Er der en voksen tilstede.

Hvornår er man voksen? 

Jeg synes til stadighed, at jeg falder over de tanker i mit hoved, at der da snart må komme en voksen, som lige kan genvurdere situationen. 

Er efterhånden ret sikker på, at jeg ikke er den eneste, da det nu også omtales i medierne, fra folk jeg troede var voksne... At de har samme tanker. 

Så nu vil jeg henholde mig til min egen lille lov. Jeg gider ikke rigtig det der med at være voksen. 

Så jeg fjoller lidt rundt, men passer de ting, jeg skal og bør. 

Bum. 

De voksne må tage ansvaret for det.. 

Ann-Sofie's tyvende fødselsdag.

Det er i dag 20 år siden,at jeg mistede en drøm. Drømmen om at få et nyt lille levende barn.
Ann-Sofie kom, som et lille menneske, der ikke magtede livet på denne jord.
Min verden blev slået i stykker den dag.
Jeg sørger ikke mere over Ann-Sofie. Det har jeg ikke gjort i mange år.
Jeg mindes hende blot.

Men forleden tog jeg mig i at fælde en tårer i forbindelse med mit tab, af et lille bitte barn.
Jeg sad i min bil, på vej på job, og i radioen talte de om Ubådssagen. Jeg tænkte på forældrene til Kim Wall. Tænkte på hvad de skal leve med. Hvad sorg de har fået pådraget. Hvad tanker de må gøre sig om hendes sidste timer.
Deres liv går videre. Men smerten, tankerne, drømmene, og måske også vreden til gerningsmanden, skal de deale med for evigt.
Jeg tænkte på Ann-Sofie. På mit tab af et spædbarn. Hvor meget det ændrede mit liv. Hvor meget det i en periode knækkede mig. Hvordan det har præget mine andre børn gennem livet, at jeg mistede et barn. Et spædbarn.
For det har præget dem. Sabine har gennem livet haft Ann-Sofie tæt på sig. Hun mistede også en drøm den dag i 1998. Hun skulle være storesøster. Det var så stort og så spændende. Og det forsvandt på et sekund.
Det har præget hendes voksenliv, da hun blev gravid første gang. Da terminen nærmede sig. Frygten var til at tage at føle på. Fordi hun vidste det kunne ske.. Det sker ikke kun for naboen.
Det har præget denne graviditet, som krydser Ann-Sofie's mærkedage.
Vi talte om det forleden. -Tænk hvis jeg føder på hendes dødsdag, sagde Sabine. Ved du hvad dulle, sagde jeg, så får den dag en lykkelig krølle på halen.
Vi talte om, at skulle det ske, så skulle den dag fremover være hendes datters fødselsdag.. Ikke en mærkedag for Ann-Sofie.
Hun fødte ikke på Ann-Sofie's dødsdag. For det var i går.
I dag er det hendes 20 års fødselsdag.

Sebastians liv har været præget af min angst for at miste. Lige fra jeg var gravid med ham, hvor de endte med, at lave kejsersnit tre uger for tidligt, fordi jeg ikke kunne holde ud, at være gravid mere. Frygten åd mig.
Men også efter han kom til. Jeg sov ikke meget de første år. Jeg lyttede konstant efter vejrtrækning.
For fanden hvor var jeg bange. Min angst smittede ham. Sebastian er et angst barn, på mange måder.
Sabine fik ikke lov at gå alene nogen steder. Det har vi ofte grinet af efterfølgende. Men det var ikke sjovt for hverken hende eller mig.
Før hun fik en mobiltlf, fik hun en walkie-talkie. Og jeg vogtede hvert et skridt hun tog.

Fuck hvor var jeg bange for at miste.


Ann-Sofie har lært mig meget. Om livets skrøbelighed.
Men det tog 15 år fra hendes død, til en psykolog hjalp mig til, at få hende på plads i mit system. Før jeg holdt op med at sørge over tabet af hende. Før jeg lagde skyldfølelsen over hendes død fra mig. Før jeg accepterede, at jeg havde ret til at leve, uden at føle skyld og skam.

Denne dag, vil altid åbne op for tanker om hende. Jeg kan fornemme dufte fra sygehuset. Fra kirken til hendes begravelse. Blomsternes farve på gravstedet står tydelig for mig, for det er dem der nu er i butikkerne. Forårets blomster.
Jeg mindes sætninger fra andre. Pæne kærlige ord. Men også mindre pæne ord.
Præstens tale. Om det man ikke forstår, at en Gud kan lade en gå igennem.
Denne dag rummer så mange minder fra et limbo, jeg slet ikke magtede at stå i.
Jeg kan huske da jeg skreg så meget på sygehuset, i afmagt. Og jeg husker det helt tydeligt, fordi jeg aldrig før eller siden har prøvet, at skrige og i et splitsekund, ikke vidste det var mig der skreg.
Jeg nåede at tænke, at det var dog et forfærdeligt malplaceret skrig.
De kræfter der rev i mig, i det sekund, da det blev konstateret, at jeg skulle føde et dødt barn, kan ikke beskrives.
Derfor kommer alle tankerne, om dem der mister børn i ulykker, eller ved kort eller langvarig sygdom ofte til mig. Mit lille barn var ikke bevidst om det der skete. Hun lå trygt og godt i sin mors mave, og sov ind. Ingen frygt. Ingen smerte. Intet farvel. Ingen forvoldte hendes død.
Men min sorg var ubeskrivelig.
Mit liv, og mine børns liv er præget af det.
Fordi vi ikke skal miste børn. Vi er ikke gearet til det, som forældre. Uanset tid eller omstændigheder.


