De smed en sten ind af vores vindue..



Det var langt over midnat, den nat, i 1999, hvor jeg vågnede ved en eksplosion.
Et øresønderrivende brag, vækkede os. Sabine, Sveik og jeg.
Jeg skulle lige til, at sætte mig op, da Sveik holdt mig nede med sin arm, og hviskede " Bliv liggende, jeg skal lige se, hvad der kommer ind af vinduet".
Først der så jeg hullet i termoruden. Persiennen blafrede, og i ruden var et hul, på størrelse med hullet i et toiletbræt.
Jeg lå midt i vores dobbeltseng. Sveik på min venstre side, og på min højre side lå Sabine. Fra hende var der sengebordets bredde, hen til det smadrede vindue. Jeg rakte min arm ind over hende, og kunne mærke glasskår.
Sveik tyssede.
Sabine var vågen, men lå stiv som et bræt. Eksplosionen havde skræmt hende.
Sveik, listede ud af sengen, fandt noget af sit tøj, i mørket, og forsvandt ud af soveværelsesdøren, gennem badeværelset og op i køkkenet.
Jeg greb Sabine, bar hende halvt løbende, bagefter ham, men jeg hviskende spurgte, - "Hvad skal du? Hvad sker der?
Han ringede til vores nabo, som også var hans chef og kammerat, og satte ham kort ind i, hvad der var sket.
De løb begge ud i natten, og ledte efter synderne.
Der sad jeg, med min datter på skødet i sofaen, i mørke, og rystede af skræk. Jeg anede ikke, hvem der havde kastet den sten ind af vores vindue, midt om natten. Jeg anede ikke hvem der var derude. Hvor Sveik var løbet hen.
Det eneste jeg vidste lige nu var, at da han sagde, at han skulle se hvad der kom ind af det vindue, mente han helt sikkert, et skydevåben.
Jeg ringede naboens kone op, hvis mand, lige var løbet med Sveik. Hun var lige så forvirret som jeg. Men hun kunne fra sin stue, sidde og se min indkørsel, og noget af min have, og holde øje med, om der var nogen på den side af vores grund, og hus.
Jeg ved ikke hvor længe der gik. Vi hviskede i tlf, og Sabine sad på mit skød og var rædselsslagen.
Jeg var ikke den rigtige til at berolige hende. Jeg var skræmt fra vid og sans....

Pludselig siger nabokonen, at nu kommer Sveik forbi ved hende, på vej hjem. Hendes mand er ikke med.

Sveik kommer farende ind hos mig, finder sin mobiltlf, mens han forklarer, at de har fanget dem. Fundet de to fulde fjolser, der lige havde skræmt livet af os. Af Sabine.
Og vi kendte dem. Den ene med børn, på samme alder som Sabine. Hvad fanden bildte han sig ind?
Nu kunne jeg mærke vreden komme.
Han ringede politiet op, og forklarede sagens sammenhæng, og, kunne jeg udlede af samtalen, havde de samme fjolser skåret dækkene op på vores bil, vel fordi, at Sveik ikke skulle køre efter dem.
Naboen spørg mig i tlf, om hvor fanden hendes mand er.Hun er også tydeligt nervøs.
Jeg spørger Sveik, som kort meddeler, med politiet i sit rør, at han står og holder øje med de to "stenkastere", så de ikke smutter før politiet kommer.

Politiet vil sende en patrulje. Pludselig træder naboen ind af døren, og Sveik siger irriteret til ham, hvorfor han er gået... Nu stikker de jo af...
Men det forsikrer han om, med et skævt smil, at det gør de bestemt ikke. De er skræmt fra sans og samlig, da de bestemt ikke havde set det komme, at lige præcis de to store stilladsfolk, fik fat i dem, alene i den mørke nat ;o)

Mændene går tilbage, mod adressen længere oppe af vores vej, hvor de to stenkastere, ganske rigtigt, som "aftalt", venter på dem, og politiet.
Efterfølgende refererede Sveik, hvordan de var kommet slendrende, stenkasterne, nede fra stranden,  i nattens mulm og mørke og troede, at nu kunne de liste uset, hjem i hver deres seng, og sove, mens Sveik spekulerede over, hvem fanden der havde smidt den sten ind i hans soveværelse.
Hvad de ikke havde medregnet var, at de her to store brød, stod i en have og bare ventede.

