Mit afskedsbrev til Ann-Sofie, som hun fik med sig i kisten.

Finder pludselig ud af, 16 ½ år efter min datters død, at afskedsbrevet hun fik med sig, er ved at miste sin farve. Det er næsten utydeligt.
Uha... det går ikke...

Skriver det ind her..


Elskede lille Ann-Sofie.
At miste dig er det værste jeg har oplevet i mit liv.
Aldrig nåede jeg at give dig et lille knus, eller et kys, holde dig i mine arme, og lade dig vide hvor elsket du er.
Men du har vokset i min mave. Jeg har mærket alle din bevægelser og jeg fik, og har stadig en kæmpe kærlighed til dig. Du skal vide at jeg aldrig glemmer dig. Du er min lille skat, og jeg vil gemme dig dybt i mit hjerte resten af mit liv.
Jeg er glad for at jeg fik lov at se dig, selv om du var sovet ind. Jeg var så glad for at holde dig, og se hvor smuk og fin du var.
Der må være en grund et sted til din meningsløse død.
Men du har sat et dybt spor her, og givet mig en kæmpe kærlighed.
Du var så ønsket her af din storesøster Sabine, din far og jeg. Så hvor du end er nu, tænker vi på dig, og savner dig dybt og inderligt.

Kæreste Lille Ann-Sofie.
Sov sødt.
Husk at du satte et aftryk her hos os. Du bliver aldrig glemt.
Vi elsker dig af hele vores hjerter, alle tre.
Sorgen føles stor og sort og tung.

Det sidste farvel er svært, Så jeg siger på gensyn.
Selv om alt er håbløst, lille barn, så ved jeg jo dybest inde, at vi ses en dag, et andet sted,
hvor vi alle ender til sidst.
Det vil jeg glæde mig til. Så skal du til den tid få alle de kys og kram du aldrig får i dette liv.

Jeg elsker dig af hele mit hjerte.

Mor <3