Forlader du mig nu Ann-Sofie?

Jeg ved ikke, hvad det er for et spil, der kører i baggrunden for tiden.
Min krop, nok mest mit hoved, er gået i oprydningsmood...
Jeg vender og drejer mit liv, fra start til nu...
Alt bobler i mig.
Vrede og frustration er især de følelser, der vælter rundt indeni.

Men midt i det hele, kan jeg gå i stå inde i føtex, og finde mig selv, faldet i staver, lige foran hylden med rødkål.
Rødkålen, som åbenbart fik mig til, at tænke på dagen før Ann-Sofie's begravelse. Sabine havde fødselsdag, og Inge havde lavet flæskesteg, som blev spist uden den store glæde, men pludselig er duften meget nærværende i næsen igen.
Jeg er også pludselig i gang med, at rydde op i Ann-Sofies ting. De små bitte strømper, jeg købte mens jeg ventede hende, og tøjet farmor syede, som hun skulle bruge i sine første levemåneder, ligger nu nyvasket i kufferten, med hendes få ejendele.
Hendes bog, hvor billederne troner, med billeder af hende, hendes far, Sabine og jeg selv, er støvet af, og ordnet, og vasket på forsiden.
Minderne gør mig ikke ked af det.
Tværtimod.
Jeg får en dejlig varme i kroppen, ved tanken om mit lille englebarn.

Mange gange det sidste stykke tid, har jeg oplevet, at jeg er "vågnet op", fra en tanke-tilstand, som har handlet om Ann-Sofie. Om tiden omkring hendes fødsel, og hendes begravelse.
Og det føles rart!
Ikke rart, at hun døde fra mig. Men rart på den måde, at nu, snart 15 år efter, ved jeg, at Ann-Sofie er på sin rette hylde i mit system. Lige midt i mit moderhjerte.

Men jeg tænker også meget på, oplevelsen jeg havde hos en clairvoyant, for 10 år siden.
Jeg ventede Sebastian, på det tidspunkt, og havde så meget uro i min krop, omkring Ann-Sofie. Mit savn, og min sorg var så stor.
Clairvoyanten, Laila Slotø sagde til mig, at det hun "fik at vide" var, at Ann-Sofie ikke var på kirkegården, men at hun var ved min højre side, oppe ved mit skulderblad. Der ville hun opholde sig til hun var omkring 12-13 år. Så skulle hun videre. Jeg skulle ikke være ked af, at hun var død. Det hele var meningen.

Jeg kunne ikke bruge den oplysning, til en hylende fis dengang.
I det hele taget, vidste jeg slet ikke, og gør det stadig ikke, om jeg troede på den slags "overtro".

Men i disse to-tre mdr. hvor Ann-Sofie har prikket voldsomt til min hukommelse, så er tanken kommet snigende ind i mit hoved.
-"Er det nu Ann-Sofie? Skal du videre?".

Det føles okay.
Jeg kan i dag mærke, at ubevidst, (er det mon det, de clairvoyante kan), har hun hængt på min højre side, de sidste 10 år.
Ikke, at det har været generende. Overhovedet ikke. Tværtimod. Jeg har endda, fået tattoveret den smukkeste engel på min skulder, til minde om mit englebarn.

Men til marts, er det 15 år siden hun døde.
En clairvoyant kan vel ogse se et par år forkert.

Så i mit stille sind, så tror jeg, at jeg tager afsked med den lille pige på min højre skulder, og siger goddag, til den samme lille pige, som nu kun opholder sig indenbords, i mit hjerte.

Jeg sender tanker afsted til hende.
Find nu en ordentlig mor, i dit næste liv. En der vil elske dig, som jeg gør det. En der vil give dig et spændende liv, men også masser af tryghed og omsorg. En der ikke bare, skal bære dig på sin skulder, usynlig for omgivelserne, men meget nærværende for din mor.
Flyv afsted Ann-Sofie... ud i dit nye liv... Men glem mig aldrig... Send en lille smule af dig, afsted til mig, som en lille tanke i mit hoved en gang i mellem.

Hvorfor får jeg de tanker, hvis jeg ikke tror på reinkarnation?
Er det fordi, det er rart at have et sted, at parkere sin sorg, og sine tanker?

