Tro, Håb og kærlighed. Femte afsnit.
Jeg talte med psykologen igen. Hvad nu? Var jeg nu på egen hånd? Skulle jeg stoppe i Kaps, da jeg nu var røgfri? Det kunne jeg ikke overskue. At al psykologhjælp og ophørsgruppe osv. skulle forsvinde. Jeg følte mig godt tilpas derinde. Følte virkelig at de havde været fantastiske, midt i det stormvejr jeg stod i.
-Charlotte, sagde psykologen, det er først nu det bliver rigtig hårdt. Nu er du stoffri. Men din krop er slet ikke færdig med at være afhængig. Der går 6 uger, før det sidste THC er ude af din krop. Mens det forsvinder stille og roligt, vil din krop skrige på det. Mindre og mindre. Men du vil blive kastet frem og tilbage i dit humør. Dit selvværd. Din tro på at du kan fortsætte. Der vil være kriser, hvor du virkelig skal sætte hælene i, og ikke falde tilbage i det der er nemmest. Nemlig at tage ind og købe hash, og få ro på, på et øjeblik.
Det hårdeste arbejde kommer nu. For nu vil alt det du har dulmet i røgen, komme op til overfladen for fuld skrue, og piske dig rundt i manegen.
Puha. Det var en hård tid jeg skulle gå i møde, kunne jeg godt høre.
Jeg var alle faser igennem de næste 6 uger. Jeg kunne næsten krydse det skema af, jeg havde fået udleveret, om hvordan jeg gik fra den ene fase til den anden.
Den eneste fase jeg aldrig mødte, var lysten eller trangen til, at starte med at ryge igen.
Den var simpelthen forsvundet.
Det værste kom meget hurtigt. I mens jeg røg, drømte jeg ikke når jeg sov. Aldrig kunne jeg vågne op efter, at have drømt noget som helst. Jeg havde ikke bemærket det i de år jeg røg.
Men nu drømte jeg. Og drømmene var onde, og voldsomme. Jeg vågnede op badet i sved, og rædselsslagen for om rockere, eller rummænd, eller trolde eller gamle venner ville slå mig ihjel.
Jeg vågnede ved mine egne skrig i angst, fordi jeg havde drømt, at en stor lastbil i langsom gengivelse kørte mig over.
Jeg drømte om gamle dage. Ting der var sket for 30 år siden. For tyve år siden. Sidste år. I sidste uge etc.
Det var snart umuligt for mig at sove. Jeg gik i seng. Brugte lang tid på at falde i søvn. Vågnede efter en halv eller en hel time. Op og drikke vand. En smøg. I seng og kæmpe mig til at sove. Næste time var jeg vågen igen. Mareridtene drev mig helt ud på kanten.
Jeg sover faktisk stadig ikke, mere end højst tre timer af gangen, nu knapt 4 mdr. efter. På nær de døgn, som stadig opstår, hvor jeg sover i op til 30 timer i stræk, som om jeg er bevidstløs.
Panikangsten som jeg havde kæmpet med, for mange år siden, og som jeg havde været i medicinsk behandling for i 11 år, kom tilbage med 200 km/t.
Jeg var bange for at gå ud af min bolig, for at handle. Jeg var rædselsslagen i bussen. I min lejlighed. Alle vegne.
Jeg havde hjertebanken, og mit temperament steg og steg.
Det mindste jeg ikke havde styr på, kastede mig ud i frådende raseri.
Jeg kunne ikke finde rundt. Om jeg skulle til Islands brygge, hvor jeg havde haft min daglige gang i de sidste 5 år, eller om jeg skulle til Kalundborg, så måtte jeg bruge navigation. Det føltes som om min rum og retningssans var forsvundet.
Jeg kunne ikke sætte vasketøj over, uden at tjekke mange gange, hvad tøj jeg havde puttet i maskinen, før jeg turde tilsætte vaskemiddel. Jeg turde ikke røre maskinen i øvrigt, før jeg havde slået strømmen fra, og tjekket det flere gange, inden jeg var sikker på, at jeg virkelig havde gjort det.
Jeg handlede ind, og stod i mit køkken og pakkede varerne ud. Selleri, rugbrød, en flaske chili, pasta, dåsemajs. Intet logisk, der kunne bruges til at lave et måltid mad.
Jeg hentede en pose kaffe, når der ikke var mere i glasset. Satte kaffe over, og glædede mig til en frisk kop varm kaffe. Når den var løbet igennem, opdagede jeg, at mælk ikke var at finde i det halvtomme køleskab. Hurtigt måtte jeg ind efter det.
Alt var dobbelt arbejde. Søvn var en by i Rusland.
Men langsomt begyndte, min hjerne at virke igen.
