Det første år, efter Ann-Sofies død.

Kim arrangere efter Ann-Sofies begravelse, en ferie for os, i en af hans kollegers sommerhus, ved Storebælt. Det var 4 dage i stormvejr, lige i starten af april. Vi gik ved vandet, og vi frøs, men nød stormen og vandets brusen alle dagene. Sabine legede og grinede og hyggede sig.
Ind imellem kunne hun komme med spørgsmål om Ann-Sofie.
Vi var lidt uenige om, hvorvidt hun nu var i himlen, eller i graven.
Sabine havde efter begravelsen, konfronteret mine forældre med en løgn, jeg havde givet til hende. Når jeg havde sagt Ann-Sofie blev en stjerne på himlen, så var det lidt underligt, at begrave hende i jorden. Og ved forklaringer om sjælen der flyver op og sætter sig som en stjerne, var ikke gode nok. Der var altså skruer i den kiste!
Barnelogikken var svær at hamle op med. Men vi fik da placeret Ann-Soffie, som den mest strålende stjerne i universet. Og jeg hilser i øvrigt stadig på hende, hver eneste gang hun viser sig på himlem.

Dagene i de næste måneder trak sig afsted i sneglefart. Jeg lavede Ann-Sofies mindebog. Ordnede billeder af hende. Fik hendes hånd og fod aftryk, i  bogen. Hendes lille røde hårlok, som stadig troner i hendes bog, bag ved et stykke tape. Jeg frygter den tape en dag slipper.
Jeg passede hus og hjem og Sabine. Intet som helst andet.
Sveik var nærmest usynlig. Var han hjemme, havde han drukvenner med.
De anede ikke, hvad de skulle gøre ved mig. Alle var søde, men meget, meget usikre på mig.
Annika, min allerbedste veninde, var helt og aldeles usynlig. Hun kom ikke på sygehuset. Hun kom ikke til begravelsen. Hun har aldrig haft en andel i mit livs største sorg.
Jeg forstod hende ikke. Jeg savnede hende, og jeg var vred på hende. Spurgte jeg folk, om de så hende, kunne jeg se, de ikke anede, hvad de skulle sige. Selvfølgelig så de hende. Byen var lille. Hun gemte sig for mig. Hvorfor?

Der begyndte efter få måneder at komme kommentarer fra folk.
Er du kommet over det? I må se at få et nyt barn. Godt det ikke var Sabine der døde, hva? Må man gerne grave en abort ned på en kirkegård?

Nej, gu var jeg da ej kommet over det. Min krop var stadig ved, at hele efter ni mdr graviditet og et kejsersnit. Jeg havde intet barn at dulme det med.... Mit hjerte skreg i sorg og smerte.
Jeg havde ikke på det tidspunkt, nogen som helst lyst til, at få et nyt barn. Jeg ville have Ann-Sofie.
Ja, gu fanden var det godt, at det ikke var Sabine der døde. Men det gjorde det altså ikke til en bedre ting, at miste Ann-Sofie. Hun var også mit barn. Min hjerte skreg på hende.
Ann-Sofie var ikke en abort, Bamsemor. Og fra i dag af taler jeg aldrig nogen sinde til dig igen.

Jeg talte aldrig til Bamsemor igen. Og da jeg fik lyst til, at få et nyt barn, og Sebastian kom, var det ikke en erstatning for et mistet barn. Men et nyt barn. Nr. tre i en flok, hvor den midterste døde. Det har betydet meget i min søns liv senere, fordi jeg troede han skulle dø, hver gang han snøftede.
Begge mine børn, er helt sikkert præget af, at have haft en mor der mistede et barn.
Jeg blev en ulidelig pylremor.

