Tro, håb og kærlighed. Fjerde del.

I løbet af januar, februar og marts, var jeg afsted i ophørsgruppen en gang om ugen. Vi var sammen i ca.  2½ time hver gang.
Uden at jeg opdagede det i starten, begyndte jeg at få det lidt bedre.
Jeg skreg stadig af smerte indeni, over at have mistet min datter. At blive valgt fra, var det værste der kunne overgå mig.
Jeg har aldrig set mig som en specielt god mor. Aldrig kunnet stå op for mig selv. Men jeg vidste, at jeg havde givet mine børn al min kærlighed, og at det jeg ikke havde fået med i vuggegave, nemlig min egen tro på, at andre holdt af mig, det havde jeg givet tifoldigt til mine børn.
Jeg kunne kun vise dem min kærlighed. Økonomisk har jeg aldrig kunnet svøbe dem ind i den store sikkerhed.
Men jeg vidste, at de begge aldrig var i tvivl om, at de var det bedste jeg havde.
Hvordan kunne jeg så blive valgt fra?

Jeg talte meget med psykologen om, hvad jeg troede det handlede om. Jeg vidste, at det var et issue for min datter, at jeg røg hash. Vi havde talt om det mange gange. Men hun havde aldrig trukket det op, som et stort problem. Hun syntes ikke, at mit misbrug forandrede mig, som det ville gøre hvis jeg dinglede fuld omkring.
Jeg vidste, at jeg var der når hun bad om min hjælp. Ikke altid fysisk, fordi vi boede meget langt fra hinanden. Men ringede hun, så kom jeg, eller fik andre til at hjælpe hende, indtil jeg kunne være der.
Jeg var helt blank over hvorfor hun havde valgt mig fra.
Vi havde skændtes mange gange i vores liv. Vores temperament kunne slå gnister, og vi kunne blive rasende tosset på hinanden. Men vi havde altid mødtes igen bagefter, og rodet trådene ud.
Jeg havde haft et voldsomt sammenstød med hende på tlf, den dag hun valgte, at vende mig ryggen.
Jeg kørte i bil med min søn, og havde hende i tlf via håndfri funktionen. Min søn sad ved siden af, og vi begge kunne hører hende i bilens højtaler. Vi var på vej til Slagelse, og jeg bad hende mødes med os.
Nej, var svaret.
Hvorfor ? spurgte jeg.
Hun var vred på Peter, fordi han havde afvist at køre for mig, da hun måneden før blev overfaldet.
Var det pga ham?
Intet svar.
Til sidst råbte og skreg jeg.
Jeg kan stort set ikke huske det, kun at min søn på et tidspunkt skreg som en sindssyg, og jeg havde smadret forruden i bilen med en knytnæve.
Jeg slog tlf. fra. Kørte ind i nødsporet, og både min søn og jeg græd over denne vanvittige handling.

Da vi 20 min. efter var fremme ved Peter, ringede jeg hende op igen. Hun var meget kort for hovedet, og jeg spurgte igen om vi kunne mødes.
-Mor, nu slukker jeg min tlf, og så går jeg ned til søen. Lad mig være ! Var svaret.
-Hvorfor skulle du slukke din tlf, er det en trussel om at du vil gøre noget ved dig selv? Spurgte jeg.
-Hvem ved, jeg har ret til at slukke min tlf og gå. Svarede hun.

Hun lagde på, og slukkede tlf. Jeg ringede mange gange de næste timer.
Sebastian ringede lige så mange gange. Jeg blev mere og mere bange, for om der skete hende noget lige nu. Jeg så hende for mig i den sø.
Hun var lige blevet anklaget for falsk anmeldelse, efter et overfald.
Jeg kontaktede hendes far, som ikke tog tlf. Sebastian kimede også sin far ned, og græd og var bange.
Til sidste ringede jeg til Mai-Brith, hendes søster, for at spørge om hun havde talt med hende.
-Hendes svar var, om jeg ikke havde fattet, at jeg skulle holde snitterne fra Sabine!!!!

Nej, det ved gud jeg ikke havde fattet det. Og bare det at, dette utrolig uempatiske menneske, kunne svare mig sådan, gjorde mig eder rasende.
Hun havde været den største klods om livet på mig i de seksten år, jeg havde været sammen med hendes far. Jeg havde levet med, at folk gjorde nar af hende, og hendes ekstreme overvægt og ligegyldighed omkring det. Jeg var flov over, at følges med hende i mange år.
"Ælling MED badering" havde Annika døbt hende.
At hun, som havde forpestet mit liv, nu bad mig om, at holde mig fra mit eget barn, var det værste hun kunne gøre.

