drukturer, og lå i dag på sofaen, og prøvede at blive sig selv igen. Jeg tussede lidt rundt. Snart så besværet af at være gravid, at det var skønt, at kunne sige, at om 12 dage, den 24. marts, ville det være overstået. Der skulle hun forløses ved planlagt kejsersnit, denne lille pige, som vi vidste, lå derinde.

April, syntes Sabine, at hun skulle hedde. Vi var nu alligevel, Sveik og jeg, blevet enige om, at hun skulle opkaldes efter hans mor, som døde 3 uger tidligere. Så for, at få både hans mors navn, og min mormors, som jeg aldrig havde kendt, blev det til, at vores pige skulle hedde Ann-Sofie.

Efter sin farmor, som hed Tove Sofie Frigaard Pedersen, og efter sin oldemor, som hed Hannah Sofie  Florense Andersen.

Sabine løb lidt ud og ind af havedøren, og på et tidspunkt, ser jeg en politibil, bremse for nogle børn, lige udenfor vores vinduer. Patruljevogne på Reersø bemærkes.

Jeg kigger ud, og ser den forsvinde længere ned af Landervejen. Mister interessen, og laver noget andet. Men oplever som et dejavu, kort efter, at den samme patruljevogn, med den samme betjent bag rattet, igen kører ned af Landervejen. Hvorfor var han kørt tilbage, og derned igen inden for så relativt kort tid?

Fastnet telefonen begynder at kime. Jeg tager den. I røret er en af Sveiks kammerater, som siger,

 - Hvad har han nu lavet?

Jeg svarer at jeg ikke er helt med. Han ligger jo her og sover. Har Sveik laver ballade ude i byen i går?

-Jeg ved bare, at politiet har været hos os, (et vennepar vi var meget sammen med), og de leder efter ham. Skynd dig at få ham ud.  Svarer han og ligger røret på.

Nu går det hele meget stærkt, for nu ser jeg samtidig at den patruljevogn lister forbi haven igen.

-Sveik, kalder jeg. –Vågn op. Du er efterlyst. Politiet er her ude.

Han vågner langsomt, men opfatter med det samme alvoren, da han ser patruljevognen uden for indkørslen. Nu kører en civil bil ind i gården.

Sveik, løber gennem badeværelse, soveværelse, ud af baggangen, og ned i værkstedet, samtidig med, at det ringer på min dør.

Sabine står midt på gulvet og hyler. Jeg åbner døren. Aner ikke, hvad jeg skal sige. Aner ikke om Sveik er kommet ud. Aner intet. Sabine græder voldsomt, midt på køkkengulvet. Hun er en uge fra, at fylde 4 år.

På trappen står en mand, som holder et politiskilt op, og venligt siger,

-Det er fra politiet, og vi har Told og Skat med. Så henvender han sig til Sabine, som stadig græder, og spørger, - Hvorfor græder du dog sådan?

Jeg frygtede, at hun ville sige,- FORDI MIN FAR LIGE ER LØBET SIN VEJ.

Men hun kiggede på ham og sagde, -Jeg så en edderkop!

Han præsenterede sig selv, og de to mennesker fra told og skat, en ældre kvinde, og en yngre mand.

-Jeg har en ransagningskendelse med, som betyder, at hvis du siger nej, til at vi må ransage, så henter vi to naboer som vidner bla bla bla…

Jeg spørger hvad de vil ransage efter, og hvorfor de vil ransage.

-Din mand er anmeldt for, at drive virksomhed med sort arbejdskraft, siger han.

-Og hvad vil I lede efter?

Nu vil han ikke svare på mere. Nu vil han gerne ind, og spørger om jeg vil underskrive ransagningskendelsen. Jeg følte ikke valget lå til min fordel. Ønskede ikke at de skulle hente min søde nabo og hans søde præstekone, ind og overvære at de ransagede.

Jeg havde aldrig nogensinde, oplevet at stå i sådan en situation. Så lukkede døren op, og lod dem komme ind.

Der kom en betjent mere, ham fra patruljevognen, kort efter. Jeg kunne høre at han forgæves havde prøvet at køre efter en bil, der var kørt fra vores værksted, samtidig med, at de andre var gået ind af fordøren.

Jeg vidste nu at han var nået væk. Og jeg rasede. At lade mig stå her, højgravid, med et skrigende barn, mens han bare løb sin vej. Nej hvor var jeg vred. Forvirret og utryg ved dette.

Jeg har ikke altid fulgt med i, hvor Sveik tjente sine penge. Han lavede biler for mange, da han er en eminent pladesmed. Han var stilladsarbejder, og havde desuden selv noget nedrivningsarbejde af og til, eller sammen med en kammerat. Stilladsen var sådan den faste indtægt.

De endevendte mit hus i 4 stive timer. Kort efter de var kommet, ringede min nabo, som kunne høre at Sabine græd ude i haven. Hvad sker der? Hun skyndte sig over og hentede Sabine hjem til sig.

På et tidspunkt skulle jeg  tisse. Jeg rejste mig, fra den stol de havde udvalgt jeg skulle sidde på, så jeg ikke var uden for deres synsfelt, så meget som et sekund.

Straks var der en betjent ved min side. – Hvad skal du?

-Ja jeg skal altså lige tisse.

Han vendte sig mod den kvindelige tolder, og bad hende gå med.

-Nej nej, siger jeg. Jeg skal ikke have nogen med på toilettet. Jeg har intet gjort jeg ikke må.

Men det skulle jeg. Og da jeg var temmelig højgravid, så skete det nogle gange på de 4 timer, at hun måtte en tur med mig på toilettet.

Den unge betjent, fra patruljevognen, var sådan en lidt smart type. Han gloede uden filter op og ned af mig, og spurgte, - Er du gravid?

-Hvad synes du selv det ser ud til? Svarede jeg.

-Hvem er faren spurgte han så?

-Ja ser du, det er Sveik tilfældigvis. Er det ikke hans hjem i ransager lige nu?

-Hvor er han så nu? Spørger han så.