Nå. Men sommeren kom. På et tidspunkt havde jeg fået fat i Annika. Hun kom på besøg. Græd og undskyldte sig med, at hun ikke vidste hvad hun skulle sige til mig.
I dag, efter at have haft psykologer på, nu efter 16 år, er de meget optaget af, hvordan hun fortsatte i mit liv, som min bedste veninde. Jeg kan ikke svare dem.
Da vi nåede juli måned, var Sveik så fordrukken, at han havde mistet sit stilladsjob. Jeg var i ingenmandsland. Hvis jeg troede man fik hjælp, i form af psykolog el.lign. kunne jeg tro om igen. Jeg måtte selv finde en vej i mørket.
Jeg var startet i en mødregruppe. Sammensat af vores sundhedsplejersker. Vi var nemlig 5 i vores lille kommune, som på forholdsvis kort tid, havde mistet spædbørn.
Jeg var faldet i rigtig godt hak med to af dem, Susanne og Christina. Vi havde stor glæde af hinanden. De er begge på min FB i dag. Jeg har et bånd til de to, som er helt specielt.
Vi forstod hinanden uden ord. Christina havde mistet sin førstefødte, en pige, som havde levet med en hjertefejl, som blev opdaget sent, og som døde, så pludseligt, som spæd, sagde, som det allerførste til mig.
-Jeg ved slet ikke hvordan det må være for dig, som ingen minder har om dit barn. Jeg så Cecilie smile, og grine og pludre og spise. Så hendes øjne osv. Du har intet andet end et dødt barns minder.
Jeg havde selv tænkt inden mit møde med hende, at hvad kunne hun have tilfælles med mig. Jeg havde fået en død pige. Hun havde kendt sin.
Så set fra vores to vinkler, var det svært at forholde sig til, den andens smerte, indtil vi fik på plads, at selv små bitte fødder, sætter spor... Christina og jeg talte i timer om vores vidunderlige piger. Om begravelsen. Om tiden før og efter. Susanne kom med i vores hyggestunder. Hun havde en tredje historie om Mie. Mie som var født med så mange misdannelser, og som var nr. 3 i en søskendeflok, i en kernefamilie.
Vi var forskellige. Men omkring vores englebørn, havde vi en vidunderlig friplads, når vi var sammen.

Sveik drak fortsat. Det talte jeg ikke med nogen om. På trods af, at alle vidste det.
En dag ringer han fra Gørlev krostue og beder mig komme. Det var midt på dagen. En hverdag i august måned. Jeg kører derned. Da jeg standser ude foran, kommer han ud. Sætter sig ind i bilen, og beder mig køre. Jeg tænker, om han endelig har tænkt sig at stoppe den druktur, der har varet i månedsvis. Vi kører ned gennem Gørlev. Solen skinner. Foran det lille Apotek, byens andet værtshus, beder han mig standse. Han sidder lidt og kigger ud af forruden, så åbner han døren og siger,
-Jeg vil skilles.
Så går han.
Min verden falder fra hinanden. Jeg kan ikke få fodfæste efter Ann-Sofies død. Ingen forstår at jeg har det så frygteligt indeni. Mit liv kredser kun om tanker, om døde børn, og angsten for at miste Sabine. Hvis han forlader mig, kan jeg ikke stå op.
Det er det eneste jeg tænker, og det eneste jeg føler. Hvordan han har haft den position i mit liv, i så mange år, må guderne vide. For han trak mig jo kun nedaf.
Men jeg kørte hjem. Hentede Sabine. Aner ikke hvordan dagene gik. Jeg har dagbøger liggende, hvor jeg skriver, at jeg ikke forstår, at ingen reagere, på at Sabine og jeg ikke fungere. Hun fungere. Men lever med en mor der ikke er tilstede psykisk.

Annika er tilbage som min veninde. Hun arbejder på Gørlev Krostue, og ringer og fortæller glad, at Sveik er blevet ansat. Jeg er rystet. Nu kan det kun blive værre. Han drikker voldsomt. Men efter han har bedt om skilsmisse, begynder han, at komme hjem på alle mulige tider af døgnet, i de vildeste branderter. Som om han er bange for hvad jeg laver. Jeg laver intet. Absolut intet. Jeg er der bare.

Den dag brevet lander i min postkasse, i September 1998, føles det som om, at nu kan intet blive værre.
Din mand, Henning  Nielsen, ansøger om skilsmisse, pga. af sit eget utroskab. De medsender dokumenter, bl.a. det papir med underskriften, fra hans sidespring. 
Annika Hansen har skrevet under.
Min allerbedste veninde, har enten været sammen med ham, eller hjulpet ham, til at blive skilt fra dag til dag.
Hvis det var for, at hjælpe med en hurtig skilsmisse, så havde de vel været åbne omkring tingenes tilstand.
Min verden sank endnu mere i grus.
Jeg kunne anke den. Men i ren hævnaktion, fik jeg min gode ven, til at skrive under på, at han var sammen med mig, og vi sagtens kunnen blive skilt fra dag til dag, da Sveik og jeg jo begge havde nye partnere.
Den 9. oktober 1998 var vi lovformelig skilt.
Problemet var bare, at han var ikke færdig med mig, og jeg troede ikke, at jeg kunne leve uden ham.
Så han kom tilbage. Annika blev igen min bedste veninde.
Enden på det blev, at Sveik lullede alle ind i en historie om, at pga. den kommende retssag, der var på vej efter ransagningen, blev vi skilt på den måde, fordi han ville beskytte mig i retssagen. Jeg åd den råt.
Dengang!