Men summa summarum var, at det var sidste gang jeg talte med min datter. Nu var der gået et halvt år, og psykologen og jeg talte igen og igen om det.

-Giv slip... var det råd jeg fik.
-Aldrig, svarede jeg. Hvorfor skulle hun lade mig frygte, at hun havde gjort noget ved sig selv? Hvorfor skulle hun give mig den besked om, at hun ville gå ned til søen, uden tlf? Hvad ville hun opnå, når hun VIDSTE, at det ville give mig en urimelig frygt, som jeg ville reagere på?
Psykologen kunne ikke give mig en fornuftig forklaring. Kun sige, at alle de voksne omkring hende, lige nu bakkede hende op i, at det var en fornuftig løsning, at skære alle bånd over til sin mor. At de voksne omkring hende, malede en ung pige op i en krog, hvor hun skulle over mange barrierer, for at skifte mening.
At skulle se alle disse voksne i øjnene, nu eller om 15 år, og sige, at hun igen ville se sin mor, ville kræve noget af en manddomsprøve.
-Slip dit barn, hun har ikke en jordisk chance, for som 20-årig, at se sig ud af det hun står i nu!

Deres far har svigtet de børn gang på gang, gennem livet.
Jeg fik én eneste chance. Den missede jeg.
Men jeg fik ikke lov, at forklare mig, eller få en forklaring. Jeg kunne kun gætte.

Emnet hos psykologen var dette hver uge. Emnet i ophørsgruppen, var også dette. Hver uge.
Jeg har mistet mit barn. Jeg kan ikke leve som et helt menneske mere.
Jeg bliver lagt for had. Jeg bliver svinet til af mennesker, som i bund og grund kender mig.

Omkring mine børns storesøster, var vi også rundt om problematikken. Hun havde i alle årene, været en stor mundfuld.
Nu hadede jeg hende, så det stod som en lys ring om mig.
Hun havde gang på gang svinet min søn til, for hans store temperament, og voldsomme udad reagerende adfærd. Når min nye mand, havde skældt ham ud, og både jeg og Sabine, samt andre omkring os, måbede over hans hårdhed og meget strenge opdragelsesmetoder, klappede hun nærmest i hænderne, og syntes at han var vidunderlig, og den eneste der havde fat i den rigtige ende omkring min søn.
Jeg var for blødsøden.
Hun sendte mange gange min søn hjem fra besøg hos hende, med beskeden om, at han var udenfor pædagogisk rækkevidde.
Nu ville hun pludselig se ham i sit hjem, og lege den fantastisk omsorgsfulde søster.
Hun havde ikke kontakt med sin far. Den familie er totalt forskruet, og når den ene ikke, så den anden, og den tredje ikke kunne lide den første, og den fjerde ikke magtede den anden, så smed man bare folk ud..
Næste dag kunne alle pludselig være fantastiske, og skulle helst elske hinanden uden hæmninger.
Jeg tillod, at t han måtte besøge hende. Han fik lov at deltage i hendes barns barnedåb, og han besøgte hende på en campingtur. Kun fordi jeg ikke ville hive min søn mere ud af den familie, han var født ind i.
Han fortalte om søde mennesker han mødte, og jeg bed mig i tungen og smilede og sagde, Nå da- ja det var da dejligt.

Alt måtte jeg vende med psykologen, for at kunne være i mig selv.

Den 20 juni 2014, skulle jeg til fest i min søns fritidsklub, sammen med ham og med hans voksenven.
Det var en rigtig god aften, og jeg kørte ham og hans voksenven hjem, hvor de skulle sove sammen, til næste dag. Så skulle min søn komme hjem til mig, og sove dagen efter.

Han kom næste formiddag. Jeg havde det forfærdeligt. Jeg var træt, havde ikke sovet om natten, og havde røget så meget hash, og var meget tavs.
Peter ringede på et tidspunkt, og vi skændtes i tlf. Husker ikke om hvad.
Dagen gik langsomt, med en dreng, der tydeligt havde følelser og nerver uden på tøjet.

Da kl. var 21 om aftenen, kiggede han på mig, og med gråd i stemmen sagde han,
-Mor, gør det noget, hvis jeg gerne vil hjem og sove.
Det ramte mig som et piskeslag.
Hjem, var pludselig ikke her. Han ønskede at komme hjem til roen og trygheden i plejefamilien.
-Nej Sebastian, svarede jeg, det gør ikke noget. Er du sikker på, at det er det du vil ?
Det var han helt sikker på.