Jeg tænkte det samme. Hvor fanden er du nu. Hvorfor skal jeg sidde her og gennemgå dette alene. Jeg har intet med dine ting at gøre. Kun når lokummet brænder.

Telefonen ringer i vindueskarmen. Den ældre betjent råber til mig, da jeg er på vej for at tage den, - Stop, vent.

Han stiller sig bag mig, og jeg får lov at tage tlf, og holde røret så han kan lytte med.

-Det er Lotte.

-Hej Lotte. Det er mor…

Jeg brød sammen. Mest i vrede. –Mit hus er ved at blive endevendt, og Sveik er bare forsvundet igen!

Jeg kunne høre forfærdelsen i røret.- Hvad sker der nu hjemme hos jer?

-Farvel mor. Jeg må ikke tale. Ringer senere.

Det var for længst mørkt, da de havde været alt igennem. Og med alt, så mener jeg alt. Det var skabe, fryser, legehus i haven, computere, tøj, under møbler, i kælder i udhus. Fotoalbum var gennemgået, for at se om der var penge gemt bag billederne, og bag skabe og billeder var der tjekket.

Jeg var så pisse højgravid, så træt og så chokeret. Jeg prøvede at ringe til Sveik, som ikke svarede.

Jeg hentede Sabine hos naboen, fik hende puttet, og prøvede nogle gange at ringe til Sveik. Han var nu officielt efterlyst. Han svarede ikke.

 Sveiks største våben mod mig, har altid været tavshed, og forsvindingsnumre. Men lige nu havde jeg virkelig brug for, at han forstod, at JEG havde brug for ham. At få ransaget sit hus, er ikke en oplevelse, man lige ligger fra sig. Og hvad ville de finde? Hvad havde de taget med? Hvad havde de, at bruge mod os? Og hvad kunne jeg gøre, som ikke anede en skid om hans nedrivning…

Jeg kan huske, at  jeg gik i seng efter midnat.  At jeg havde svært ved, at finde ro. Sabine lå i sin seng, som stod ved siden af min. Hun sov tungt. Jeg frøs den nat, husker jeg.

Endelig ved to-tiden ringer han.

Hvad skete der? Jeg fortæller om de 4 timers helvede. Beder ham komme. Men det vil han ikke. Han lover at ringe næste morgen.

Jeg er vred på ham. Ligger og halvsover lidt. Måske sover jeg rigtigt. Jeg ved det ikke. Men jeg vågner op, ved en smerte i min mave. Jeg ligger på ryggen, og kan mærke Ann-Sofie, bevæge sig i min mave, på en underlig måde, som om hun drejer sig om sig selv, samtidig med, at hun får sit hoved op mod mine ribben. Det føles som en langsom rolig bevægelse, som jeg kan se fysisk på min mave, som bliver skæv mod højre, samtidg med at det spænder helt vildt i mit bækken. Og i et nu forsvinder smerten, og min mave ser almindelig ud igen.

Jeg ligger og kigger på min mave. Kan tydeligt mærke hendes hoved ved mine ribben. Hun er simpelthen flyttet sig ud af den fødestilling, hun har ligget i de sidste mange uger.

Jeg roder de næste timer rundt i min seng. Kan ikke finde ro. Sidder op. Ligger ned. Har hovedet i fodenden. Tilbage til hovedenden. Ud af sengen for at tisse. Prøver at ligge i Sveiks seng. Det er som om min mave er i vejen. Den er pludselig klodset og tung og umulig at sove sammen med.

Jeg står tidligt op sammen med Sabine. Jeg er træt og bange og vred. Er han anholdt? Hvad er der med min mave, den føles tung. Og kold? Hvor fanden er Sveiken.

Jeg kører Sabine i børnehave. Ringer til Sveik, som beder mig møde ham på Det lille apotek, et værtshus i Gørlev.

Vi er der stort set helt dagen, til det bliver tid til at hente Sabine i børnehaven. Jeg taler ikke med ham om Ann-Sofie. Men hun er i mine tanker konstant. Jeg kan ikke mærke hende. Min mave føles kold indvendig. På et tidspunkt kommer min venindes mor ind af døren. En kvinde jeg holder uendeligt meget af. Hun kommer hen, og ligger hånden på min mave, og siger, -Der er gang i den hva?

I samme sekund tænker jeg, Nej det er præcis det der ikke er. Der er noget galt. Jeg vil hjem og ligge ned. Få skubbet og puffet hende lidt, så hun vågner. Måske sover hun tungt, fordi hun vendte sig rundt i nat.

Jeg spørger Sveik om ikke vi skal sende Sabine en tur ned til Bamsemor, en dame vi kendte, som var en reservebedste for mange børn. Også for Sabine.

Det gjorde vi. Og vi tog hjem, for at slappe af, og få snakket om hvad hulen der skulle ske efter denne ransagning. Jeg mente nok han havde lidt at forklare mig. Jeg nævnte på intet tidspunkt, at jeg ikke mærkede liv.

Hjemme slog vi lejr i sofaen, og så tv til ud på natten. Næste formiddag, lørdag d. 14 marts, skulle vi til 40 års fødselsdag, hos en i vores vennekreds.

Jeg vågnede ved 7 tiden. Havde sovet tungt, og undrede mig over, at vågne, liggende på siden. Det havde jeg ikke kunnet længe, grundet gravid-mavens form.

Da jeg rejste mig op, var det som om, at min mave ikke kunne kordinere sig med mine bevægelser. Jeg satte mig på toilettet, mens Sveik stod i brusekabinen og smurte sig ind i sæbeskum.

-Der er noget galt med Ann-Sofie, siger jeg og fortsætter, -jeg har ikke mærket liv i et døgns tid, men nu tager vi til Tines fødselsdag, og så ser vi hvordan det går.

Sveik stikker hovedet ud af brusekabinen, kigger på mig og siger, -Hvis du ikke har mærket liv, så skal vi ikke til nogen fødselsdag, så skal vi på sygehuset.

