torsdag den 4. maj 2017

Michael. Nullerdrønets opfinder.

UPS. Jeg mødte lige et menneske, som jeg ikke gennemskuede med det  samme.
Tværtimod.

Her kommer historien om Michael.

Jeg har arbejdet mig ud af et 9 år langt forhold, og føler mig klar til at se ud i verden igen.
Jeg begynder, at opsøge steder, hvor man kan møde andre menesker, der som jeg, er midt i livet.
Og der møder jeg ham. Michael.

Han kontakter mig. Fortæller at han som jeg er skilt, for 3 år siden. At han har et supergodt forhold til sin eks, som har deres datter på 10 år boende. Selv har han sin søn på 15 år boende, som han har fra sit første ægteskab. Han har haft sin søn boende, siden han blev skilt, da sønnen var 3 år.
Vi skriver lidt frem og tilbage. På et meget neutralt plan.
Han er yderst opmærksom.
Sender sms og spørger hvad jeg laver. Jeg svarer, at jeg hygger med min søn. Undskyld, svarer han, så skal jeg ikke forstyrre.
Han spørger efter vi har skrevet sammen en uges tid, om jeg vil mødes. På en cafe. Vi bor meget tæt på hinanden, har han set på nettet. Faktisk under en kilometer.
Jeg takker ja til kaffe.
Vi aftaler tid og sted dagen efter. Jeg arbejder aften. Han nat. Så vi kan ses kl 14, hvor han har sovet, og jeg ikke er kørt på job endnu.
Om morgenen, skriver jeg, at jeg stadig gerne vil drikke kaffe. Men at jeg gerne vil gøre det hos mig. Føler mig bedst tilpas på hjemmebane. Helt ok med ham.
Jeg er nervøs inden han dukker op.
På slaget 14 ringer han på dørtlf.
Jeg åbner, og foran mig står en mand på 192 cm, med det dejligste smil, som når øjnene. Han er i cowboybukser og nike-sko. Lige sådan en mand jeg synes om. Afslappet og glad.
Vi sætter os i stuen med kaffe. Han i sofaen- jeg i lænestolen. Og vi snakker og snakker og griner helt vildt meget. Hans humor er sort som min, og vores samtale løber så let, og den underforståede humor, fanges med det samme af os begge.
Den 1 ½ time vi har, flyver afsted.
Jeg skal på job.
Vi bærer hver især vores kaffekop ud i køkkenet. Derude giver han mig et knus, som er varmt, og kærligt, og uden antydningen af andet, end et venskabeligt knus.
Vi følges ud, Han til sin cykel. Jeg til min bil. Da vi står derude siger han, -Jeg har sgu aldrig før mødt en kvinde med en Saab. Kvinder plejer at køre i bitte små biler.
Vi ses.. Hej hej.

Jeg er helt rundt på gulvet. Hvis ham der er ægte, så er jeg solgt.
Han skriver, mens jeg er på vej på job. At han ikke havde lyst til at gå. At jeg var lige sådan en han kunne falde for, pga mit smil, min humor, mit glade grin, mit kønne ansigt osv osv. Om han må komme forbi samme tid i morgen?
Jaaa- det må du Michael.
Han kommer præcis kl 14 dagen efter. Giver mig et kram. Vi drikker kaffe, og snakker, og er ved at trimle om på taget af grin.
Tiden løber igen med lynets hast.
Kopperne bæres i køkkenet. Han krammer mig. Kysser mig. Vil ikke slippe mig. Det hele er som en meget let leg, hvor vi begge kender dagsordenen.
På vej ud, spørger han, om han må komme forbi direkte fra job dagen efter. Altså kl 8 om morgenen.
Ja det må du da.
Hele aftenen på mit job, tikker beskederne ind i en lind strøm. Han tænker på mig. Han er helt rundt på gulvet. Jeg har taget ham med storm. Han kan slet ikke vente på, at tale med mig igen. Glæder sig bare til det bliver morgen.
Han skriver, at jeg må love ikke, at sove hele natten, Så kan vi sove sammen, når han kommer fra job.
Han fortsætter hele natten med at skrive.
Han kommer præcis til tiden. Vi drikker kaffe. Vi griner. Vi taler om alverdens ting. Vores livssyn er meget ens.
Vi kravler i seng, og ligger der og griner, fjoller, falder i søvn, og vågner efter et par timer. Vi giver os hen til hinanden. Det er også fantastisk. Som en leg, vi har leget før. Med hinanden.
Sover lidt igen.
Jeg vågner ved, at han kysser mig.
Charlotte, siger han, jeg ved godt, at dette lyder helt fjollet. men jeg vil være din kæreste. Fordi så kan du ikke bare løbe uden, at gøre det forbi med mig først.
Vi griner lidt af det, Taler om, at forelskelse er livsfarligt, og man sælger sin sjæl.
Han forsikrer mig om, at dette er så særligt for ham. Hans datter har faktisk aldrig set ham med andre end hendes mor, og hans søn har ikke set ham med andre i årevis.
Jeg fortæller lidt om min søn, som ikke er vant til, at voksne er nogen man kan stole på.
Michael lytter, er så forstående, og fortæller at hans søns mor, ikke er en mor man kan stole på. Så det kender han rigtig godt.
Du bestemmer Charlotte, hvornår det er det rigtige tidspunkt, at møde din søn. Vi har ikke travlt.
Vi er nu kærester. Aftaler vi.