Jeg gik til psykolog, som på et tidspunkt, sendte mig til en psykiater, i samråd med Kaps´s læge. Måske der var en skjult diagnose i mig. ADHD måske.
Jeg har altid grinet lidt af alle dem der som voksne fik den diagnose. Alle i dag skulle påklistres en diagnose, syntes jeg.
Jeg skulle møde hos psykiateren i Glostrup. Fik en beskrivelse af, hvor han var fysisk, i det lille virvar af veje, rundt om Glostrup sygehus.
Jeg fandt det. Navnet KAPS stod på døren. Jeg tog i døren. Den var låst. Kiggede ind af vinduerne. Tomt.
Jeg ringede til den afdeling i KBH hvor jeg var tilknyttet, og spurgte om de havde sendt mig derud, en dag hvor de havde fri.
Nej da. MEN- måske var han i det andet hus, de havde derude. Jeg skulle lige gå den vej, og dreje ned af den gade, rundt om et hjørne, og så var jeg der.
Jeg vadede afsted med min navigation. Men jeg kunne ikke finde det. Jeg hidsede mig op, og begyndte at svede. Gråden stod i halsen på mig, og jeg havde lyst til at tage hjem i min seng.
Jeg fandt en jeg kunne spørge om vej. Det ligger lige der ovre, svarede han og pegede.
Det lå så tæt på mig, at jeg nærmest kunne spytte derover. Jeg gik ind af døren, og mødte en smilende receptionist. Jeg var rasende. Hvæsede af hende, hvorfor fanden de lå på en nærmest hemmelig adresse? Hvorfor de ikke var i det første hus jeg var sendt til? Og på spørgsmålet, om jeg ville have kaffe, skreg jeg hende nærmest ind i hovedet, at jeg fandme havde min vand i tasken, så ellers tak!
Jeg blev henvist en stol som jeg kunne sidde i, og vente på psykiateren. Nu blev jeg endnu mere rasende. Jeg havde tid NU: Hvorfor så blive plantet i en stol i et venteværelse.
Hun opgav at tale fornuft med mig.
Lidt efter kom en mand gående forbi. han stoppede op, og spurgte hvem jeg ventede på, og om jeg ville have noget at drikke?
Nejtak. Jeg er så træt af at I spørger om det samme, og jeg skulle have været inde hos den rådne psykiater for ti min. siden.
Han skyndte sig videre.
Et øjeblik efter, kom endnu en mand, og spurgte om jeg var Charlotte.
-Ja!...
-Så skal du ind til mig, sagde han og præsenterede sig.
Han var ualmindelig empatisk og virkede super rar.
Jeg gik frådende bag ham, og han fik samme svada, på vejen ind. Jeg syntes fandme det var noget mærkeligt noget, at de ikke var til at finde, og at man ikke fik ordentlig besked osv osv....
Plantet i konsultationen, var jeg ikke færdig med at skælde ud. Og han lyttede troligt. Da gassen begyndte at gå af mig, kunne selve konsultationen gå i gang.
Jeg tudede og havde det elendigt, over dagens latterlige start.
Men vi snakkede og kom rundt om mit forløb. Han spurgte ind til min skoletid, min ungdom, mine færdigheder i skolen, mit sociale liv. Nu og i fortiden.
Jeg hylede og hylede. Vi talte om min lange periode fra 1996, til 2003 hvor panikangst styrede mit liv dag og nat. Utallige indlæggelser, hvor man mente at jeg havde alt lige fra en blodprop i hjernen, eller hjertet, til skjulte lungesygdomme, hen over epilepsi og depression. Diagnosen panikangst, kom først ved besøg hos en psykiater, 7 år efter mit første anfald.
Han siger på et tidspunkt, at han var lidt glad for, at jeg ikke havde kunnet finde ham. For det bakkede det op, som psykologerne fra Kaps havde vurderet.
Posttraumatisk stress. Muligvis kombineret med diagnosen ADD.
Jeg fik udleveret link, hvor jeg kunne læse om de to diagnoser, og prøve at forstå hvad de mente, jeg sloges med. Derudover skulle jeg stige i min daglige medicin for panikangst, og desuden starte op med noget ny medicin. Det skulle trappes langsomt op, fra 25 mg om dagen, til 300 mg.
Pyha.. Jeg følte mig som en svækling af rang.
Hjemme igen læste jeg om ADD'en, som med det samme gav mig en forståelse af hvad de mente.
Det var som at læse om mit indre..
Den posttraumatiske stress, var kommet sideløbende, med mit livs mange traumer.