Jeg har lyst til at nægte at gøre det. Bare det at sige til ham, at jeg ikke har mærket liv, var noget der var nærmest umenskeligt. Som om at, nu blev det en realitet. Der er noget galt. Noget der skal undersøges på sygehuset.

Sveik ringer til Tine og Keld, og forklare, at vi må en tur til Kalundborg sygehus, og jordemødrene. Og så kommer vi senere, når der er styr på det hele.

Jeg ringer til sygehuset. Fortæller at jeg ikke har mærket liv, siden natten før, of at hun vendte sig rundt, i min mave.  Kom og bliv lyttet på Charlotte. Mon ikke bare hun snorksover det lille pus.

Vi kører fra Reersø, mod Kalundborg. På tanken i Bjerge holder jeg ind, og beder Sveik købe 40 cigaretter til mig. Som om jeg vidste, at nu skulle jeg nok ikke lige hjem, med det første.

På fødegangen, på Kalundborg sygehus, er der mussestille. I alt fald ingen lørdag-formiddags-fødsler i gang. Jeg kommer ind med det samme, sammen med en af de jordemødre, jeg har mødt flere gange, også da jeg fik Sabine for snart 4 år siden. Hun finder den lille doptone frem, smører min mave ind i gele, og kører doptonen henover min mave. Op og ned. Frem og tilbage. Ved ribbenen. På siderne. Ved skambenet. Overalt. Det suser og skratter. Men lyden af et lille futtog, det er der ikke.

-Jeg kalder en der kan scanne dig, sig hun.

Hun går ud og ringer. Jeg ligger og glor op i loftet. Stirrer på en plet mellem de to lamper deroppe. Sveik står ved siden af mig. Tavs. Holder mig i hånden, siger intet.

Hun kommer tilbage, og siger at der kommer en læge og en jordemoder, om lidt med en scanner. Så sætter hun sig på kanten af lejet, tager begge mine hænder, og siger,

-Charlotte, når mødrene siger deres børn er døde, så er de det som regel. Er det det du prøver at sige, med din bekymring over, at der ikke er liv. Jeg nikker. Hun klemmer mine hænder.

De kommer. De rumsterer, og de begynder at scanne. Scannere står så jeg ikke kan se skærmen. De mumler lidt sammen, med hovederne tæt på skærmen. Jeg prøver at opfange det de siger. Sveik holder i min hånd. Han sveder, eller også gør jeg.

Lægen vender skærmen, og siger til Sveik og mig, at det de ser, er følgende. Han gennemgår nu, mens han scanner. Her er jeres barns hoved, pande, hage. Her er hendes arm. Rygrad. Fødder osv. Her er hendes hjerte…. Og som I ser, så står det helt stille.

Jeg skreg, kan jeg huske. Som om, at det jeg godt vidste, og nu havde vidst, et helt døgn, pludselig var sluppet ud, som en hemmelighed, og ikke kunne hives tilbage. Mit barn var dødt. Jeg ville ikke høre på det.

Der var kaos rundt om mig. En eller anden lagde en våd stofble over mit ansigt, fordi jeg skiftevis græd hulkende, og skreg. Som om jeg ville have dem til at trække det tilbage, de lige havde konstateret.

Vores barn var dødt.

Mine tanker drønede rundt i hovedet. Hvorfor? Hvorfor? Hvorfor?

Lige nu så jeg kun en eneste grund. En grund der fyldte mig med kvalme, og had.

Grunden måtte være, chokket over at stå med Told og Skat, samt politi, som ransagede mit hjem, mens jeg som sædvanlig blev ladt i stikken, af den mand jeg var gift med. Ham der også var far til dette barn.

Jeg var 30 år gammel, og lige der tænkte, jeg kun en tanke. Ring efter min mor.

Jeg kunne ikke få ro indeni. Jeg græd og fik en tlf udleveret, så jeg selv kunne ringe til min mor. Sveiken var der, men lignede en der havde lyst til at løbe. Og den mest nærlæggende tanke for mig var, at det gør han. Han smutter, inden vi bliver sendt videre til Holbæk for at føde.

Alt havde jeg lagt på ham i det sekund. Jeg husker ikke jeg talte til ham. Jeg tror at han lige der godt mærkede, at jeg tænkte det var hans skyld.

(Jeg må med det samme pointere, at 7 uger efter, til obduktionssamtalen, spurgte jeg, om episoden, dagen før hendes død, kunne have indvirket på det. Nej, sagde de. Ann-Sofie var hjerneskadet. Hun havde en ekstra lille knogle oppe i den ene fontanel, som trykkede på så mange ting i hjernen, at hendes liv, ville have været som multihandicappet.)

Jeg ringede til min mor. Sagde at barnet var dødt i min mave. Jeg husker intet andet fra den samtale, end at min mor blev meget chokeret, og sagde,

-Nej Lotte, det sker ikke for os.

Men det gjorde det. Jeg bad min mor støde til os, når vi kom til Holbæk sygehus. Jeg skulle føde et dødt barn. Det barn som skulle tages ved planlagt kejsersnit om 10 dage. Det barn som der stod en helt ny barnevogn i Babysam, og ventede på, fordi det bringer ulykke, at tage den hjem før tid. Det barn som havde tøj og puslebord i mit hjem. Hvordan skulle jeg nogensinde gå ind i det hjem igen.

De ringede efter en taxa, som skulle transportere Sveik og mig til Holbæk. Chaufføren, var informeret om vores skæbne, og startede med at sige, at hvis vi var rygere, så skulle vi endelig bare ryge. Sveik nappede chancen, og spurgte om han kunne komme på tanken efter en øl. Den var ham vel ondt.

Vi kørte mod Holbæk sygehus, via Skovvejen. Der hvor vi havde kørt så mange gange, i alle mulige ærinder, sad vi nu, tavse ved siden af hinanden på bagsædet. Jeg var vred på Sveik, og gav ham i mit hoved, skylden for alt dette. Men samtidig havde jeg så uendelig meget brug for ham.