Hans druk tog dog ikke af. Han arbejdede stadig på Krostuen. Jeg var med nogle gange, fordi jeg ikke magtede, at være alene. Men så snakkede folk i krogene om, at det var hurtigt, at jeg kom over mit døde barn.
Jeg husker kulturnatten det år, som et mareridt. Sveik havde lokket mig med ved, at tage fri fra job, og love at blive sammen med mig hele aftenen. Og det holdt han. Men lige meget hvor vi kom, så var der nogen, der ikke kunne skjule deres misbilligelse. "Har de ikke lige mistet barn- hvad laver hun her".
Det var legalt Sveik drak og gik i byen. Ikke mig.

En aften Sveik var i byen, ringede han hjem og var rasende. Han boede i et lille hummer i Gørlev, og Sabine og jeg boede i huset på Reersø.
Han havde hørt rygter om at jeg havde været sammen med hans kammerat PD. Ham som havde skrevet under på at han var sammen med mig, i skilsmissepapirerne. Jeg forsikrede ham om, at det intet havde på sig. I baggrunden kunne jeg hører nogle af hans fulde kammerater, smide brænde på bålet. Jo jo, Sveik den er god nok. PD roder med Lotte.
PD boede sammen med sin kæreste og havde et lille barn. Han og jeg var meget nære venner, og fortrolige, det vidste både Sveik og PD's kone. Men nu var der krig. Skytset var rettet mod mig. Han ville komme hjem til mig, og slå mig ihjel.

Jeg var alene med Sabine. Det var midnat. Jeg var skrækslagen. Sveik havde aldrig nogensinde, gjort tegn til, at lægge hånd på mig. Og jeg kunne ellers provokere ham voldsomt. Det udløste drukturer. Aldrig nogensinde vold.
Men den tone i hans stemme den nat. Den gjorde mig rædselsslagen.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Man ringer ikke bare lige til naboen, og ydmygende beder om beskyttelse.
Jeg stod op, og sad i stuen. Lyttede konstant efter lyden af en bil. Intet skete. Sabine vågnede på et tidspunkt, kommer ind i stuen til mig. Hun skal tisse. Vi går ud i køkkenet, som er bygget sammen med indgangspartiet, og er på vej mod badeværelsesdøren, da der lige ved siden af Sabine, lyder et brag, og noget ryger ned. Jeg vender mig mod gangdøren og der står han som en olm tyr. Det er hans tlef han lige har knust i væggen, ved siden af min datters hoved.
Jeg flår Sabine med ud på badeværelset, og låser.
Der er total stilhed i køkkenet. Mit hjerte drøner afsted, og Sabine græder.
Hun så ikke far i døren, og ved stadig ikke hvad der faldt ned ved siden af hende. Jeg åbner døren til køkkenet, mens Sabine tisser. Han er væk. Gangdøren er lukket. Jeg prøver, at se ind i stuen, men kan ikke se andet, end lige indenfor ved havedøren. Men stilheden overbeviser mig om, at han er gået.
Sabine bliver færdig. Går bag mig, og har glemt den lyd der forskrækkede hende. Jeg henter et glas vand i køkkenet, Sabine går ind i stuen, og jeg hører hende sige, - Hej Far.
Han sidder i sofaen og græder. Sabine sidder hos ham og spørger om han har ondt nogen steder.
Jeg sætter mig i den anden sofa. Aner ikke hvad jeg skal sige. Sabine er ved, at falde i søvn i skødet på ham. Hun elsker når far er hjemme. Han bær hende ind i min seng da hun sover, og kommer tilbage og spørger om han må sove hos os.
Ja for guds skyld. Jeg hader at være alene.
Vi går i seng. Da jeg vågner næste morgen er han væk. Taget på druk, som altid. Hvornår fatter du det Lotte.