For som en ekstra lille kolorit på historien, så var der sket det, at da Sveik, som den første løber ud på gaden, for at se hvad der foregik, møder han en sød dame, som lige er flyttet ind, ved siden af vores naboer. Hun er lige kommet fra job, og lufter sin hund... Sveik er iført boxershorts og T-shirt, samt træsko. Bukserne hiver han på, mens han råber til hende, " Har du set nogen løbe"... ??
- Det havde hun... Hun peger bare op af Landervejen, og siger. " Ja- den vej", og så skynder hun sig videre.
I sin indkørsel, som hun havde fælles med vores nabo, møder hun nu ham, komme løbende forvirret ud af døren, mens han hiver en bluse på, og råber til hende, " Så du noget"..
- " Ja den vej"... og tilføjer hun, " han havde LYSERØD KASKET PÅ og HVIDT ARBEJDSTØJ.. ".

Så nu vidste de allerede hvem den ene var. Så de traskede derop af, og efter, at naboen havde overbevist Sveik om, at det godt kunne betale sig ikke, at gå midt på vejen, og råbe og skabe sig, så listede de i skyggerne, og var klar da fjolserne kom gående grinende op af en sommerhusvej.

De grinede knapt så meget, da de blev taget i hver deres krave, og løftet fra jorden, og stillet til regnskab for deres gerning.
Måske, jeg kan ikke vide det, var der ikke, var der lidt tumult, men i alt fald, endte det med, at den ene, stod og tudede og gemte sig bag sin kone, mens den anden bad for sit udseende.

Nå, men politiet kom, og trods deres uskyld, mens de ventede på politiet, så gik det ret hurtigt, da de stod med hver deres betjent, så havde de indrømmet, at pga indtagelse af snaps (!), fandt de på den her geniale idé, at kyle en sten ind i hovedet på en sovende familie.

Nu startede en regulær krig.
Vi boede i et lille samfund, endda et indgroet ø-samfund, hvor vi var tilflyttere.
Sveik havde arbejdet for et entrepenørfirma, med nedrivning, og havde nogle folk ansat. På et tidspunkt, bliver han sigtet for, at have folk til, at arbejde "sort" for sig. Han er til afhøringer, hvor politiet sidder med div. papirer, hentet i det firma Sveik har været ansat af.
Så logisk nok, så er der flere der bliver kaldt ind til afhøringer. Men det er en anden historie...

Summasumarum er, at nogle på øen mener, at Sveik har angivet dem. Simpelthen har givet politiet deres navne,  og sagt at de har tjent sorte penge hos ham!!!
Hallo. Allerede her halter det.
Det vil sige han skulle have angivet sig selv, som udbetaler af sort løn !!!!!
Jeg har ikke overhørt afhøringerne, men har sidenhen set alle akter, da Sveik efter frifindelse året efter, bad om aktindsigt. Også en anden historie.

Krigen udfolder sig på den måde, at vi bliver holdt ude i kulden. Snakken går. Efter det med stenen, er der nogen der ligesom trækker sig ud af diskussionen. Synes det er gået for vidt.

Jeg begynder, at udvikle mere og mere angst. I forvejen led jeg af panikangst. Året før mistede jeg et barn ved dødfødsel. Min mand drak som et hul i jorden. Alt omkring mig var kaos. Ingen så hvor slemt det var, og midt i alt det stod Sabine. På usikker grund.

Sveiks kammerat Henrik bor en lang periode hos os. Han var førtidspensionist, og da jeg ikke turde være alene, og Sveik skulle på job, kunne det lade sig gøre, når han "passede" på mig derhjemme.
Desværre tog de to på en del drukturer sammen, som varede i dagevis, og som også begyndte, at stresse mig. Jeg var altid på vagt. Var der nogen ved vinduerne? Kom Sveik mon hjem fra job denne dag?
Jeg vidste det aldrig. Mit stress niveau, har levet i det høje gear, i de år.
En morgen hvor Sveik har fri, og ham og Henrik er oppe før mig, kan jeg mærke, da jeg står op, at der er noget de ikke synes jeg bør høre.
Så har jeg antennerne ude, og tænkte, -"de er på vej på druk". Og det betød, at åbnede Sveik hoveddøren, så vidste jeg, at løbet var kørt. Så var han væk hurtigere end lynet.
Men det viste sig, at være meget værre faktisk. For ude på vejen, lige foran vores hus, med kæmpe store hvide bogstaver, stod der skrevet "STIKKERSVIN".
Det samme var tilfældet bag vores hus, på portene ind mod værkstedet, stod med sorte bogstaver det samme.