Jeg skulle igennem fødslen med et dødt barn.. Det ville jeg aldrig stå igennem alene.  Jeg overbeviste også mig selv om på den tur, at når vi nåede Holbæk, så havde de en løsning. De havde jo neonathalafd. Jeg var sikker på at i Holbæk hjalp de os, med at få styr på vores lille barn, evt via en kuvøse.

Samtidig ringede jeg til Annika, min veninde. Men uden held. Jeg ville have hun skulle vide dette fra min mund. Vi var stort set sammen hver dag. Hun skulle ikke høre det ude i byen. Jeg fik fat i en fælles kammerat, sat ham ind i vores situation, og efter at han havde slugt kamelen, lovede han, at han ville finde hende, med det samme.

På fødeafsnittet på Holbæk sygehus, blev vi mødt af en jordemor, Sabine, som forklarede os, hvad der nu skulle ske. Allerførst skulle jeg scannes af en læge. Hun ville følge os, denne dag, hvor kl. nu var omkring 11 om formiddagen, fordi hun var en af dem, der tog imod døde børn, hvis det var muligt. Jeg var nu i en kategori, hvor der var specielt udvalgte jordemødre. Men det var ok. For hun var fantastisk sød, og hed i øvrigt det samme som min datter på knapt 4 år. Vi var på bølgelængde straks.

Sammen med hende og Sveik, gik vi ned til en stue, hvor der var gjort klar til, at jeg skulle scannes. Der var flere læger tilstede, og et par sygeplejersker. Alle kvinder. Lyset blev slukket, så de havde optimal mulighed, for at følge med på skærmen, hvad scanningen viste.

Jordemoderen og Sveik stod ved mit ansigt, at talte med mig, mens de scannede, og talte hviskende sammen ved min mave. Jeg blev vildt irriteret over at blive holdt udenfor, og bad dem om at tale så jeg kunne forstå hvad der skete. De scannede lidt videre i tavshed.

Bagefter forklarede de mig, at udover at de også måtte konstatere, at vores barn var døde, så kunne de ud af scanningen se, at hun lå i et skråt hofteleje. Jeg skulle nu føde et barn, der ikke lå i fødesilling, ej heller i sædestilling. Men de håbede at ved veernes begyndelse, så ville hun falde ned i fødestilling, til en sædefødsel.

Jeg protesterede voldsomt. Jeg var i fødsel med mit første barn i 31 timer. Ann-Sofie skulle fødes ved et planlagt kejsersnit, fordi de ikke mente, at mit bækken kunne give plads nok til at føde et barn. Nu ville de have et dødt barn, med hoften først den vej ud.

De forklarede mig, at kejsersnit, var nærmest NO GO, fordi der kunne støde infektioner til efterfølgende, hvis der var opstået bakterier i fostervandt. Desuden syntes de, at vi skulle tage hjem, og komme igen mandag, og få fødslen sat i gang.

Hjem? Med en baby i maven, og forklare Sabine, at ja ja, mor er stadig gravid, babyen er bare død, og kommer ud i næste uge. Jeg følte min mave som en iskold klump, der ikke hørte til min krop, og havde ingen lyst til at udskyde dette mareridt i flere dage.

Enden blev, at jeg selv tog ansvaret for kejsersnittet, med hvad der kunne komme af eftervirkninger, og de ville så lave det samme dag kl 18.00

Vi var tilbage på en fødestue Sveik og jeg. Vi havde fået et kvarter til at snakke om hvad vi ville gøre. Tage hjem nu, vælge kejsersnit eller fødsel.

Vi ringede til Jane, en veninde til mig, som er sygeplejerske. Satte hende ind i situationen. Hun sagde, -KEJSERSNIT Lotte, for du ender garanteret i et kejsersnit efter de forgæves prøver, at få hende gennem dit smalle bækken. Skal jeg komme?

Ja Jane. Endelig skynd dig.

Vi valgte kejsersnittet, og igen prøvede de at få os til at tage hjem. Til sidst spurgte jeg direkte, om det handlede om, at et kejsersnit måske, var en lidt dyrere om lørdagen, og iøvrigt ikke akut, når nu mit barn VAR dødt!?

Jeg blev sat i gang med, at faste. Kl. var 12.30. Kl. ca 18.30 ville de lave kejsersnit.

Jeg husker ikke så meget af tiden, fra kl 12.30, og til jeg kom på operationsstuen. Jeg blev gjort klar til operation af jordemoderen, som i øvrigt fik os flyttet, fra fødegangen, til gynækologisk afsnit. Jeg var ved at gå i stykker over at høre på fødende kvinder, og grædende spædbørn.

Da jeg skulle have rygmarvsbedøvelse, blev Sveik dårlig, og måtte forlade operationsstuen. Jeg blev bedøvet, og Sveik kom ind igen. Men lægen var ikke helt tryg ved at han var så nervøs, og i stedet for at han dejsede om, ville hun gerne have ham ud. I stedet sendte de Jane ind til mig. Jane som er sygeplejerske. Jan som bedøver folk på operationsstuer. Jane som kendte mig så godt. Hun var hos mig, og hun tog imod, min lille pige fra jordemoderen, og viste mig så forsigtigt som var det et stykke krystalglas, dette lille smukke vidunder, som var mit andet barn. Min datter. Vores lille rødhårede pige, som var så stendød, at det var umuligt at forholde sig til.

Jeg syntes bare, at hun var så smuk og dejlig. Ville beholde hende for evigt. Hvis jeg kunne. Jordemoderen gik med Ann-Sofie, og jeg blev syet sammen, og Jane og jeg græd af sorg, men også af glæde. For på trods af, at hun var død. Så var hun jo altså et lille bitte menneskebarn. Skabt af Sveik og jeg. En baby der var 53 cm lang, og vejede 2200 gr. Som lidt lignede en gammel kone, som var sovet lykkeligt ind, mæt af livet. Men som i den grad, også lignede sin storesøster. At dette lille væsen så tydeligt, var en del af mig og min mand og Sabine, gjorde det hele endnu mere forfærdeligt. Men også endnu mere nærværende. Hun var vores. Dette lille menneske, skulle have vokset op, og være som Sabine. En del af os.