Jeg aner det ikke. Er også så ligeglad, som man kan blive.

Vil bare lade tankerne rulle videre, og nyde, at nu begynder Ann-Sofie, at falde på plads i mit sind...
Sjovt nok lige nu, hvor puberteten ville have meldt sig, hvis jeg havde hende hos mig.
Sjovt nok også lige midt i den allerstørste livskrise for mig selv, nogensinde...




Men jeg er klar Ann-Sofie. Hvis du er klar, så bare giv slip...

Du kan alligevel aldrig forlade mig. Du bor i mit hjerte, sammen med dine søskende.

Ann-Sofie. Mit englebarn.

Du lever i mit hjerte.  
Tryk på linket op over <3




Den 14 marts 1998, fødte jeg mit andet barn.
Ann-Sofie.
Hun kom til verden ved kejsersnit, en lørdag aften.
Hun var så fin, så perfekt, så fuldstændig færdig.
Smukt rødt hår. Fine små negle. En fin rød lille mund, og en utrolig lighed, med sin storesøster, Sabine.
Mit moderhjerte bankede for hende, med det samme.

Der var bare lige det, at Ann-Sofie var dødfødt.
Død i min mave, natten før, hvor jeg lå i min seng, og mærkede hende skvulpe rundt. Mærkede hende bevæge sig kraftigt, og mærkede, at noget var galt. Jeg vidste bare ikke, hvad der var galt.

Min sjette sans vidste det. 
Vidste, at min lille pige, som skulle fødes 10 dage senere, ved et planlagt kejsersnit, var død.
Vidste, at jeg skulle fortælle Sabine, som var 5 dage fra sin 4 års fødselsdag, og 10 dage fra, at blive storesøster, at drømmen var væk. 
At Ann-Sofie var uigenkaldeligt væk. Væk fra os. Væk fra denne jord. Død.
Kan et barn magte den besked?

Jeg var skrækslagen. Jeg var i den værste sorg. Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle henvende mig til, for at få omsorg.
Omsorg til mig selv. Til Sabine. Til min mand.
Vi var i ingen-mands-land.
Vi sejlede rundt på en lille bitte skrøbelig tømmerflåde, som var ved at kæntre.


Jeg tog hjem om mandagen.
Mit barn blev efterladt på Holbæk sygehus, ganske alene, i et kølerum, i en lille hvid balje. En hvid balje, som var hendes vugge, sit hvilested i et kølerum. Uden sin mor. Uden nogen til, at passe på hende. 
Med mig, havde jeg alt det, som jeg kunne få af Ann-Sofie.
En lille hårlok. Et håndaftryk. Et fodaftryk, og nogle foto, som jordemoderen havde taget af mit lille elskede nyfødte barn.

Nu skulle jeg så arrangere en 4 års fødselsdag for Sabine, den 19. marts.
Og en begravelse for Ann-Sofie, den 20. marts.

Jeg skulle forholde mig til procedurer vedr. begravelse, dødsattest, kirkehandlinger, salmer, kiste, dødsannonce, bedemand, blomster, flag på halv og kaffe efter begravelsen... 
Jeg skulle også klare, en fødselsdag, med barbie-lagkage, gæster, gaver, flag på hel, papirduge, borddækning, fødselsdagssang og balloner.

Det eneste jeg ønskede var at sove. Sove fra hele skidtet.

Torben og Inge rykkede ind tirsdag. Voksne og ansvarsfulde, dukkede de op, og stegte og bagte, vaskede og tørrede, trøstede og krammede, græd og grinte med os.

Vi klarede det hele. Sabine fik sin fødselsdag. Ann-Sofie fik sin begravelse. Torben og Inge tog trætte hjem. Min taknemmelighed for deres kommen, kan aldrig beskrives.

Så kom hverdagen. 
Bang! Hverdag. 
Sabine i børnehave. Sveik på arbejde. Jeg ville helst sove.
Jeg græd. Jeg skreg. Jeg fik panikanfald. Jeg snakkede om mit døde barn.

Bare at smøre en madpakke til Sabine, var aldeles uoverskueligt. Jeg ville hellere på kirkegården. Jeg skulle også finde en gravsten. Jeg skulle passe og pleje mit døde barn, bygge hendes rede.