Jeg sørger ikke. Men jeg mindes.

Fordi min drøm sluttede med, at begrave et lille menneske, som jeg så gerne ville have levet sammen med.

Far......

Fandt et skriv fra april 2015. Om min far.

Av mit hjerte.

Det lyder således.... mit skriveri.... som jeg var gået i gang med....

___________________________________________________________________

Jeg har fået min far igen.

Jeg føler, jeg er kommet hjem ved, at træde ind i hans liv igen.

Vi er mødtes med en gensidig forståelse, og med vores begges uforbeholdne kærlighed til hinanden.

Han har lært en masse pga. vores ti år lange brud. Det har jeg også.

Han er blevet voksen i sit forældreskab. Jeg er blevet voksen i mit far/barn-forhold.

Vores grænser er trukket skarpt op.

Vi griner og græder sammen. Vi mindes et langt liv, hvor vi var to forvirrede mennesker. Han som den voksne. Jeg som barnet, der krævede at han skulle være voksen. Tage ansvar.

Det kunne han bare ikke finde ud af.

Jeg elsker, at træde ind af hans dør i dag. Høre ham sige, Hej Stump.

Jeg har altid været fars Stump.

Vi sidder sammen og taler i timevis. Ti års tavshed er væk.

Vi har stadig fælles humor.

Vi har stadig en fælles fortid.

Fælles minder... Vi frisker op.... Det jeg ikke kan huske, fortæller han om... Minder som dukker op, midt i en samtale om et eller andet, som rusker op i noget andet...

Jeg elsker min far. Højt. Ellers kunne jeg heller ikke have kommet til, at hade han så voldsomt, som jeg gjorde.

Nu er det lige meget.

Vi er bare sammen igen.. Far og Stumpen.

______________________________________________________

Ja av mit hjerte. For han døde jo måneden efter dette skriv. 

Jeg nåede at have ham tilbage i 5 mdr. og 2 dag. 

Jeg var slet ikke klar. Slet ikke forberedt på, at han var så syg.

Slet ikke i stand til at deale med, at han nu ikke er derude et sted.

I alle de år, jeg ikke så ham, tog den ene dag den anden. Den ene måned efter den anden ligeså. År gik. Jeg kæmpede med så meget i mit liv.

Da alt var bombet ned, og bygget op på ny, valgte jeg min far til igen.

-Og så døde han bare. 

Sabine var primus motor for at det kom i værk.

”Du har ikke uendelig tid til at komme tilbage til morfar”, sagde hun.

Mit hjerte snørede sig sammen.

Jeg tog tyren ved hornene, og ringede ham op. Efter ti år.

Fra vores første møde, gik det stærkt. Han var indlagt tre gange i de fem mdr. på lungeafdelingen i Slagelse.

Men jeg var enten blind eller døv, for jeg vidste, eller ville ikke vide, ikke han var så syg.

Sabine siger til mig, at hun tror, at morfar nu ikke havde mere at opnå. Nu var jeg kommet hjem. Han kunne ikke mere, og vi var forenet.

En smuk tanke, som jeg hager mig fast i.

Min far talte hele tiden om sine tre børnebørn. Men kun Sabine kendte han rigtig godt.

Deres jargon var god. Deres humor lige sort.

Måske havde han nu ro til, at forlade denne verden.

Med sin Stump, og lille Cirkeline, som han kaldte Sabine, tilbage tæt ved sit hjerte igen.

(Tak Sabine fordi du var voksen og så vidunderlig ærlig, og kunne se at dette var vigtigt. Både for moffe og for mig og dig  <3 ).....

Far for fanden. Jeg savner dig så voldsomt.

Men jeg har svært ved, at reagere på din død.

Jeg er stadig i massiv medicinsk behandling. Jeg kan ikke føle sorg og glæde ordentligt.

Jeg fik fortalt dig, hvor meget det betød for mig, at vi var forenet. Hvor meget du betød for mig. Havde gjort det i hele mit liv.

Men jeg havde meget mere jeg skulle nå, at tale med dig om.

Nu havde du endelig lukket op, ind til det inderste i dit liv.

Fortalte mig om dit skrøbelige sind, og din angst hele livet. Om dine fem ægteskaber. Om hvorfor det gik så galt hver gang. Du skånede ikke dig selv i skylden for nogen af dem.

Du var møg ærlig, og meget konstruktiv..

Ikke som førhen, hvor du syntes, at alt var så uretfærdigt i forhold til dig.

Du fortalte om din barndom. Som var hård, men hvor du besad en kæmpe kærlighed til din mor, på trods. 