På opvågningen blev jeg mødt af Sveik. Ann-Sofie var sammen med min mor, og jordemoderen, ved at blive målt og vejet, og vasket og få sygehusets tøj på. En lille hvid sparkedragt, hvor der stod  "Tilhører centralsygehuset Holbæk".

De kom med hende. Jeg lå med min lille pige, og prøvede at se på hende, og suge det hele ind. Dufte hende, kysse hende. Igen og igen sagde jeg til Sveik, som sad i en stol, og ikke kom over til os, at han skulle komme og se hende. Men han græd og en sygeplejerske hjalp ham ud. Han turde ikke se hende. Han turde ikke røre hende. Og det blev desværre deres skæbne, at han som far sagde farvel, uden nogensinde at se hende, eller røre hende.

Han så hende først lang tid efter på billeder, og udbrød, -Hold da op hvor hun ligner Sabine.

-Ja hvad havde du forestillet dig? Spurgte jeg, uden at kunne skjule den dybe skuffelse, at han aldrig så hende.

-Jeg trode faktisk at hun havde horn i panden. Svarede han.

Det tog mig mange år, at forstå at han ikke turde. Det er okay. Døen er svær. Ingen ved hvordan de vil reagere.

 

Tilbage på opvågningen...

Jeg lå med hende, Sveik var fulgt ud. Min mor var der. Tom og Pernille ( Min bror og svigerinde) var der også. Vi kiggede på hende. Undersøgte alle små kroge af hende, meget forsigtigt. Hendes hud var så skrøbelig, fordi hun havde ligget død, over et døgn i fostervandet.

Da jeg skulle tilbage til min stue, på gynækologisk, kom der en portør, for at hente os. Jeg lå med Ann-Sofie, og han tog hende, og lagde hende i en af de små babysenge. Denne specielt hentet til os. Fordi den ikke blev brugt til levende børn. Jeg protesterede. Ville beholde hende hos mig. Men han insisterede på, at han kørte min seng, og jordemoren gik ved siden af med min døde datter i vugge. Han tog en et lille tæppe, som dem Falck bruger i ambulancen, og lagde over hende. Også over hovedet. Jeg reagerede straks ved at trække det væk fra hendes hoved. Han sagde at hun skulle være dækket til, når vi gik.

Den tur var ubehagelig. Havde hun ligget hos mig, havde ingen set andet, end en mor med sit barn. Nu gik de med mig i en seng, hvor der han drop og alverdens sager, og ved siden af blev et lille barn, dækket af et sygehustæppe, transporteret, så alle vi mødte kiggede på vuggen og mig, og skyndte sig at se væk.

De næste par timer var jeg på stuen med min datter. Sveik gik i cafeteriet, og min mor, Tom og Pernille, var der lidt, og tog derefter hjem.

Jane og jeg kiggede på Ann-Sofie. Jane græd med mig. Vi puttede hende, i den hvide seng, og med hendes hvide tøj, så det hele så sørgeligt ud. Så Jane lovede, at komme næste dag, med noget mere passende, til en lille prinsesse.

Da vi havde puttet hende, ringede vi efter portøren, som skulle hente hende, og køre hende i kapellet, fordi Sveik ikke ønskede at se hende. Ellers ville hun have været hos os på stuen i døgndrift.

Den nat græd vi. Jeg lå i sengen. Sveik sad ved siden af på en stol noget af tiden. Af til lå han og holdt om mig. Sov jeg og vågnede lidt op, kunne jeg høre ham gå rundt, og med det samme han hørte mig, var hun hos mig. Vi talte om hvordan vi skulle klare dette. Hvordan vi skulle fortælle Sabine, at den lille søster, hun gik og glædede sig til, var død? Hvordan skulle vi klare, at holde fødselsdag for Sabine om 5 dage, og begrave et barn, enten lige før eller lige efter? Og hvornår kunne jeg komme hjem, efter dette kejsersnit?

Jeg ville under alle omstændigheder selv arrangere begravelsen, sammen med Sveik. Ingen andre skulle gøre det neste vi kunne gøre for vores lille pige. Give hende en fin begravelse, og et gravsted. Det var vores lod i livet nu. Vores eneste mulighed for at vise hende, at hun var lige så vigtig for os, som noget andet. At hun var vores, på lige fod med Sabine. Vi giver Sabine en barbie-fødselsdag og Ann-Sofie en fin begravelse, pakket ind i de farver, som vores brudebuket havde bestået af. Lilla-orange-gul. Smukke farver i foråret, som de var smukke til vores vinterbryllup.

Næste dag fik vi besøg. Farfar kom, som lige havde begravet sin kone. Farmor var død 3 uger før, af en blodprop, ganske uforvarende. Sveik var af den grund, heller ikke helt på toppen. Kim og Jane kom. Jane havde fint sengetøj med, og små legesager i fine pigefarver til Ann-Sofie. Pga hendes huds skrøbelighed, turde vi ikke tage sygehustøjet af hende.

Da dem der ville se Ann-Sofie, var gået, ordnede Jane og jeg Ann-Sofies lille vugge, med de fine pige ting. Jeg lå med hende, men pga at hun havde været i kapellet, var hun isnende kold. Jeg frøs som en lille hund, når hun lå i min seng, så vi pakkede hende ind i min dyne, for at varme hende lille krop.

Jeg tog en beslutning, som jeg skyndte mig at sige højt, for ikke at fortryde.

-Jane, når portøren henter hende nu, så skal du sige til personalet, at de aldrig mere må spørge mig, om jeg vil se hende. Jeg kan ikke sige farvel mere.

Det lovede hun mig. Vi sad sammen i min seng, og kiggede på hende, og rørte ved hende. Nussede hendes små kinder. Aede hendes røde lokker.

Jeg lod mine fingre smutte ind i hendes lille hånd, og drømte et par sekunder, at hun holdt fast i min finger.

Så puttede Jane hende i sengen. De hentede hende. Mit hjerte skreg og vred sig.

