Nu kan jeg faktisk ikke kæmpe mere.....
Er det ikke okay, at sige højt, at mine kræfter er brugt op nu?
Jeg læser tilbage på min blog, og kan se at for 2½ år siden, havde jeg de samme problemer som nu. Bare meget mindre.
Jeg tror hele tiden, at nu er jeg på vej op.
Men det er løgn.
Sandheden er, at jeg kun kører en vej.
Ned ned ned ned... mod et stort sort hul, hvor jeg stadig ikke har set bunden.
Jeg har mistet orienteringen. Og kræfterne er brugt.
Jeg har kun et mål tilbage.
Mit savn til mine to børn gør, at jeg står op.
Ikke om morgenen.
Men når jeg vågner.
Nogle dage står jeg ikke op. Fordi min krop ikke vågner. Jeg kan sove i 30 timer, uden problemer. Skal ikke drikke, spise eller på toilettet.
Bare sove. Fred for verden.
Vågner som regel op, når natten kommer.
Så er jeg stadig alene, i hele verden, og gør rent og hygger mig, indtil dagslyset kommer, og jeg hopper i seng igen.
Denne her uge, som er ved at slutte, vidste jeg allerede for 3 uger siden, blev en af de hårdeste for mig i lang tid.
Jeg har frygtet, at sove fra det hele, af skræk for ikke, at leve op til det.
Også virkelig et hårdt program for en hele uge. For mig altså... latterligt ....
Mandag. Fri.
Tirsdag et sølvbryllup med brunch..
Onsdag. Fri.
Torsdag. Fest på Sebs skole fra kl 15.30 -18.00
Fredag. Fest på Sebs klub fra kl 16.30- 21.00
Lørdag. Have Seb fra kl 12.00 til søndag kl. 11.00.
Jeg klarede den... næsten.
Lørdag kl. ca. 21.00 kunne min søn ikke mere, være i mit urolige selskab.
Jeg har ingen ro. Jeg bliver vred, ked, sur, glad i en pærevælling.
Sebastian måtte bede om, at komme hjem til sin plejefamilie.
Jeg ved hvor svært det er for ham, at bede om det, og jeg ved, at hans lille krop bliver fyldt med dårlig samvittighed.
Undskyld søde skat. Mit liv er i opløsning. Jeg prøver virkelig, at komme op, at stå.
For din og din søsters skyld, søde Sebastian. I er mit et og alt.
Jeg er stolt, Sebastian, når du siger fra.
MEN ....... Rædselsslagen over, at det kan ende med et helt brud.
-------------------------------00----------------------------------
Derfor bliver jeg nødt til, at være helt bundærlig, over for mig selv nu.
Jeg kigger ind i mig selv. Jeg kigger rundt i mit hjem.
Livet her er gået i stå.
Køkkenskabene er tomme. Jeg spiser ikke mad.
Når Seb kommer prøver jeg, at handle lidt. Men kan ikke rigtig finde ud af det.
Så som regel er det pizza der bliver serveret.
Man kan ikke få andet end saftevand, at drikke. (Hvis jeg har husket, at købe det). For mælken er som regel over datoen.
Bruger den jo kun, hvis jeg gider, at lave kaffe.
Jeg handler ind til René Harvy og mig... Men det ender med kun, at være til René. Jeg kan alligevel ikke lide det, vi har købt. Mad er ikke hvad det var engang. Selv en hakkebøf smager hen af petroleum.
Min kat, elsker når der kommer gæster. Jeg har længe undret mig over den måde, han kaster sig over folk.. KÆL MIG.. Sofus bryder sig nemlig ikke om gæster.
Men nu har jeg opdaget, at han aldrig mere nærmer sig mig. Jeg fodrer ham. Jeg skifter bakken. Men jeg ser ham ikke. Så han er også holdt op med at se mig.
Jeg kigger ind i mig selv og opdager, at det samme gør sig gældende derinde. Min krop er tom.
Jeg føler intet. Mærker intet. Af det der er omkring mig.
Hele min krop er fyldt af savn efter mine børn.
Det er det eneste der er derinde.
Min søn kan snart ikke mere magte, at jeg savner hans søster.
Fordi det gør, at jeg ikke er sammen med ham 100 %.
Mit sind er ikke i kontakt med min krop.
Jeg er gået i stykker.
Jeg kan ikke hjælpe nogen mere.
Heller ikke min søn.
Jeg kan elske ham, og give ham kærlighed i bunkevis. Men jeg kan intet ansvar tage mere. Det tør jeg slet ikke.
Hvis nogen forstod, hvad det gør ved mig, at min datter har valgt mig fra.
Det er hårdt.
Grunden, som jeg troede, der var grunden altså, er slet ikke grunden !!!!!