_________________________________________________________________________________

Tiden gik på forunderlig vis.
Mennesker omkring mig levede videre, som om intet var hændt.
Sabine holdt hjulene igang. 
Sveik gik på druk.
Jeg var der bare.
Jeg lavede mad, vaskede tøj, hentede og bragte min datter til børnehave. Hentede og bragte Sveik til værtshuse.
Jeg var en zombie. 
Hvad der forventedes af mig, gjorde jeg. Sådan halvt i alt fald.
Mit barn var dødt. Jeg var død indeni. Mine følelser var splittede. 
Min bedste veninde var forsvundet fra jordens overflade. Usynlig. Kom ikke til mig før begravelsen. Kom ikke til begravelsen. Kom ikke efter begravelsen. Kom først da jeg kontaktede hende, og bad hende komme. 
Hun græd, da hun så billederne af mit døde barn. Hun græd over sit svigt. Hun græd over, at hun havde svært ved, at forholde sig til min datters død. Hun græd over sin opførsel. Græd over at hun ikke rummede mig.

Jeg var mildest talt ligeglad. Ligeglad med alt. Jeg ville bare have mit barn.

" At tænke på dig fylder mit hjerte med glæde. 
 At tænke på dig fylder mit hjerte med smerte.
Jeg vil ikke undvære hverken glæden eller smerten,
for noget i verden.
Bare have dig tilbage igen".

Mit liv var en stor smerte. Min mand forlangte skilsmisse. Kunne ikke interessere mig mindre. Han rummede mig heller ikke.

Ord kom ud af folks mund, som ramte mig som piskeslag.
-" Jeg vidste slet ikke, at man måtte grave en abort ned på en kirkegård".
-" Jeg bryder mig ikke om, at du har et billede fremme af dit døde barn".
-" Kom nu videre, få et nyt barn".
-" Godt det ikke var Sabine du mistede".

Ja det var sgu godt. Men jeg ønskede heller ikke at miste Ann-Sofie.
Et nyt barn? Jeg ville have mange nye børn. Men jeg ville allerhelst have Ann-Sofie.


Sundhedsplejersken kom på besøg, og hun havde en plan.
Da hun nu stod i den situation, at vi var 5 der havde mistet små børn, indenfor relativt kort tid, lavede hun en mødregruppe til os uden børn.

Det var godt. Ikke, at vi alle havde mistet. Men, at vi havde hinanden.
De to af mødrene i gruppen, faldt jeg rigtig godt i hak med.
Susanne og Christina, som havde mistet hver en lille pige.
Vi kunne bruge hinanden.
Susanne havde to dejlige unger, og sit englebarn Mie.
Christina havde mistet sin førstefødte, Cecilie, som havde en hjertefejl.
Vi forstod hinanden. Og vi lærte af hinanden.
Jeg husker, at jeg tænkte på, at de to havde det værre end mig, da deres piger havde levet, dog nogle meget korte liv. Men de havde mistet, hver et barn, som de havde haft i deres hænder, med smil og gråd, og angst og glæde. Med tid til kærtegn, og med en stor rungende sorg, over deres exit.

Kunne de overhovedet tage mig seriøst? Ann-Sofie havde kun levet i min mave, i mit eget univers. Hun havde været ventet, og jeg havde glædet mig meget. Men jeg havde ikke haft hende hos mig, som et levende lille barn i mine arme. Ikke vist hende frem.
Ikke oplevet, at se hendes øjne, hørt hendes gråd, eller hendes pludren. Ikke givet hende mad, eller skiftet hende.

Dén tanke fik Christina hurtigt jaget på flugt.
Hun mødte mig, med ordene: -" Aii Charlotte, du har slet ingen minder om din datter, ingen billeder hvor hun er levende. Kun de få ting, du fik fra sygehuset".
Kloge ord.

Vores sorg var så ens, hos os alle, der havde mistet. Vores moderhjerte var flået fra hinanden.
At miste et barn er den største sorg. Uanset alder. Vi er simpelthen ikke bygget til, at overleve vores eget kød og blod.