Jeg savner at sidde i dit køkken, og bare være tavse sammen. Lytte på radioen, og kigge på dem der går forbi.

Savner at tage dit fotoalbum frem, og sammen se på minder fra dit og mit liv.

Far for fanden. Jeg er måske 47 år.

Men jeg savner dig så ubeskriveligt. Som et barn kan jeg ikke forstå det. At det er endeligt. 

Savner at du er et sted derude.

Har pakket dit hjem sammen, og gemt det der skal gemmes. Smidt det ud, som ikke skal være mere. Givet til Mission Afrika, hvad der kan genbruges af møbler. Dit tøj er sendt til Kofoed skole. 

Jeg forbereder stadig en sætning i mit hoved, hvor jeg undskylder, at det hele er væk... den dag du kommer hjem, og jeg opdager at det er en misforståelse. 

Undskylder i mit hoved, at jeg bliver nødt til at kasserer ting, som du fandt vigtige at gemme. 

Din pung ligger her i min stue. Med dit kørekort, bankkort, falck-kort og sygesikringskort, og din stålkam.   

Jeg kan da ikke bare smide den pung ud, som fulgte dig hvor end du gik. Tegnebogen som var det vigtigste, og det sidste du mærkede efter i baglommen, når du gik ud af døren. 

Den hellige ting, som var dit private, og som man end ikke overvejede at rode i. Den bliver her. I tilfælde af at det hele viser sig at være en fejl... og du dukker op... 

Barnligt. Ja måske... 

Men jeg forstår det fanme ikke. 

Jeg savner bare at ringe og høre dig sige;

 "Hej stump....... "

Fars dag.

I dag er det fars dag.
Jeg bisatte min far i forgårs.

Pludselig virker dagen som en rød klud for mine øjne.
Min far er død, og det er i dag jeg kunne fortælle ham, at han var det vigtigste i min barndomshistorie.
Fordi jeg havde fået ham tilbage, efter selv at have afskåret vores forbindelse i 10 år.
Fordi jeg følte på alle andre fars dage, at han var derude et sted. Jeg skulle bare lige finde hjem.
Nu havde jeg fundet hjem. Og to før fars dag, bisætter jeg ham.
Han døde 5 mdr. og to dage efter vi så hinanden igen.
Jeg er ikke klar. Jeg var totalt uforberedt, trods det at han havde tre lungebetændelser på 5 mdr. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville klare det. Rejse sig igen.
Fordi han var min store stærke far. Som kunne knokle, og flytte store tunge sten, med de bare næver. Som gravede store arealer, for at anlægge en græsplæne. Som borede huller, og hang hylder op for mig. Som stod der når jeg ringede, og skreg min frustration ind i hovedet på ham.
Altså for 10 år siden.
De 10 år jeg ikke så ham, ændrede ham fra at være stor og stærk, til at være gammel og svag.
Han støttede sig til en rollator, når han bevægede sig rundt. Han havde mistet 9 cm i sin fysiske højde. Han vejede omkring 40 kg mindre. Han faldt, og lå hjælpeløs på gulvet i timevis, før hjemmeplejen fandt ham.
Han var bare 70 år.
Vi skulle nu samle op på de 10 mistede år.

Da vi skiltes, trængte jeg til at rydde op i min fortid. Far blev den første jeg tog opgøret med. De næste 10 år, rykkede jeg på alt i mit liv.
Min familie er flyttet fra, at være en stor del af mit liv til, at være yderst i min omgangskreds. Fordi de var en stor del af mit liv, på en hel forkert måde.
Jeg skreg på accept. Jeg fik den aldrig.
Jeg har skiftet hele min omgangskreds ud. Kun ganske få fra førhen, er en del af mit liv i dag.
Mit liv er ryddet op, vendt og drejet.
Flere som jeg havde skubbet langt væk fra mig, viste sig, at være dem jeg havde det aller tætteste forhold til.
En af dem var min far.

Da jeg så ham efter 10 år, sprang mit hjerte et slag over. Fordi jeg havde gjort ham så ondt.
Men jeg havde brug for at sætte vores relation på plads. Jeg var såret. Jeg var ikke i stand til at få min barndoms traumer på plads. Jeg var blevet mor, for min far. Den position kunne jeg slet ikke magte.

Da jeg den 26. december 2014 trådte ind af min fars dør igen, var relationen mellem os tættere end nogensinde.
Vi var to voksne som mødtes. Men også far og datter.
Han var oprigtigt interesseret i mit liv. I mine børn. I min fremtid. I mit velbefindende.