Jeg ringede til hans plejemor, og sagde at han gerne ville hjem.
-Jeg kommer med det samme, var svaret.
Jeg var flov og ked af det. Men mest af alt var jeg bange.
Ville min søn nu også vælge sin mor fra?

Han blev hentet, og han græd da de gik, og havde det frygteligt, med at gå fra mig.
Jeg satte mig i min sofa, og røg, og røg, og røg.
Indtil jeg kunne sove, i en kæmpe rus.

Næste dag vågnede jeg kl 15.55 ved at min tlf blev ved at kime. Jeg havde hørt den ringe ud et par gange. Men vedkommende i den anden ende, var tålmodig. Ringede op igen og igen.

Jeg tog den søvndrukkent.
Det var min søns plejemor.
-Er du vågen Charlotte?
-Ja næsten. Svarede jeg.
-Det jeg siger nu, er meget vigtigt at du hører, og tænker over. Din søn rasler med kæderne, og ved ikke om han tør besøge dig igen. Han føler sig utryg når han er der, fordi du er fraværende.

Vi talte kort sammen. Hvad skulle jeg svare på den svada? Min søn ville trække sig fra mig nu.

Jeg lå et par timer i sengen og gloede op i loftet. Nu var alt fuldstændig lige meget.
Men da jeg havde ligget der, og haft ondt af mig selv, i alt for lang tid, tog jeg en beslutning.
-Giv dog slip i din fortid Lotte. Rejs dig op og kom ind i kampen, hviskede en stemme i min hjerne.

Jeg stod op. Gik ud i køkkenet og fandt min bong frem. Mit hash lå i sin æske. Det tog jeg også frem. Jeg fandt alt hvad jeg havde i mit hjem, til at bruge omkring mit misbrug. Puttede det ned i en papkasse. Bong, Hash, coons, chillum, og rullepapir. Så tog jeg en hammer i skuffen, og lagde kassen på mit spækbræt.
Jeg smadrede den kasse med indhold fuldstændig. Slog og slog og slog.
Da det hele var revnet og brækket, og glasskårene flød ud over køkkenbordet, tog jeg en sort sæk. Proppede det hele ned i, og bar det ned i containeren.

Nu var jeg klar til, at tage tyren ved hornene.

De næste dage var som, at blive trukket baglæns gennem helvede. Jeg lå i min seng. Jeg kogte, så min dyne var våd. Stod op og gik i bad. Ny dyne. Jeg hylede og græd, og havde de sygeste abstinenser. Sveden flød ud af min krop, helt bogstaveligt. Jeg var våd overalt. I bad. Ny dyne. Ind i min søns seng, fordi min seng var drivvåd. Samme scenarie. Efter 5-6 timer. Driv våd seng. I bad og ind i min egen seng.
Hvor mange dage det stod på, ved jeg ikke helt.
Men om fredagen skulle jeg til psykolog.
Jeg kunne ikke rejse mig fra min seng. Jeg havde ligget ned, så længe at det gjorde ondt at bevæge mig.


Da det blev tirsdag, var jeg klar. Der var gået halvanden uge, og jeg havde tabt fem kg. Men jeg var frisk i mit hoved.
Jeg tog ind til gruppeterapien, hvor jeg kunne meddele, at jeg ikke havde røget i 9 hele dage, og at jeg ALDRIG mere skulle ryge hash.
Det var den dejligste dag i lang tid.
Jeg vidste at jeg havde stået det allerværste igennem. Helt alene, havde jeg taget en kold tyrker.
Jeg der havde rygrad som en regnorm, havde stået ved mig selv, mens min krop hylede og skreg på det livsvigtige, (i min hjernes regnskab), stof THC.
Men jeg havde bekæmpet trangen.

Jeg var sikker i min sag.
Aldrig nogensinde mere, skulle jeg ryge hash. Aldrig.

Det var min søn for vigtig til. Det kunne ikke komme til diskussion.

Nu var det en helt anden vej jeg skulle betræde.
Et nyt kapitel ville åbne sig for mig.
Jeg vidste bare slet, slet ikke endnu, hvor vigtigt et skridt jeg havde taget.
At dette også var et positivt vendepunkt i min søns liv, som meget hurtigt ville vise sig for os alle.











Kommentarer