 

Om aftenen kom Henrik og hentede Sveik. Nu skulle han hjem, og fortælle Sabine, alt det her. Jeg ville ønske jeg kunne komme med. Men min bevægelsesfrihed var minimal, efter dette kejsersnit. Aldrig har jeg prøvet et operationssår, der gav så mærkelige smerter. Som om det konstant mindede mig om, alt det min krop havde været igennem, og som den nu skulle komme sig over.

Merete og Sussie, min søster og svigerinde, kom om aftenen. Jeg kan huske jeg tænkte på, at jeg havde sagt farvel til Ann-Sofie, og kunne næsten ikke klare at gøre det igen. Så hvis de skulle se hende.... Det kunne jeg ikke. Jeg tilbød dem det ikke, og håber de i dag ved, at det var for at beskytte mig selv. Jeg kunne simpelthen ikke magte en tur til.

Da kl var omkring 21.30 ringede Sveik. I baggrunden kunne jeg hører Sabine græde, voldsomt. Hun skreg på mig, og var helt utrøstelig. Sveik var helt fra den. Jeg bad om at få hende i røret.

Hvad siger man, til en lille pige, som om få dage, fylder 4 år, og som lige nu har fundet ud af at hendes ventede søster er død. Død? Hvad er det med den død. I sidste måned døde farmor lige pludselig.

Men endnu værre var følgende, som jeg må gengive i korte træk, for at forstå Sabines reaktion.

Den 20. januar, altså knapt to mdr. før denne dag, oplevede Sabine, og hendes små venner i børnehaven, at en far tog sine to små piger med sig i døden, pga problemer i deres lille familie. Han hang sine dem, og efterfølgende sig selv. Det valgte en psykolog, at informere børnene om, før vi forældre overhovedet havde hørt om det.

Børnene havde fået de faktiske omstændigheder forklaret. Og det betød, at vores 3årige datter, fortalte os, at Simone og Michelle altså ikke var i børnehave i dag, fordi deres mor og far var uvenner, og så havde faren slået dem ihjel!!!!

Så da jeg den aften fik min lille datter i røret, og Sveik havde prøvet, at forklare hvad der var sket, var hendes eneste ord igen og igen. -Det var ikke din skyld, vel mor. Det var ikke din skyld vel?

Hun troede, jeg havde slået hende ihjel. Men der var samtidig ingen tvivl om, at hun ikke helt vidste hvad død, og slået ihjel osv betød. Kun at man i alt fald forsvandt. Som Michelle, Simone for to mdr. siden, og farmor for tre uger siden.

Det endte med, at Sveik tog ind til mig på sygehuset, sammen med Sabine. Sygeplejerskerne fremtryllede en ekstra seng, og fik med møje og besvær, bakset den ind på min lille enestue. De rykkede rundt med mig, og sengebord og stole, og til sidst havde de lavet en kæmpe stor dobbeltseng. Den blev foret, med ekstra dyner, så der ikke var en revne mellem sengene. Så da Sveik kom med Sabine, som nu snorksov, blev hun puttet midt i sengen, og Sveik kunne sove i den anden side. Det var så skønt, at vi var sammen.

Næste morgen var Sabine meget stille. Vi talte om babyen. Vi talte om hvor hun skulle være nu. Jeg forklarede at hun var en stjerne på himlen, og den dag i dag, er Nordstjernen, Ann-Sofie. Som for så mange andre.. Den største smukkeste klare stjerne, er naturligvis vores ;)

På et tidspunkt, hvor vi talte lidt om at vi skulle begrave hende, blev Sabine voldsomt ked af det. Hun græd og lå hos mig fuldstændig utrøstelig. Pludselig kommer spørgsmålet, som jeg slet ikke havde set komme, - Skal du så også begraves mor?

-Nej da, hvorfor tror du det?

-Fordi Ann-Sofie er inde i din mave!.

Så måtte vi i gang med at tale om kejsersnit, og se på operationsar osv. Sygeplejerskerne syntes Sabine skulle møde sin søster, men jeg afslog på det kraftigste, fordi Ann-Sofie var så iskold, efter at have været så længe i kapellet. Jeg kunne ikke forholde mig til den kulde. Hvordan skulle min lille datter kunne?  Dét er uden tvivl, den største fejl jeg gjorde der. Sabine skulle have mødt sin søster. Som de sagde til mig, den dag hun skulle fødes, når jeg afslog at jeg ville se hende, kan man ikke sige farvel, til noget man ikke har sagt goddag til.

Sabine mødte hende aldrig. Desværre. Til gengæld har hun værnet om de få minder hun har, fra dengang. Hun har besøgt hendes gravsted utallige gange. Hun har købt små dimser og dutter til graven. Af og til har det lignet Rolands tivoli, som jeg plejer at sige til hende. Hun har skrevet digte og tegnet tegninger, som er gemt sammen med alt der tilhører vores tid, omkring Ann-Sofie.

 

Mandag, to døgn efter kejsersnittet forlangte jeg at blive udskrevet. Ingen problem, mente jeg. Jeg havde jo ligesom ikke et spædbarn, der krævede min energi hjemme. Jeg havde travlt. En fødselsdag ventede. En begravelse skulle arrangeres.

Da jeg gik ud af Holbæk sygehus den aften, hadede jeg mig selv, for at forlade hende. At hun skulle være der, alene, i et koldt, og højst sandsynligt mørkt, kapel. Det var ubærlig. Men jeg kunne ikke tage hende med. Ikke fordi jeg ikke måtte. For det må man rent faktisk, med døde børn. Men jeg havde en mand, og en datter, som ikke havde mødt hende.

Det gjorde så ondt at gå. Og natten gik med, at jeg græd og græd, og ikke kunne sove.

Næste morgen gjorde Torben og Inge ( Et vennepar vi fra Amager) deres indtog. De kogte og brasede og gjorde rent, i de næste 4 dage. Jeg er dem så evig taknemmelig for at de var der.