Han fortalte mig så mange ting de sidste 5 mdr. af sit liv, som satte alverdens forestillinger, og forkerte opfattelser af min fortid på plads.
Vi ryddede op.
Han havde lidt under mit fravalg af ham.
Helt fysisk havde han med en kniv, skåret den tatovering af sit håndled, med mit navn. Et rigtig grimt ar vidnede om det. Det gjorde mig så ondt.
Både tanken om den psykiske smerte, jeg havde påført ham. Ligeledes også tanken om den fysiske, da han med en kniv fjernede mit navn.
Men også en smerte indeni mig over, at mit navn var væk på min fars arm. Der hvor jeg havde været et fysisk tegn på, at jeg betød alverden for ham, hele mit liv. Jeg kan ikke huske, den ikke har været der.
Vi talte om det. Han kunne ikke holde ud, at blive mindet om mig, hver gang han så mit navn på armen. Men arret havde gjort det værre for ham.
Nu havde han et fysisk tegn på kroppen også, om min manglende tilstedeværelse i hans liv.

Jeg er så lykkelig for, at jeg kom tilbage. At han lukkede mig ind, og vi blev forenet.
Jeg vidste faktisk ikke hvor meget jeg havde savnet ham.

Det er fars dag i dag.
Min far er død. Jeg føler mig forladt.

" Pludselig nemmes den tunge lære, at intet kan blive ved at være "...

Tak for alt far.

Den 28/5 2015 sov min far stille ind i sit hjem.
Jeg ringede til ham aftenen før, kl 22.39. Jeg talte med ham i 12 minutter. Det bevidner min tlf.
Vi talte om næste dag, hvor min far skulle afsted, på et tre ugers aflastningsophold på plejehjemmet.
Han havde ikke lyst. Han ville helst tusse rundt derhjemme.
Men efter tre gange lungebetændelse, på bare 5 mdr. og nu udstyret med iltapparat hele døgnet, trængte han til, at komme på dupperne igen. Han havde ingen appetit, og sov alt for mange timer i døgnet.

Da vi havde talt sammen, i de tolv minutter, blev vi enige om, at han skulle ringe dagen efter, når han var kommet hen på plejehjemmet.
"Sov nu godt far" sagde jeg.
"I lige måde Stump" svarede han.

Næste formiddag ringede de fra hjemmeplejen og meddelte, at de havde fundet min far død i sin seng, ved morgenbesøget.
Sovet stille ind.

Jeg skal bisætte min far i den kommende uge.
Jeg var bare slet ikke klar. Ikke forberedt. Vi havde så meget vi skulle nå at tale om endnu. Vi havde lige aftalt, at vi skulle sætte os med fotoalbummet, og skrive navne bagpå billederne. Hvem der var hvem. Fordi jeg ikke kunne huske navnene på alle fra gamle dage.
I søndags sad vi i hans stue, og grinede og spiste grillede pølser med ham. Han fortalte om episoder fra hans soldatertid. Vi skrald grinede. Far var en god fortæller.
Natten til torsdag døde han...

Min fars liv har været turbulent på mange måder... Han har levet livet fuldt ud.  Men han har også levet et hårdt liv, med mange nederlag.
Hans humor var heldigvis intakt til det sidste. Det samme var hans glimt i øjet.

Da jeg sad ved min fars seng i torsdags, og han lå der, fint gjort i stand i det tøj han havde ønsket, så han så lille bitte og træt ud. Hans krop var slidt op.
Men han så også fredfyldt ud.
Jeg kunne lige ane hans lyseblå øjne, bag de næsten lukkede øjenlåg.
"Far, hviskede jeg, "tak fordi du lukkede mig ind i dit liv, da jeg ringede til dig, efter alle disse år. Tak for at du stadig var den samme overfor mig. Jeg havde brug for at trække mig væk. Men endnu mere brug for at komme tilbage. Jeg elsker dig så højt".

Jeg sad lidt og aede hans hånd. Den var så kold. Sabine kom ind til os. Jeg lagde min hånd på min fars hånd, og Sabine og jeg talte lidt om, at min hånd var magen til hans. Det har den altid været. Sabine lagde sin hånd ovenpå min, og vi konstaterede at hendes lignede, men var mere spinkel.
Tre generationers hænder ovenpå hinanden.
Din hånd. Din lille Stump's hånd. Og din lille Cirkeline's hånd.
Det må være det der er " det evige liv". Du lever videre i os.

Du kan aldrig forlade mig far. Du lever videre i mit hjerte. På trods af alt. Fordi jeg elsker dig. Og fordi jeg ved, at du elskede mig.  Det har jeg aldrig nogensinde tvivlet på. Jeg var jo dit kærlighedsbarn, som du sagde.

Sov nu godt lille far.
Vi ses på den anden side.
Der hvor græsset er grønt og himlen er blå.......

Kram fra Stumpen.....

Der er kommet et lille bitte menneske, for at møde en stor stor kærlighed.