Jeg begyndte, at komme til åbent hus, i Landsforeningen til støtte ved spædbarnsdød.
Der kunne man også finde forståelse. Rum til at åbne op for tankerne, uden at få at vide, at man skulle glemme, komme videre, være glad for det man havde osv.
Her vidste alle godt, at vi var mere end glade for det vi havde. Men vores andre børn, eller kommende børn, kunne ikke erstatte dét barn, man havde mistet.
Det var rart at være forstået.

Konstant mødte man fordomme. Enten med tavshed om Ann-Sofie. Eller ved, at blive "overset", af folk man kendte, som ikke turde sige "Hej" til en.
I august tog jeg mig sammen, og tog til Kulturnat i Gørlev. Der blev der ved et nabobord, i et telt på bytorvet, højlydt talt om, at det var noget underligt noget, at jeg var dér! Om ikke jeg havde mistet et barn? Ord som "hun kom sgu hurtigt over det", rungede i mine ører.
Jeg tog grædende hjem.
Ville jeg nogensinde føle mig hel igen?
Kunne folk dog ikke bare lade være, at jokke i noget, de dog for pokker, måtte kunne forstå, gjorde ondt?
Jeg følte ind imellem, at nogle syntes jeg skabte mig og ikke kom videre. Der var jo gået et halvt år.
Men de samme mennesker, talte om mig, når jeg så prøvede at gøre noget så normalt, som at deltage i en fest, hvor hele byen var på gaden.

Jeg var stadig på gyngende grund.
Følte ikke, at jeg havde nogen andre, end dem der også havde mistet..
Men de forstod mig... Heldigvis...

Opdateres.......

Jeg gør det sgu igen, fordi jeg ved det virker...

Jeg har altid elsket at skrive. Jeg har skrevet stile, så min lærer, fik åndenød, ikke nødvendigvis pga indholdet, men af længden.
Jeg har siddet i skolen, og pippet om, at tiden snart måtte være inde til en fristil... eller bare en stil... eller bare noget, hvor jeg kunne lade mine ord flyde på papiret...
Ikke skide god karma, med sådan et fromt ønske, hvis man vil holde sig populær i skolen...

Jeg har skrevet side op og side ned, da jeg mistede den første kæreste. Da jeg hadede min svigermor. Da jeg var hemmeligt forelsket i en venindes kæreste. Da jeg græd over, at jeg ikke turde blive voksen. Da jeg ventede mit første barn. Da jeg mistede mit andet barn.....

Og så gik det lidt i stå.

Nu er jeg ON THE ROAD AGAIN...

Jeg skriver på livet løs. Om alt.
Om de ting, der har gjort mig, til den jeg er i dag.

Nogen synger om det. Andre holder foredrag. Flere holder bøtte. Rigtig mange glemmer.
Jeg har fortrængt.... Men nu er det hele dukket op... sådan i bidder...
Og lur mig, om ikke det bliver ved sådan længe... at det dukker op i bidder.

Så jeg er gået i gang med at skrive igen...
Alle de der bidder, bliver vendt og drejet og studeret, forkastet når de gør ondt, grinet af, hvis de er sjove... eller lidt pinlige...
Nogle ting skal bare aldrig siges højt, eller skrives ned...

Men noget af det- det skal ud af mit system... og der bliver jeg nødt til, at skrive...
Fordi det er det, jeg kan....

Så min blog vil blive brugt til disse ting... det der skal ud af systemet... Det der nødvendigvis må bearbejdes, ved at blive skrevet og redigeret. Andet skal hverken redigeres eller korrigeres.. Det skal bare skrives...

Med andre ord...
Jeg lader ordene flyde... Jeg har ikke brug for dem indeni... De må ud...

Måske vil nogen synes, at noget af det er sjovt... eller pinligt... eller underligt... eller grænseoverskridende.

Men da det er noget, der er i min bagage, kan jeg tillade mig, at hælde det ud her. Ingen spurgte mig, om jeg synes, det var sjovt, pinligt, underligt eller grænseoverskridende, da det blev fyldt i min rygsæk...

Jeg har en masse stikord, som jeg skal i gang med at fylde flere ord på.
Så jeg er klar...

Nu skal ordene flyde.... ud af mig... ned på papiret...
Det bliver godt... om ikke for andre, så for mig...