Men der skete også det, denne dag, at de panik-angst anfald, som de sidste to år, havde været ret så voldsomme, nu vendte tilbage. Jeg havde ikke haft et eneste anfald i graviditeten, så da det rullede ind over mig, havde det på få minutter, overbevist mit hoved om, at jeg nu skulle dø af en blodprop. Jeg hyperventilerede, som ved alle de anfald, jeg blev lammet i venstre side af ansigtet, og var i fuldstændig panik. Inge rev tøj frem til sig selv og Sabine, og gik med hende. Jane var der heldigvis, og hun fik mig ned at lægge, og prøvede at tale mig til ro ved at supervisere med mig. Men jeg kunne ikke slippe angsten. Jeg skreg hende ind i hovedet at jeg var ved at dø, og jeg kastede mig rundt i sofaen, mens sveden haglede af mig. Sveik og Kim, (Janes mand, som er falckmand) kom farende ind af døren, hidkaldt af Inge. Sveik ringede 112, mens Kim også kom ind til mig, og ved at tage mit blodtryk etc, prøvede at få mig til ro.

Jeg kunne ikke slippe. Jeg var sikker på at nu var det tid. jeg ville dø fra Sabine. Ambulancen kom. Kim løb ud, og tog imod, sine kolleger, mens han forklarede om mine angstanfald, som havde været væk i 9 mr, men som han var sikker , lige nu, havde fat igen.

De kom ind, og en læge var med. Han startede med at give mig en indsprøjtning i nakken. Tror det var morfin. I alt fald, gjorde injektionen ondt, pga mit angstanfald, som spærnder enhver muskel i kroppen helt op.

Jeg begyndte at mærke roen, fra indsprøjtningen. Jane informerede, om Ann-Sofie, og mit kejsersnit kunne jeg høre. Jeg blev transporteret ud i ambulancen, og med fuld udrykning røg Sveik og jeg nu til Slagelse sygehus.

Jeg var helt mig selv, da vi landede. Og jeg ville hjem til Sabine. Men de insisterede på, at jeg blev undersøgt i alle ender og kanter, så de kunne udelukke blodpropper etc. efter et kejsersnit, som i øvrigt kunne været inficeret med bakterier.

Jeg kom hjem efter nogle timer. Havde jeg da vidst, at de næste 4 år, ville disse angstanfald, kun blive værre, og komme op til 10 gange i døgnet, havde udsigten til fremtiden, været endnu dunklere på det tidspunkt. Men det vidste jeg da heldigvis ikke. Jeg havde en sorg der skulle bearbejdes over et dødt barn. Jeg havde stadig ikke forstået det helt. -Hun kommer ikke tilbage Lotte. Den sætning har jeg sagt mange mange gange til mig selv. For nej. Ann-Sofie kommer ikke tilbage. Selvom jeg stadig ville ønske en bare en time, sammen med hende. Måske få lov at se hendes øjne. Måske var hun den af mine børn der fik mine grågrønne øjne. Hun havde jo det røde hår.

Nå.. Tilbage.

De næste dage gik med at tale med bedemand, præst, venner og familie.

Torsdag d. 19 marts fejrede vi Sabines 4 års fødselsdag... Det findes billeder hvor jeg står med en lyserød barbielagkage og smiler sammen med Sabine. Jeg husker bare intet fra den dag, når jeg tænker tilbage.

Fredag d. 20 marts skulle Ann-Sofie begraves. Jeg ringede til bedemanden, som skulle til Holbæk og hente hende, og køre hende til kirken. Jeg havde ombestemt mig. Når hun nåede Reersø kirke, ville jeg gerne have hun ringede mig op. Jeg ville se min datter endnu en gang. Jeg kunne ikke klare, ikke at se hendes lille fine ansigt, og hendes små bitte skrøbelige fingre, med de bittesmå negle, bare en gang til. Jeg ville se hendes røde lokker, lægge hende tilrette, her i hendes sidste vugge. En lille fin hvid kiste, som jeg nu havde brug for at indrette, så min lille pige lå fint og trygt og godt. Og uden tæpper over ansigtet.

Det lovede hun mig. På en betingelse. Hun skulle have lov, at vurdere, og råde mig, om jeg ville have brug for det. Ann-Sofie var to dage før, blevet obduceret, både i hjernen og i kroppen. Så hun ville ringe, og fortælle mig, hvad hun syntes, når hun havde lagt hende i kisten.

Hun ringer, til mig fra sygehuset, og råder mig til ikke at se hende. Hun er blevet blå, efter dagene der er gået. Derudover er hun skåret op, fra halsen og ned til lysken, hvilket er dækket med et stort plaster. Oven på hendes hoved, sidder også et stort plaster. Hun har fået sit sygehustøj på igen. De ting Jane havde med til hende på sygehuset, skal hun have med sig. Derudover, har bedemanden fået en lille hue og et par små sutsko med, som jeg har købt. Det vil hun give hende på. Så har bedemanden selv taget en lille pude med, fra sin brugskunstbutik, som hun vil give hende med sig. Hvis hun må. -Ja det må du, hvis lover du mig, at Ann-Sofie på ingen måder, har noget over sit ansigt, udover kistelåget.  Det lover hun. Ann-Sofie får derudover et brev med fra mig. Billeder af Sabine, Sveik og jeg. Hun får vores bryllupsbillede med, fordi blomsterne er magen til dem på hendes lille kiste, og fordi jeg vil have, at hun skal vide, at hun hører til i en familie, som ventede på hende.

Kl. 11.00 kørte Sveik og jeg til købmanden efter batterier til kameraet. Vi ville have billeder fra kirken. Da vi kører tilbage, op over kirkebakken, kommer bedemanden kørerne, med en lille bitte kiste stående bag i. Så smuk i solen, og så forfærdelig en opvågning. Det er hende. Det er lige om lidt vi skal begrave vores barn. Så er det endeligt. Vi kan intet mere gøre. Udover at give hende en fin grav. Jeg bryder fuldstændig sammen bag rattet i bilen. Kører de sidste 250 m ( så langt var der fra mit hjem, til min datters grav), hulkende, mens Sveik sidder hjælpeløs og prøver at sige noget, der kan få mig ned igen.