Sebastians voksenven gennem tre år, er blevet far til sit eget lille barn. En ægte prinsesse blev leveret.
To fantastiske voksne er nu forældre, og en "masse god far går ikke mere til spilde" i voksenvennens liv. Som Sebastian siger.
Vi måtte straks derud. Med det samme de var hjemme, var vi inviteret til at se vidunderet. Sebastian havde glædet sig voldsomt.
Nyheden på hans tlf om, at hun var arriveret, med en flot vægt på 3900 og 53 cm, trak vand i hans øjne. Glæden var tydelig.
Vi kørte derud, med blomster og gaver.
Sebastian gik bag ved mig op af trappen, og hviskede, - " Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige mor, jeg er nervøs ?"
Da vi kom ind, blev vi modtaget af den nybagte mor. Hun strålede og så fantastisk ud, her to dage efter fødslen.
Sebastian gemte sig bag mig.
Vi kom ind i lejligheden, og der stod han. Hans voksenven, som Sebastian elsker over alt på jorden, med den lille, pakket ind i en dyne.
Sebastian stod helt omme bag mig og var tydeligt beklemt og nervøs.
- "Hey chef, sagde voksenvennen, hvad laver du? Skal du ikke se prinsessen? Kom herover, så sætter vi os, så du kan holde hende".
-"Dét tør jeg altså ikke, hun er godt nok lille", svarede Sebber.

De satte sig ved siden af hinanden, og beundrede sammen den lille nyfødte pige. -" Nøj hvor er hun lille" konstaterede Sebastian.
Efter de havde set hende an sammen, blev den sovende baby overladt til sin mors arme.
-"Chef, henter du sodavand?"
Sebastian, som er den der lyder navnet chef, i dette hjem, hentede sodavand, og satte sig hjemmevant ved spisebordet, og fiskede sin tlf frem. Det værste var overstået. Han havde set, at de to nybagte forældre, stadig rummede ham.
De fik deres gaver, og vi fik beretningen om forløbet, og hvor skønt det hele var, og hvor trætte de var. Men hjemme og lykkelige.
Samtidig fulgte voksenvennen med i min søns gøren og laden på hans tlf.
-" Har du købt flere våben? Har du nået den destination, og den udfordring osv" ?
Deres verden og venskab står uberørt.

Da vi efter en lille time, takkede af og begyndte at gøre klar til, at de hjemkomne forældre kunne få en lur, kommer denne sætning fra voksenvennen.
-" Hva' Chef, skal din mor ikke se dit værelse" ?
Det skulle jeg da.

I lejlighedens eneste værelse, er der indrettet værelse til min søn, sammen med den nyankomne baby. I stuen er forældrene rykket ind med deres seng. Spisestuen er nu samlingsstedet for gæster.

Og lige der, da jeg stod og så min søns hyggelige krog i værelset, med ny seng, og hans ynglingsbillede hængende over, og prinsessens vugge hængende ned fra loftet, og hendes pusleplads, slog det mig igen. Disse mennesker er så fantastiske. Jeg kan aldrig beskrive det godt nok. Aldrig forklare hvad de gør for mit barn. Aldrig takke dem nok.
Her er min søns frirum. Trods besøg af storken. Trods manglende værelser, er han en del af dette hjem.
Han sover der fast en dag om ugen.
Han oplever tryghed i litervis.

Han ér en del af dem.

Da vi havde sagt farvel, og babyen, som stadig sov trygt i mors arme, var informeret om, at nu gik hendes "Onkel Sebastian" hjem, men at han heldigvis snart kom igen, var jeg på grådens rand, på vej ned af trapperne.

I bilen konstaterede Sebastian, at de slet ikke havde forandret sig.

Nej Seb... De forandrer sig ikke... De er blevet forældre, ja. Men du er stadig ham, Chefen de har taget ind,som en del af deres liv....

Jeg er ydmyg. Og meget meget taknemmelig.

I dag er det dronningens fødselsdag :)

Jeg har sagt den sætning mange gange til min eksmand.
Når jeg regner efter, må jeg have sagt det 15 gange..
Fordi det var på dronningens fødselsdag i 1992 at vi mødte hinanden.
Vi var sammen i 16 år, og hendes fødselsdag markerede vores årsdag.
Jeg har sagt det nogle år, hvor det skulle siges et par gange, før han kom i tanke om, at det var en hentydning til at vi havde årsdag. Jeg har også sagt det, hvor han stod med en ordentlig dusk blomster, og jeg først i det øjeblik kom i tanke om hvad grunden var til buketters ankomst i mit hjem..
En lille hyggelig sætning, som for os betød, at det her var også vores dag.

Vores børn var i deres mindste år, sikker på, at busserne havde flag på, på denne dag, for vores skyld. Fordi vi sagde til dem, at de flagede denne dag, fordi deres mor og far havde "kæreste-dag".

Det har været en hyggelig lille gestus i vores 16 år lange forhold, at mindes vores første møde, på Dronningens fødselsdag.

Nu er det 7 år siden vi gik hvert til sit.
Alligevel minder dronningens fødselsdag mig om, at det var den dag vi mødtes.
I år minder det mig mest om det, på den måde, at det er 23 år siden.
23 år er dæleme mange år, af ens voksenliv.
Jeg var 24 år dengang. På dronningens fødselsdag i 1992.
Så ja. Nu er jeg 47 år.

Når jeg bladrer igennem 23 års minder i min hukommelse, så er der godt nok sket mange ting.
På trods af, at når jeg tænker tilbage på selve dagen, for 23 år siden, hvor jeg mødte den mand som jeg giftede mig med, og som blev far til mine tre børn, så føles det som om det var lige for lidt siden.  Et knips med fingrene, og jeg kan fremkalde musik, dufte, ord og latter fra den dag.
Et rigtigt kært minde.

Begynder jeg så, at bladrer i minderne, så strækker de sig også over mange forskellige brudstykker af musik, ord, dufte og latter. Men også sorg og tunge dage.
Jeg har oplevet meget de sidste 23 år.
Jeg sidder faktisk her og tænker, at den dag i 1992, på dronningens fødselsdag, der startede mit voksenliv først rigtigt.
Jeg blev gift samme år. På min 25 års dag. Et år, 11 mdr. og tre dage efter, blev jeg mor for første gang.
Der var pludselig et helt andet ansvar i mit liv. Børnenes far, som er 14 år ældre end mig, og som havde to piger i puberteten, da jeg mødte ham, startede forfra med ansvar og familieliv.

Når jeg tæller sammen, hvor mange steder jeg har boet siden, så rammer jeg tallet 14 steder.
På 23 år har jeg boet 14 steder. Eftersom vi boede præcis 10 år på Reersø, så er det nemt at regne ud, at jeg stort set har skiftet bopæl en gang om året i de resterende år.
Det har jeg ikke helt. For jeg har boet nogle steder i længere perioder. Men jeg har haft nogle hurtige rykken ud og ind, i midlertidige boliger ind i mellem.

Jeg har oplevet store tab. Voldsomme kriser. Skuffelser. Sorg. Angst. Kaos....
Men jeg har også oplevet glæder, fest, grin, dans på bordene og den største kærlighed i verden.

Mine børns kommen til verden er det største i mit liv. Sabine og Sebastian er det aller største og fantastiske der er hændt mig. Tabet af  Ann-Sofie er den største sorg, der har ramt mig i mit liv.

Midt i alle disse tanker og minder så slår det mig, at ja, det har dæleme været en lang voksenrejse.
Der er sket så vanvittigt mange ting i alle disse år.
Jeg har været højt oppe i glædesballoner. Langt nede i tunge tider.

Men uanset hvad jeg måtte slås med. Uanset hvor hårdt livet slår. Uanset om jeg er rig eller fattig. Uanset om jeg er langt ude i depressive tanker, eller sidder og griner af en plat joke, så er der kun en ting i livet, som er vigtig. Som er det største. Det mest fantastiske.
Og det er kærligheden.

Kærligheden til mine børn. Til de mennesker jeg har elsket højest, og som har elsket mig.
Kærligheden som bor så dybt i mit hjerte, og som aldrig forsvinder trods svigt, vrede, angst eller adskillelse til ens nærmeste. Til ens fortid.
Nogle mennesker bor dybt i en. For evigt.

Igen kommer mine tanker til at falde på tre kloge kvinder der dukkede op i mit univers, da mit liv for to år siden væltede mig.
Tre kvinder med hjertet på rette sted. Med livserfaring og kærlighed de flittigt deler ud af, lærte de mig, det..
At uanset hvor vi er livet. Så er det største af alt kærligheden.

I dag er det dronningens fødselsdag.

Jeg lever. Jeg lever i den grad.

Jeg har afsluttet et intenst forløb med den psykolog, der samlede mig op, i november 2013.
Som mødte et menneske der var knækket.
Som mødte MIG, lige der hvor jeg stod. I lort til halsen. Med et barn jeg havde sendt i familiepleje, og et barn som havde vendt mig ryggen.
Jeg skreg bestemt ikke på hjælp. For jeg havde opgivet. Havde sluppet tøjlerne, og givet slip på alt.

En psykolog fra den kommune jeg bor i, hankede simpelthen op i mig fysisk, fulgte mig med bussen gennem byen, og hele vejen ind til KABS, som var stedet der skulle hjælpe mig.
Hun fulgte mig helt op i det lokale, hvor jeg skulle til den første samtale, før hun vendte sig om og tog tilbage til sit kontor i Tårnby.
Jeg var mildest talt ligeglad.
Jeg havde ikke lyst til at starte i dette forløb. Fordi jeg var så langt ude, at jeg var ligeglad.
Jeg havde nemlig mistet alt. Mig selv. Men allermest havde jeg mistet mine børn.

Nu er der gået 15 mdr.
I dag forstår jeg slet ikke, at jeg var helt derude på overdrevet.
Jeg ved, hvad der fik mig derud. Jeg ved, hvorfor jeg knækkede.
Men i dag er det mig næsten umuligt, at forstå, at jeg faktisk var så langt ude.

Når jeg ser tilbage på tiden op til knækket. Så er det en tid der stadig er så traumatisk for mig, at jeg ikke kan tænke det i dybden.
Det gør fysisk ondt i min mave, som trækker sig sammen, og jeg føler en ulidelig ked-af-det-hed i hele kroppen.

I tirsdags holdt jeg den afsluttende samtale, med psykologen, som jeg føler har reddet mit liv. Som fik mig til at forstå hele mit liv. Som gang på gang trak streger på den planche, hun ved hver eneste samtale fyldte med ord. Streger fra de ord jeg sagde, og hun skrev ned. Streger hen til ord, som jeg havde sagt, og nye ord jeg sagde, som kunne forklare, hvorfor det ene ord, forklarede et andet ord.

Hvorfor jeg voksede op, som et barn uden selvværd. Som blev en voksen uden selvværd.
Hvilke ting i mit liv, som gjorde, at jeg reagerede på andre ting.

Noget af det vidste jeg nok godt. Men forstod ikke helt hvorfor jeg reagerede på det.

En af de ting der virkelig kom bag på mig, var min skolegang, som vi gang på gang kom tilbage til.
På en lille tryg skole på landet. En skole som mange nok har forladt lykkelige, fordi det netop lå ude på landet, og var et trygt sted.
Men også en skole med et uhyggeligt hierarki.
Med et klasseskel, som ikke lod sig skjule.
Jeg kom fra kår, der gjorde at jeg lå lavest i hierarkiet.
Et lille landsted, med mange børn, og en mor og en stedfar. Altså også skilsmisseramt.
Jeg var omgivet af børn, som var vokset op i dette lille samfund ude på landet. Nogle meget religiøse. I ikke skilsmisseramte familier.
Jeg så mig selv som meget forkert. I skolen blev man udpeget, og jeg mener UDPEGET, med en pegefinger i ansigtet, skældt ud og ydmyget, ved det mindste fejltrin.
Mange børn vil sikkert kunne klare det, og lade det glide af sig.
Men jeg kunne ikke.
Jeg har altid udadtil, været rap i kæften, og levet på min humor.
Men det dækkede over et barn, der var pillet fra hinanden. Som ikke skulle tro, at hun var noget som helst.

Med den baggrund gik jeg ind i voksenlivet.

Jeg har været blåøjet i mine valg i livet. Fordi jeg ikke har kunnet tro på, at jeg kunne noget som helst. Mine mænd har fået lov, at styre det hele. Jeg har måske udadtil lignet hende der bestemte det meste. Men i bund og grund bestemte jeg stort set intet. Jeg prøvede bare, at finde tryghed i dem. Lænede mig op af, at de aldrig ville forlade mig. At de aldrig ville svigte mig.
Fordi jeg stadig var et lille barn indeni, som skreg på tryghed og omsorg. Det kan mine mænd aldrig dadles for. Jeg har faktisk haft et langt lykkeligt ægteskab med mine børns far. Fyldt med kærlighed. Men ikke uden store problemer, som jeg ikke var i stand til at deale med.

Omstændigheder gennem mit voksenliv, gjorde at jeg aldrig fandt trygheden i mig selv.
I dag tror jeg, at det meste i mig væltede, da mit barn døde.
Som om det var en profeti, der blev virkeliggjort.
Jeg husker som ung, at min ældste søster sagde, at jeg højst sandsynligt ville miste børn, for det gjorde man i min fars familie.
Jeg husker jeg var rædselsslagen over det.
Så da Ann-Sofie døde, så var profetien blevet virkelighed.
Da min lillebror, et par år efter mistede tvillinger, kom det hele tilbage for fuld kraft. Han og jeg er de eneste i søskendeflokken, som er børn af præcis den far, som hun henviste til, var en familie der mistede børn.
Mit liv begyndte at handle om, at jeg ikke måtte miste Sabine. Og da jeg ventede Sebastian, var det samme frygt der voksede frem.
Jeg måtte ikke miste ham også.

Tiden gik med skilsmisse, sygdom og mange operationer.
Jeg fik det som 40-årig værre og værre.

Så da jeg sendte min søn i familiepleje, og mit datter havde valgt mig fra, så var resten af profetien gået i opfyldelse.
Jeg havde mistet mine børn. Jeg var i den grad mislykkedes som mor. Mislykkedes i mit liv.

Jeg havde givet op. Givet slip, og ville ærlig talt skide på hele det liv jeg havde fremover.


Så at stå i dag, med ret ryg. Efter bare 15 mdrs. intensiv psykolog og misbrugsbehandling, med begge ben på jorden, og med mine unger under mine vinger, det er det største i verden.
Jeg er så lykkelig.

Jeg forstår hvad der gik galt i mit liv. Meget tidligt. Som fulgte mig som en skygge hele livet. Som gjorde at jeg aldrig kunne stå op for mig selv.

Jeg er den psykolog så inderligt taknemmelig.

Fordi hun åbnede op, for mit lukkede indesluttede jeg.
Hjalp mig i den rigtige retning.
Opmuntrende og guidende, fik hun i den rigtige retning.

Det var en dejlig dag at afslutte forløbet hos hende. Men det var også en tung dag, at vide, at nu forsvandt hun. Ud af mit liv.
Fordi hun har gjort at jeg i dag, står op for mig selv. Ved at når jeg åbner min mund, ikke behøver at skrige og gå til angreb i aggressioner.
Jeg har slet ikke brug for andres accept i mine meninger.
Jeg har nemlig selv styr på det grundlæggende, og har sat mig ind i min ret, inden jeg siger noget.