Jeg satte mig ned og græd. Det her var fandme ikke for sjov. Der var gået et halvt år efter stenen røg ind af vinduet. Mit stress-niveau steg igen til urimelige højder.
En aften, mens denne krig, som var ret ensidig, kørte, sidder vi i vores stue, sammen med nogle venner, som vi da heldigvis også havde masser af, og hygger os.
Preben Drifte, som desværre ikke er mere, var der. Han havde et ben i hver lejr, om man så må sige. Ingen skulle fortælle ham, hvem fanden han skulle tale med.
Det var sommer, og vores havedør stod åben, ud mod vejen,. Vi boede på en hjørnegrund, og på et tidspunkt lød der en del tumult derude.
Preben går ud og kigger efter, hvad hulen der sker.. Der er lidt snak og halløj, og grin, og han kommer ind og siger,
- "Skynd jer, at komme ud og se".
Udenfor kunne vi se, en ældre mand, dingle ned af Smedelodden, i siksak, snakkende ud i luften. En af de ældste i den familie, som er øens ældste, og højt i hiearkiet, i øens meget stramme, men dog uskrevne regler. Dem som i den grad, holdt ilden i live, i den hetz vi var, og længe havde været udsat for.
Vi grinede, mens Preben fortalte om hvordan han var kommet ud, og havde fundet den pågældende, meget fulde herre, i vores have. Han var simpelthen, i et forsøg på, at holde balancen, røget ind over stakittet, og lå og rodede rundt, på græsplænen inde i vores have, uden at ane hvor fanden han var.
Preben havde hjulpet ham ud på den anden side, og havde sendt ham i retning mod hans hjem.

Nøj hvor vi grinede. Men efterfølgende grinede vi endnu mere, for Preben Drifte var ikke uden evner. Han var rigtig gode venner med ham, fyldebøtten, og også med os. En dag i bådklubben, hvor alle de "gamle" indgroede ø-boere sad og fik en øl, og dagens sladder, så måtte Preben springe bomben.
-Hva øhhh, du, siger han henvendt til ham... Jeg hører, at du er blevet havemand hos Sveik og Lotte."?
Han kigger spørgende på Preben.
-" Ja, siger Preben, jeg samlede dig op i Sveik og Lottes have, og fik dig tilbage, over stakittet, og sendt hjem. Lugede du ukrudt, med næsen nede i deres græsplæne eller hva???
Alle brølede af latter. For sådan var Preben. Han serverede dem på rette tid og sted. Pakket pænt ind.

Det hjalp lidt på den stramme stemning, men sladderen blev holdt i live, af nogle få, bl.a den ene søn, af ham fyldebøtten, der røg ind i haven..

Jeg vil tro, at det varede et par år, hvor det kørte med frygtelige beskyldninger, samt slåskampe, om emnet, når Sveik var på druk.
Jeg var så stresset. Ingen steder kunne jeg føle mig tryg. Folk talte om os. Sveik skulle i retten. Jeg anede ikke om han fik en dom. Jeg havde mistet et barn. Jeg led af panikangst, som var accelereret til uanede højder, og havde sendt mig afsted med blå blink, mere end en gang. Jeg fik kvælningsfornemmelser, og troede jeg skulle dø. Flere gange dagligt.
Jeg forstår efterfølgende godt, at Sveik af og til forsvandt. For jeg var konstant skrækslagen. Kunne kun sove, hvis han var vågen, fordi jeg troede, at jeg ville "glemme" at trække vejret, mens jeg sov !! Det var år, fyldt med frygt. Og så den forbandede konstante angst for, at noget kom ind af vinduet når vi sov.
Alt sammen med Sabine, en lille pige, som tilskuer. Med en mor der krakelerede foran hende. Med tabet af drømmen om, at blive storesøster, og forståelsen af, at børn kan dø, i alt for tidligt en alder. Hendes far var ustabil, og når han forsvandt på druk, var jeg ikke i stand til, at tænke rationelt. Jeg kunne kun koncentrere mig om, at finde ham, og få ham hjem. Med mindre vi havde nogen boende, hvad vi havde af og til. Så kunne han tage sine turer, uden jeg gik i stykker indeni... Men være alene, kunne jeg ikke.
Stakkels Sabine.


Det hele kulminerede en aften, i forhold til chikanen fra ø-boerne. Vi fik en oprejsning så stor. Men  der skulle faktisk en ulykke til.