En barndom hvor jeg ikke fandt mig tilrette, eller ønsket. Misbruget fra min far og min morbror. Mit liv med en alkoholiker, som gang på gang forsvandt, og gemte sig på sine drukturer. Mit barns død, og efterfølgende periode, uden at få psykologhjælp eller nogen anden form for hjælp. Min skilsmisse fra børnenes far. Mit nye liv med nr. to mand, som var utrolig stabil, med hensyn til tider osv. Til gengæld var han psykisk en hård byrde, som manipulerede med mig, og med min søn, i en grad, som tangerede psykisk vold.
Jeg havde haft, og havde stadig alle antenner ude, i døgnets 24 timer.
Jeg fortsatte mine samtaler ugentligt hos psykologen.
Vores samtaler begyndte at ændre sig.
Fra at have grædt øjnene ud, over at have mistet min datter, som ikke ville se mig, ændrede jeg mig til at være vred.
Jeg græd aldrig i vores samtaler mere. Før græd jeg fra jeg kom, til jeg gik.
Vreden gjorde, at jeg ikke mere kunne græde over den behandling, og de ting der var sket.
Jeg måtte give slip. Og jeg var helt klar til det.
Jeg kunne ikke blive ved, at kæmpe med ingenting. Løbet var kørt. Jeg vidste lige pludselig ikke mere, om jeg overhovedet havde lysten, eller overskuddet selv, til en forsoning.
Vi talte meget om hvorvidt jeg skulle konfrontere hende. Via et brev. Evt. ved at hun blev inviteret ind til en samtale hos psykologen, som kunne give hende en briefing af hvordan jeg nu havde det.
Men enden blev, at jeg valgte at bruge min blog igen.
Jeg blev nødt til at fortælle hende, at jeg respekterede hendes valg om at vende mig ryggen. Men at jeg aldrig kunne respektere de mennesker der bakkede hende op i det.
Det blev vigtigt for mig, at hun skulle kunne stå ved sit valg, fordi hun var voksen. Men lige så vigtigt, at fortælle omverdenen, at uanset om der gik 10-20 eller 30 år, så ville mit had til dem omkring hende, aldrig forsvinde.
Vi snakkede meget om den vrede. Psykologen prøvede at vende det for mig, til at jeg ikke respekterede dem. Men det var ikke mangel på respekt til dem. Det var deres mangel på respekt og empati, der fyldte mig.
På et tidspunkt sagde psykologen til mig, at hvis hun stod i det, jeg stod i, omkring mit barn, så ville hun ikke have kunnet klare presset. Hun forstod faktisk godt, at min vrede overskyggede alt andet, omkring disse mennesker.
En dag blev jeg ringet op, omkring nogle ting der stod på min datters facebook. Jeg blev hængt ud igen, som en dårlig mor, og min datter konkretiserede, at bruddet var udløst, af diskussionen i bilen den dag, "jeg ville slå min søn ihjel!".....
Jeg konfronterede min søn med denne udlægning. Vreden steg ham til hovedet prompte.
Det var ikke helt det han havde oplevet. Bl.a skrev min datter på facebook, at jeg ikke ville lade mig tale med ham. Det var ikke sandt. Hun var på bilens håndfri funktion, så han var med i samtalen. Desuden skrev hun, at hun ønskede at hun kunne have sagt til ham, at det jeg sagde, mente jeg ikke. Kun at jeg var vred og skabte mig.
Hvis det var det hun tænkte, udfra at hun kendte mit temperament, hang det ikke sammen med, at hun bagefter omtalte det som om "at jeg ville slå ham ihjel".
Uanset hvad jeg har skreget ind i hovedet på hende. Jeg husker overhovedet ikke hvad der blev sagt. Min søn var rædselsslagen fordi jeg kørte sindssyg hurtigt, og jeg råbte og skreg. Men at hun blev ved at tærske langhalm på den episode, gjorde ham vred.
Det der gjorde ham allermest vred, var dog at Annika, Vivi og Jeanette Pil, bakkede Sabine op i, at det var såååååå flot skrevet, og at de forstod hende, samt at jeg var et ondt menneske, der ikke ville mine børn noget godt.
Han græd, og sagde at han ville slå Annika ihjel. At Pil havde været så sød, at tale med, og så var hun så syg i hovedet. Vivi var bare skide dum...
Jeg sagde til ham, at hans mulighed for at slå Annika ihjel, ikke var tilstede. Han måtte aldrig se hende igen. Desuden var hun ikke engang hans vrede værd. Hun var bare det man kalder UDENFOR PÆDAGOGISK RÆKKEVIDDE.
Mht Pil, ville det fremover betyde, at han aldrig mere måtte være sammen med sin ældste søster, uden overvågning. Så den udtalelse gjorde, at jeg stoppede hans samvær med hende. Statsamtet kunne fortælle mig, at hendes eneste mulighed ville være, at hun så sin bror hos sin far. Hvis Sebastian naturligvis ønskede det. Da hun ikke ser sin far, var den mulighed heldigvis ikke til stede pt.