Jeg troede, hun vendte mig ryggen pga min eksmand Peter.
Men for et par uger siden havde han fødselsdag. Og hun ringede.....
Ved spørgsmålet fra ham, om det var pga ham, hun ikke så sin mor, svarede hun NEJ!
Nu er jeg blank.
Et helt år snart.. Med den forkerte opfattelse af grunden.
Da væltede jeg.
Nu er jeg på bar bund.
Hun må hade mig ekstremt. Men hvorfor?
Jeg hader min far. Jeg håber han lider over, at han ikke ser mig. Men jeg gav ham grunden.
Nu begynder jeg, at fortryde. Ikke fordi JEG savner ham. Men tænk hvis han savner, så meget som jeg savner mit barn... så er han gået i stykker nu, efter 11 år.
Men jeg synes også, at han gjorde mig så meget ondt. Behøver jeg så, at leve med den skyldfølelse?
Er det nemesis?
Du kastede din far ud af dit liv... tag den... prøv det selv. Av det gør ondt hvad?
Nemesis eller ej.
Min far gjorde mig ondt.
Hvornår gjorde jeg dog, min datter så ondt?
Det gjorde jeg den dag, jeg i min bil, fik et black-out. Kørte med min søn i bilen, og skændtes med dullen. Jeg var sindssyg, af afmagt.
Annika havde igen overtaget min plads i min datters liv.
Jeg savnede min datter. Jeg var sat til side, midt i hendes værste mareridt. Hun var blevet overfaldet.
Jeg har talt stolper op og stolper ned, med psykologer for, at bearbejde hvad det gør ved en mor, at hendes datter bliver overfaldet.
Det er umuligt, at komme til bunds i. Fordi jeg ikke kender hendes liv i dag. Er hun kommet videre? Over det? Fungerer hun hele vejen ind i sin krop?
Jeg er knust over det, der skete for mit barn. Jeg håber i mit hjerte, at hun har rejst sig, og er kommet videre.
For mit vedkommende, så er der intet nyt. Måske kun, at der er nye undersøgelser af mit underlige sind, på vej.
Manio-depressiv... jeg smager stadig på det lorte-ord...
Hvad gør man mon ved sådan nogle mennesker?
Jeg må jo være på vej til, at finde ud af det....
Hvad med en kugle for panden...
Eller bare en indsprøjtning.... jeg er lidt tøset......
Jeg læser tilbage på min blog, og kan se at for 2½ år siden, havde jeg de samme problemer som nu. Bare meget mindre.
Jeg tror hele tiden, at nu er jeg på vej op.
Men det er løgn.
Sandheden er, at jeg kun kører en vej.
Ned ned ned ned... mod et stort sort hul, hvor jeg stadig ikke har set bunden.
Jeg har mistet orienteringen. Og kræfterne er brugt.
Jeg har kun et mål tilbage.
Mit savn til mine to børn gør, at jeg står op.
Ikke om morgenen.
Men når jeg vågner.
Nogle dage står jeg ikke op. Fordi min krop ikke vågner. Jeg kan sove i 30 timer, uden problemer. Skal ikke drikke, spise eller på toilettet.
Bare sove. Fred for verden.
Vågner som regel op, når natten kommer.
Så er jeg stadig alene, i hele verden, og gør rent og hygger mig, indtil dagslyset kommer, og jeg hopper i seng igen.
Denne her uge, som er ved at slutte, vidste jeg allerede for 3 uger siden, blev en af de hårdeste for mig i lang tid.
Jeg har frygtet, at sove fra det hele, af skræk for ikke, at leve op til det.
Også virkelig et hårdt program for en hele uge. For mig altså... latterligt ....
Mandag. Fri.
Tirsdag et sølvbryllup med brunch..
Onsdag. Fri.
Torsdag. Fest på Sebs skole fra kl 15.30 -18.00
Fredag. Fest på Sebs klub fra kl 16.30- 21.00
Lørdag. Have Seb fra kl 12.00 til søndag kl. 11.00.
Jeg klarede den... næsten.
Lørdag kl. ca. 21.00 kunne min søn ikke mere, være i mit urolige selskab.
Jeg har ingen ro. Jeg bliver vred, ked, sur, glad i en pærevælling.
Sebastian måtte bede om, at komme hjem til sin plejefamilie.
Jeg ved hvor svært det er for ham, at bede om det, og jeg ved, at hans lille krop bliver fyldt med dårlig samvittighed.
Undskyld søde skat. Mit liv er i opløsning. Jeg prøver virkelig, at komme op, at stå.
For din og din søsters skyld, søde Sebastian. I er mit et og alt.
Jeg er stolt, Sebastian, når du siger fra.