Jeg kan huske at jeg løb ind i huset, og møder Torben, som jeg hulkende kaster mig i armene på, og så græder jeg som et lille barn i hans arme, indtil Sveik på et tidspunkt, får mig med ned i badeværelset, og vi går i bad og gør klar.

Jeg har hejst flaget på halv om morgenen. Jeg aftaler med naboen, at når vi er i kirken, så hejser han flaget på hel, når han hører kirkeklokkerne.

Vi kører til kirken. Det må være pga mit kejsersnit, vil jeg tro. At vi ikke går. Jeg husker kun bestemte ting fra begravelsen. Vil beskrive den som jeg husker det.

Jeg går ind i kirken, hvor Kirsten Arngod Nielsen (Vores skønne præst), tager imod mig med et lille kram. Da døren ind til selve kirken bliver åbnet, kommer det fuldstændig bag på mig, at der ligger blomster, fra kisten, og hele vejen ned til døren. Jeg ved ikke hvorfor jeg troede der kun var blomster fra os selv. Måske fordi ingen kendte hende. Jeg går op mod vendens mindste lille bitte hvide kiste. Jeg hører min søster Merete ved min side, og hun rør kort ved mig og siger hej. Jeg ser kun den kiste. Jeg tror ikke, der er andre i kirken nu, end Sveik, min søster og jeg. Jeg ser ingen andre i alt fald. Jeg når op til forreste række. Stopper og mærker Sveiks hånd på min skulder. Han ryster. Jeg ryster. Jeg går frem og rør kisten, med det aller yderste af min pegefinger. Som om jeg tror den falder ned, eller går i stykker. Men jeg fornemmer den står fast, og ligger kort min hånd fladt på låget, og hvisker farvel. Jeg har så ondt indeni. Har lyst til at gå igen. Sveik og jeg sætter os på forreste række. Min mor og Ejnar kommer, og sætter sig sammen med os.

Så starter kirkeklokkerne med at kalde til begravelse. Jeg kan høre folk komme ind i kirken bag mig. Men jeg kan ikke vende mig. Tør ikke se på nogen. Få øjenkontakt. Alt i mig knuger sig sammen. Sabine finder Tom og Pernille, og bliver der. Mor og far er ikke så hyggelige i disse dage.

Præsten starter gudstjenesten. Hun holder den smukkeste tale, om April, det navn Sabine, kunne tænke sig hendes søster skulle hedde. Om Ann-Sofie, om os og vores sorg. Smukke ord, taget fra bibeltekster, som skal prøve at få os, som forældre til at se meningen, med dette. Vi synger sange jeg har valgt.

# I østen stiger solen op.  # Nærmere Gud til dig.  #Altid frejdig når du går.

Kim bær kisten ud, da hele alt for hurtigt er slut. Jeg går bag ham sammen med Sveik. Det eneste jeg tænker på, mens vi går ud af den kirke, er at Kims ryg ryster. Jeg ser ikke på nogen. Men jeg kan se der er mange i kirken. Ude på gravstedet, samles vi alle. Sveik og Kim, sænker Ann-Sofies kiste ned i graven, med fine tykke lilla silkebånd, som bedemanden har gjort klar på gravstedet. Det gravsted, vi slet ikke havde valgt, og som jeg var lige ved at tude over var forkert, da vi stod der med kisten. De havde simpelthen gravet på hullet to pladser ved siden af den vi havde valgt.

Da det hele var overstået, går vi over på Reersø kro, hvor der var kaffe og kringle. Jeg anede ikke hvem der havde sørget for det, og gik med som en uvidende gæst. Dét var altså Sveik, og jeg havde vist også fået det at vide. Havde glemt det, og ville helst have smuttet hjem i seng.

På kroen står hun der pludselig. Karin Kristoffersen. Som er gravid. Som to år før, fødte lille bitte Karoline, alt for tidligt, fordi hun var ved, at dø af svangerskabsforgiftning. Det hele endte lykkeligt. Nu er hun gravid igen, og uroen er vendt tilbage. Jeg bliver så glad over at se hende. Det var så stort, at hun havde overvundet sin egen frygt, og var gået med. Men hun var også bange for at såre mig, med sin gravide mave. Jeg forsikrede hende om, at hun var verdens bedste fordi hun kom, og den mave var virkelig skøn, men indeholdt altså ikke det jeg savnede, nemlig Ann-Sofie.

Jeg kan slet ikke huske, hvem jeg ellers talte med. Ej heller hvornår vi gik hjem osv. Men jeg husker at mine forældre tog Sabine med hjem, og at Sveik og jeg kørte Torben og Inge til toget i Slagelse. De var så trætte, efter 4 dage som opretstående serviceorganer. Fantastisk at de var der.

Om aftenen sad vi hos Henrik og Pia, vores naboer. Vi grinede og hyggede os. Om natten græd jeg over at jeg havde grinet og hygget mig. Og det skulle jeg opleve mange mange gange. Den følelse af at det gav dårlig samvittighed at leve.

 

Året der kom efter Ann-Sofies død, var et vanvittig hårdt år. Jeg var så langt nede. Der skete en masse. Det må jeg skrive om en anden dag.

 

At skrive dette nu, 16 år efter det skete, og været en fantastisk dejlig oplevelse. Jeg har oplevet dufte, som jeg havde glemt, men som dukkede op med minderne. En bestemt metallugt, bl.a på operationsstuen under kejsersnittet. Som om der var is i luften. Jeg huskede også duften af den ene betjent, under ransagningen. Ham der stod ved siden af mig, da jeg snakkede i tlf med mor, kunne jeg pludselig lugte, mens jeg skrev. Han brugte Tabac. Det gør rigtig mange gamle mænd i hjemmeplejen ;)

Ann-Sofie´s duft kan jeg genkalde altid. Den duft af baby, som hun havde, var som en baby, men med lidt citrus duft. Om det er noget der var kommet på hende, eller om det var noget hun udskilte, ved jeg ikke.

Men hun duftede vidunderligt <3<3<3<3