Men jeg sagde, at da det ikke igen skulle koste min søn samvær med sin familie, kunne hun få lov at besøge ham i plejefamilien. Men kun når hun blev indbudt. Ellers skulle samværet stoppes omgående.
Intet problem.
Trods det, at jeg har en delt forældremyndighed med min søns far, så har hans svigtende kontakt med sin søn gjort, at mit ord vejer tungest.
Vivi ser han jo også kun overvåget, da han pt. ikke ønsker, at besøge sin far alene. Skulle det komme på tale, at han bliver der for at sove, så forventer jeg stadig, at hans far passer på ham, og styrer hvad Vivi siger til ham af dumheder.
Jeg var derfor også klar til, at skrive det indlæg på mit blog, hvor jeg gav slip på min datter.
Jeg kunne stå model til meget. Men de ting som der blev skudt afsted fra disse meget uintelligente voksne omkring hende, ville jeg ikke mere stå model til.
Hun havde valgt, at det skulle være sådan fremover.
Jeg respektere det, og vil ikke tage kontakt mere.
Nu var det dét, vi brugte tiden hos psykologen til. For det første var, og er det stadig et stort traume, at sige farvel til sit barn. Men udover det, så stod jeg med en endnu mere frustreret dreng, som stadig var bror til hende. Som savnede gamle dage, med mor og søster samvær. Nu var det endeligt. Det ville aldrig ske igen, som tingene så ud nu.
Der vil komme et helt langt liv, hvor der skal deles fester og fødselsdage. Familien er delt op, på en måde, så min søn altid vil være i klemme.
Hvad jeg ikke havde set komme var, at min søn begyndte at spekulere på et stort emne i hans lille hoved. Men det kom lige pludselig vi sad og så tv.
-Mor, må jeg spørge om noget?
-Ja da.
-Nu har du faktisk mistet begge dine piger. Hvad hvis du mistede mig nu? Ville du så dø?
Uha... den var svær. Det her skulle han ikke bære på alene.. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle sige.
-Jeg ville blive ufattelig ødelagt af sorg. Svarede jeg. Jeg ved sgu ikke om jeg ville kunne rejse mig op igen så.
-Du mister mig aldrig mor. Aldrig. Vi slår hånd på, at vi aldrig forlader hinanden.
Jeg vendte den samtale med psykologen. Hendes første kommentar var, at det var alt for stort et ansvar, der lå på min søns små skuldre nu.
Han ville aldrig turde sige nej til noget samvær med mig, hverken nu, eller senere, hvis han ikke fik det bearbejdet.
Han havde i den grad set mig gå i hundene, da min datter vendte mig ryggen. Hvordan skulle han overleve, at forlade sin mor. Tænk hvis han ønskede, at flytte til Australien som 23-årig, og tænkte, uha, så vælter min mors verden igen.
Vi vendte og drejede det mange gange.
Jeg fik små hint, om hvad jeg skulle gøre for, at han kunne slippe det ansvar der var lagt på ham.
Jeg tog den op med ham, en aften vi var gået i seng. Vi lå og pjattede, og han skulle kløes på ryggen og have masseret fødder. På et tidspunkt kom vi ind på det igen.
At jeg havde mistet begge mine piger. (Det lyder så voldsomt når han siger den sætning, og jeg må virkelig tage mig sammen for ikke at skrige).
Jeg tænkte lidt over det. Og svarede
- Sebastian, uanset hvad der sker i vores liv fra nu af. Så husk at jeg er voksen, og kan godt klare mig selv. Jeg overlevede at Ann-Sofie døde. At Sabine valgte, at slette mig fra sit liv. Jeg kan faktisk godt klare mig selv. Jeg elsker dig, og jeg elsker mine piger. Men jeg kan godt leve alene.
Du kan rejse om på den anden side af jorden. men du kan ikke forlade mig.
Forstår du hvad jeg mener?
Han forstod ikke helt hvad jeg mente.
Men vi snakkede om, at uanset om han råbte mig ind i hovedet, at han aldrig ville se mig igen, så var jeg altid hans mor. Om Sabine havde besluttet, at hade mig for evigt. Så var jeg stadig hendes mor. At Ann-Sofie nu havde været død i over 16 år, men det ændrede intet ved, at jeg stadig var hendes mor.
Kærligheden til ens børn forsvinder jo ikke. Heller ikke ved fravær.
-At jeg savner Sabine hver dag, er ikke noget jeg kan lyve mig fra. Men jeg kan rent faktisk godt leve videre.
-Hvad med Annika? Savner du hende hver dag?
-Nej Sebastian. Annika er en fremmed, som jeg aldrig tænker på som andet end en fremmed.
-Hvad så med min far? Hader du ham?
