torsdag den 25. september 2014

Jeg giver slip nu.

Kræfterne er ikke til det mere. Luften er gået af mig.
Jeg giver slip..

At give slip har taget mig et år.
Det har taget mig mange, mange timer hos en psykolog. Det har taget lige så mange timer i gruppeterapi. Venner og veninders ører er slidt op. Men de venner er her endnu. Fordi det er sande venner.
Tårerne der er grædt, kan ikke tælles. Nok heller ikke timerne det har varet, at græde det ud. Jeg har skreget og råbt. Skældt ud. Haft masser af søvnløse nætter. Lange samtaler med min søn, som stadig er hudløs, omkring sit bristede familieliv.

Vreden er desværre også kommet ind over. Vrede over, at blive lagt for had, i den allersværeste tid i mit liv. Af mine allernærmeste. Troede jeg da i alt fald engang.

Jeg gider ikke tale om det igen. Jeg gider ikke bruge mere energi på det.
Fordi de eneste det slider på, er min søn og jeg selv.

             ________________________________________________________________

Jeg husker, da jeg så hende første gang. Store blå øjne. der kiggede på mig, og jeg vidste, at den kærlighed jeg mødte i det øjeblik, var for evigt. Jeg elskede, som jeg aldrig nogensinde i mit liv, havde elsket et andet menneske.
Jeg forelskede mig hudløst, og uden forsvar i min lille datter, den dag jeg fik hende i armene første gang.
Jeg var blevet mor, og den følelse kan slå alle omkuld.
Kærligheden voksede fra dag til dag. Fordi jeg var hendes mor. Jeg ville beskytte hende mod alt i denne verden.

Nu er der gået over tyve år. Jeg elsker stadig hudløst.
Men jeg kan ikke kæmpe kampene mere.
Jeg tabte slaget om min datter.


Jeg håber, at Annika, Lars, Vivi, Mai-Brith og Sveik er glade nu.
Jeg ønsker, at især I fem, der selv har børn, er stolte.
I ved, at det værste i livet er at miste dem. Jeg lover, at jeg aldrig skal lade jeres handlinger gå i glemmebogen. For aldrig har jeg oplevet noget så ondt.
Jeg har prøvet at miste et barn før. Ann-Sofie døde fra mig. Sveik mistede også Ann-Sofie ved hendes død.
Men den smerte har han glemt. Eller måske var den der bare aldrig.

Mai-Brith kan jeg kun trække på skuldrene af. Det har ikke altid været en dans på roser, at være din stedmor. Men det var jeg i 16 år. Jeg har elsket dig til tider. Jeg har stået der får dig. Også da du fik en abort, som flåede dit hjerte ud, og som jeg ved du stadig mindes, som en hård skæbne i dit liv.
Nu hader jeg dig af hele mit hjerte.

Annika og Lars. Jeg er mundlam over jer. Jeg håber aldrig, at I skal miste et af jeres børn. Hverken ved død, eller andres uartige indblanding. Men jeg håber, at karmaen rammer jer hårdt. Ord kan aldrig beskrive hvad Annikas optræden har gjort ved mit liv.
Lars... Du er en medløber på hendes side. Man kan næsten få ondt af dig. Hvis ikke det var så tragisk, hvad du har deltaget i, omkring mine børn.

Vivi... Du er bare så langt væk fra pædagogisk rækkevidde, at jeg ingen følelser har i din retning. Ikke engang had. Du er så ubetydelig. Du fik Sveik, som du havde sukket efter et helt liv. Ham du pralede til børnene om, havde nappet din mødom, da hans første kone, fødte deres eneste fælles barn. Stolt over det var du endda. En oplysning, hverken mine børn, eller Mai-Brith  havde brug for.
Husk altid Vivi, at du KUN fik ham, fordi jeg slap ham.

På den anden side, kan jeg tænke, at hvis ikke I havde trukket gulvtæppet væk under mig i fællesskab, så havde jeg aldrig, fået den hjælp jeg har fået nu.
Jeg skulle væltes HELT, før hjælpen kom. Hjælpen der skulle rejse mig op, fra et helt livs svigt.
Dog vil jeg altså ikke takke jer for indsatsen.
For jeg har betalt den største pris for den hjælp.
Nemlig min datter.

Sveik... Hvad skal jeg sige? Du har svigtet vores børn gang på gang. Du har svigtet mig lige så mange gange.
Men jeg har elsket dig fra start af. Det ved du.
Jeg hader din opførsel.
Men du er far til mine tre børn. Jeg kan simpelthen ikke hade dig. Ønsker det såmænd heller ikke. Had kan ikke tvinges frem. Ligesom kærlighed ikke kan.
Men skuffelse, kan jeg nok ikke nægte, at jeg føler.

Jeg giver slip nu.
Jeg gør det for min søns og min skyld. Dét fylder alt for meget i vores samvær, af samtaler, indestængt vrede, og min søns sorg over, at hans familieliv er splittet ad.
Jeg er voksen. Han er bare et lille barn på lige knapt 12 år.
Ingen børn i hans alder burde mærke det han mærker. Et enormt had, til mennesker, han troede han kunne stole på.

Jeg elsker dig Sabine. Af hele mit hjerte, elsker jeg dig.
Jeg savner dig hvert et sekund i mit liv. Du er i mit hoved i alle døgnets timer.
Men jeg respekterer dit valg.

Nu giver jeg slip.
Du skal ikke mere stå i de dilemmaer, dit valg har givet dig. Voksne mennesker der bakker op, om et oprør mod din mor.
Jeg har også mange gange sagt, at min mor ikke mere, skulle være en del af mit liv.
Men jeg har aldrig mødt et eneste menneske, der bakkede mig op i det. Fordi det er min mor.
Jeg har såmænd heller aldrig sluppet hende. Hun er uden tvivl min mor. Det kan hverken jeg, eller andre ændre. Gudskelov for det.

Jeg er knust indeni.
Men jeg har rejst mig som et helt nyt menneske.


Dog kommer jeg aldrig over denne smerte, at miste dig Sabine.
Kan kun øve mig i, at leve med det.















1 kommentar: