Fars dag.

I dag er det fars dag.
Jeg bisatte min far i forgårs.

Pludselig virker dagen som en rød klud for mine øjne.
Min far er død, og det er i dag jeg kunne fortælle ham, at han var det vigtigste i min barndomshistorie.
Fordi jeg havde fået ham tilbage, efter selv at have afskåret vores forbindelse i 10 år.
Fordi jeg følte på alle andre fars dage, at han var derude et sted. Jeg skulle bare lige finde hjem.
Nu havde jeg fundet hjem. Og to før fars dag, bisætter jeg ham.
Han døde 5 mdr. og to dage efter vi så hinanden igen.
Jeg er ikke klar. Jeg var totalt uforberedt, trods det at han havde tre lungebetændelser på 5 mdr. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville klare det. Rejse sig igen.
Fordi han var min store stærke far. Som kunne knokle, og flytte store tunge sten, med de bare næver. Som gravede store arealer, for at anlægge en græsplæne. Som borede huller, og hang hylder op for mig. Som stod der når jeg ringede, og skreg min frustration ind i hovedet på ham.
Altså for 10 år siden.
De 10 år jeg ikke så ham, ændrede ham fra at være stor og stærk, til at være gammel og svag.
Han støttede sig til en rollator, når han bevægede sig rundt. Han havde mistet 9 cm i sin fysiske højde. Han vejede omkring 40 kg mindre. Han faldt, og lå hjælpeløs på gulvet i timevis, før hjemmeplejen fandt ham.
Han var bare 70 år.
Vi skulle nu samle op på de 10 mistede år.

Da vi skiltes, trængte jeg til at rydde op i min fortid. Far blev den første jeg tog opgøret med. De næste 10 år, rykkede jeg på alt i mit liv.
Min familie er flyttet fra, at være en stor del af mit liv til, at være yderst i min omgangskreds. Fordi de var en stor del af mit liv, på en hel forkert måde.
Jeg skreg på accept. Jeg fik den aldrig.
Jeg har skiftet hele min omgangskreds ud. Kun ganske få fra førhen, er en del af mit liv i dag.
Mit liv er ryddet op, vendt og drejet.
Flere som jeg havde skubbet langt væk fra mig, viste sig, at være dem jeg havde det aller tætteste forhold til.
En af dem var min far.

Da jeg så ham efter 10 år, sprang mit hjerte et slag over. Fordi jeg havde gjort ham så ondt.
Men jeg havde brug for at sætte vores relation på plads. Jeg var såret. Jeg var ikke i stand til at få min barndoms traumer på plads. Jeg var blevet mor, for min far. Den position kunne jeg slet ikke magte.

Da jeg den 26. december 2014 trådte ind af min fars dør igen, var relationen mellem os tættere end nogensinde.
Vi var to voksne som mødtes. Men også far og datter.
Han var oprigtigt interesseret i mit liv. I mine børn. I min fremtid. I mit velbefindende.

Han fortalte mig så mange ting de sidste 5 mdr. af sit liv, som satte alverdens forestillinger, og forkerte opfattelser af min fortid på plads.
Vi ryddede op.
Han havde lidt under mit fravalg af ham.
Helt fysisk havde han med en kniv, skåret den tatovering af sit håndled, med mit navn. Et rigtig grimt ar vidnede om det. Det gjorde mig så ondt.
Både tanken om den psykiske smerte, jeg havde påført ham. Ligeledes også tanken om den fysiske, da han med en kniv fjernede mit navn.
Men også en smerte indeni mig over, at mit navn var væk på min fars arm. Der hvor jeg havde været et fysisk tegn på, at jeg betød alverden for ham, hele mit liv. Jeg kan ikke huske, den ikke har været der.
Vi talte om det. Han kunne ikke holde ud, at blive mindet om mig, hver gang han så mit navn på armen. Men arret havde gjort det værre for ham.
Nu havde han et fysisk tegn på kroppen også, om min manglende tilstedeværelse i hans liv.

Jeg er så lykkelig for, at jeg kom tilbage. At han lukkede mig ind, og vi blev forenet.
Jeg vidste faktisk ikke hvor meget jeg havde savnet ham.

Det er fars dag i dag.
Min far er død. Jeg føler mig forladt.

" Pludselig nemmes den tunge lære, at intet kan blive ved at være "...