Vi havde gæster, og ude på vejen, langs vores have, holdt der nogle biler parkeret.
En af vores gæster rejser sig, går ud mod sin bil, og sætter sig ind. Starter, blinker ud og kører.
Jeg står i døren, fordi vores kattekilling er smuttet med gæsten ud.
Sekundet efter lyder der nogle underlige drøn, og noget som mest af alt, lyder som pistolskud, der kommer ret hurtigt efter hinanden.
Jeg smak døren i, og skreg på Sveik, at der er nogen der skyder. Men han, og de resterende tre gæster, kom løbende ud mod mig, og råbte, - "Uuud, der er nogen der er kørt galt udenfor".
Vi løb alle ud i indkørslen.
Og ganske rigtigt. På den modsatte side af vejen, hang en bil, oppe på en stor kampesten, og lyste lige op i luften. Den havde simpelthen ikke fysisk kontakt med jorden.
Jeg er den første der er derovre, og jeg må strække min arm så højt op jeg kan for, at få fat i dørhåndtaget på den forulykkede bil.
Jeg kender ham. Det er fyldebøttens søn. Ham der faldt ind i vores have. Det er her er måske et ½ år efter .
Jeg får åbnet. Han råber, at jeg skal lukke døren, mens han febrilsk prøver, at sætte bilen i bakgear. Flere er kommet til, og da han ikke kan få bilen til at bakke, stiger han ud, som om han holder på jorden. Træder han lige ud i det blå, og dratter de 70-80 cm ned til jorden, med et ordentligt bump.

Han var meget fuld, og rundt om os kunne jeg høre, at folk råbte, at flere biler var indblandet. Det viste sig, at han simpelthen havde præsteret, at smadre to parkerede biler, en på hver side af vejen.
Pistolskuddene, jeg troede, at jeg havde hørt, kom fra glassene i ruderne, på Mai-Briths bil, som var smidt op over kantstenen, gennem ligusterhækken, og stod oppe i vores have, fuldstændig totalskadet. På modsatte side af vejen, havde han ramt naboens firmabil, som havde fået en del skrammer på
den ene side.
Han egen bil var knust.
Hvis han var kommet få sekunder før, eller vores kammerat var gået ud, et par sekunder senere, ja så havde det ikke kun været materiel skade.

Jeg hadede den mand, af et godt hjerte. Han havde i den grad pustet til gløderne, i hetzen mod os.
Sveik var frikendt i sagen, omkring at have haft nogen ansat, men havde modtaget en bøde på 700.000 kr, for selv, at have arbejdet sort.
Men hetzen. Den levede i bedste velgående.
De var sikre på, at Sveik havde knaldet folk for sort arbejde.

Indenfor, i vores hus, lå beviset på, at han ikke røvrendte dem. Vi havde bedt om aktindsigt.

Nu gjorde jeg det mest underlige, man kunne forstille sig. Jeg proppede ham ind i min bil, og kørte ham hjem til hans kone. Han skabte sig og kaldte mig de grimmeste ting, men hjem kom han., Og jeg fik forklaret hende, hvad der var sket samt, at hun nok skulle se, at få ham smidt i seng...

Jeg tog hjem igen. Politiet var kommet, og spurgte om dit og dat, og hvem der ejede bilen osv.
Jeg vidste ikke noget. Var jo lige kommet.
Efterfølgende sad vi alle i vores stue. Ret chokerede. Især over hvor heldigt det var, at ingen, heller ikke fjolset selv, var kommet til skade. Kun materiel skade. Men det var der også rigeligt af.

På spørgsmålene, for de kom jo, om hvorfor hulen, jeg kørte ham hjem, kunne jeg kun svare.
_"Fordi han fandme ikke skal sige, at vi stak ham"!!!!!!
Han beholdt sit kørekort, hvilket der så var flere der synes var dumt. Men de havde jo deres frie ret til, at ringe og melde ham, efterfølgende.

Dagen derpå. Åh en vidunderlig dag. Der dukkede han op, sammen med sin far. Ingen af dem var højere, end en hundelort der var væltet.
Skulle lige se på skaderne. På bilerne. Og på vores hæk.
Da de, efter en stille og rolig snak om nattens hændelser, vendte sig for at gå, rømmede den gamle sig og sagde, - " Tak..."
Om det var fordi vi ikke meldte sønnen den nat, om det var for hjemkørslen om natten, eller om det var for opholdet i vores have den famøse aften, han væltede over plankeværket, det vides ikke... Men hetzen stoppede...

Hetzen ja.. den stoppede.
Men min angst. Den havde så meget i fat i mig nu, at vores liv, var ved at være invalideret af det, både mit og Sveiks.
Men det så ingen.. Desværre.

















Kommentarer