Fordi jeg er blevet voksen. Alt for sent. Men nu er jeg voksen.......

Jeg er mig. uden at have brug for en mand i mit liv. Jeg har kun brug for mig selv.
Og mine elskede unger, som er det største i mit liv....

Ann-Sofie. Mit englebarn (Obs at her er billeder af mit døde englebarn)



Its over... Fugl Føniks har rejst sig.

Det tog syv år... på godt og ondt.
Syv år, hvor hele mit liv krakelerede.
Det var ikke nogens skyld.
Det måtte ske på et tidspunkt.
Et helt liv, som startede så forkert. Med misbrug og svigt. Med krænkelser, der ikke har været muligt for mig selv at tage hul på. At forstå for mig selv.
Hvordan skulle andre så forstå det..
Nu har psykologer knoklet med at forstå mig. Med at få mig til at forstå, at når man er krænket så tidligt i livet, som jeg er, så har man ingen grænser.
Intet selvværd.
Jeg har løbet væk fra alle der elskede mig. Fordi jeg ikke turde tro på at en eneste af dem, virkelig mente det.
Jeg er løbet, inden de nåede at løbe fra mig.

Jeg har ikke brug for nogens forståelse.
Jeg er ligeglad med hvem der synes, dit eller dat.
Fordi de sidste år har vendt mit liv.
Ikke på hovedet.
Men vendt mit liv til, at JEG forstår, at jeg har ret til at vælge til og fra.
At jeg kan klare mig selv, i mit eget selskab.

Jeg har revet mit fundament fra hinanden, for at bygge et nyt op.
Det usikre fundament hele mit liv har stået på, er fjernet. Helt ned til soklen.
Jeg har støbt et nyt fundament.
Hvor jeg står ovenpå. Fuldstændig klar i hovedet.
Stærk som en okse.
Klar til at møde fremtiden.

Der er mange seje kampe endnu.
Fordi mit usikre fundament stjal mit selvværd. Efterlod mig midt i kaos.

Men jeg står op. Mere end nogensinde.

Ingen skal komme på tværs mere, og fortælle mig hvad jeg skal. Fordi jeg fremover kun gør det som føles rart. Helt ind i hjertet.
Ingen kommer til at stjæle mine følelser, uden at jeg har givet lov til det.
Ingen kommer til at manipulere mig mere.
Hverken venner eller kærester.

Fordi jeg skulle helt ned og bide i græsset, før jeg rejste mig. For første gang i mit liv ved jeg, at jeg kan klare mig selv.
At jeg følelsesmæssigt er repareret, så ingen igen kommer ind og piller ved det, der skal holde mig oprejst.

I dag ved jeg, at den Lotte, der mødte op inde i Kabs, og smed mit liv i hænderne på psykologerne, ikke findes mere.
Fordi nogen hørte på mig. Forklarede mig, hvorfor jeg reagerede på tingene i mit liv, som jeg gjorde.

Men det allervigtigste de gjorde var, at lytte på mig.  Forstå min historie og sige til mig, at de ting mit liv havde budt mig, fanme ikke var i orden.


Her står jeg. Med mine unger under mine vinger.
Jeg står fast.
Fordi jeg faktisk er det værd.

Mit afskedsbrev til Ann-Sofie, som hun fik med sig i kisten.

Finder pludselig ud af, 16 ½ år efter min datters død, at afskedsbrevet hun fik med sig, er ved at miste sin farve. Det er næsten utydeligt.
Uha... det går ikke...

Skriver det ind her..


Elskede lille Ann-Sofie.
At miste dig er det værste jeg har oplevet i mit liv.
Aldrig nåede jeg at give dig et lille knus, eller et kys, holde dig i mine arme, og lade dig vide hvor elsket du er.
Men du har vokset i min mave. Jeg har mærket alle din bevægelser og jeg fik, og har stadig en kæmpe kærlighed til dig. Du skal vide at jeg aldrig glemmer dig. Du er min lille skat, og jeg vil gemme dig dybt i mit hjerte resten af mit liv.
Jeg er glad for at jeg fik lov at se dig, selv om du var sovet ind. Jeg var så glad for at holde dig, og se hvor smuk og fin du var.
Der må være en grund et sted til din meningsløse død.
Men du har sat et dybt spor her, og givet mig en kæmpe kærlighed.
Du var så ønsket her af din storesøster Sabine, din far og jeg. Så hvor du end er nu, tænker vi på dig, og savner dig dybt og inderligt.

Kæreste Lille Ann-Sofie.
Sov sødt.
Husk at du satte et aftryk her hos os. Du bliver aldrig glemt.
Vi elsker dig af hele vores hjerter, alle tre.
Sorgen føles stor og sort og tung.

Det sidste farvel er svært, Så jeg siger på gensyn.
Selv om alt er håbløst, lille barn, så ved jeg jo dybest inde, at vi ses en dag, et andet sted,
hvor vi alle ender til sidst.
Det vil jeg glæde mig til. Så skal du til den tid få alle de kys og kram du aldrig får i dette liv.

Jeg elsker dig af hele mit hjerte.

Mor <3