MEN ....... Rædselsslagen over, at det kan ende med et helt brud.
-------------------------------00----------------------------------
Derfor bliver jeg nødt til, at være helt bundærlig, over for mig selv nu.
Jeg kigger ind i mig selv. Jeg kigger rundt i mit hjem.
Livet her er gået i stå.
Køkkenskabene er tomme. Jeg spiser ikke mad.
Når Seb kommer prøver jeg, at handle lidt. Men kan ikke rigtig finde ud af det.
Så som regel er det pizza der bliver serveret.
Man kan ikke få andet end saftevand, at drikke. (Hvis jeg har husket, at købe det). For mælken er som regel over datoen.
Bruger den jo kun, hvis jeg gider, at lave kaffe.
Jeg handler ind til René Harvy og mig... Men det ender med kun, at være til René. Jeg kan alligevel ikke lide det, vi har købt. Mad er ikke hvad det var engang. Selv en hakkebøf smager hen af petroleum.
Min kat, elsker når der kommer gæster. Jeg har længe undret mig over den måde, han kaster sig over folk.. KÆL MIG.. Sofus bryder sig nemlig ikke om gæster.
Men nu har jeg opdaget, at han aldrig mere nærmer sig mig. Jeg fodrer ham. Jeg skifter bakken. Men jeg ser ham ikke. Så han er også holdt op med at se mig.
Jeg kigger ind i mig selv og opdager, at det samme gør sig gældende derinde. Min krop er tom.
Jeg føler intet. Mærker intet. Af det der er omkring mig.
Hele min krop er fyldt af savn efter mine børn.
Det er det eneste der er derinde.
Min søn kan snart ikke mere magte, at jeg savner hans søster.
Fordi det gør, at jeg ikke er sammen med ham 100 %.
Mit sind er ikke i kontakt med min krop.
Jeg er gået i stykker.
Jeg kan ikke hjælpe nogen mere.
Heller ikke min søn.
Jeg kan elske ham, og give ham kærlighed i bunkevis. Men jeg kan intet ansvar tage mere. Det tør jeg slet ikke.
Hvis nogen forstod, hvad det gør ved mig, at min datter har valgt mig fra.
Det er hårdt.
Grunden, som jeg troede, der var grunden altså, er slet ikke grunden !!!!!
Jeg troede, hun vendte mig ryggen pga min eksmand Peter.
Men for et par uger siden havde han fødselsdag. Og hun ringede.....
Ved spørgsmålet fra ham, om det var pga ham, hun ikke så sin mor, svarede hun NEJ!
Nu er jeg blank.
Et helt år snart.. Med den forkerte opfattelse af grunden.
Da væltede jeg.
Nu er jeg på bar bund.
Hun må hade mig ekstremt. Men hvorfor?
Jeg hader min far. Jeg håber han lider over, at han ikke ser mig. Men jeg gav ham grunden.
Nu begynder jeg, at fortryde. Ikke fordi JEG savner ham. Men tænk hvis han savner, så meget som jeg savner mit barn... så er han gået i stykker nu, efter 11 år.
Men jeg synes også, at han gjorde mig så meget ondt. Behøver jeg så, at leve med den skyldfølelse?
Er det nemesis?
Du kastede din far ud af dit liv... tag den... prøv det selv. Av det gør ondt hvad?
Nemesis eller ej.
Min far gjorde mig ondt.
Hvornår gjorde jeg dog, min datter så ondt?
Det gjorde jeg den dag, jeg i min bil, fik et black-out. Kørte med min søn i bilen, og skændtes med dullen. Jeg var sindssyg, af afmagt.
Annika havde igen overtaget min plads i min datters liv.
Jeg savnede min datter. Jeg var sat til side, midt i hendes værste mareridt. Hun var blevet overfaldet.
Jeg har talt stolper op og stolper ned, med psykologer for, at bearbejde hvad det gør ved en mor, at hendes datter bliver overfaldet.
Det er umuligt, at komme til bunds i. Fordi jeg ikke kender hendes liv i dag. Er hun kommet videre? Over det? Fungerer hun hele vejen ind i sin krop?
Jeg er knust over det, der skete for mit barn. Jeg håber i mit hjerte, at hun har rejst sig, og er kommet videre.
For mit vedkommende, så er der intet nyt. Måske kun, at der er nye undersøgelser af mit underlige sind, på vej.
Manio-depressiv... jeg smager stadig på det lorte-ord...
Hvad gør man mon ved sådan nogle mennesker?
Jeg må jo være på vej til, at finde ud af det....
Hvad med en kugle for panden...
Eller bare en indsprøjtning.... jeg er lidt tøset......
Kommentarer
Send en kommentar