Michael fortæller en masse om sit liv. Hans forældres alt for tidlige død. Om skilsmisse fra sønnens mor, om hans forhold til sin sidste eks, som var præget af jalousi, men at de har fundet hinanden, som de aller bedste venner i verden nu.
Om en super god veninde, som var hans bedste vens kone, og som vennen, brændte fuldstændig af. Nu er det hende, ham og hans eks begge ser. Vennen er droppet. Om jeg er okay med, at han har en pige-ven? Ja da. Jeg har flere meget nære drengevenner.
Han fortæller om sit job, sine venner som han hygger med hver fredag aften i sin bolig. Fredagsbar, kalder de det. Et sted hvor der er fri mandehygge, da han ingen kone har.
Jeg går i bad, og gør klar til at gå på job. Jeg kører ham hjem. Vi sidder i bilen og fletter fingre, og griner, og er som to teenagere,

På jobbet bimler beskederne ind.
-Jeg ved min kæreste ringer, når hun har fri. -Jeg tænkte igen på dig. -Du har lavet rod i mine tanker. På den gode måde. -Du er alt det jeg har ledt efter. -Nu tænkte jeg på dig igen. Cyklede lige forbi din lejlighed, var du hjemme, var jeg dumpet ind osv osv osv

Jeg er taget med bukserne nede. Han har fuldstændig overtaget mine tanker. Jeg er glad, og forvirret, og pissebange, i en pærevælling.

Vi ses igen dagen efter, Han kommer og kravler ned i min seng, direkte fra job.
Hans weekend starter fredag morgen, og slutter søndag aften. Min starter fredag aften, og slutter mandag eftermiddag.
Vi har derfor kun en friaften sammen, og det er lørdag.
Vi aftaler, at han kommer og sover denne lørdag. Han skal til fødselsdag hos nogle venner, og kommer derfra, Min søn kommer ikke hjem denne weekend.
Han sms'er hele aftenen. Ringer derfra og er helt høj. Savner dig, Vil ikke sidde her med disse keeeeeeedelige venner. Vil hellere være hos dig. De griner i baggrunden og driller ham. Han sender en sms, om han lige kan låne min bil, når han kommer. Han skal lige hente noget, og aflevere til sin søn, som sover hos en kammerat..
Jo det kan han godt.
Han kommer kl 23 og er så sjov.
Fortæller at hans venner har inviteret mig til sommerfest i deres kolonihave. Jeg undrer mig lidt over, at han allerede har involveret vennerne. Men vi er jo kærester, fastslår han.
Han kører efter det han skal- og er tilbage efter 20 min.
Han sover her. Vi har en fantastisk nat, og formiddag. Han skal hjem til middag, da han har vasketid.

Da han går, er det som om noget inden i mig, fortæller mig, at dette er for godt til, at være sandt. Jeg har ikke haft de bedste oplevelser med de mænd jeg har mødt.
Jeg taler med en veninde, og fortæller om denne vilde uge. Jeg siger, at jeg har mødt et fatamorgana.
Hun siger, at hun synes jeg skal slappe af, fordi der faktisk findes gode mænd derude. Det lyder til, at jeg har mødt en af dem.

De næste dage fortsætter på samme måde. Han kommer her efter job. Nogle dage kører jeg ham hjem, så han kan sove. Jeg ser hans lejlighed, og vi ender med at være intime, i stedet for det han skulle- nemlig sove.
Jeg svæver på en sky det ene øjeblik, og rammes af frygt det næste.

Vi taler om, at jeg har haft to mænd med misbrug. En alkoholiker. En hashmisbruger.
Det kommer aldrig ind for mine døre mere. Det forstår han godt. Hans søns mor er hashmisbruger.

Da jeg har kendt ham en uge, sidder han her i min sofa. Min datter ringer på facetime, så jeg kan snakke med hende, og kigge på lille Milaz samtidig.
Mens vi taler, rejser Michael sig, og stikker hovedet ind foran kameraet, og siger HEJ. Min datter bliver noget overrasket, og spørger, - Hvem var det?
Michael svarer prompte, -Din mors kæreste... og stikker hovedet ind foran skærmen igen.
Min datter griner og siger, -Ok  Min kæreste, jeg og Milaz kommer på lørdag. Vi forventer at møde dig.
Det aftales, at han vil komme og hilse på dem.
Det gør han såmænd. De synes også, at han virker helt fantastisk, og vi griner rigtig meget alle fire.

De næste dage går alt stærkt. Jeg opdager, at det faktisk ikke er helt sandt, at han ikke ryger hash. Han kan godt finde på at ryge en joint, altså 2-4 gange om måneden . Nogle måneder ryger han dog slet ikke. Om det er et problem? Nej sgu da ikke i det omfang. Det gør mange her på Amager.
Fredag aftaler vi, at han skal komme, når jeg kommer fra job.
Han kommer ikke. Og giver ikke lyd. Jeg undres.
Næste morgen, ligger der sms'er fra ham, som er kommet i en lind strøm om natten. Han var faldet i søvn, da han ikke havde sovet efter sin nattevagt.
Han ringer, undskylder mange gange.
Nullerdrøn, siger han, jeg er tosset med dig.

Lørdag ser jeg ham ikke. Søndag er han tavs.
Alle mine alarmklokker ringer. Han må være det jeg frygtede. Et fatamorgana.

Jeg skriver til ham, at jeg ikke har det godt i maven, med det der foregår mellem os. At det er gået for stærkt, og at jeg gerne vil trække mig. Det har været skønt, at kende ham, men det med, at han ryger hash, og hans ustabilitet efter 14 dages bekendtskab, får mig til at se de tegn, som jeg kender alt for godt i mine tidligere forhold. Pas på dig Michael- det var så dejligt at møde dig. Knus.

Svaret kommer prompte. -SERIØST???
Jeg kommer med det samme i tvivl.
Ringer ham op. Han virker helt lamslået. Charlotte for fanden- Jeg vil dig så meget. Hvad sker der? Jeg er bare træt efter en hård arbejdsuge, og får for lidt søvn, fordi jeg har brugt tiden, hvor jeg skulle sove, med at være sammen med dig.
Charlotte- Jeg kan ikke snakke nu. Må tænke.

Han lægger røret på.
Jeg sidder med min tlf og tænker- Nej nej, Michael. Sådan leger vi ikke. Jeg skal ikke druknes i tavshed mere. Det er det mine eksmænd har budt mig.. Aldrig mere tavshed til mig,

Jeg skriver til ham, at jeg gerne vil fortsætte. At jeg også vil ham rigtig meget. Men det går for stærkt.
Han skriver tilbage, at han nu er bange for, at jeg gør det forbi hver anden uge.
Jeg skriver, at jeg har brug for, at det ikke går så stærkt.
Han skriver- hvis det er det du vil, og det du føler, så lad os fortsætte, stille og roligt.

Jeg fanges af ordene. "Det du vil og det du føler".... en rigtig følsom mand.

To timer efter skriver han, at han har brug for at tænke. At det måske ikke er godt vi fortsætter, fordi jeg er i tvivl, og bange, hvilket jo ikke er godt for mig,

Jeg spørger, hvorfor han nu skriver det, efter vi havde kommunikeret frem og tilbage, og var enige om, at starte ved status quo, og tage det stille og roligt.
Han svarer- "Fordi mit hjerte talte, før min hjerne".
Følebamsen scorer høje point lige nu.
Han kommer forbi, er ked af det. Vi får ikke rigtig snakket, men sidder imin stue et par timer og ser tv og taler om alt muligt andet. Griner som sædvanlig meget

Dagen efter ringer han ved 18 tiden.
Hej Nullerdrøn. Jeg er lige på vej ned til min veninde, som har inviteret på aftensmad, og film, og jeg har fået lov, at vaske en maskine tøj. Det kan man jo ikke sige nej til.
Må jeg komme hjem til dig i morgen aften, så kan vi snakke om hvad vi gør fremover ?
Ja da.... Vi ses i morgen sødeste Michael.

I mellemtiden har jeg præcenteret nogle venner, omkring mine forbehold vedr. Michael.
De siger, at jeg er alt for bange. At jeg er præget af min fortid med dumme mænd.
Kun Nicoline siger ordene- LYT TIL DIN MAVEFORNEMMELSE OG LØB.

Næste aften, kl præcis 21, som aftalt,kommer han. Krammer mig, sætter sig i sofaen, og jeg holder mig på behørig afstand i lænestolen.. Venter på hans næste træk.
Vi taler om det der lige nu kører i tv-avisen.
Pludselig strækker han sig frem imod mig, og tager fat i mit lår. Charlotte- siger han- Jeg vil dig rigtig meget. Men at du har puttet mig i en kasse, med dårlige mænd/kærester, er jeg rigtig ked af. Jeg vil gerne fortsætte, men så lad os tage kæreste-titlen af, og tage en dag af gangen, så jeg kan vise dig, at mig kan du stole 100 % på.
Jeg synes, at det er en rigtig god plan. -MEN, siger jeg til ham. Hvis en af os får behov for, at gå i seng med en anden, så skal det meldes ud. Jeg vil have valget, om jeg går i seng med en der har flere partnere.
Han erklærer sig fuldstændig enig. Han hader one-night-stands. Det er meget sjovere, at være sammen med en man kender.
Jeg sidder der i min lænestol, han i sofaen, og vi snakker og griner.
Han klapper på sofaen, og siger jeg skal komme over og sidde hos ham, inden han skal på job kl 24.
Vi fletter os ind i hinanden.
-Slap af Charlotte, siger han smilende ind i mit ansigt. Vi skal nok finde ud af det- Vi er ment-to-be.

Omkring kl 23 spørger han, om han må tage min bil på job, så har han lidt mere tid i min sofa, Så kan han komme og sove om morgenen. Selvfølgelig må han det.
Han kører lidt før kl 01.

De næste uger byder på en masse uro, inden i mit hoved.
Han tager stort set min bil på job hver aften. Men kommer ikke direkte om morgenen mere. Så bliver den 10- eller 12. Nogle dage kommer han først ved 15 tiden, kører mig på job, og henter mig igen kl 23, når jeg har fri.
Når han er her, bekræfter han mig i hoved og røv. Når han går ud af døren, er jeg usikker på ham.

Så er det, at hans lejlighed en nat brænder.
Det er lørdag, og jeg har vasketid. I min vaskekælder har der været problemer med tørretumbleren, og jeg står nu atter med 14 dages vask, og ingen tumbler at tørre tøj i. Damn.
Nå, men vaske skal jeg. Så må jeg tørre på anden vis.
Mens jeg vasker ringer Michael. Jeg beklager mig over tumbler og tørreriet. -Kom herover med det, så tørrer vi det i min vaskekælder, siger han.
Nahhhh- jeg ved ikke rigtigt. Min søn er her.
-Tag ham med, siger han. Han behøver ikke vide andet, end jeg er en ven du har. Køb et brød med på vejen, så laver jeg brunch.
Vi kører derover, og Michael møder min søn, på den mest perfekte måde. Det ender med de både taler om politik i USA og Mexico, mens jeg i den samtale er hægtet helt af.
Michael spørger min søn, om han har lyst til, at komme med ham på job i lufthavnen, hvor han bl.a flytter fly om natten.
Min søn er helt vild...

Da vi skal afsted, spørger Michael om han kan låne bilen en times tid. Jo sagtens. Min søn og jeg skal bare hjem.
Han kører os hjem.
Kl er omkring 13. Han vil være tilbage i løbet af en time, så må jeg gerne have kaffen klar, og senere smutte ham hjem.
Han dukker først op kl 17.30.
Sætter selv kaffen over, og spørger om jeg vil kører ham hjem, når vi har drukket en kop sammen.
Da jeg bare slapper af, og intet skal, foreslår jeg, at han tager bilen hjem, og kommer retur næste dag, hvor vi har aftalt, at han vil kører med på min søns kostskole, så han kan møde pædagogerne, og vi efterfølgende har mulighed for, at Michael kan hente min søn fredag aften, inden han henter mig på job kl 23.
God deal, synes han.
Han smutter ud af døren en lille time efter. Synes han trænger til at sove, og her holder min søn og jeg vores private hyggeaften.
Kl 00.30 ringer han for at sige godnat. Vi snakker et godt stykke tid, og han pludselig spørger han om han lige kan låne 100 kr, da han først får løn i morgen. Det er ikke første gang han beder om disse smålån, og hver gang med undskyldninger om, at han har glemt sin pung på job, ell. lign. Sidste gang skulle jeg overfører beløbet til hans søns konto, så han kunne hæve dem derfra.
Jeg overfører beløbet, og kort efter får jeg en besked, hvor han skriver, at jeg er et lyspunkt i hans liv.

Jeg går i seng, og det næste jeg hører fra ham, er en meget frustreret Michael, der den efterfølgende formiddag ringer, og fortæller at han har haft brand i sin lejlighed.
Han er virkelig rystet. Fortæller at han havde lagt sig på sofaen, efter han havde hentet smøger, og var faldet i søvn fra et stearinlys. Han var vågnet ved, at røgen som var tyk i hele lejligheden, havde fået ham til at hoste.
Vi taler om hvor meget der er brændt, et stykke af gulvet er helt væk, og ilden har haft fat i væggen og et møbel. Han har virkelig været heldig, at han vågnede.
Hele lejligheden er sort, og alt skal desinficeres.
Alt er røgskadet.
Vi aftaler,at han vil komme med min bil senere. Jeg tilbyder, at komme efter den, men det afviser han. Han har brug for, at komme væk derfra, efter at have været i gang med rengøring siden midt om natten.
Midt på eftermiddagen ringer han, at han er på vej, og om jeg bare vil komme ud og smutte ham hjem.
Det gør jeg.

Ugen efter har han taget akut ferie fra sit job, da han skal i gang med, at tømme bolig, som skal gennem renoveres.
Han får stort set frit slag til, at have min bil i processen, bare han sørger for, at hente og bringe mig til mit job. Han får også en nøgle til min lejlighed, så han kan gå herover og tage bad, når han har gået i sin bolig og ryddet, pakket, rykket møbler etc.
Onsdag kommer han om formiddagen, og spørger om jeg vil køre med på Shuregard, og se på et rum han skal leje derude, til at opmagasinere sine ting i. Han har ringet og bestilt, fået pris og skal nu hente nøglen, og lige se om rummet har den rette størrelse.
Vi kører derud, og ser rummet. Han får nøgler, og udfylder papirer etc. Da han skal betale, er beløbet højere end det de har oplyst, da man også skal betale dispositum for nøglen.
Han spørger henkastet om jeg lige kan overfører 300 kr, til hans konto.
Det gør jeg. Overfører faktisk 400 kr, for at han er sikker på, at der er nok.
Han betaler, og står drillende og skubber til mig imens, mens han sender luftkys. Som om vi er et indforstået par, der står og joker kærligt.
Da vi kommer ud brokker han sig over, at han ikke har fået oplyst det reelle beløb.

Vi kører derfra, og beslutter at vi vil kører tur i det gode vejr.
Vi runder Christianshavn, da han lige skal købe noget røg! Alarmklokkerne bimler- men den slags røg er jo også med til at man slapper af. Derfra kører vi langs stranden, udover lufthavnen, af kystvejen mod Dragør, hvor han viser mig præcis hvor i lufthavnen han arbejder hver nat, og videre ud over Dragør, Kongelunden, om på den anden side af lufthavnen, hvor vi gør holdt og står i solen, og ser flyene lande hen over hovedet på os.
Vi taler om, at jeg ikke tør flyve, og Michael siger, at han vil flyve med mig, holde mig i hånden hele vejen, og sørge for, at det bliver en god oplevelse.
Vi kører efterfølgende hjem til mig og drikker kaffe og nyder solen på altanen.

Senere kører han mig på job, og vi aftaler, at vi om aftenen vil sove sammen.
Han henter mig på jobbet, og fortæller at han er nødt til at sætte mig af hjemme, og kører på job, da de har ringet, at de har sindsyg travlt, og må inddrage hans akutte feriedag den aften. Fair nok. Job er job. Lad os sove sammen i morgen, siger han.
Næste morgen kommer han og vækker mig. Jeg skal bruge bilen, da jeg skal til 50 års fødselsdag i Sorø.  Min veninde er handicaphjælper, i samme byggeri, hvor Michaels ekskone bor. Det kommer vi til at tale om, og hans siger, at hvis min veninde i Sorø har en datter på ca. ti år, så ved han faktisk hvem hun er, da hans datter leger med hende. Den mand min veninde arbejder hos, er underbo til hans ekskone. Ret pudsigt. Hils hende, siger han
Vi drikker kaffe, og jeg kører Michael til en adresse ved Amagerbrogade, hvor han fortæller, at han har fået lov, at leje en bolig i en måned af en kollega, mens hans bolig renoveres.
Jeg studser kort over, at han i samme hus, har fortalt mig, at hans pigeven bor.
Men ikke mere, end at jeg lægger det fra mig igen.
Vi står på hjørnet ved det hus, hvor han har lånt en lejlighed i, og tager afsked med kys og kram.
Om aftenen ringer Michael til mig på jobbet. - Hej søde skat. Ligger og flyder på din sofa og hygger med Liam.
Vi snakker et stykke tid, og pludselig siger Michael, at han ikke er i min lejlighed når jeg kommer. Han er atter nødt til, at tage på job, og en kollega vil komme og hente ham.
-Øv siger jeg, havde lige glædet mig til ikke, at komme hjem til en tom lejlighed. Men job er jo job.
Da jeg kommer hjem, skriver han at han vil komme næste morgen efter bilen, hvis det er okay. Nu skal han have tømt det sidste i lejligheden.
Han kommer og vækker mig ved 9 tiden. Han laver kaffe mens jeg står op. Vi snakker og griner som altid, og sidder og får kaffen, hvorefter han skal afsted.
Da han er begyndt at være møg irriterende med at overholde tider, siger jeg flere gange til ham, at det er vigtigt at han kommer til tiden, da jeg skal på job, og jeg hader at komme for sent.
Han lover at være her præcis kl. 15, så jeg har en time til at komme på job. Det er fredagstrafik, og min vej til jobbet, er den udgående motorvej fra Amager, som på det tidspunkt er proppet med hjemadkørende biler, og der er ofte kø.
Han ringer ved middagstid, og er i super humør, omend han er lidt stresset. Skal lige sikre sig, at det var kl 15 han skulle være her. Jeg bekræfter det, og siger igen, at jeg ikke vil komme for sent.
-Jeg er der kl 15 sharp, siger han.
Af en eller anden grund, har jeg uro hele dagen. Er bange for, at han ikke kommer. Så da kl. er 15.05 og han ikke er dukket op, ringer jeg til ham. Tlf ringer to gange, og går så på tlf-svare.
Jeg bliver rasende, da jeg er sikker på han trykkede mig ud.

Kl 15.20 ringer jeg til min kollega, og siger, at jeg skynder mig at hoppe på en bus, og at jeg kommer så hurtigt jeg kan.
Jeg har delt mine begyndende bekymringer omkring Michael med netop hende, og jeg fortæller, at han ikke er kommet med min bil, og at jeg er rasende.
Jeg er i gang med, at finde ud af hvordan jeg hurtigst kommer til Hvidovre, da det ringer på dørtlf .
Jeg åbner hoveddøren, og trykker samtidig så gadedøren åbner. Dernede står han og smiler skævt, op mod mig.
Jeg er rasende som en tyr, og spørger hvorfor fanden han ringer på, når han har nøgle.
-Jeg turde ikke gå ind Nullerdrøn, siger han, skynd dig at komme, så skal jeg sørge for, at du kommer på job til tiden.
Jeg flyver ud, og er klar til at give den helt store skideballe, men opdager, at han har taget sin søn med, som jeg ikke lige vil involvere i mit temperament, anden gang jeg hilser på ham.
Jeg sætter mig ind på passagersædet, og spørger om han kører mig, eller om de skal køres på Amagerbrogade. Ligeledes spørger jeg hans søn, om hans far altid er sådan en klovn til, at overholde tider. Den stakkels dreng svarer undvigende.

De kører mig på job. Da vi er derude, står Michael ud og ryger en smøg sammen med mig. Han undskylder, at han var forsinket, og fortæller om hvor stresset han er over sin brændte lejlighed. Jeg forstår udmærket dilemmaet, men pointerer igen, at kører han i min bil, så betyder det, at han også sørger for, at være hos mig til tiden, da jeg ikke vil komme for sent. Og slet ikke pga ham.
Mens vi står og taler, trykker flere af mine kolleger næsen flad mod ruden, for at se ham den der Michael, som jeg har mødt. Vi kysser farvel, og han holder mig fast og siger atter undskyld.
Vi ses i aften nullerdrøn, siger han og jeg går ind på job.

