søndag den 31. maj 2015

Tak for alt far.






Den 28/5 2015 sov min far stille ind i sit hjem.
Jeg ringede til ham aftenen før, kl 22.39. Jeg talte med ham i 12 minutter. Det bevidner min tlf.
Vi talte om næste dag, hvor min far skulle afsted, på et tre ugers aflastningsophold på plejehjemmet.
Han havde ikke lyst. Han ville helst tusse rundt derhjemme.
Men efter tre gange lungebetændelse, på bare 5 mdr. og nu udstyret med iltapparat hele døgnet, trængte han til, at komme på dupperne igen. Han havde ingen appetit, og sov alt for mange timer i døgnet.

Da vi havde talt sammen, i de tolv minutter, blev vi enige om, at han skulle ringe dagen efter, når han var kommet hen på plejehjemmet.
"Sov nu godt far" sagde jeg.
"I lige måde Stump" svarede han.

Næste formiddag ringede de fra hjemmeplejen og meddelte, at de havde fundet min far død i sin seng, ved morgenbesøget.
Sovet stille ind.

Jeg skal bisætte min far i den kommende uge.
Jeg var bare slet ikke klar. Ikke forberedt. Vi havde så meget vi skulle nå at tale om endnu. Vi havde lige aftalt, at vi skulle sætte os med fotoalbummet, og skrive navne bagpå billederne. Hvem der var hvem. Fordi jeg ikke kunne huske navnene på alle fra gamle dage.
I søndags sad vi i hans stue, og grinede og spiste grillede pølser med ham. Han fortalte om episoder fra hans soldatertid. Vi skrald grinede. Far var en god fortæller.
Natten til torsdag døde han...

Min fars liv har været turbulent på mange måder... Han har levet livet fuldt ud.  Men han har også levet et hårdt liv, med mange nederlag.
Hans humor var heldigvis intakt til det sidste. Det samme var hans glimt i øjet.

Da jeg sad ved min fars seng i torsdags, og han lå der, fint gjort i stand i det tøj han havde ønsket, så han så lille bitte og træt ud. Hans krop var slidt op.
Men han så også fredfyldt ud.
Jeg kunne lige ane hans lyseblå øjne, bag de næsten lukkede øjenlåg.
"Far, hviskede jeg, "tak fordi du lukkede mig ind i dit liv, da jeg ringede til dig, efter alle disse år. Tak for at du stadig var den samme overfor mig. Jeg havde brug for at trække mig væk. Men endnu mere brug for at komme tilbage. Jeg elsker dig så højt".

Jeg sad lidt og aede hans hånd. Den var så kold. Sabine kom ind til os. Jeg lagde min hånd på min fars hånd, og Sabine og jeg talte lidt om, at min hånd var magen til hans. Det har den altid været. Sabine lagde sin hånd ovenpå min, og vi konstaterede at hendes lignede, men var mere spinkel.
Tre generationers hænder ovenpå hinanden.
Din hånd. Din lille Stump's hånd. Og din lille Cirkeline's hånd.
Det må være det der er " det evige liv". Du lever videre i os.

Du kan aldrig forlade mig far. Du lever videre i mit hjerte. På trods af alt. Fordi jeg elsker dig. Og fordi jeg ved, at du elskede mig.  Det har jeg aldrig nogensinde tvivlet på. Jeg var jo dit kærlighedsbarn, som du sagde.

Sov nu godt lille far.
Vi ses på den anden side.
Der hvor græsset er grønt og himlen er blå.......

Kram fra Stumpen.....




søndag den 3. maj 2015

Der er kommet et lille bitte menneske, for at møde en stor stor kærlighed.

Sebastians voksenven gennem tre år, er blevet far til sit eget lille barn. En ægte prinsesse blev leveret.
To fantastiske voksne er nu forældre, og en "masse god far går ikke mere til spilde" i voksenvennens liv. Som Sebastian siger.
Vi måtte straks derud. Med det samme de var hjemme, var vi inviteret til at se vidunderet. Sebastian havde glædet sig voldsomt.
Nyheden på hans tlf om, at hun var arriveret, med en flot vægt på 3900 og 53 cm, trak vand i hans øjne. Glæden var tydelig.
Vi kørte derud, med blomster og gaver.
Sebastian gik bag ved mig op af trappen, og hviskede, - " Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige mor, jeg er nervøs ?"
Da vi kom ind, blev vi modtaget af den nybagte mor. Hun strålede og så fantastisk ud, her to dage efter fødslen.
Sebastian gemte sig bag mig.
Vi kom ind i lejligheden, og der stod han. Hans voksenven, som Sebastian elsker over alt på jorden, med den lille, pakket ind i en dyne.
Sebastian stod helt omme bag mig og var tydeligt beklemt og nervøs.
- "Hey chef, sagde voksenvennen, hvad laver du? Skal du ikke se prinsessen? Kom herover, så sætter vi os, så du kan holde hende".
-"Dét tør jeg altså ikke, hun er godt nok lille", svarede Sebber.

De satte sig ved siden af hinanden, og beundrede sammen den lille nyfødte pige. -" Nøj hvor er hun lille" konstaterede Sebastian.
Efter de havde set hende an sammen, blev den sovende baby overladt til sin mors arme.
-"Chef, henter du sodavand?"
Sebastian, som er den der lyder navnet chef, i dette hjem, hentede sodavand, og satte sig hjemmevant ved spisebordet, og fiskede sin tlf frem. Det værste var overstået. Han havde set, at de to nybagte forældre, stadig rummede ham.
De fik deres gaver, og vi fik beretningen om forløbet, og hvor skønt det hele var, og hvor trætte de var. Men hjemme og lykkelige.
Samtidig fulgte voksenvennen med i min søns gøren og laden på hans tlf.
-" Har du købt flere våben? Har du nået den destination, og den udfordring osv" ?
Deres verden og venskab står uberørt.

Da vi efter en lille time, takkede af og begyndte at gøre klar til, at de hjemkomne forældre kunne få en lur, kommer denne sætning fra voksenvennen.
-" Hva' Chef, skal din mor ikke se dit værelse" ?
Det skulle jeg da.

I lejlighedens eneste værelse, er der indrettet værelse til min søn, sammen med den nyankomne baby. I stuen er forældrene rykket ind med deres seng. Spisestuen er nu samlingsstedet for gæster.

Og lige der, da jeg stod og så min søns hyggelige krog i værelset, med ny seng, og hans ynglingsbillede hængende over, og prinsessens vugge hængende ned fra loftet, og hendes pusleplads, slog det mig igen. Disse mennesker er så fantastiske. Jeg kan aldrig beskrive det godt nok. Aldrig forklare hvad de gør for mit barn. Aldrig takke dem nok.
Her er min søns frirum. Trods besøg af storken. Trods manglende værelser, er han en del af dette hjem.
Han sover der fast en dag om ugen.
Han oplever tryghed i litervis.

Han ér en del af dem.

Da vi havde sagt farvel, og babyen, som stadig sov trygt i mors arme, var informeret om, at nu gik hendes "Onkel Sebastian" hjem, men at han heldigvis snart kom igen, var jeg på grådens rand, på vej ned af trapperne.

I bilen konstaterede Sebastian, at de slet ikke havde forandret sig.

Nej Seb... De forandrer sig ikke... De er blevet forældre, ja. Men du er stadig ham, Chefen de har taget ind,som en del af deres liv....

Jeg er ydmyg. Og meget meget taknemmelig.



Er der en voksen tilstede.

Hvornår er man voksen?  Jeg synes til stadighed, at jeg falder over de tanker i mit hoved, at der da snart må komme en voksen, som lige kan ...