-Hmmmm, næ. Jeg tror heller aldrig det kommer til at ske. Men jeg savner ham jo altså heller ikke. Vi er ikke forbundet af blodets bånd.
Samtale slut. Min søn var mættet.
-Charlotte, sagde psykologen, det er først nu det bliver rigtig hårdt. Nu er du stoffri. Men din krop er slet ikke færdig med at være afhængig. Der går 6 uger, før det sidste THC er ude af din krop. Mens det forsvinder stille og roligt, vil din krop skrige på det. Mindre og mindre. Men du vil blive kastet frem og tilbage i dit humør. Dit selvværd. Din tro på at du kan fortsætte. Der vil være kriser, hvor du virkelig skal sætte hælene i, og ikke falde tilbage i det der er nemmest. Nemlig at tage ind og købe hash, og få ro på, på et øjeblik.
Det hårdeste arbejde kommer nu. For nu vil alt det du har dulmet i røgen, komme op til overfladen for fuld skrue, og piske dig rundt i manegen.
Puha. Det var en hård tid jeg skulle gå i møde, kunne jeg godt høre.
Jeg var alle faser igennem de næste 6 uger. Jeg kunne næsten krydse det skema af, jeg havde fået udleveret, om hvordan jeg gik fra den ene fase til den anden.
Den eneste fase jeg aldrig mødte, var lysten eller trangen til, at starte med at ryge igen.
Den var simpelthen forsvundet.
Det værste kom meget hurtigt. I mens jeg røg, drømte jeg ikke når jeg sov. Aldrig kunne jeg vågne op efter, at have drømt noget som helst. Jeg havde ikke bemærket det i de år jeg røg.
Men nu drømte jeg. Og drømmene var onde, og voldsomme. Jeg vågnede op badet i sved, og rædselsslagen for om rockere, eller rummænd, eller trolde eller gamle venner ville slå mig ihjel.
Jeg vågnede ved mine egne skrig i angst, fordi jeg havde drømt, at en stor lastbil i langsom gengivelse kørte mig over.
Jeg drømte om gamle dage. Ting der var sket for 30 år siden. For tyve år siden. Sidste år. I sidste uge etc.
Det var snart umuligt for mig at sove. Jeg gik i seng. Brugte lang tid på at falde i søvn. Vågnede efter en halv eller en hel time. Op og drikke vand. En smøg. I seng og kæmpe mig til at sove. Næste time var jeg vågen igen. Mareridtene drev mig helt ud på kanten.
Jeg sover faktisk stadig ikke, mere end højst tre timer af gangen, nu knapt 4 mdr. efter. På nær de døgn, som stadig opstår, hvor jeg sover i op til 30 timer i stræk, som om jeg er bevidstløs.
Panikangsten som jeg havde kæmpet med, for mange år siden, og som jeg havde været i medicinsk behandling for i 11 år, kom tilbage med 200 km/t.
Jeg var bange for at gå ud af min bolig, for at handle. Jeg var rædselsslagen i bussen. I min lejlighed. Alle vegne.
Jeg havde hjertebanken, og mit temperament steg og steg.
Det mindste jeg ikke havde styr på, kastede mig ud i frådende raseri.
Jeg kunne ikke finde rundt. Om jeg skulle til Islands brygge, hvor jeg havde haft min daglige gang i de sidste 5 år, eller om jeg skulle til Kalundborg, så måtte jeg bruge navigation. Det føltes som om min rum og retningssans var forsvundet.
Jeg kunne ikke sætte vasketøj over, uden at tjekke mange gange, hvad tøj jeg havde puttet i maskinen, før jeg turde tilsætte vaskemiddel. Jeg turde ikke røre maskinen i øvrigt, før jeg havde slået strømmen fra, og tjekket det flere gange, inden jeg var sikker på, at jeg virkelig havde gjort det.
Jeg handlede ind, og stod i mit køkken og pakkede varerne ud. Selleri, rugbrød, en flaske chili, pasta, dåsemajs. Intet logisk, der kunne bruges til at lave et måltid mad.
Jeg hentede en pose kaffe, når der ikke var mere i glasset. Satte kaffe over, og glædede mig til en frisk kop varm kaffe. Når den var løbet igennem, opdagede jeg, at mælk ikke var at finde i det halvtomme køleskab. Hurtigt måtte jeg ind efter det.
Alt var dobbelt arbejde. Søvn var en by i Rusland.
Men langsomt begyndte, min hjerne at virke igen.
Jeg gik til psykolog, som på et tidspunkt, sendte mig til en psykiater, i samråd med Kaps´s læge. Måske der var en skjult diagnose i mig. ADHD måske.
Jeg har altid grinet lidt af alle dem der som voksne fik den diagnose. Alle i dag skulle påklistres en diagnose, syntes jeg.
Jeg skulle møde hos psykiateren i Glostrup. Fik en beskrivelse af, hvor han var fysisk, i det lille virvar af veje, rundt om Glostrup sygehus.
Jeg fandt det. Navnet KAPS stod på døren. Jeg tog i døren. Den var låst. Kiggede ind af vinduerne. Tomt.
Jeg ringede til den afdeling i KBH hvor jeg var tilknyttet, og spurgte om de havde sendt mig derud, en dag hvor de havde fri.
Nej da. MEN- måske var han i det andet hus, de havde derude. Jeg skulle lige gå den vej, og dreje ned af den gade, rundt om et hjørne, og så var jeg der.
Jeg vadede afsted med min navigation. Men jeg kunne ikke finde det. Jeg hidsede mig op, og begyndte at svede. Gråden stod i halsen på mig, og jeg havde lyst til at tage hjem i min seng.
Jeg fandt en jeg kunne spørge om vej. Det ligger lige der ovre, svarede han og pegede.
Det lå så tæt på mig, at jeg nærmest kunne spytte derover. Jeg gik ind af døren, og mødte en smilende receptionist. Jeg var rasende. Hvæsede af hende, hvorfor fanden de lå på en nærmest hemmelig adresse? Hvorfor de ikke var i det første hus jeg var sendt til? Og på spørgsmålet, om jeg ville have kaffe, skreg jeg hende nærmest ind i hovedet, at jeg fandme havde min vand i tasken, så ellers tak!
Jeg blev henvist en stol som jeg kunne sidde i, og vente på psykiateren. Nu blev jeg endnu mere rasende. Jeg havde tid NU: Hvorfor så blive plantet i en stol i et venteværelse.
Hun opgav at tale fornuft med mig.
Lidt efter kom en mand gående forbi. han stoppede op, og spurgte hvem jeg ventede på, og om jeg ville have noget at drikke?
Nejtak. Jeg er så træt af at I spørger om det samme, og jeg skulle have været inde hos den rådne psykiater for ti min. siden.
Han skyndte sig videre.
Et øjeblik efter, kom endnu en mand, og spurgte om jeg var Charlotte.
-Ja!...
-Så skal du ind til mig, sagde han og præsenterede sig.
Han var ualmindelig empatisk og virkede super rar.
Jeg gik frådende bag ham, og han fik samme svada, på vejen ind. Jeg syntes fandme det var noget mærkeligt noget, at de ikke var til at finde, og at man ikke fik ordentlig besked osv osv....
Plantet i konsultationen, var jeg ikke færdig med at skælde ud. Og han lyttede troligt. Da gassen begyndte at gå af mig, kunne selve konsultationen gå i gang.
Jeg tudede og havde det elendigt, over dagens latterlige start.
Men vi snakkede og kom rundt om mit forløb. Han spurgte ind til min skoletid, min ungdom, mine færdigheder i skolen, mit sociale liv. Nu og i fortiden.
Jeg hylede og hylede. Vi talte om min lange periode fra 1996, til 2003 hvor panikangst styrede mit liv dag og nat. Utallige indlæggelser, hvor man mente at jeg havde alt lige fra en blodprop i hjernen, eller hjertet, til skjulte lungesygdomme, hen over epilepsi og depression. Diagnosen panikangst, kom først ved besøg hos en psykiater, 7 år efter mit første anfald.
Han siger på et tidspunkt, at han var lidt glad for, at jeg ikke havde kunnet finde ham. For det bakkede det op, som psykologerne fra Kaps havde vurderet.
Posttraumatisk stress. Muligvis kombineret med diagnosen ADD.
Jeg fik udleveret link, hvor jeg kunne læse om de to diagnoser, og prøve at forstå hvad de mente, jeg sloges med. Derudover skulle jeg stige i min daglige medicin for panikangst, og desuden starte op med noget ny medicin. Det skulle trappes langsomt op, fra 25 mg om dagen, til 300 mg.
Pyha.. Jeg følte mig som en svækling af rang.
Hjemme igen læste jeg om ADD'en, som med det samme gav mig en forståelse af hvad de mente.
Det var som at læse om mit indre..
Den posttraumatiske stress, var kommet sideløbende, med mit livs mange traumer.
En barndom hvor jeg ikke fandt mig tilrette, eller ønsket. Misbruget fra min far og min morbror. Mit liv med en alkoholiker, som gang på gang forsvandt, og gemte sig på sine drukturer. Mit barns død, og efterfølgende periode, uden at få psykologhjælp eller nogen anden form for hjælp. Min skilsmisse fra børnenes far. Mit nye liv med nr. to mand, som var utrolig stabil, med hensyn til tider osv. Til gengæld var han psykisk en hård byrde, som manipulerede med mig, og med min søn, i en grad, som tangerede psykisk vold.