I løbet af aftenen, siger min kollega, at hun vil gå med ud og hilse på Michael når han kommer. Hun vil se hvem der kan gøre mig så rasende.
Jeg skriver det til ham, så han er forberedt. Han skriver tilbage, at han glæder sig til, at møde hende.
Han kommer 10 min før jeg har fri. Første gang han er før tid, og det glæder mig.
Min kollega går med ud. Hun åbner passagerdøren og kigger på ham. Hej siger han, og smiler. Hej siger hun, og kvitterer, - Jeg skulle lige se hvem der kan gøre Charlotte så rasende.
Michael svarer- Jeg gør hende altså også glad.
Han står ud og hilser pænt på hende, og giver mig kys og kram.
Vi snakker lidt om branden i hans lejlighed, og hun pointerer for ham, at det er vigtigt, at han får tjekket sine lunger, da der kan komme senskader på røgforgiftning.
Han siger, at det vil han selvfølgelig få gjort, hvilket han også flere gange har lovet mig.


Da vi kører fra mit arbejde, kører vi ind gennem Kbh centrum, og kigger på byens liv. På et tidspunkt siger Michael at han er rigtig ked af, at vi ikke har tid nok sammen. Han er stresset over at hans lejlighed er sodskadet. Men i morgen, siger han, der bliver den tømt, og så kan jeg slappe af, og vi får meget mere tid sammen.
Vi aftaler at han kører mig hjem, og så vil han hente mig næste morgen kl. 7.30. Jeg skal besøge min familie på Vestsjælland, og han skal hente en bil han har lejet, så han kan tømme sin lejlighed.


Jeg vågner næste morgen ved at han kysser mig. Han har låst sig ind, sat kaffe over, og sidder nu på sengekanten og nusser mig.
Det er hyggeligt, og vi nyder kaffen, og kører derefter mod Christianshavn, hvor han har lejet en bil.
Vi tager afsked, og aftaler at tales ved senere. Han er sød og kærlig.
Han når lige at låne 500 kr inden jeg kører. Åg altså hvor den brand dog har været dyr, sukker han.


Han ringer mens jeg spiser aftensmad med mine unger. Han er træt, og fortæller at nu er lejligheden tømt, og det er befriende. Nu kan håndværkerne komme i gang.
Han spørger om det er okay, at han tager hjem til mig senere, for at få et bad.
Selvfølgelig er det det. Det er jo derfor han har fået en nøgle.


Da jeg kommer hjem sent om aftenen, ser det ikke ud til at han har været der.
Han skriver en sms midt på natten, at han er ved sin kammerat, og at han vil komme forbi næste eftermiddag.


Næste dag skal jeg kører min søn til den skole han bor på. Michael havde igen sagt, at han ville køre med. Men da han ikke andre gange har formået, at overholde det, har jeg ikke nævnt det for Sebastian.
Han kommer dog forbi om eftermiddagen, og vi sidder og hygger på terressen, inden jeg skal afsted. Michael er træt, efter en uge med kaos omkring hans hjem.
Jeg kører Michael til Amager Brogade, hvor han fortæller at han skal besøge en kollega, som han muligvis kan låne en lejlighed af, indtil hans egen bolig er klar til beboelse igen.
Han ringer om aftenen, og fortæller, at han har fået lov at bruge boligen, mod at betale 4000 kr. pr. mdr. Så nu har ham og hans søn et sted at opholde sig.
Samtidig spørger han, om han kan låne bilen, da hans cykel er i stykker.
Jeg afslår, da jeg dagen efter skal have den på værksted, hvor min nieces mand skal skifte udstødning.
Da han aldrig tanker bilen, men kører meget benzin op, er jeg lidt træt af at han låner den.
De næste dage har jeg travlt pga kursus. Vi taler kun i tlf sammen om aftenen, hvor han fortæller at han savner mig så forfærdeligt meget.
Jeg siger til ham, at hvis det var så slemt, så kom han nok lidt mere forbi. Han undskyldte sig med arbejde, og manglende søvn. og fortalte at hans kolleger havde drillet ham med, at han ikke lignede en der havde holdt ferie ugen før. Jeg undrede mig over den udmelding, da han havde fortalt at han var kaldt på job onsdag og torsdag aften. Det måtte kollegerne nødvendigvis vide.


Jeg havde på det tidspunkt besluttet, at jeg ikke gad dette mere. Jeg havde taget ham i flere småløgne.
Desuden var Michael var svingende med, at overholde tider, og jeg kan slet ikke være i nærheden af folk, der ikke overholder det de aftaler. Det stresser mig vildt at vente, når man har en aftale.


Michael skyldte mig nogle penge efterhånden. Havde lånt små-beløb, og jeg skrev til ham, at jeg havde brug for, at han betalte dem til mig. Han svarede, at han ville overfører dem dagen efter, når han fik løn. Tidligere havde han skyldt mig 800 kr., som jeg i stedet for at få penge, havde købt en brugt iphone af ham, og givet 700 kr. oveni, så jeg havde betalt 1500 kr. for den.  Jeg manglede bare lige, at få koden til den, som hans søn skulle give ham.


Onsdag skrev han til mig, om jeg snart skulle have morgenvækning. Det var alt for længe siden at han havde set mig.
Vi aftalte, at han kom dagen efter, når han fik fri fra job.
Han kom og vækkede mig, og vi hyggede sammen hele dagen, til jeg skulle på job.
Jeg havde fået min bil hjem igen, så han kørte mig på job, og lånte bilen, da han skulle til Greve og aflevere sin søn hos sin bror.


Torsdag ringede han kl. 10, om jeg skulle bruge bilen. Det skulle jeg ikke, så vi aftalte at han kom og kørte mig på job om eftermiddagen. Han kom ved 14 tiden, og vi drak kaffe og nød solen på altanen, og han kørte mig efterfølgende på arbejde.
Han hentede mig præcis til tiden, og vi kørte hjem til mig, hvor vi hyggede et par timer, inden han skulle på job. Han plejede at møde kl 24.00, men havde denne nat, bedt om at kunne møde senere fortalte han, da han ville have noget tid med mig.
Han kom igen næste morgen, hvor jeg skulle bruge bilen. Han stod på altanen og røg, inden han skulle cykle hjem. Jeg råbte ud til ham, om han ikke lige kunne overfører de penge han skyldte mig via mobilepay.
Jo da.  Det kunne han sagtens.
Da han havde overført dem, smuttede han, og vi aftalte at han ville komme igen over middag, og så senere køre mig på job.


Det gjorde han, og vi kørte en tur ud over Christianshavn og gennem Kbh, og videre til mit arbejde i Hvidovre.
Vi holdt foran mit arbejde og snakkede en halv times tid, før han kørte hjemad, for at få sovet lidt.


Først på arbejdet tjekker jeg min konto, og kan se at han kun har betalt en meget lille del, af det beløb han skyldte mig.


Han kommer kl. 23.00 og henter mig. Han står ud og hilser pænt på min kollega, som jeg står og ryger en smøg sammen med. Han kysser og krammer mig, og er glad og smilende.
Vi kører, og atter tager vi turen ind over byen, hvor vi kigger på nattens byliv.
Vi snakker om alverdens ting. Bl.a at han vil lease en bil. En Toyota. Jeg siger til ham, om ikke det er lidt af en mundfuld, når han nu er så presset økonomisk.
Men han fortæller, at han har søgt et ekstra job hos en vognmand.


Pludselig siger han, at han skal sættes af på Elbagade, da han skal drikke en øl med en kollega og dennes kammerat. Han gider ellers ikke, men nu har han jo lovet det.
Fint med mig. Jeg er træt, og skal tidligt op næste morgen og hente min søn i Tisvildeleje. 
Da vi holder på Elbagade, spørger han, hvad tid jeg skal hente min søn. Jeg siger, at jeg ikke ved helt hvornår.
- Ring når du er hjemme igen nullerdrøn, siger han, så kommer jeg og tømmer dit hus for kaffe.
Jeg svarer ham, at jeg ikke gider ringe, da han aldrig tager sin tlf.
- Aiii siger han, Nu må du ikke være så hård ved mig. Vi pjatter lidt omkring hans manglede evne til at holde aftaler, og vi bliver enige om, at jeg skal købe ham et bornholmerur, som han skal slæbe rundt på.


Da jeg kører derfra, kan jeg mærke at jeg er færdig med Michael.
Jeg kan ikke finde ud af ham, og det dræner min energi.


Næste dag kører jeg op efter min søn kl. 12. Er hjemme kl. 14, og gider ikke ringe til Michael, men sender bare en sms, at jeg er hjemme.
Han svarer med en masse kysse smileyer, og skriver "Dejligt Nullerdrøn".
Mere sker der ikke.
Om aftenen skriver jeg til ham, om ikke aftalen var, at han kom forbi, og om han ville overføre de sidste penge han skyldte mig.
Intet svar.


Næste morgen, var der stadig intet fra Michael.
Jeg var nu helt done. Gad ikke mere bruge energi på ham.


Jeg skrev til ham, at jeg syntes, at han var det mest respektløse menneske, jeg nogen siden havde mødt. Takkede ham for de hyggelige stunder vi havde haft, og bad ham aflevere min nøgle, samt de sidste penge han skyldte mig, i min postkasse i dag.
Han svarede prompte- "Ok- det gør jeg!
Jeg skrev tilbage, og spurgte, hvad det egentlig var han ville fra start af.
Han svarede- Ikke rigtigt noget, synes bare at du er sød og sjov, at være sammen med.


Jeg rasede. Magen til idiot.
Nå men jeg afventede nu at min nøgle, ville være i min postkasse i løbet af dagen. Besluttede at han fik til kl. 24.00 hvor han ville køre forbi alligevel, når han skulle på arbejde.


Kl. 24.15 tjekkede jeg postkassen.
Ingen nøgle, og ingen penge.
Jeg havde blokeret ham alle vegne, men åbnede op for sms, og skrev til ham, hvad det var han ikke forstod. Den nøgle og pengene skulle være i min postkasse næste morgen.


Nøglen var der. Men ingen penge.
Jeg var dog lettet over, at have fået min nøgle.
Nu var han ude af mit liv.
Troede jeg.