Jeg havde haft, og havde stadig alle antenner ude, i døgnets 24 timer.
Jeg fortsatte mine samtaler ugentligt hos psykologen.
Vores samtaler begyndte at ændre sig.
Fra at have grædt øjnene ud, over at have mistet min datter, som ikke ville se mig, ændrede jeg mig til at være vred.
Jeg græd aldrig i vores samtaler mere. Før græd jeg fra jeg kom, til jeg gik.
Vreden gjorde, at jeg ikke mere kunne græde over den behandling, og de ting der var sket.
Jeg måtte give slip. Og jeg var helt klar til det.
Jeg kunne ikke blive ved, at kæmpe med ingenting. Løbet var kørt. Jeg vidste lige pludselig ikke mere, om jeg overhovedet havde lysten, eller overskuddet selv, til en forsoning.
Vi talte meget om hvorvidt jeg skulle konfrontere hende. Via et brev. Evt. ved at hun blev inviteret ind til en samtale hos psykologen, som kunne give hende en briefing af hvordan jeg nu havde det.
Men enden blev, at jeg valgte at bruge min blog igen.
Jeg blev nødt til at fortælle hende, at jeg respekterede hendes valg om at vende mig ryggen. Men at jeg aldrig kunne respektere de mennesker der bakkede hende op i det.
Det blev vigtigt for mig, at hun skulle kunne stå ved sit valg, fordi hun var voksen. Men lige så vigtigt, at fortælle omverdenen, at uanset om der gik 10-20 eller 30 år, så ville mit had til dem omkring hende, aldrig forsvinde.
Vi snakkede meget om den vrede. Psykologen prøvede at vende det for mig, til at jeg ikke respekterede dem. Men det var ikke mangel på respekt til dem. Det var deres mangel på respekt og empati, der fyldte mig.
På et tidspunkt sagde psykologen til mig, at hvis hun stod i det, jeg stod i, omkring mit barn, så ville hun ikke have kunnet klare presset. Hun forstod faktisk godt, at min vrede overskyggede alt andet, omkring disse mennesker.
En dag blev jeg ringet op, omkring nogle ting der stod på min datters facebook. Jeg blev hængt ud igen, som en dårlig mor, og min datter konkretiserede, at bruddet var udløst, af diskussionen i bilen den dag, "jeg ville slå min søn ihjel!".....
Jeg konfronterede min søn med denne udlægning. Vreden steg ham til hovedet prompte.
Det var ikke helt det han havde oplevet. Bl.a skrev min datter på facebook, at jeg ikke ville lade mig tale med ham. Det var ikke sandt. Hun var på bilens håndfri funktion, så han var med i samtalen. Desuden skrev hun, at hun ønskede at hun kunne have sagt til ham, at det jeg sagde, mente jeg ikke. Kun at jeg var vred og skabte mig.
Hvis det var det hun tænkte, udfra at hun kendte mit temperament, hang det ikke sammen med, at hun bagefter omtalte det som om "at jeg ville slå ham ihjel".
Uanset hvad jeg har skreget ind i hovedet på hende. Jeg husker overhovedet ikke hvad der blev sagt. Min søn var rædselsslagen fordi jeg kørte sindssyg hurtigt, og jeg råbte og skreg. Men at hun blev ved at tærske langhalm på den episode, gjorde ham vred.
Det der gjorde ham allermest vred, var dog at Annika, Vivi og Jeanette Pil, bakkede Sabine op i, at det var såååååå flot skrevet, og at de forstod hende, samt at jeg var et ondt menneske, der ikke ville mine børn noget godt.
Han græd, og sagde at han ville slå Annika ihjel. At Pil havde været så sød, at tale med, og så var hun så syg i hovedet. Vivi var bare skide dum...
Jeg sagde til ham, at hans mulighed for at slå Annika ihjel, ikke var tilstede. Han måtte aldrig se hende igen. Desuden var hun ikke engang hans vrede værd. Hun var bare det man kalder UDENFOR PÆDAGOGISK RÆKKEVIDDE.
Mht Pil, ville det fremover betyde, at han aldrig mere måtte være sammen med sin ældste søster, uden overvågning. Så den udtalelse gjorde, at jeg stoppede hans samvær med hende. Statsamtet kunne fortælle mig, at hendes eneste mulighed ville være, at hun så sin bror hos sin far. Hvis Sebastian naturligvis ønskede det. Da hun ikke ser sin far, var den mulighed heldigvis ikke til stede pt.
Men jeg sagde, at da det ikke igen skulle koste min søn samvær med sin familie, kunne hun få lov at besøge ham i plejefamilien. Men kun når hun blev indbudt. Ellers skulle samværet stoppes omgående.
Intet problem.
Trods det, at jeg har en delt forældremyndighed med min søns far, så har hans svigtende kontakt med sin søn gjort, at mit ord vejer tungest.
Vivi ser han jo også kun overvåget, da han pt. ikke ønsker, at besøge sin far alene. Skulle det komme på tale, at han bliver der for at sove, så forventer jeg stadig, at hans far passer på ham, og styrer hvad Vivi siger til ham af dumheder.
Jeg var derfor også klar til, at skrive det indlæg på mit blog, hvor jeg gav slip på min datter.
Jeg kunne stå model til meget. Men de ting som der blev skudt afsted fra disse meget uintelligente voksne omkring hende, ville jeg ikke mere stå model til.
Hun havde valgt, at det skulle være sådan fremover.
Jeg respektere det, og vil ikke tage kontakt mere.
Nu var det dét, vi brugte tiden hos psykologen til. For det første var, og er det stadig et stort traume, at sige farvel til sit barn. Men udover det, så stod jeg med en endnu mere frustreret dreng, som stadig var bror til hende. Som savnede gamle dage, med mor og søster samvær. Nu var det endeligt. Det ville aldrig ske igen, som tingene så ud nu.
Der vil komme et helt langt liv, hvor der skal deles fester og fødselsdage. Familien er delt op, på en måde, så min søn altid vil være i klemme.
Hvad jeg ikke havde set komme var, at min søn begyndte at spekulere på et stort emne i hans lille hoved. Men det kom lige pludselig vi sad og så tv.
-Mor, må jeg spørge om noget?
-Ja da.
-Nu har du faktisk mistet begge dine piger. Hvad hvis du mistede mig nu? Ville du så dø?
Uha... den var svær. Det her skulle han ikke bære på alene.. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle sige.
-Jeg ville blive ufattelig ødelagt af sorg. Svarede jeg. Jeg ved sgu ikke om jeg ville kunne rejse mig op igen så.
-Du mister mig aldrig mor. Aldrig. Vi slår hånd på, at vi aldrig forlader hinanden.
Jeg vendte den samtale med psykologen. Hendes første kommentar var, at det var alt for stort et ansvar, der lå på min søns små skuldre nu.
Han ville aldrig turde sige nej til noget samvær med mig, hverken nu, eller senere, hvis han ikke fik det bearbejdet.
Han havde i den grad set mig gå i hundene, da min datter vendte mig ryggen. Hvordan skulle han overleve, at forlade sin mor. Tænk hvis han ønskede, at flytte til Australien som 23-årig, og tænkte, uha, så vælter min mors verden igen.
Vi vendte og drejede det mange gange.
Jeg fik små hint, om hvad jeg skulle gøre for, at han kunne slippe det ansvar der var lagt på ham.
Jeg tog den op med ham, en aften vi var gået i seng. Vi lå og pjattede, og han skulle kløes på ryggen og have masseret fødder. På et tidspunkt kom vi ind på det igen.
At jeg havde mistet begge mine piger. (Det lyder så voldsomt når han siger den sætning, og jeg må virkelig tage mig sammen for ikke at skrige).
Jeg tænkte lidt over det. Og svarede
- Sebastian, uanset hvad der sker i vores liv fra nu af. Så husk at jeg er voksen, og kan godt klare mig selv. Jeg overlevede at Ann-Sofie døde. At Sabine valgte, at slette mig fra sit liv. Jeg kan faktisk godt klare mig selv. Jeg elsker dig, og jeg elsker mine piger. Men jeg kan godt leve alene.
Du kan rejse om på den anden side af jorden. men du kan ikke forlade mig.
Forstår du hvad jeg mener?
Han forstod ikke helt hvad jeg mente.
Men vi snakkede om, at uanset om han råbte mig ind i hovedet, at han aldrig ville se mig igen, så var jeg altid hans mor. Om Sabine havde besluttet, at hade mig for evigt. Så var jeg stadig hendes mor. At Ann-Sofie nu havde været død i over 16 år, men det ændrede intet ved, at jeg stadig var hendes mor.
Kærligheden til ens børn forsvinder jo ikke. Heller ikke ved fravær.
-At jeg savner Sabine hver dag, er ikke noget jeg kan lyve mig fra. Men jeg kan rent faktisk godt leve videre.
-Hvad med Annika? Savner du hende hver dag?
-Nej Sebastian. Annika er en fremmed, som jeg aldrig tænker på som andet end en fremmed.
-Hvad så med min far? Hader du ham?
-Hmmmm, næ. Jeg tror heller aldrig det kommer til at ske. Men jeg savner ham jo altså heller ikke. Vi er ikke forbundet af blodets bånd.
Samtale slut. Min søn var mættet.
Kommentarer
Send en kommentar