Der gik tre dage. Så modtog jeg en besked i Messenger fra Sussi.
Sussi skrev, at hun havde en fornemmelse af, at hun og jeg kendte den samme Michael.
Hun ville gerne i kontakt med mig, da hun havde været kæreste med ham i 1 ½ år, og altså også i de  mdr. jeg havde kendt ham.
Jeg blev simpelthen så vred. Men allermest på hendes vegne. Hvad fanden bildte han sig ind.
Og hvad bildte han sig ind, at drage mig ind i hans liv, møde mine børn, opføre sig som om, vi skulle lære hinanden at kende, og være en del af hinandens liv.
Jeg snakkede næsten en hel nat med Sussi. Det var som at samle et puslespil, når hun fortalte, hvornår de sås, og jeg nogenlunde kunne regne ud, at han så kom her, når hun tog på job, eller før han mødte på job.
Han mødte nemlig ikke kl. 24, som han havde fortalt mig, men kl. 4 om morgen.
Desuden kunne hun fortælle, at han kørte rundt i min bil, med bl.a. hende som passager, og at han havde fortalt, at jeg, Charlotte, boede sammen med en der hed Allan, som var nabo til hans ekskone.
Allan og Charlotte (!) havde en datter, der var rejst til Australien, og denne datter havde et handicappet barn, som de så passede, og der fulgte invalidebil med. Når de holdt fri, så var der en handicaphjælper hos barnet, og de dage skulle Michael så hente dem, Allan og Charlotte, i Hvidovre og køre dem hjem.
Smart fundet på, da det så var den måde han kunne hente og bringe mig til og fra job, uden at det blev fundet mærkeligt.
Så kørte han mig hjem, kørte ned til Sussi og sov de fire timer til han skulle på job om morgenen. Hjem fra job, og drikke morgenkaffe med Sussi, og så kører ned til mig, når hun kørte.


Mig havde han fortalt om Sussi, som den der tidligere kammerats kone, som nu var blevet hans bedste veninde.
Men jeg havde jo studset over, at han pludselig boede hos en kollega, præcis i det hus, hun også boede i.
Ret vildt, så har jeg hentet og bragt ham, til hendes adresse. Kysset og krammet ham farvel uden foran hvor hun bor, uden han har virket beklemt ved det.


Sussi var rystet. 1½ års løgn og bedrag, var svært at tage og føle på.
Men det stoppede slet ikke der.
For der dukkede sørme også en Anette op.
Hende havde han mødt efter mig. Besøgt hende i min bil, og fortalt at bilen såmænd var hans.
Rent faktisk den nat hans lejlighed brændte, var han hos Anette i min bil.
Jeg var der og spise brunch om formiddagen, sammen med min søn.
Sussi var der om aftenen og spise sammen med sin datter.
Han ringede kl. 00.30 og sagde godnat til mig, og skulle lige låne 100 kr.
Så kørte han ud til Anette i Rødovre, og kom hjem til et tændt stearinlys, der havde lavet brand.
Dét kaldes vist karma.


Når men så skete der det, at også en Majbritt dukkede op. Hun havde kendt ham i 4 mdr. frem til omkring den tid, hvor jeg mødte ham. Altså mens han også var kæreste med Sussi.
I den periode så han også en kort periode, en pige jeg kender, som meget hurtigt vippede ham ud i julen.
Men det var ikke den sidste, for nu dukkede en Karina op.
Og rygtet siger, at han i hele perioden også har ses med sin ekskone.




Jeg har hørt de vildeste løgnehistorier, som han har fortalt for, at få sit liv til at hænge sammen, med den ene og den anden og den tredje.
Han kaldte os alle for Skat og Nullerdrøn. Skide smart, så roder man ikke rundt i navnene.
Sussi er blevet forklaret til en af de andre piger, som hans kollegas kæreste.
Han har planlagt, at skulle rejse med den ene og den anden og den tredje. Han har inviteret os med til de samme fester i fremtiden.
Jeg er inviteret til hans fødselsdag i Grøften i Tivoli i sommer, når han bliver halvtreds. Sjovt nok skulle den fest holdes i Sussi's have.
Vi er alle inviteret på Bakken på lørdag, sammen med hans kolleger.
I stedet for at tage med ham derind alle sammen, holder vi vores egen lille bakketur.
På lørdag mødes vi, os der var kæreste med Michael, på kryds og tværs og samtidig med hinanden.
Så får vi sikkert redt flere tråde ud. Får sikkert grinet lidt af fjolset.
Men som Sussi sagde, så føler man sig en lille smule mentalt voldtaget.




Jeg er blevet ført bag lyset. Jeg har hørt de sødeste ord. Fået de fineste sms'er. Har fået ros, og komplimenter, mens han snød og løj og udnyttede en.


Men det der gør mig allermest gal er, at han har tilladt sig, at møde mine børn.
Det næste er, at alle vi kvinder, som jeg ved har været sammen med ham, er blevet præsenteret for hans stakkels 15-årige søn, nogle af os med få dages mellemrum.


Jeg er så glad for, at jeg gennemskuede ham, og havde droppet ham, før Sussi skrev.
Så heldig var Anette ikke.


Den mand er bimlende skør. Syg er han vel.
En stor charmør. Pisse sjov, og kærlig.
Og meget farlig for kvinder.
Jeg ville faktisk ønske, at jeg bare havde været hans ven, som man ikke skulle deale med  følelsesmæssigt.
For han er virkelig et dejligt og sjovt menneske, at være i stue med. Men empati, ejer han godt nok ikke.


På trods af, at han er busted, og fanget i sine løgne, så nægter han det meste.
Og jeg er sikker på, at Michael er i gang med, at drage nye kvinder ind i sit net af løgne, kun for at han kan udnytte dem, til egen fordel.

























































































Ingen kommentarer:

Send en kommentar